// du læser om...

RomanUdenfor kategori

PC Jersild: Den elektriske kanin

FRANSKBRØDSPIKKE, RÅBTE DUEN. PC Jersild skrev ”Den elektriske kanin” tilbage i 1974, så det kan ikke undgås, at den viser sin alder her og der. Heldigvis er den dog også så velskrevet at underholdende, at man med glæde overser det.

Titlens elektriske kanin er vel egentlig en hare – nærmere betegnet haren Holger, der arbejder på en hundevæddeløbsbane til hverdag; han er den pacer, der vover livet på at spæne af sted foran de gale hunde, så de holder farten i vejret. Selvsagt ikke noget rart job, så han aner lys for enden af tunnelen, da han inviteres til den årlige kongres på Skansen.

Hver midsommernat kan alle dyr tænke og tale, og derfor mødes de for at diskutere deres situation. Holger bydes med, for man skal da også have en repræsentant fra gulvet. På kongressen møder han ornen Gustav, der lever af at levere sæd til en grisefarm, har en selvtillid på størrelse med en grønært og selv har en fortid som aktivist – han kender flere af kræfterne bag kongressen og har stor tillid til det arbejde, der gøres. Lige modsat er duen Daisy, som egentlig blot har snydt sig med på kongressen, og som buser frem over alt på en bølge af selvtillid – hun gennemskuer også snart, at hele kongressen er en forestilling. Der prædikes samarbejde med menneskene, og løsningerne er overfladiske (hvis man kalder en dyrefabrik for en samfarm, kan den umuligt være så slem længere), og der er tale om pamperi i bunker.

Bogen følger de tre dyr i løbet af en hæsblæsende og mildest talt grotesk midsommernat. Forventninger knuses, og illusioner nedbrydes. Og læseren bydes på et voldsomt underholdende vrangbillede af vores egen verden.

”Den elektriske kanin” har (naturligvis) et budskab, det er svært at komme uden om i en fabel, og til tider bliver det måske skåret ud i pap. Men det, der overraskede mig mest ved Jersilds lille bog (den er på 170 sider, men virker egentlig meget kortere), er det lune, hvormed den er skrevet – første kapitel med dets beskrivelser af Holger, der lider af en overvældende skinger latter, når han er presset eller bange, fangede mig ind med det samme.

Man fornemmer gennem hele bogen forfatterens lette smil – der lige nøjagtigt er så bredt, at man kan ane de skarpe tænder inde bagved.

Kommentarer

Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.

  1. super anmeldelse, præcis, ender stramt og opsummerende, og tager ikke lysten til at læse eller følelsen af nødvendighed fra læseren. Tak.

    Skrevet af Kenneth Krabat | 18. oktober, 2008, 10:31 pm