// du læser om...

Science fictionTegneserie

Jordorowsky: Metabaronernes Kaste – Syvende del: Aghora, faderen/moderen

HJERNEVÆRK. Med syvende og næstesidste bind i serien om metabaronernes kaste, nærmer vi os enden på den fantastiske saga der udgør den sidste metabarons aner.

Doña Vicente føder et par tvillinger – en dreng og en pige. Desværre kan kun ét barn overleve idet pigen fødes uden hjerne. Det bliver op til stålhoved at afgøre hvilket af de to børn han vil lade leve – skal han give pigen hjernen, eller skal han lade drengen beholde den. På trods af Doña Vicentes tilsagn om at kunne overleve fødslen, hvis pigen bliver reddet, dør Doña Vicente alligevel. Stålhoved står nu tilbage med en drengepige i ordets mest bogstavelige forstand. Vi følger Aghora fra han/hun er helt lille og til han/hun selv får børn. Det er i sandhed en historien med nogle interessante kommentarer i forhold til søskende og forholdet imellem dem – i.e. får man børn med sin bror hvis man har fået hans hjerne, og bruger dens celler til at befrugte sig selv med?

Dette syvende bind i serien følger stilen fra de seks foregående. Formen er efterhånden velkendt. I starten af bindet fødes en ny lille metabaron og han gennemgår så uendeligt meget, førend han bliver slået ihjel af sin søn. Det er metabaronernes kaste i en nøddeskal. Kan det så i virkeligheden blive ved med at være underholdende? Jeg siger: “Tja, mja, måske”. Der er ingen tvivl om at Jodorowsky og Gimenez har haft nogle spændende ideer til dette album, men chokeffekten er ved at være væk. Forfatteren har efterhånden forsøgt at vrider vores hjerner til at forstå det mest ufattelige, men han formår desværre ikke at overraske på samme måde i denne omgang. Jeg ved ikke om det er på grund af den førnævnte forudsigelighed i visse begivenheder, eller om det er noget helt andet. I hvert fald er det sikker at det ikke er lige så spændende nu, som det var i bind et til tre.

Tegningerne er upåklagelige som altid. Det er flotte og (for det meste) meget realistiske i deres udtryk. Ikke dermed sagt at  man ikke har taget sig visse friheder, for det har man. Især de kvindelige personer i serien lider under visse stereotypier (fantasier?) fra tegnerens side. Det er ikke noget der ødelægger historien, men jeg kan godt se hvorfor nogen kunne følge sig trådt over tæerne.

Én ting vil jeg gerne lige nævne omkring farverne i serien. De er, som sagt, enormt flotte og velvalgte. Alligevel slår det mig at der på ganske få billeder (hvis nogen) bliver brugt grøn. Jeg ved ikke om det er tegenerens måde at understrege fremtiden, rummet og krig som noget kunstigt og unaturligt – grøn er vel først og fremmest naturens farve, eller om det bare er et mere eller mindre tilfældigt valg.

Alt i alt sløjer serien lidt af hen imod slutningen, men vi kan alligevel se frem til ottende og sidste bind i serien – der er flere løse ender der skal samles op på.

Kommentarer

Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.

Der er lukket for kommentarer.