// du læser om...

RomanScience fiction

Steffen Nohr: Det 14. punkt

PSEUDO-SCIENCE FICTION MED TJUBANG. ”Det 14. punkt” er en ny dansk technothriller/actioneventyr af typen, man tager med på en flyvetur og tygger sig hurtigt igennem. Underholdende og med fart på hele vejen, men så også hurtigt glemt bagefter.

Anders Kloder er vor helt – en dansker, der drog til det store udland i en ung alder og siden har kæmpet en konstant kamp for at holde sig på forkant med den elektroniske udvikling. Han lever som freelancer med at programmere eller hacke, hvis det er det, som jobbet kræver.

En sen nat ringes han op af en arbejdsgiver, der dingler et fristende tilbud for næsen af ham: en million dollars for et ikke nærmere specificeret stykke arbejde. Kloder, der altid har haft svært ved at afvise et eventyr, siger naturligvis ja og sendes snart halvdelen af kloden rundt for til sidst at havne på et forskningsskib over Marianergraven.

Der har man fundet en mystisk stentavle med skrift, der ikke er på noget kendt sprog. Sammen med tre andre eksperter inden for hver deres områder skal Kloder nu afdække de hemmeligheder, som er skjult i dybet – og de er mange, for snart begynder de også at stille spørgsmål ved, hvem deres arbejdsgiver er, og hvad formålet med hele missionen kan være. Stentavlen rummer en gåde, der kan føre én til noget meget, meget stort. Så stort, at menneskeheden måske ikke er klar til det.

Steffen Nohr flirter lidt med science fiction-genren i sin romandebut, hvilket egentlig passer meget godt i tidens strømninger af spændingsromaner, der bygger på ældgamle hemmeligheder. Han går dog noget længere ud i den præmis, han bygger det hele op, omend det så i høj grad sker på basis af pseudovidenskab (hvilket han heldigvis selv er godt bevidst om). Fokus er dog på spændingselementet.

Historien foregår hovedsageligt om bord på skibet, og der arbejdes op til det store klimaks, hvor hemmeligheder skal afsløres. Nohr har til en vis grad undladt at falde for fristelsen til at kaste sig ud i undervandsaction, hvilket ville have placeret bogen helt ovre i kategorien ”film som bog”. Som det er, kan man dog godt mærke inspirationen fra de levende billeder. Personerne og hele atmosfæren af mandigt sammenhold virker som taget ud af en dyr Hollywood-produktion – god popcornunderholdning, der ikke stiller for mange krav. Og så smides der en del popkulturelle referencer ind i teksten. Det er lidt overflødigt, men såmænd også ganske fornøjeligt.

Alt i alt er ”Det 14. punkt” en underholdende lille snack. Den skal nok finde sine læsere hos folk, der kan lide deres historier med en tydelig fascination af våben og maskiner og et plot, der kører derudad. Der er angiveligt flere bind på vej med den samme hovedperson – det kan man følge med i på forfatterens hjemmeside.

Kommentarer

Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.

  1. […] hele anmeldelsen på Den elektriske kanin her! Posted in Uncategorized Tags: anmeldelse, det 14. punkt, technothriller « Stem om hvad […]

    Skrevet af Ny anmeldelse af Det 14. Punkt | NOHR.dk | 27. februar, 2010, 2:42 pm
  2. […] 14. punkt anmeldt på Den elektriske kanin og […]

    Skrevet af Steffen Nohr: Det 14. punkt | Fantastiske forfattere | 1. marts, 2010, 9:52 pm
  3. […] anmeldte jeg Steffen Nohrs romandebut på Den elektriske kanin – Nu har jeg netop lagt et interview på Fantastiskeforfattere.dk, og det er et af de bedre. […]

    Skrevet af Interview med Steffen Nohr | 3. marts, 2010, 12:07 pm