// du læser om...

AdventureRoman

Max McCoy: Indiana Jones and the Dinosaur Eggs

IJDEINDY OG DINOER “Indiana Jones and the Dinosaur Eggs” (IJDE) er det tiende bind i serien om Indiana Jones. Vi er efterhånden nået til 1933 (to-tre år inden begivenheder i Raiders of the Lost Ark), og nazisterne begynder at dukke op i sagaen. Efter en værdig prolog kontaktes Indy af en nonne. Hendes far er forsvundet i Gobi-ørkenen, og hun beder vores helt om hjælp. Nonnen (Jean) fremtryller mystisk fossil (et horn fra en triceratops – en dinosaur) og det hjælper godt på vej. Inden længe befinder Indy sig i den Mongolske ørken.

Det hele udvikler sig til en meget klassisk fortælling om forsvundne verdner og sagn, der viser sig at være mere virkelige end man lige troede.

Dette tiende bind i serien må nok siges, at være en smule træt i det. Ikke mindst fordi plottet er som løftet ud af Sir Arthur Conan Doyles “The Lost World”. Det er set før (og siden) og er faktisk ikke særligt sindsoprivende. Mere interessant er det dog med den hund som pryder forsiden. Hva’ er nu det? Selvom Indy kan på egen hånd gør det ikke noget, at han i dette bind får følgeskab af menneskets bedste ven. Det er faktisk nok det mest interessante forhold der er i bogen.

Max McCoy har i andet forsøg (han skrev også bind nummer ni “Indiana Jones and the Philosophers Stone”) fået mere styr på sagerne. Der er ikke så mange narrative huller og overspringshandlinger. Det hele glider meget flot og er fortalt i en let, men indforstået, tone.

Alt i alt har serien rejst sig fra den sørgelige aske, der blev efterladt af Rob MacGregor og Martin Caidin i de første otte bind. Man kan kun håbe på, at Max McCoy holder dampen oppe i de sidste to.

I ØVRIGT

Denne anmeldelse har tidligere været publiceret på Emiliussens Reviderede Hyggekrog.

Kommentarer

Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.

Der er lukket for kommentarer.