// du læser om...

FantasyRoman

Bjarne Reuter: Shamran

DANSK KLASSIKER. Drengen Filip er meget syg, faktisk er han så syg, at han er taget ud af skolen og ligger derhjemme. 
På hoften har han en irgrøn plet, der vokser hver dag, brænder og gør ondt. Da familien flytter, får Filip et nyt værelse. Fra sengen ligger han og betragter et kæmpestort, lidt sært maleri, der dag for dag ændrer sig. Noget eller nogen kommer tættere på for til sidst at stå i værelset hos Filip. Sådan møder Filip skjaldene og dværgene Doromir, Ffafner og Leopold, som tager ham med til riget Tronn, et dystert og meget anderledes sted, hvor alle indbyggerne er enten stumme, blinde eller døve – det besværliggør unægtelig kommunikationen mellem menneskene – men det er vist også meningen. For Tronn ledes af en ond, ond navnløs hersker, som kaldes Han eller Øversten. Man ser ham ikke, men hører rigeligt om ham. Den udøvende magt ligger i hænderne på to kyniske soldater, som er mørke og helt igennem onde, og som ingen tør stille sig i vejen for. Men det viser sig hurtigt, at Filip måske bliver nødt til det. For mærket på hoften forpligter – det udvikler sig til en kat og er symbolet på Nouredins sværd. Nouredin er den gode kraft og en af Tronns oprindelige fire stærke viljer. Sværdet kan tage kampen op mod det onde. På Tronns mure står ordet Shamran. Det symboliserer befrielsen for Tronns borgere. For Shamran er den udvalgte, den som kommer, og kan redde landet fra terrorregimet.

Filip er længe sammen med skjaldene – persongalleriet udvides med både hekse, forældreløse og glemte børn og ikke mindst vandringsmanden, som Filip spiller terning med. Handlingen kan være lidt svær at redegøre for, idet sidehandlinger sniger sig ind og blander sig med rammehistorien. Shamran er derfor en kompakt, handlingsmættet og spændende roman, der bevæger sig på flere niveauer. Døden er et af romanens helt store litterære temaer – og er med til at give historien en masse troværdighed. For det, der er så ondt, må jo kræve nogle ofre…

Shamran er skrevet i 1985 og er siden genoptrykt adskillige gange. I 2005 udgav Gyldendal 4. udgave af romanen, denne gang med forsideillustration af Emil Landgren. Blandt tidligere illustratorer tæller Marianne Bisballe, Erik Hjorth Nielsen og Corinne Gosset. Det er bestemt et klogt træk at skifte forsideillustrationen ud, så den passer ind i tiden, den læses i. For selve historien er tidløs – som al god fantasy.

PERSONLIG BONUSNOTE:
I 1980’erne blev fantasy populært i Danmark. Det hed vist ikke fantasy herhjemme dengang, men det var, hvad det var og det, som rigtig mange unge læsere glubsk kastede sig over. Se, det var noget andet end 70’ernes dræbende kedelige socialrealistiske bøger, som vist nok skulle gøre os til bedre mennesker.

Shamran var den første fantasy-bog, jeg læste. Jeg var 10 år, og med Shamran oplevede jeg en enorm udvidelse af det litterære univers. Der var godt nok meget, jeg ikke forstod, men en hel del gjorde jeg. Kampen mellem det gode og det onde gik rent ind.

Det har været med ærefrygt, at jeg over 20 år efter genlæser Shamran, som voksen med en tung bagage fuld af erfaringer – litterære og alment menneskelige. Er jeg skuffet over gensynet med Shamran? Selvfølgelig er jeg det! Den er da slet ikke, som jeg husker – analysemodeller, som jeg terpede igennem i folkeskolen og gymnasiet, banker på i baggrunden, og ubevidst analyserer jeg og gennemskuer tematikker. Jeg forstår også pludselig slutningen. Hele mit liv har jeg troet, at Filips skæbne var én i slutningen af historien, men nu forstår jeg med min voksne skarpsindighed, at den er en helt anden – alt, hvad der gik for sig i Tronn, var i virkeligheden måske bare et slemt, feberhedt mareridt?

Og måske var det i virkeligheden Reuter, der havde læst Tolkien, og ikke, som jeg altid har troet, omvendt. Meget falder på plads, men magien preller dog ikke helt af mig. Shamran er min første store kærlighed – den har skiftet ansigt flere gange for at tilpasse sig tidernes skifte, alt sammen for at lokke nye årgange af læsere til. Men indholdet er det samme, og strengt taget kunne Gyldendal have sparet udgifterne til illustratorer, for det oprindelige omslag er jo det fedeste – det mest rigtige.
Og Shamrans bagsidetekst vil altid være det mest hårrejsende, kuldegysende og poetiske, der nogensinde er skrevet bag på en bog:

“For tusind år siden
spillede døden terning
og tabte”

 

FORSIDER
  

Kommentarer

Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.

Der er lukket for kommentarer.