// du læser om...

RomanScience fiction

Jørgen Misser: De onde kræfter

RELIGIØS INVASION. Nogle gange må man sætte sine fordomme på en prøve. Jeg besluttede at gøre det med “De onde kræfter”, da jeg opdagede, at forfatteren havde begået en tredje bog, en selvstændig fortsættelse til foreliggende roman, under titlen “Det sagtmodige folk”. Dernæst gik det op for mig, at “De onde kræfter” faktisk står på en del biblioteker, og at lektørudtalelsen i sin tid ikke var helt ringe – okay, lektørernes primære opgave er at være uhyre konstruktive, men måske var min umiddelbare bedømmelse af bogen helt hen i vejret.

Jeg har haft fat i Jørgen Missers bog før – bl.a. i forbindelse med et foredrag på Eurocon 2007 om nyere dansk sf (sammenfattet på engelsk her). Der trak jeg den frem som del af en ussel trend inden for vor hjemlige genreskriverier: nærfremtidsromaner om et Danmark besat af de onde, onde muslimer (her forstået på den måde, at alle muslimer er onde). Her rangerede den sammen med titler som “Pauvre nye verden” og “Terror i Danmark”.

Og ja, jeg indrømmer, at jeg var forudindtaget. Jeg læste om handlingen i bogen og dømte ud fra de få beviser den til at være et litterært makværk. Men hvor forhastet det nu end var, så var det en ganske præcis bedømmelse.

Vor hovedperson hedder Otto Steiner – han er i 60erne, jøde, antikvar, kunstmaler og helt igennem flink fyr, der hjælper sin næste og afskyr slyngler. Og nåja, så er han hemmelig agent for Mossad, der næsten enehændigt forsvarer den jødiske stat og bekæmper den “snigende islamisme” overalt, hvor den måtte stikke sit grimme fjæs frem. I denne nære fremtids Danmark er vort lille land blevet udset til at blive den næste front, igennem hvilken de onde, onde muslimer vil udsprede deres væmmelige herredømme (og helt ærligt, når Misser omtaler muslimer i bogen, kan jeg ikke lade være med at se for mig gamle, nazistiske sort/hvide tegninger af jøder). De fremstilles alle over én kam som dyr, der avler for at skylle os ud af vort land.

De muslimske terrororganisationer får nys om hans dobbeltrolle, og snart efterstræbes han og hans familie efter livet. Mørke typer vrimler til landet for at snigmyrde ham, og sammen med sine ligesindede (ikke ligestillede, for Otto fremstilles helt ærligt som noget af en Messias-figur) slår han sig ned på Hesselø for at slå igen mod den snigende ondskab (og slige latterlige formuleringer).

Holdninger er vel for så vidt okay at have – man kan være enig eller uenig i Missers udgydelser, og jeg har læst mange forfattere, hvis holdninger jeg finder helt hen i vejret, uden at de af den grund har skrevet elendige bøger. Problemet med holdninger er, at de kan stå i vejen for den gode fortælling – og her skal man altså have gode øjne for overhovedet at kaste blik på fortællingen. Forfatteren står på ryggen af en blafrende spændingskurve og lader sine personer holde lange, intetsigende samtaler, kun afbrudt af bombastiske proklamationer omkring muslimernes dårligdomme. Han mangler om ikke evnen, så tydeligvis lysten til at fortælle en god historie, for her er det budskabet, der tæller.

Budskabet vil Den Danske Forening sikkert elske. Indholdet vil måske blive værdsat af folk, hvis litterære behov dækkes af et koldblodigt nakkeskud her og der. Fortællingen, sprogbehandlingen, de overraskende drejninger, den gode historie, de tankevækkende ideer – alt det, der skaber en god bog, det er det svært at få øje på.

Kommentarer

Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.

Der er lukket for kommentarer.