// du læser om...

AnbefaletFantasyHorrorRomanScience fiction

Søren Mosegaard: Uhyret fra Betlehem

POPULÆRKULTUR PÅ SYRE. Søren Mosegaards massive debutroman fra 2001 er et Frankensteins monster af en bog. Det er næsten 900 siders tætpakket blanding af EC Comics horror, konspirationsroman (der ville få Dan Brown til at skifte underbukser), religionskritik (af typen, der bedst beskrives som en forhammer), metahistorie, spænding, fantasy og meget andet. Det er et vidunderligt rod, tydeligt grænsesøgende og voldsomt underholdende.

Adam East er chokkunstner – han har erklæret maleriet dødt og har bevæget sig videre til anden kunst, gerne med horror som en stor ingrediens. Det kommer ret naturligt til ham, idet han rent fysisk har en slående lighed med en vis Boris Karloff i sin glansrolle. Han er også ret tydeligt et billede på forfatteren – de to er endda blevet citeret for de samme ting; men sammenblandingen af virkeligheden og fiktion er et meget stort tema her, ja faktisk grundlaget for hele historien.

For hvad er Bibelen, udover en god historie – en god løgnehistorie, ville East nok tilføje? Den er ene og alene en fortælling, der har fået en masse magt. Faktisk har den og dens udøvere styret verdens udvikling op gennem historien, bag facaden og med de værste midler. Og en dag dukker det noget op på en lille ø, der beviser, at det hele bygger på en løgn. Først er det blot dokumenter, som kaster et helt nyt lys på historiske begivenheder, men snart dukker der også en skelet op – skelettet af et monster. Magtfulde mænd får fingrene i det, og de involverer Adam East som manden, der skal forvandle det til det største kunstværk nogensinde og en historisk begivenhed af ufattelige dimensioner. Men de er langt fra de eneste magtfulde spillere – al Kirkens magt sættes ind mod projektet, og i skyggerne sender nogen mystiske, umulige beskeder, der leder dem på sporet af East og de få personer, der hjælper ham.

Det kan sagtens ende med verdens undergang.

Mosegaard jonglerer med et væld af elementer, så “Uhyret fra Betlehem” er som et fyrværkeri af ideer, påfund, referencer, hysteriske udfald og finurlige tekstuelle påfund, og det er svært ikke at føle en smule ærefrygt over det færdige resultat. Det er en af de bøger, hvor man efter sidste side lige genlæser den forlængst glemte start og med glæde opdager, at de faktisk er en flot sammenhæng, som måske er blevet tabt i det kaos, der er blevet blæst gennem ens hjerne over de sidste mange hundrede sider. Det er med andre ord en bog, der tydeligt indbyder til genlæsning, næsten med det samme.

Faktisk var dette også en genlæsning for mit vedkommende. Første bekendtskab, omkring udgivelsen, blev ødelagt af Mosegaards PR-kampagne, hvor han spammede usenet og andre fora. Han fremstillede det selv som kunst (hvilket man bl.a. kan læse mere om i dette interview), men kom ærligt talt til at fremstå som en støjende nar, der skyggede for værket. Denne gennemlæsning af historien var velsignet fri for den indflydelse, og derfor fremstår “Uhyret fra Betlehem” som en roman, der er meget svær at komme udenom, hvor man interesserer sig for horror eller nogle af de dertil grænsende genrer. Den er et massivt projekt, og selv om den har sine fejl, så har den også fortælleglæde i massive mængder, og man lader sig gladeligt rive med.

Det er tydeligt, at Mosegaard har en mening med bogen, og det skinner til tider lidt for tydeligt igennem. Ind imellem kapitler har han mellemstykker, hvor en nonne og en idiot diskuterer Bibelens selvmodsigelser – selvfølgelig med benådet naivitet. Og adskillige steder i teksten opstilles stråmænd på stråmænd, så de kan massakreres for budskabet, at kristendommen er af det onde. Men Mosegaard forfølger sit mål med en manisk enøjethed, så det rent faktisk ender med at blive ganske charmerende. Tillige lykkes det ham ganske godt at blande virkeligheden ind i fiktionen – han slynger om sig med historiske fakta og anekdoter fra kristendommens skyggeside, så det er svært at sige, hvornår det er påfund (og der ligger tydeligvis en ordentlig bunke research til grund for historien). Omvendt lykkedes det ikke særligt godt at blande fiktionen ind i virkeligheden, som f.eks. set i The Snow White Foundation, der optræder i bogen og senere blev stiftet af forfatteren, men aldrig rigtig blomstrede som forventet. Med bogen begik Mosegaard et mesterstykke, men med spillet omkring den skød han sig selv i foden.

“Uhyret fra Betlehem” er en bog, som det er muligt, for ikke at sige let, at både hade og elske. Jeg må dog sige, at jeg synes, at mange af den “dårlige” sider er med til at give den personlighed (inklusive forfatterens konstante behov for at provokere), og i mine øjne ender som et vægtigt, men desværre også ret overset værk. Store dele af den bringer mindelser om Neutzsky-Wulff, bare noget mere letbenet og meget, meget mere underholdende. Sidenhen har Mosegaard desværre kun begået en enkelt roman, hvor han igen blander fakta og fiktion, førend han aflivede identiteten Mosegaard. Angiveligt skriver han videre under andet navn.

Alt i alt er “Uhyret fra Betlehem” svær at sidestille med noget andet i den danske litteraturhistorie – den bør opleves på egen hånd.

Kommentarer

Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.

Der er lukket for kommentarer.