// du læser om...

RomanScience fiction

Sam Mills: Blackout

UNG, LITTERÆR & PÅ FLUGT. 16-årige Stefan skyder en kvindelig forfatter, mens titlen på en romanklassiker bliver ved med at spøge i hans hjerne. Da han forlader boghandlen, hvor det forfærdelige er sket, er han fyldt med frygt og forvirring – og på flugt fra en stat, der synes at have øjne allevegne.

Hvordan det er kommet dertil, fortæller Sam Mills i denne spændende science fiction-roman for unge – om et Storbritannien i den nærmeste fremtid, hvor befolkningen holdes på plads med frygt og regler. Og hvor historier er våben.

Det er en letgenkendelig verden, Stefan lever i – ikke langt fra vores egen. Men der er blevet drejet en smule på nogle knapper – angsten er allestedsnærværende, og overvågningen er konstant. Et terroristangreb har givet staten beføjelser udover, hvad vi er vant til, og frygten får borgerne til at gå med på alle tiltag. Undtag de få, der kæmper imod. Det er ikke umiddelbart vores hovedperson, for han er vokset op sammen med disse tiltag – dette er normalt for ham. Men hans far er antikvar, og han mærker på egen hud, hvordan der slås ned på historier, der ses som farlige – klassikere og andre, der ikke lever op til kravet om ubetinget loyalitet: Forbandede ungdom, 1984, Harry Potter og masser af andre titler. De bliver forbudt og siden omskrevet, så de prædiker det rette budskab.

Så Stefans far er med i modstandsbevægelsen, og det er grunden til, at drengens liv pludselig bliver revet fra hinanden. Uden varsel må han se sig selv udpeget som en fjende af staten og på flugt. Historien følger ham, mens han bliver revet frem og tilbage mellem modstridende kræfter og kæmper for at overleve med sin sjæl i behold.

“Blackout” er først og fremmest en spændingsroman, så Stefan får ikke lov at sidde stille i lang tid ad gangen. Det sørger for at fastholde læseren, mens Mills sniger sig til at stille store spørgsmål – om det frie valg, om statens ansvar, om historiernes magt og så videre. Der er et godt blandingsforhold, der gør det til en bog, som kan læses bredt – ung og gammel, dreng og pige. På trods af den til tider lidt rodede handling har den en nerve, der render som en rød tråd og tvinger læseren fremad. Og måske endda vil få folk til at læse mere.

Der er en del mindelser om Doctorows Little Brother, men Blackout er nu sin helt egen.

Kommentarer

Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.

  1. Har lige læst bogen og er positivt overrasket. Jeg synes der har været dødvande i rigtige Science Fiction på tryk i de sidste år. Men nu ser det ud til at der måske er ved at komme liv i genren igen – startende med bøger for unge.

    Skrevet af Helle | 14. september, 2010, 11:08 pm
  2. Lige præcis. Jeg er faktisk i gang med at skrive en artikel om de her ungdomsdystopier til næste nummer af Novum. Der er nogle gode titler imellem.

    Skrevet af Janus | 16. september, 2010, 6:50 pm
  3. […] Mills: Blackout Som en britisk version af Cory Doctorows “Little Brother” – om terrorfrygt og […]

    Skrevet af Uhyggelige ungdom, forfærdelige fremtid | fanzine.dk | 21. juni, 2011, 4:56 pm