// du læser om...

HorrorRoman

John Ajvide Lindqvist: Menneskehavn

HAVET. En frostkold dag på en lille ø i den svenske skærgård opsøger tragedien Anders og Cecilies liv – deres 6-årige datter Maja forsvinder sporløst. Tilværelsen ramler, og efter et par år vender den nu alkoholiserede og desillusionerede Anders tilbage til øen. Cecilie har forladt ham, og sorgen efter tabet af kone og barn er massivt.
Anders flytter ind i deres gamle hus med al sin fortvivlelse, men efter kort tid mener han at modtage en slags besked fra Maja.
I det hele taget er det noget skævt og gustent fat på øen. Noget lurer og ulmer.

John Ajvide Lindqvist gav den læsende del af menneskeheden Lad den rette komme ind, og derfor ærger det mig at desværre må sige, at jeg ikke blev fanget af Menneskehavn. Historien er fuld af gode elementer og sidehistorier, men undervejs blev jeg irriteret og forstyrret af en lidt for ivrig alvidende fortæller, der nærmest snubler rundt i sin fortælling. Historien om øen i havet er fuld af stærke følelser og samtidigt en foruroligende skrøbelighed.

Selve kærlighedshistorien rørte mig ikke, ligesom jeg ikke helt mærkede smerten efter tabet af Maja. Derimod blev jeg bevæget og nysgerrig på adskillige af sidehistorierne, hvor man virkelig fornemmer sårbarheden i ø-samfundet, hvor noget ondt og uforklarligt hvirvler rundt mellem menneskene og deres relationer på kryds og tværs.

Menneskehavn handler om overnaturlig ondskab, men hverdagshalløjet stak en pind i hjulet for min læseoplevelse og forfladigede den til en diskret gyser. Jeg ville ønske, at den havde været en regulær novellesamling i stedet for en murstenroman med anekdoter og følelser væltende mellem hinanden.

Kommentarer

Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.

Der er lukket for kommentarer.