// du læser om...

HorrorRoman

Glen Duncan: Den sidste varulv

sidstevarulvJake Marlowe er 200 år gammel – og da romanen begynder, får han at vide, at han er den sidste varulv i verden. Ikke alene er der ikke opstået nye varulve i meget lang tid – et hemmeligt bureau har også gjort et godt arbejde med at udrydde dem. Og ved næste fuldmåne står Marlowe for tur.

Helt så enkelt går det naturligvis ikke. Marlowe har folk på sin side, men samtidig er han ikke sikker på, at han overhovedet gider at kæmpe for at holde sig i live. Og der er flere med i spillet, end han tror, og han er ikke den eneste, der har interesse i at holde varulven i live.

“Den sidste varulv” er en ganske vellykket blanding af overnaturlig spænding og koldkrigsthriller – ikke at den foregår under den kolde krig, men den rammer stemningen alligevel: hovedpersonen, der er ude i kulden og stræbes efter livet; stærke kræfter med uigennemskuelige interesser; og hemmelige agenter på kryds og tværs. Og varulvedelen er ganske godt skruet sammen med lidt nytænkning især på ulven/mandens forhold til de ofre, som transformationen uværgerligt kræver.

Jeg kunne godt lide “Den sidste varulv” – men ønskede desværre uden held at være vild med den. På trods af de gode toner var der simpelthen nogle elementer, som skar i min læseoplevelse. For det første var der tendensen til at blive lidt henført (næsten selvsmagende) i sit sprog – men erfaringen siger mig, at den slags som regel læner sig op ad at være litterært i den almindelige forståelse, så det vil sandsynligvis tiltale flere læsere, end det vil irritere. Blod og sex-delen fungerer egentlig ganske godt som en integreret del af historien, men bliver et kort, der spilles lidt for ofte. Og gerne i formen: pludselig erektion efterfulgt af faldende erektion ved tanken om den situation, vor helt befinder sig i.

Desuden kobler Ducan et meta-element på historien – Marlowe er yderst bevidst om, de historier, der styrer folks liv, fordi han har haft så længe til at overvære det. Det er godt udtænkt, men bliver i mine øjne aldrig rigtigt en del af historien. Det  virker ganske enkelt lidt postuleret – men det er forhåbentlig noget, som udvikles videre i de følgende bind. “Den sidste varulv” er nemlig første del i en trilogi – og selv om jeg havde mine forbehold mod den, er der ingent tvivl om, at jeg vil læse med fremover. Stemningen alene er det værd, og hvis Duncan kan blive ved med at nytænke, blilver resultatet rigtig godt.

Kommentarer

Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.

Der er lukket for kommentarer.