// du læser om...

FantasyRoman

Tamora Pierce: Alanna

Det ligger i kortene at Alanna skal studere på en klosterskole sammen med andre adelige piger og udvikle sine magiske evner og tvillingebroren Thom skal være en frygtløs ridder. Men tvillingerne blander snedigt kortene så Thom får uddannelsen som troldmand og Alanna forklæder sig som dreng så hun kan blive ridder.

Planen lykkedes og snart er Alanna, nu Alan, page ved hoffet hos kongen af Tortall. Det er en fysisk udfordring at lære at kæmpe og beherske alle de discipliner der tilsammen skaber den perfekte ridder. Men Alanna er stædig og målrettet. Hun får gode venner blandt men får også en fjende, den nederdrægtige Ralon, der beslutter sig for at lave utallige benspænd for hende.

Alannas magiske talent er større end hun vil indrømme men det viser sig at magi også er pænt handy for en page og forklædt dreng.

Alanna er første del i den efterhånden klassiske fantasyserie Løvindens sang om en stærk pige der med mod og snilde kæmper med fordomme og skæbne for at nå målet for sine drømme.

Tamora Pierce har skrevet adskillige historier om stærke piger med hjerte og mod og hendes romaner har været betydningsfulde og toneangivende inden for del af fantasygenren der kærligt kan kaldes tøse-fantasy eller femi-fantasy, forstået sådan at de kvindelige hovedpersoner her tager bukserne på og svinger sig op på hesten i stedet for at vente i tårnet på den ædle ridder. Det er klassisk fantasy, high fantasy om man vil, men med piger og de lidt blødere værdier i centrum. Danske forfattere som Lene Kaaberbøl og Cecilie Eken har skrevet sig ind i samme tradition.

Fortællingerne om Alanna er god gedigen fantasy med den rette fordeling af forviklinger, intriger, romantik og eksistentielle problematikker. Serien er fra først i 80erne men er forståeligt nok stadig meget populær hvilket især skyldes et langtidsholdbart sprog og et godt plot med tidløse tematikker.

Forlaget Tellerup har heldigvis genudgivet serien senest i 2003 så fans kan stadig finde bøgerne om Alanna i andet end en laset udgave hos antikvarboghandleren.

Tamora Pierce: Alanna (Løvindens sang; 1) Oversat af Hanne Steinicke. Tellerup, 2003.-159 sider
Originaltitel: Alanna: The first adventure (1983)
Omslagsillustration: Bodil Molich

Kommentarer

Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.

Der er lukket for kommentarer.