// du læser om...

RomanScience fiction

Kirsten Hammann: En dråbe i havet

endraabeihavetHVERDAGSLIV OG VIRTUAL REALITY. Science fiction iblandet den besynderlige del af nyere dansk litteratur, hvor der ikke rigtig sker noget. Det lyder ikke som nogen sandsynlig blanding, men det er ikke desto mindre, hvad Kirsten Hammann har begået med ”En dråbe i havet” – på godt og ondt.

Hovedpersonen hedder Mette Mæt og er forfatter. Til sin næste bog vil hun gerne redde verden – eller i det mindste ulandene, hvor folk sulter og generelt har det forfærdeligt. Men som de fleste danskere er mest, vil hun nu helst gøre det fra sin egen sofa. Stig fra organisationen Hjælp giver hende dog et andet syn på sagen – og mulighed for at få hænderne beskidte (men ikke for beskidte).

Han giver hende adgang til et hotelværelse et sted i København. Til at starte med kan hun der blot se de film, som organisationen ikke kan bruge i PR-øjemed. Kedelige optagelser af folk, der dør, sult uden de rette kameravinkler og så videre. Men en dag træder Mette ind ad døren og durk ind i romanens science fiction-element. Pludselig er hun nemlig i et uland, hun kan mærke varmen, hun kan snakke med menneskene, hun kan opleve sulten tæt på.

”Det er noget med virtual reality,” siger Stig, og det er så den forklaring, vi får på alt, hvad Mette oplever. Man kunne naturligvis vælge at se det hele som én stor psykose, for snart bevæger også ulandenes virtuelle bebyggere sig i den virkelige verden, og Mette møder udenlandske versioner af sig selv. Men videre forklaring får vi ikke – og jeg tvivler ikke på, at dette vil irritere en del science fiction-læsere; det irriterede i al fald mig. Mette Mæt fremstår helt usandsynligt ureflekterende, fanget i en lykkelig drøm om al den forskel, hun vil gøre, mens umulighederne rasler ned omkring ørerne på hende.

Det giver naturligvis det hele et ekstra skær af satire, og hele hovedpersonens flagrende omgang med virkeligheden er da også svær at se som andet end et hip til danskerne: hun vil åh så gerne bekymre sig om de lidende mennesker i fjerne lande, men samtidig er der jo så meget at tage sig af i det nære… man skal f.eks. huske egen plasticpose, når man går i Netto, så folk ikke kan se, at man har handlet ind der.

Alt i alt er min holdning til ”En dråbe i havet” lidt splittet – Kirsten Hammann gør så mange ting på den helt rigtige måde, litterære spidsfindinger og finpudsede detaljer, som den udprægede uvirkelighedsfølelse, der til tider skyder gennem teksten, som de smågroteske optrin, som hele romanens mærkværdiggørelse, men samtidig… samtidig må jeg indrømme, at som umiddelbar læseoplevelse sagde den mig simpelthen ikke meget, den var faktisk lidt kedelig. Den er som en dyrt maleri, man har hængende på sin væg og ved, man bør nyde, men egentlig har man bare mere lyst til en tegneserie.

Kommentarer

Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.

  1. Hey J.
    Forsøg evt. at genlæse den med afsæt i etisk litteraturkritik eller ’zizekiansk klasseteori’, okay?

    Skrevet af Thomas Ry | 5. marts, 2014, 6:42 pm