// du læser om...

HorrorRoman

Peter Straub: Skyggernes hus

DYSTERT. New York-forfatteren Tim Underhill vender tilbage til hjembyen Millhaven, efter alt styrter i grus for hans bror – hans kone begår selvmord, og hans 15-årige søn Mark forsvinder. Og måske er Mark blevet taget af den seriemorder, der viser sig at operere i området. Langsomt begynder Tim at grave sig ned i mysteriet, for på sær vis hænger det hele sammen. Men den eneste fællesnævner synes at være det forladte nabohus, som rummer en dyster hemmelighed.

Historien springer mellem Tim og Mark og en alvidende fortæller og bevæger sig frem og tilbage i tiden, i stadig mindre spiraler mod det mørke, der ligger bag drengens forsvinden. Det er en sindrig konstruktion, som måske til at starte med kan gøre Skyggernes hus svær at følge med i, men som også langsomt arbejder historien ind under huden på læseren. De samme begivenheder besøges flere gange og får hver gang nye vinkler og overraskelser på. Det er eminent godt fortalt, men kræver også, at man som læser koncentrerer sig om teksten – det er ikke en bog, der skal læses med ét øje på TVet imens. Nej, den skal nydes, gerne mens det er mørkt udenfor.

Det er altid nemmere at sælge horror i Danmark hvis Stephen King blandes ind i det , så på flappen skal selvfølgelig også nævnes Straubs tidligere samarbejder med ham. Men det er nu en halt anden type roman, der er tale om her, en blanding af stemningsfuld krimi og fascinerende gyser, uden Kings trang til pathos. Straub lader os se ind i personerne som King, men zoomer med mellemrum ud, så vi bevarer det store overblik – ja, til tider fornemmer man næsten en fjern moro over deres gøren og laden. Bør den læses af Stephen King-fans? Helt klart, for det er en yderst velfortalt historie, og de burde nyde den. Bør den læses af folk, som hader King? Og helt klart, og af præcis samme grund. Bør den læses af folk, som tror, at horror handler om psykopater med knive eller savlende monstre? Ja, de burde næsten tvinges til det. Straub holder både kvaliteten og historien i top, og det egentlige fantastiske element er så underspillet, at selv den værste litteraturkrakiler burde kunne se gennem øjne med det.

Skyggernes hus er et stemningsfuldt mesterværk, hvor Straub leger med teksten og pirker til læseren, så man efter endt læsning sidder med uro i kroppen og vil have mere. Der snakkes om spøgelser i bogen – det, der lades tilbage – og det virker som et billede på historiens virkning. Der lades noget tilbage i baghovedet, som bliver ved med at rumstere. Det er en af de få bøger, hvor jeg efter endt læsning straks har lovet mig selv, at den skal genlæses engang – jeg tror, der er masser tilbage at opdage i den.

Kommentarer

Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.

Der er lukket for kommentarer.