// du læser om...

AnbefaletNovellesamlingScience fiction

Fantastiske virkeligheder / redigeret af Knud Larn

Sandsynlige drager, nye verdener, krig og ære er blot nogle af temaerne i denne SF antologi fra fire af genrens store forfattere.

I september 2007 blev Eurocon for første gang afholdt i Danmark. Her var tre æresgæster inviteret: Anne McCaffrey, Zoran Zivkovic og Stephen Baxter. Alle tre kendte i udlandet, men knap så godt repræsenteret i danske oversættelser. I anledning af besøget introducerede Science Fiction Cirklen dem for danskerne sammen med Stanislaw Lem i antologien “Fantastiske virkeligheder”.

Alle fire forfattere præsenteres først med en kort gennemgang af deres forfatterskab efterfulgt af to noveller, som er udvalgt for at vise bredden i forfatterskabet. Det er fire meget forskellige forfattere, som skriver indenfor forskellige områder af science fiction genren. Dermed giver antologien både en smagsprøve på hver forfatter, men også på forskellige subgenrer.

Af de fire forfattere havde jeg kun stiftet bekendtskab med Stanislaw Lem, før jeg læste ”Fantastiske virkeligheder”. Han har skrevet romanen ”Solaris”, som er blevet filmatiseret flere gange. Stanislaw Lem bevæger sig både i den hårde science fiction, men også skriver mere fabulerende historier. Her repræsenteret med novellen ”Sandsynlighedsdragerne”.

Anne McCaffrey har fået fire romaner oversat til dansk. Bøgerne er en del af Pernsagaen, om planeten Pern som befolkes af drager og deres riddere. Karakteristisk for McCaffreys bøger er en stærk kvindelig heltinde.

Zoran Zivkovic skriver surrealistiske flot konstruerede historier, som kommer ind på moral og etik. På dansk er tidligere udkommet ”Biblioteket” i 2006.

Den hårde science fiction er repræsenteret ved Stephen Baxter, som jeg glæder mig til at læse mere af. Baxter bliver kaldt Arthur C. Clarkes arvetager, og han har også skrevet et par romaner sammen med Clarke. På dansk er novellesamlingen ”Det himmelske tyranni” netop udkommet. I antologien er han repræsenteret med novellerne ”Ombord på Orion Linien” og ”Stillehavets mysterium”.

I den første novelle er menneskene i krig med en fremmed race, man kalder spøgelser, og hovedpersonen er den 15-årige rumskibsmatros, Case, som er klar til at ofre sit liv i kampen. ”Stillehavets mysterium” foregår derimod i en alternativ verden, hvor Hitler vandt 2. verdenskrig, og hvor Stillehavet ikke kan krydses.

Alle fire forfattere fortjener at blive læst langt mere på dansk, og jeg håber, at Science Fiction Cirklen kan inspirere andre forlag til at udgive flere titler fra dem.

Besøg også Science Fiction Cirklens hjemmeside

Også omtalt på Litteratursiden.dk

Kommentarer

Ingen kommentarer til “Fantastiske virkeligheder / redigeret af Knud Larn”

Skriv en kommentar