// du læser om...

AudioFantasy

Raymond E. Feist: Silverthorn

FANTASY SOM DINE FORÆLDRE KUNNE HAVE LÆST Vi skal tilbage til 94. Jeg var flyttet ind i en lejlighed sammen med et par gutter. Der hang altid folk i vores lejlighed, hvor vi spillede en masse rollespil. Det var også her, jeg opdagede fantasy på engelsk. Bevares, der var da noget på Viborg Bibliotekerne, men det var da slet ikke ligeså sejt, som det man kunne købe i Fantask. Den her bogserie var en af de første “voksen” fantasyromaner jeg læste på engelsk. Det var Riftwar serien og David Eddings The Elenium som lagde basis for hvad jeg synes var cool i 90’erne.
Det her er det andet bind i Riftwar Sagaen. Arutha er blevet prins i Krondor, hans bror er blevet konge af The Kingdome of the Isles. Krigen med Tsuanuranierne fra planeten Kelewan er overstået. Alt ånder tilsyneladende fred, da tyven Jimmy the Hand opdager et nederdrægtigt plot fra The Nighthawks på at snigmyrde den unge prins.  En mørkelver fyrste ved navn Murmandamos stræber ham efter livet, på grund af en profeti om at Arutha vil kunne stoppe hans onde og nederdrægtige planer…
Romanen er fra 1985 og det kan man godt mærke. Det føles som old school fantasy, mange af troperne virker ret velkendte. Det er mange år siden jeg læste den sidst, og jeg må indrømme at jeg var lidt skuffet. Plottet og intrigen er som sådan okay, der er ikke noget problem der. Næh, problemet er i højere grad at det er kun forfatterens tredje bog og der er rigtigt mange steder hvor der bliver brugt rigeligt med “he said / she said”.
Jeg må indrømme at som jeg er blevet ældre, så er jeg i høj grad blevet mere fokuseret på at min litteratur skal være skrevet ordentlig. Som knægt var det rigeligt at plot og intrige var spændende og ideerne vilde og cool – nu skal det håndværksmæssige altså også være i orden. Det er heldigvis knap så udtalt i Riftwar bind 3, A Darkness at Sethanon.
Det er også interessant at læse en fantasy roman, hvor der ikke er mange gråtoner i karaktererne. Efter at have læst A song of ice and fire eller A Land fit for heroes, så føles karaktererne lidt flade.
Den føles på mange måder som et rollespilskampagne (måske også grunden til at jeg synes den var så sej, der tilbage i 90’erne). Helten (kriger) og sine venner (endnu en kriger, en tyr, en bard og en barbar) drager ud på eventyr for at løse et mysterium. De opdager at en større trussel, bag det første problem. Det leder videre til det næste problem, der så igen…
Overall, så er det okay underholdnings litteratur. Perfekt til en tur på stranden eller en stille dag i sommerhus.

Kommentarer

Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.

  1. Åh – Hans Magician optager en meget stort plads i den del af min mentale reol, der er kategoriseret “Det var fedt i 90erne – hold fast i det minde, du har om det, men lad nok være med at læse det igen” :)

    Skrevet af Janus | 26. september, 2017, 10:07 am
  2. Det har været interessant at genlæse dem, det er der ingen tvivl om. Men det havde været federe om han havde været en bedre forfatter. Måske hans nyeste riftwar trilogi fungerer bedre? Jeg tror dog der skal gå lidt, inden jeg giver mig i kast med dem ;)

    Skrevet af Simon | 26. september, 2017, 2:21 pm