// du læser om...

AnbefaletFantasyNovellesamling

Til deres dages ende / redigeret af Nikolaj Højberg

Jeg læser egentlig ikke ret meget fantasy. Sikkert fordi jeg fejlagtig forbinder det med meget sort/hvide tjubang-fortællinger med muskelsvulmende helte, som redder skønjomfruer og kæmper mod onde troldmænd, drager og andet skidtværk. Stor var derfor min glæde, da ”Til deres dages ende” viste sig at være en rigtig underholdende antologi, hvis indhold slet ikke levede op mine fordomme.

Novellerne er skrevet af en blanding af mere og mindre kendte forfattere. Ikke overraskende er de mest vellykkede historier (efter min mening) skrevet af de mere garvede penneførere, men der er også rigtig gode takter blandt de nyere stemmer, og jeg synes ikke, at nogen af novellerne falder helt ved siden af.

Min favorit er Teddy Vorks ”Mare mare minde”, som bringer Ole Lukøje ind i en ny kontekst. Drengen Peter er alvorlig syg, og denne aften er han alene med babysitteren. Peter kan ikke sove, og selvom han prøver at overbevise sig om, at der ikke gemmer sig noget i skyggerne, så lykkes det ikke helt. Pludselig får han hjælp fra en uventet kant – men er det for sent?

Også A. Silvestri skal fremhæves for sin ”Et horn i siden”, om lykkeridderen Erdengard som fanger en enhjørning ved hjælp af svig. En humoristisk fortælling som sætter spørgsmålstegn ved, om man nu kan stole helt på de gamle myter.

Lars Ahn Pedersen er også altid repræsentant for en læseværdig novelle, og således er ”Til deres dages ende” med sine fortsættelser på kendte eventyr både underholdende og tankevækkende.

Aske Munk-Jørgensen indleder antologien med sin skræmmende og velfortalte ”Seidr”, som tager læseren med tilbage i Danmarkshistorien, før kristendommen helt fordrev de gamle skikke.

Også Richard Ipsen får det til at isne i læseren med novellen ”Bronze” om jalousi og alkymi, og hvad der kan ske, når man ikke helt gennemtænker konsekvenserne af sine handlinger.

Nikolaj Johansens ”Sidste Konda” er en betagende fortælling med rødder i kinesisk folklore, og Martin Schjønnings ”Træ” er actionfyldt underholdning med grønne bagtanker. Endeligt vil jeg også fremhæve ”Cara” af Tina Christensen, som er en alfe-historie med en ny vinkel.

Som sagt er niveauet generelt højt i samlingen, som i bibliotekernes lektørudtalelse også fik følgende beskrivelse med sig: ”Alle novellerne emmer af stor fortælle- og skrivelyst, og bogen er en oplagt mulighed for at få en smagsprøve på, hvad dansk fantasy kan.”

Jeg følte mig som sagt vældigt underholdt, og synes at de mange forskellige noveller viser en bred mangfoldighed indenfor fantasy-genren, som jeg stort set var uvidende om.

Indhold:

Aske Munk-Jørgensen: Seidr
Sven Ørnstrup: Zebraungens jul
Richard Ipsen: Bronze
Nikolaj Johansen: Sidste Konda
Andreas Markert: Eudaimonia
Gudrun Østergaard: Animaxit
Kristoffer J. Andersen: Tale af guld, tavshed af sølv
Lars Ahn Pedersen: Til deres dages ende
Sari Therkelsen Arent: Krystalstemmer
Martin Schjønning: Træ
Tina Christensen: Cara
Mikkel Harris Carlsen: De umætteliges kreds
A. Silvestri: Et horn i siden
Helle Lee Sol Haugaard: Engel eller dæmon?
Teddy Vork: Mare, mare minde

Også omtalt på Gyseren.dk

Kommentarer

Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.

Der er lukket for kommentarer.