// du læser om...

AnbefaletNovellesamlingScience fiction

Den hemmelige dal – Lige under overfladen 3

God science fiction stiller spørgsmål. Det kan være spørgsmål om samfundet, etiske holdninger, historiske ”kendsgerninger” m.m. I ”Den hemmelige dal” har Science Fiction Cirklen for tredje gang samlet en række nyskrevne danske noveller, der alle lever op til prædikatet: God science fiction.

Forestil dig, at du kan designe din egen baby ned til mindste detalje; at hele din verden i virkeligheden er et stort forsøgslaboratorium; eller at du en morgen vågner op og opdager, at verden er forsvundet uden for dit vindue. Det er blot nogle af scenarierne i de 21 nyskrevne noveller fra Science Fiction Cirklen.

Niveauet i denne tredje samling er ualmindeligt højt. I de første to udgivelser har der været et par noveller, som jeg ikke var lige så vild med som de øvrige, men denne gang er det svært for mig at fremhæve en enkelt novelle fremfor de andre.

Maria Kjær-Madsen er dog ikke til at komme uden om. Hun fortæller i ”Wonderboy” om parret, som er blevet godkendt til en baby hos BabySign. De er et atypisk par, idet hun er designet, og han er ”bibel-barn”, men indtil nu har de haft et godt liv sammen. Med babyen kommer dog en masse spørgsmål, for hvad er vigtigst – at være glad for naturen eller kunne stave 100% korrekt? ”Wonderboy” stiller en masse interessante spørgsmål til, hvor langt vi kan – og vil – gå, når det drejer sig om genteknologi.

Jeg må også nævne ”Alien Ghost Ballet” af Lars Ahn Pedersen, som handler om en kendt ballet-instruktør der sendes til en fremmed planet for at lære indbyggerne at danse ballet. Der er dog den hage ved det, at indbyggerne har tre ben, vinger og er dobbelt så høje som mennesker! Naturligvis er der andet end ballet i historien, som er meget velskrevet og også er den længste i samlingen.

I den satiriske ”Bevillinger” af Flemming Rasch handler det om forskningens vilkår i Danmark, og i ”Hulsleb” af Richard Ipsen blandes nogle elementer ind i historien, som vi normalt ikke forbinder med science fiction, nemlig små mænd med røde huer og træsko!

Endelig skal den nærmest lyriske “Cargo Cult” af Brian P. Ørnbøl også nævnes. Den foregår i en verden, hvor vand er farligt, og hvor skibene ikke mere sejler på havene. Novellen er kun 3 sider, men alligevel lykkes det Ørnbøl at skabe et realistisk univers og en fængslende historie.

De øvrige noveller er skrevet af: Camilla Wandahl, Gudrun Østergaard, A. Silvestri, H. H. Løyche, Helle A. Nissen, Malan Jacobsen, Lonni Krause, Klaus Æ. Mogensen, Thomas Stømsholt, Mikala Rosenkilde, Simon Christiansen, Laila Ammitsbøl, Nicole Boyle Rødtnes, Lise Andreasen, Patrick Leis og Manfred Christiansen.

“Den hemmelige dal – Lige under overfladen 3” fortjener mange læsere. Jeg synes, det er fedt, at Science Fiction Cirklen gør noget for at udbrede dansk science fiction, og med samlingen her præsenterer de et godt, bredt og velskrevet udvalg indenfor genren. Læs den …

Se også Science Fiction Cirklens hjemmeside

Kommentarer

Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.

  1. […] Link til anmeldelse: Den hemmelige dal – Lige under overfladen 3 […]

    Skrevet af metrOrd » Blog Archive » Glem Dan Brown – Science Fiction Cirklen is in Valby town | 8. januar, 2013, 2:49 am