// du læser om...

Magisk realismeNovellesamling

Charlotte Weitze: Det hvide kvarter

hvidekvarterSKUMMEL MAGISK REALISME. Charlotte Weitze er cand.mag. i folkloristik, og det kan man se på hendes bøger. De tager gerne udgangspunkt i danske myter og folkesagn, den der grød af fælles mørke, som vi bærer rundt på i bagagen. Hendes nyeste bog er en novellesamling, hvor samtlige historier cirkulerer omkring det pæne og ordentlige Hvide Kvarter og alle dets skumle kroge.

Her er ingen af billederne fra folketroen, men der er den samme fornemmelse af mørke – af, at Weitze griber i de fælles historier og vender vrangen ud på dem. Her er det blot de nye historier: historierne om familien, om hvordan tingene skal se ud, og hvordan verden bør være. Og hun viser mørket.

Otte noveller er det på bogens halvanden hundrede sider, og det kunne godt friste én til at læse det hele igennem på én gang. Hvilket ville være ødelæggende for læseoplevelsen. For “Det hvide kvarter” består af noveller af den slags, der skal have lov til at vokse. Man skal ikke komme til dem med forventningen om at blive revet med i en hæsblæsende handling, men være villig til langsomt at lade sig trække ned. Mosen lurer hele tiden i baggrunden.

Et ung par er gravide, men manden synes mere interesseret i det dyr (måske en ulv?), der strejfer om nede i mosen. Et søskendepar drager ud for at fange en næsten mytisk fisk, og det får betydning for hele deres liv. En mor må se sin datter vokse ind i en anden kultur. En ung mand kommer til det Hvide Kvarter for at finde den far, han aldrig har mødt.

Dette er kernerne i nogle af de historier, Weitze fortæller. Det er ikke fortællinger, der drives frem af et plot, men oftere en stemning; en fortrykkende, dyster stemning. Hun har et skarpt øje for fortvivlelsens evige øjeblikke, og de dukker op igen og igen som sorte blomster i teksten.

Weitze bebor et grænseland mellem virkeligheden og mørket. På den ene side har vi den genkendelige hverdag og det pæne nabolag, på den anden side har vi mørket, der trækker i figurerne. Som om mosen har tag i dem alle.

Det er første gang, jeg har læst Weitze, men ikke sidste. Det er mere end velegnet til rolig, koncentreret læsning, når det er mørkt og stormfuldt udenfor. Så man kan mærke, hvordan det trækker i én.

Kommentarer

Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.

Der er lukket for kommentarer.