Roman • Science fiction

Sally Altschuler: Psykocyber

VIRTUEL VIRUS. Mit forhold til VR-briller (Virtual Reality)? Jeg har svært ved at se forbi dem og synes at de hører til i en kikset undergenre af science fiction.

Men en dag, i egenskab af at være kursist, hørte jeg så Altschuler tale over sig. Angiveligt, dybt inde i Psykocyber – romanen der med forsiden præsenterer sig med netop VR-briller, gemte der sig en ond og skrækkelig slutning. Faktisk skulle slutningen være så vederstyggelig, at Altschulers daværende redaktør tilbage i 1994 mente, at det sidste kapitel ikke var helt forsvarligt at udgive! Således fristet med løftet om en ond, ond slutning kunne jeg strengt taget ikke finde et mere indbydende eller interessant og indlysende incitament til at læse Psykocyber.

Lad det være sagt med det samme, at romanen er hurtig læst. Dette bl.a. fordi den er spækket med konstant action, som tempofyldt driver handlingen frem.
Den slappe og dvaske teenager Virtus lever sit primære liv inde i computeren. Igennem Cyberworld lader han sig selv være actionhelt i forskellige virtual reality spil. Således, mens Virtus er logget på Cyberworld og leder efter uran med sin ubåd på bunden af havet, brænder huset ned omkring ham pga. en besynderlig fejl ved familiens højteknologiske køleskab, der netop transmitterer nyheder om en reaktornedsmeltning i Sydafrika.

Da Virtus vil logge af Cyberworld, er det så ikke muligt, da kroppen, han i virkeligheden lever sit kedelige kødelige teenage liv i, er brændt. Virtus tager det efter omstændighederne ret pænt, hvorimod hans bedste og eneste ven, Mojo, bliver rimeligt chokeret. Især da Virtus dukker op på Mojos skærm – som et virtuelt spøgelse – og beder om hjælp.

Man får hurtigt fornemmelsen af, at Virtus ikke var en specielt charmerende teenager, og måske er det chokket over at være død, der gør, at han mere eller mindre med det samme udvikler sig til en ubehagelig og rimeligt irriterende computervirus.

STATSDATA, som skulle forestille at have styr på hovednettet, opfatter også Virtus som en virus og sporer ham således rundt i hans færden og i hans forsøg på at slippe tilbage til virkeligheden.
Mojo får snart hjælp af den smækre Cath. Deres forhold udvikler sig hurtigt til en klassisk ungdomsromance, som bestemt ikke huer Virtus.
Snart har Mojo i øvrigt også STATSDATA i hælene, da de mistænker ham for at have myrdet Virtus – og et eller andet sted begynder det at tage karakter af, at han også flygter fra Virtus. I takt med, at rebet således strammes om Mojo (og Virtus), sniger der sig et par hints ind i retning af, at Virtus måske strengt taget er mere og andet end en almindelig utilpasset (og i øvrigt død) pubertær 17-årig.

Man bliver underholdt af Psykocyber, og Altschuler formår at holde sin læser (i hvert fald denne læser) jævnt nysgerrig på plottet og udfaldet af samme.
Og slutningen? Jo, den er skam ond. Men mest grublede også over, hvad min gamle dansklærer kunne have fået ud af sidste kapitel. Det skræmmer mig måske mest af alt…

p.s. Vidste du, at en menneskehjerne fylder 670 gigabytes…

BIBLIOGRAFISK
Psykocyber / Sally Altschuler. – 3. oplag. – [Kbh.] : Gyldendal, 2001. – 217 sider

© 2008 Den elektriske kanin.