// du læser om...

AnbefaletRomanScience fiction

Mediatropolis af Freddy E. Silva

Freddy E. Silva har tidligere skrevet en række noveller, bl.a. den ualmindeligt grumme ”Stumt vanvid” fra horror antologien ”Dystre Danmark 2”. Nu udgiver han romanen ”Mediatropolis, som genremæssigt befinder sig i science fiction universet.

Vi befinder os i 2060. Nicholas er en tidligere soldat, der nu arbejder som sikkerhedsvagt og er gift med advokaten Liza. En dag kommer han hjem og finder hende død – myrdet – og før han ved af det, er han blevet dømt for mordet.

Nicholas bliver smidt i fængsel, hvor han ender som deltager i det populære FuldMetal. Et spil hvor fanger, som er dømt for alvorlige forbrydelser, kæmper i hold mod hinanden i en enorm arena. Målet er at vinde – midlet er ligegyldigt, og mange fanger dør under kampene.

FuldMetal er sponseret af GigaMedia, en kæmpe mediekoncern for hvem profit er alt. De giver seerne, hvad seerne vil have – og de vil have porno, død og vold ligesom de gamle romere. Medierne sender 24/7, og Gud og religion er reduceret til tv-programmer, der må kæmpe for deres sendetid.

Historien er som sådan set før. Bl.a. har Stephen King skrevet den absolut fremragende ”Den løbende mand” i 1982, som også introducerer et tv-show, hvor du enten vinder en masse penge eller dør i forsøget. Bogen blev filmatiseret i 1987 med Arnold Schwarzenegger, om end næsten alt andet end titlen og idéen om tv-showet blev Schwarzeneg-iseret.

Freddy E. Silva forener i sin roman elementer fra de to udgaver af Kings fortælling: den sociale indignation og advarslen om mediernes stigende magt fra romanen; og soldaten der kæmper mod en uretfærdig dom og søger sandheden i et hæsblæsende action-drama fra filmen.

Førstnævnte er det, som fungerer bedst hos Silva, og jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet, når han introducerer programmer som ”Amandas celle”, med en dum blondine der har begået mord for at få sit eget reality-show sendt fra sin fængselscelle, hvor hun underholder masserne med kommentarer som ”Der er både gode og dårlige ulemper” og mener, at Cæsar var præsident for Europa i gamle dage. Men Silvas tanker om mediernes magt i dag, hvor hjernetomme reality-shows tiltrækker flere og flere seere, og hvor børn er fans af Paradise Hotel og ser op til Amalie Szigethy, er tankevækkende og bør få læseren til at gribe i egen barm.

Desværre virker det til, at Silva ikke helt stoler på, at læseren fanger hans pointer, og det irriterer mig lidt, når han udpensler sit budskab alt for grundigt. F.eks. side 86: ”Jeg kommer, var [Caines] halvt hviskende kommentar. Nicholas gættede på, at truslens seksuelle undertone var tilsigtet. Caines mest liderlige øjeblikke måtte nødvendigvis bunde i død og ødelæggelse.” Der er ingen grund til at være så udførlig beskrivende, for det nedsætter læserens fantasi og stopper dermed historiens flow.

Hvad angår action-delen, er plottet sammenhængende og veludført. Til tider syntes jeg, det blev lidt langsommeligt at læse om selve FuldMetal kampene, men trådene med Nicholas kone, drømmen om flugt og hævn og ikke mindst forbindelsen til sikkerhedsvagten Sam, der via Nicholas skæbne får øjnene op for sin egen, er vellykkede.

Silva kender sine klassikere, og jeg kom til at tænke på både ”1984” og ”Bladerunner” i det fremtidssamfund, han ser for sig. Stemningen i storbyen er dyster, og blandt befolkningen synes ingen at interessere sig særligt for hinanden. Menneskeligheden smuldrer, og laveste fællesnævner råder. Det beskriver Silva rigtig godt.

”Mediatropolis” er måske ikke lige så vellykket som ”Stumt vanvid”, og jeg skulle også lidt hen i bogen, før jeg helt blev grebet. Men mod slutningen accelererer spændingen, samtidig med at de bagvedliggende lag kommer mere frem, og det lykkes for Freddy E. Silva at samle alle tråde på tilfredsstillende og overbevisende facon.

Alt i alt er her tale om en vellykket debut, og er man til fremtids-thrillere fyldt med action, så er Freddy E. Silvas ”Mediatropolis” et godt bud.

Også omtalt på Litteratursiden og Bogrummet

Kommentarer

Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.

Der er lukket for kommentarer.