Anbefalet • Fantasy • Horror • Magisk realisme • Roman • Udenfor kategori

Jonathan Carroll: Bones of the Moon

“Sometimes dreams bite like fleas and leave little itchy bumps all over your skin”

… og nogle gange gør drømme meget, meget mere, hvilket Cullen James – hovedpersonen i “Bones of the Moon” af Jonathan Carroll – må sande.

Cullen er gift med sin drømmemand, Danny, og da hun bliver gravid med parrets første barn, starter en serie fortsatte drømme om fantasilandet Rondua. I disse drømme er hun på rejse med sin søn Pepsi, på en mission som efterhånden viser sig at gå ud på at samle de legendariske Bones of the Moon. Den slags missioner er aldrig nemme, og det gør sagen yderligt kompliceret, at drømmene efterhånden begynder at manifestere sig i vores verden.

Skildringen af Rondua er i høj grad bogens bærende element, og den er da også særdeles overbevisende og dybt, dybt fængslende. Carroll maler et billede af en verden, der er mangfoldig og absurd, fyldt med sære skabninger og steder og styret af sit helt eget regelsæt – præcis som drømme er det. Og naturligvis også fyldt med blændende skønhed og rædselsvækkende farer – en modstander finder f.eks. sine kræfter i sindssyge børns mareridt, hvilket er noget af det mest skræmmende jeg umiddelbart kan forestille mig.

Carroll går ikke i detaljer med andet end en brøkdel af de fantastiske væsner og steder, som medvirker i bogen, men det fungerer alligevel – om det så er på trods eller netop på grund af de manglende detaljer, ved jeg faktisk ikke. Fortjenesten er under alle omstændigheder ene og alene Carrolls – og hans helt fantastiske brug af sproget.

I looked out across them and could barely make out, flat miles away, the dim but omnious shapes of the Forgotten Machines. Inventions from an age when anything mechanical was considered both positive and magical, they had once easily turned stone into steel; green plants into medicine, cloth, brown fuel. Abandoned later because of failed dreams or newer and better combinations, they had been left to stop and die. But they hadn’t. Machines don’t die – they wait. Like so many other things in Rondua, they had simply appeared there one day.

Carroll håndterer glemte, levende maskiner med samme legende selvfølgelighed som når han skriver om, at Cullen drikker en kop kaffe i en cafe på 90th street – hverdag bliver håndteret ligeså indbydende – og skræmmende – som fantastisk drømmeverden. Hans sans for ord og originale billeder gør og forkærlighed for at blande dagligdag med det fantastiske gør, at han ofte er blevet kaldt magisk realist – ellers kan man forsøge sig med de mere moderne begreber Slipstream og New Weird.

Han minder til tider lidt om China Mieville (eller måske er det nærmere Mieville, der minder om ham?) og tidlig Murakami (omkring “The Hard-boiled Wonderland and the End of the World”), men han er samtidig også beslægtet med en forfatter som Neil Gaiman. Faktisk er der en sjov lille krølle på det, da denne bog har mange fællestræk med “A Game of You”-historien i Gaimans klassiske tegneserie Sandman – historien går, at Gaiman stort set havde skrevet A Game of You, da han læste Bones of the Moon, hvorefter han straks ringede til Carroll og forklarede situationen og tilbød at lade være med at offentliggøre historien. Heldigvis insisterede Carroll på, at Gaiman udgav værket, trods lighedspunkterne – i mine øjne et fornuftigt træk, da de to værker trods fællestræk er to meget forskellige oplevelser. Men kan man lide den ene historie, er der gode chancer for at man også vil kunne lide den anden.

“Bones of the Moon” indleder også Carrolls “Answered Prayers” sekstet, som udover denne bog består af Sleeping in Flame, A Child Across the Sky, Outside the Dog Museum, After Silence og From the Teeth of Angels. Udover få overlap i persongalleriet, hænger disse bøger ikke sammen med hinanden, bortset fra at de deler tematik en del af vejen.

Det er ikke en særligt lang bog (ca. 200 sider), men ambitionsniveauet er højt hele vejen igennem, og Carroll tryllebinder så det er en fryd. Kan – sammen med resten af forfatterskabet – anbefales varmt til alle, der holder af originale fantastiske fortællinger, som ikke helt lader sig kategorisere.

© 2009 Den elektriske kanin.