Roman • Udenfor kategori

Niels Brunse: Ramoth-Bezer

AGORAFOBI OG EVIGHEDSMASKINER. Robert er en aldrende universitetslærer, hvis liv er blevet knust af en ondartet agorafobi – han er ude af stand til at gå længere end til sin egen have, førend han bliver overfaldet af Bæstet, som han kalder sine anfald. “Ramoth-Bezer” begynder i en sort periode af hans liv – hans tidligere student Ulla er netop død ved en ulykke og har taget en stor del af ham med sig; for hun var også kvinden, der sørgede for at holde ham kørende trods alt det, sygdommen har taget fra ham. Hun sørgede for, at der blev købt ind (eller at andre gjorde det), og at Robert blev udfordret. Måske var han forelsket i hende, måske var det noget helt andet.

Nu er hun død, og det er meget lidt, Robert har tilbage til minde om hende – men vigtigst er dog en håndskreven, dansk oversættelse af et gammelt, tysk manuskript, som hun sendte ham kort før ulykken. Nu har han sat sig for at renskrive det – det bliver en proces, som kommer til at ændre mere, end han kunne forestille sig.

Det er historien om en hemmelig by, bygget af samfundets gamle, af de udstødte og af dem, som er på flugt. De har fundet sammen her, i staden Ramoth-Bezer, for at skabe et nyt samfund – en ny orden, grænsende til det utopiske, som baserer sig på brugen af evighedsmaskiner til det hårdeste arbejde. Det burde være umuligt, men snart begynder Robert og Ullas efterladte kæreste at finde tegn på, at manuskriptets historie har bund i virkeligheden. Obskure navne i historien optræder i virkeligheden, og snart går det op for dem, at det korte værk rummer en kode og et stort mysterium.

“Ramoth-Bezer” blev skrevet i 1994, og det er egentlig synd. Havde Brunse blot ventet nogle år, ville han være havnet midt i hysteriet med Dan Brownes romaner, som startede en veritabel bølge af historier om manuskripter og andre gamle genstande, som rummer koder og eventyr på tværs af tiden. Brunse kunne sikkert have solgt mere, hvis han havde ramt denne marketing-fidus – og så havde han hævet niveauet betragteligt. For godt nok er her ikke tale om et stort actionbrag, der ville gøre sig som en Hollywood-film, men en sært fortættet historie, der formår at være uvirkelig og fjern, samtidig med at den er yderst dansk; men for fanden hvor er det velskrevet. De to historier – Roberts og friherren Eberhard von Erlenbergs – udspiller sig side om side, langsomt og andægtig, universitetslærerens i et genkendeligt dansk hus, som han ønsker at gøre sig fri af, og friherrens i en slags gotisk utopi, som han vægrer sig imod og ønsker at flygte fra.

Brunse er et positivt bekendskab. Hans beskæftigelse som oversætter er tydelig – man kan næsten smage hans sprog – og så lader han til at have et godt kendskab til genrer. Her leger han med realisme, science fiction, utopi, lidt fantasy, men det gøres alt sammen med hans helt egen tone, og han drejer det i sin egen retning. På intet tidspunkt forvilder historien sig derhen, hvor man måske lige forventer.

I ØVRIGT

Brunses hjemmeside kan besøges her.

Denne anmeldelse er tidligere publiceret på fanzine.dk

© 2008 Den elektriske kanin.