// du læser om...

AnbefaletMagisk realismeRoman

Haruki Murakami: Kafka på stranden

Haruki Murakami er en af de forfattere, som jeg længe har kredset omkring med et vist mål af ærefrygt. Han får begejstrede anmeldelser, men har også det der stempel af Litteratur med stor L, som ofte har det med at afskrække mig. ”Kafka på stranden” gjorde dog i løbet af ingen tid mine forbehold til skamme og blev til en af de bøger, der bliver siddende under huden i lang, lang tid efter endt læsning.

At læse ”Kafka på stranden” er som at flyde i en lille gummibåd på havet – behageligt, men også med bevidstheden om, at man er i større kræfters vold. Man kan enten blive der og nyde solen og brisen, mens de adstadige bølger fører én videre, og man mærker de mange strømme, der samles under én og glider mellem ens fingre – eller man kan dykke ned i de umådelige dybder og fortabe sig.

Strømmene er historier, og de glider ind og ud mellem hinanden. Kafka Tamura stikker af hjemmefra på sin femtenårs fødselsdag, noget han har forberedt længe. Med ham følger den mystiske dreng, der hedder Krage, som ingen andre ser, og en grusom spådom, som hans far har udtalt over ham. Kafka driver for vinden, men bevæger sig tydeligvis også mod et mål.

Samtidig, gennem interviews og breve, får vi historien om en mystisk hændelse på Risskålsbjerget i 1944. En skoleklasse ser et mystisk metalglimt på himlen, og kort efter besvimer de alle. Et af børnene møder vi igen, da han er blevet en ældre herre – han hedder Nakata, er dum i hovedet, som han gerne fortæller folk, men til gengæld kan han tale med katte. Han er en pudsig lille Buddha-figur, der lever af en sparsom pension og de penge, han tjener på at genfinde bortløbne katte. Men også han må drage væk, da han møder en mystisk skikkelse, som angiveligt har ventet på ham.

Omkring Kafka og Nakata gribes flere personer af strømmen og driver ind og ud af læserens åsyn. Det bliver snart klart, at alt hænger sammen på en måde, som Murakami gør logisk og flydende på trods af, at grænserne mellem drøm og virkelighed, mellem hverdag og uvirkelighed flere gange nedbrydes. Det er medrivende og superbt fortalt.

Inden for de sidste par år har jeg læst flere romaner, der har forsøgt at skabe denne større sammenhæng, denne drømmelogik, denne poesi – de har hovedsageligt været irriterende og præget af en new age-tone. Det er først efter at have læst Murakami, at jeg har forstået, hvad det var, de sigtede efter. Og med dette perspektiv er deres fejl kun endnu mere tydelige, fordi han gør det så legende let (jeg tror, at det eneste sted, hvor jeg har oplevet noget, der nærmede sig dette, var i M. John Harrisons Light). Men det, der først og fremmest gør sig gældende, er, at Murakami fortæller en historie – han har vidunderligt tegnede personer, der bevæger sig både fysisk og mentalt, og der er et plot med masser af hvirvler, som drager læseren ind. Det er kort sagt et mesterværk og en af de bøger, der kan anbefales til mange forskellige typer af læsere.

Ja, ”Kafka på stranden” er som at flyde på havet, henslængt i en lille båd, men det er med bevidstheden om, at der lige bag én langsomt men sikkert samles sammen til en storm af ufattelige proportioner.

Kommentarer

Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.

  1. Som talt ud af min mund :)

    Skrevet af Eileen | 24. november, 2008, 6:24 pm
  2. Jeg havde samme oplevelse som dig med Murakami – jeg hoppede på The Hard-boiled Wonderland and the End of the World (hvem kan dog modstå en titel som den?) og var måbende fortryllet under hele læsningen.
    For mig er der mindelser til italienske Italo Calvino og ikke mindst amerikanske Jonathan Carroll, men der er en særlig tone ved Murakamis bøger som er helt umiskendeligt hans. Om det så skyldes kulturforskellen eller at Murakami er Murakami, skal jeg ikke gøre mig klog på.

    Skrevet af Ulf | 24. november, 2008, 9:53 pm
  3. “måbende fortryllet” – god beskrivelse.
    Jeg havde slet ikke fanget, at Carroll var i den boldgave – har vist en enkelt eller to af hans bøger gemt på hylderne, som så skal graves frem. Men først lige Murakamis “Efter midnat” :)

    Skrevet af Janus | 27. november, 2008, 9:26 pm
  4. Carroll er meget svingende (nogle gange endda i samme bog), men når han er oppe at ringe er han helt oppe at ringe. Det var faktisk en anbefaling fra ham der fik mig i gang med Murakami.

    Skrevet af Ulf | 28. november, 2008, 12:15 am
  5. […] at opdage et nyt forfatterskab, der lover masser af gode oplevelser. Sådan var det, da jeg læste Kafka på stranden, som var en af de bøger, der fuldstændig slog benene væk under mig. Murakamis seneste roman på […]

    Skrevet af Haruki Murakami: Efter midnat | Den elektriske kanin | 10. december, 2008, 9:00 pm