// du læser om...

AnbefaletScience fictionTegneserie

Jodorowsky: Metabaronernes Kaste – Første del: Othon, tipoldefaderen

Metabaron 1EN SAGA BEGYNDER. Jeg har været fan af Metabaronernes Kaste i lang tid. Imidlertid har jeg aldrig ejet et eneste album i serien. Men nogen gange har man fødselsdag, og så får man sommetider gaver, og jeg fik en stak af Metabaronernes Kaste. Selvsagt er jeg gået igang med at genlæse serien fra enden til anden.

I første album møder vi Othon, den oprindelige Metabaron. Vi får historien om hvordan han, som uønsket svigersøn, alligevel får magten over Marmola – planeten der er af marmor. Vi møder krigerkasten Castaka og deres fantastiske krigsfærdigheder, kunst og æreskodeks. Men på Marmola er der en hemmelighed. En hemmelighed som stærke og farligen kræfter gerne vil have fat i. Inden længe er Marmola under belejring, og det bliver pludselig Othons opgave at klare sagerne.

Metabaronernes Kaste er en familiesaga af de store. Det er svært at give et resume af historien i et enkelt bind. Det enkelte album dækker over adskillige år i Metabaronernes saga. Det minder mest af alt om en fortælling der er gået fra mund til mund igennem adskillige æoner. Bibelsk, nærmest.

Tegningerne er helt fantastiske og understreger det episke. Hver eneste side, hvert eneste billede er som at kigge på et oliemaleri af højeste kaliber. Man kan næsten forestille sig hvordan man går igennem et kæmpe Metabaron-palæ og iagttager hele familiehistorien på de billeder der hænger i de forskellige rum. Oftest er det billeder af fantastiske landskaber, personer i heroiske positioner, kamp eller rengøring (find selv ud af det sidste!).

Alt i alt er Metabaronernes et fantastisk flot og velfortalt science fiction tegneserie. Jeg er absolut forelsket i universet, og kan kun anbefale albummet til alle.

Kommentarer

Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.

Der er lukket for kommentarer.