ZOMBIER

For måske 25 år siden forsvandt civilisationen. Zombierne åd og hærgede sig igennem den og efterlod verden som et halvtomt og usikkert sted. Tempest på 15 år har aldrig kendt USA, som det var engang – før zombieinvasionen. Hele sit liv har hun været tvunget til at overleve og finde mad uden selv at ende som nogens snack.
Virkeligheden er brutal og barsk, og Tempest slår og tæsker sig igennem sydstaterne. Altid videre. Altid på vej væk. Altid på vej mod noget andet.

Tempest kommer forbi byer, der er så døde, at de døde ikke engang gider være der, og hun møder grupper af mennesker der forsøger at etablere små samfund med varierende succes. Livet fungerer egentlig bedst for Tempest, når hun er alene, men selv i en dystopisk affolket verden får hun rodet sig ind i komplicerede sociale konflikter, der får pænt skæbnesvangre konsekvenser. Snart er hun på flugt fra en hævn, og mens hun prøver at forsvinde i den verden, der er væk, martres hun af smertefulde erindringer, ligesom hun møder nye benspænd som  fx en ucharmerende hillbilly-mutantfamilie, som er overbevist om, at netop de er Guds udvalgte.

The Reapers Are The Angels er en fremragende, meget velskrevet og uhyre velkomponeret post-apokalyptisk roman, der er langt mere effektiv og helstøbt end fx. Cormac McCarthys Vejen. Historien er barsk og uforudsigelig. Sørgelig men usentimental. Uanset om menneskeheden er helt i knæ og ædt af zombier, er vi, som vi er. Ensomheden kryber langt ind i læseren og hvisker om skrøbelighed, forgængelighed og sorg.

RØD

Første gang, jeg blev grebet, altså virkelig grebet, af en tegneserie bugnende fuld af romantik og kærlighed, var det i midten af 80erne, da jeg intetanende slæbte Bernard Hislaires Birger & Viola med hjem fra bogbussen.
Det var en poetisk og gribende oplevelse, der retrospektivt set rustede mig til livet og kærligheden.
Da jeg senere opdagede Sambre – Blodets bånd, var jeg nærmest ved at besvime i affekt over, at den var illustreret af geniet bag Birger & Viola.

Frankrig, 1848. Vi er ude på landet.
Sambre er den mystiske historie om den aristokratiske familie af samme navn. Faren, en excentrisk, eller om man vil: vanvittig godsejer, der euforisk skriver på det dramatiske intellektuelle værk: Øjnenes krig.
Da godsejeren dør, måske som følge af sit vanvid, kaster hans enke sig straks ud i dristige løse forbindelser, mens datteren Sarah forarges, og sønnen Bernard sørger og forvirres.
Julie med de røde øjne, krybskytte og allemandsdatter, drages af Bernard, sønnen i familien Sambre. Hvor hun dog drages!

Bernard er jo ikke lavet af sten, og efter at de to er blevet kødeligt forenet i familiens mausoleum, mærker han det, som Julie i forvejen vidste: deres skæbner er forbundet!
Enken dør snart også, under halvmystiske omstændigheder, og selvom søsteren Sarah opfører sig rablende, bliver det Julie, der må flygte ud i natten – anklaget for mord.
Bernard fortvivles.

Julie flygter til Paris, hvor hun opsøger den klamme og usympatiske “Kapellanen”, som viser sig at være hendes far. Julie er bare ikke heldig. Herefter kommer hun i stald hos en talentfuld, men indbildsk og idiotisk kunstner.

Bernard drages også mod Paris og snubler selvfølgelig over adskillige skæbnetråde, der peger i retning af Julie.

Lad det være sagt være med det samme – Bernard er ikke den rundeste ske i skuffen, og allerede ret tidligt i serien føler den indlevende læsertype trang til at gribe ind i fiktionen og ruske knægten.
Julie skal gå ualmindelig grueligt meget igennem – endda også halvt afklædt i en forkølet revolution. Skurketyper og demoraliserede sjæle står nærmest i kø for at få en bid af hende.

Da Bernard får nosset sig sammen til at se overvejende klart, er det for sent!

I 1997 sad jeg bjergtaget med bind 4 i serien – med den episke titel: Frihed eller retfærdighed og på sidste side – helt nederst, lige efter at Bernard måske har kastet sig i døden for kærligheden og Julie, stod der: “Næste episode: Den sidste Sambre.”

Jeg kom til at vente længe. 13 år helt præcist, og så blev det i stedet med den mere lyriske, men måske ikke helt så folkelige titel: Forbandet være hendes lænders frugt.

De første 4 bind i serien er en svulmende og lidenskabelig epos. Sorg, savn, svigt, uretfærdighed, hævn og begavede benspænd pisker hen over siderne.

Illustrationerne er skønne og i bedste belgisk/fransk tradition. Der er lækkerhed i nuancerne og stoflighed og valør i hvert enkelt billede.
Tonen er højtidelig, til tider grænsende til det karikerede, men det falder nu rørende fint i tråd med persontegningen, der er drivende stereotyp. Alle kan være med her. Skurkene og andre tvivlsomme personager er tegnet, så man ikke er i tvivl om deres hensigter. Det er effektfuldt og overbevisende.
Man har ikke set lidelse, før man har set Julie der kramper sig sammen i smertefuld længsel efter sin Bernard!

Jeg holder meget af serien Sambre, det vil jeg ikke lægge skjul på, og jeg holder af den, fordi den tager sig selv så seriøst. Det er en alvorlig historie tung af melankoli, der med en skønhed i illustrationerne fuldender og sandsynliggør serenaden om to elskende, mere uheldige end Romeo og Julie og mere temperamentsfulde i deres umulige lidenskab end Heathcliff og Catherine.

Andre eksistentielle emner som politik, filosofi og hvad man måske kan genkende som racehygiejne er sidetematikker. Hovedplottet er, og kan kun være, kærligheden!

De første to bind er skrevet af Balac aka Yannick Le Pennetier, og herefter tog Yslaire (Bernard Hislaire) selv over.

Seriekronologi:
Yslaire/Balac: Sambre-Blodets bånd (1987)
Yslaire/Balac: Bernard, Bernard… (1992)
Yslaire: Revolution, Revolution! (1993)
Yslaire: Frihed eller retfærdighed (1997)
Yslaire: Forbandet være hendes lænders frugt (2010)

Yslaire/Bastide/Mezil: Sambres krig: Hugo & Iris 1 (2010)

John Ajvide Lindqvist gav den læsende del af menneskeheden Lad den rette komme ind, og derfor ærger det mig at desværre må sige, at jeg ikke blev fanget af Menneskehavn. Historien er fuld af gode elementer og sidehistorier, men undervejs blev jeg irriteret og forstyrret af en lidt for ivrig alvidende fortæller, der nærmest snubler rundt i sin fortælling. Historien om øen i havet er fuld af stærke følelser og samtidigt en foruroligende skrøbelighed.

Selve kærlighedshistorien rørte mig ikke, ligesom jeg ikke helt mærkede smerten efter tabet af Maja. Derimod blev jeg bevæget og nysgerrig på adskillige af sidehistorierne, hvor man virkelig fornemmer sårbarheden i ø-samfundet, hvor noget ondt og uforklarligt hvirvler rundt mellem menneskene og deres relationer på kryds og tværs.

Menneskehavn handler om overnaturlig ondskab, men hverdagshalløjet stak en pind i hjulet for min læseoplevelse og forfladigede den til en diskret gyser. Jeg ville ønske, at den havde været en regulær novellesamling i stedet for en murstenroman med anekdoter og følelser væltende mellem hinanden.

Planen lykkedes og snart er Alanna, nu Alan, page ved hoffet hos kongen af Tortall. Det er en fysisk udfordring at lære at kæmpe og beherske alle de discipliner der tilsammen skaber den perfekte ridder. Men Alanna er stædig og målrettet. Hun får gode venner blandt men får også en fjende, den nederdrægtige Ralon, der beslutter sig for at lave utallige benspænd for hende.

Alannas magiske talent er større end hun vil indrømme men det viser sig at magi også er pænt handy for en page og forklædt dreng.

Alanna er første del i den efterhånden klassiske fantasyserie Løvindens sang om en stærk pige der med mod og snilde kæmper med fordomme og skæbne for at nå målet for sine drømme.

Tamora Pierce har skrevet adskillige historier om stærke piger med hjerte og mod og hendes romaner har været betydningsfulde og toneangivende inden for del af fantasygenren der kærligt kan kaldes tøse-fantasy eller femi-fantasy, forstået sådan at de kvindelige hovedpersoner her tager bukserne på og svinger sig op på hesten i stedet for at vente i tårnet på den ædle ridder. Det er klassisk fantasy, high fantasy om man vil, men med piger og de lidt blødere værdier i centrum. Danske forfattere som Lene Kaaberbøl og Cecilie Eken har skrevet sig ind i samme tradition.

Fortællingerne om Alanna er god gedigen fantasy med den rette fordeling af forviklinger, intriger, romantik og eksistentielle problematikker. Serien er fra først i 80erne men er forståeligt nok stadig meget populær hvilket især skyldes et langtidsholdbart sprog og et godt plot med tidløse tematikker.

Forlaget Tellerup har heldigvis genudgivet serien senest i 2003 så fans kan stadig finde bøgerne om Alanna i andet end en laset udgave hos antikvarboghandleren.

Tamora Pierce: Alanna (Løvindens sang; 1) Oversat af Hanne Steinicke. Tellerup, 2003.-159 sider
Originaltitel: Alanna: The first adventure (1983)
Omslagsillustration: Bodil Molich

Hævnens gnist brænder i Takeo, og da det viser sig, at han har (for ham) ukendte evner, virker det også realistisk, at han en dag kan hævne de uretfærdige og bestialske mord på sin familie. Takeo har aldrig kendt sin far og bliver ved Otoriklanen bevidstgjort om, at den ukendte far hørte til Stammefolket – en krydsning mellem ninjaer og samuraier. De er elegante krigere, der udover at have en fabelagtig hørelse blandt andet også kan splitte deres jeg og således være to steder på en gang. Disse evner træner Takeo med henblik på hævnens time. Lord Shigeru har også et regnskab at gøre op med Lord Lida.

Romanens anden centrale hovedperson er pigen Kaede, der vokser op som mishandlet slave hos slægtninge – selvom hun er ud af fin familie. Det besluttes, at hun som del i en alliance med Otoriklanen skal bortgiftes til Lord Shigeru. Kaede bliver pant i krigen mellem klanerne og kommer til at spille en stor rolle – for Otoriklanen og især for Takeo. Og for Takeos hævn.

Titlen på romanen hentyder til et fantastisk gulv, der synger som nattergale, når der trædes på det. Det lyder magisk, men den er god nok – gulvet eksisterer. Gulvet og andre tilsyneladende magiske og ukendte elementer i handlingen er med til at skabe en original fortælling, som er stoppet med facts om det japanske samfund (historisk set) og forfatterens egen fantasi. Det virker fremragende, og læseren hvirvles ind i dette unikke univers, som overordnet er spundet sammen med fint vævede tråde om æresbegreber, had, kærlighed og korrumperende magt. Det er en kompakt fortælling, hvor der sker meget, og er således en roman, man kan nyde flere gange.
Lian Hearn tilfører en masse nyt til fantasy-genren med sin fortælling om Otoriklanen. Historien appellerer bredt, og jeg nyder personligt at læse en bog, som har så meget kraft og saft, at man som læser når hele følelsesregistret igennem. Romanen rummer historier om endeløse intriger, menneskelig grusomhed og dyb kærlighed.
Man hader, forfærdes, væmmes, forelskes og forundres.

Nattergalens sang er første bind i den episke serie: Otoriklanens fortællinger

BONUSINFO:
Lian Hearn er et pseudonym for den australske forfatter Gillian Rubinstein.

MAGT

I Bronzealderen (ca. 700 fvt) vokser pigen Freja op i det smukke Vanaheim blandt sejdkvinder og præstinder. Hendes mor er dronning af Vanaheim, som helt generelt betragtet er et kvindedomineret samfund. Mænd har ikke meget at sige, og man ser f.eks. egentligt helst, at de tier i forsamlinger.
Under et tilsyneladende idyllisk samfund lurer intriger og politisk magtspil. Og uden for Vanaheim rykker ondskaben nærmere i form af aserne, som slagter og myrder hensynsløst, hvor de kommer frem.
Freja er blandt en mindre delegation, der drager af sted for at rejse mod fjenden og finde freden, således at Vanaheims storhed kan blive bevaret. Det går nu ikke helt umiddelbart efter hensigten. Vanaheims udsendte møder blandt andet den bralrende og temperamentsfulde høvding Odin, som er uhøvisk i både tale og handlinger. Odins søn Tor tiltrækkes imidlertid af Freja – og omvendt. Relationen er udbygget.

Denne roman gav mig mest lyst til at genlæse Peter Madsens serie om Valhalla (så slipper man også for de feministiske bongotrommer i baggrunden), men i øvrigt nyder jeg personligt at læse en roman, hvis vokabularium indeholder begreber som “besærkergang”, “fordømt!” og “blotoffer”.

Romanen leder tankerne hen på samme svulstige tematikker, som findes i romanserier som “Tågerne omkring Avalon” og “Vølvens datter” og Sandemos Sagaen om Isfolket

BONUSINFO:
Trilogien om Valhal og menneskene, der blev guder i den nordiske mytologi, er vældigt populær i sit hjemland Sverige. Således er der allerede lavet et rollespil over universet i serien.

SERIEKRONOLOGI:
Freja : sagaen om Valhal, 2004
Idun, 2004
Saga fra Valhal, 2006 Forum, 2004. (Sagaen om Valhal)
oversat af Christina Bojlén
349 sider
Originaltitel: Freja

DANSK KLASSIKER. Drengen Filip er meget syg, faktisk er han så syg, at han er taget ud af skolen og ligger derhjemme. 
På hoften har han en irgrøn plet, der vokser hver dag, brænder og gør ondt. Da familien flytter, får Filip et nyt værelse. Fra sengen ligger han og betragter et kæmpestort, lidt sært maleri, der dag for dag ændrer sig. Noget eller nogen kommer tættere på for til sidst at stå i værelset hos Filip. Sådan møder Filip skjaldene og dværgene Doromir, Ffafner og Leopold, som tager ham med til riget Tronn, et dystert og meget anderledes sted, hvor alle indbyggerne er enten stumme, blinde eller døve – det besværliggør unægtelig kommunikationen mellem menneskene – men det er vist også meningen. For Tronn ledes af en ond, ond navnløs hersker, som kaldes Han eller Øversten. Man ser ham ikke, men hører rigeligt om ham. Den udøvende magt ligger i hænderne på to kyniske soldater, som er mørke og helt igennem onde, og som ingen tør stille sig i vejen for. Men det viser sig hurtigt, at Filip måske bliver nødt til det. For mærket på hoften forpligter – det udvikler sig til en kat og er symbolet på Nouredins sværd. Nouredin er den gode kraft og en af Tronns oprindelige fire stærke viljer. Sværdet kan tage kampen op mod det onde. På Tronns mure står ordet Shamran. Det symboliserer befrielsen for Tronns borgere. For Shamran er den udvalgte, den som kommer, og kan redde landet fra terrorregimet.

Filip er længe sammen med skjaldene – persongalleriet udvides med både hekse, forældreløse og glemte børn og ikke mindst vandringsmanden, som Filip spiller terning med. Handlingen kan være lidt svær at redegøre for, idet sidehandlinger sniger sig ind og blander sig med rammehistorien. Shamran er derfor en kompakt, handlingsmættet og spændende roman, der bevæger sig på flere niveauer. Døden er et af romanens helt store litterære temaer – og er med til at give historien en masse troværdighed. For det, der er så ondt, må jo kræve nogle ofre…

Shamran er skrevet i 1985 og er siden genoptrykt adskillige gange. I 2005 udgav Gyldendal 4. udgave af romanen, denne gang med forsideillustration af Emil Landgren. Blandt tidligere illustratorer tæller Marianne Bisballe, Erik Hjorth Nielsen og Corinne Gosset. Det er bestemt et klogt træk at skifte forsideillustrationen ud, så den passer ind i tiden, den læses i. For selve historien er tidløs – som al god fantasy.

PERSONLIG BONUSNOTE:
I 1980′erne blev fantasy populært i Danmark. Det hed vist ikke fantasy herhjemme dengang, men det var, hvad det var og det, som rigtig mange unge læsere glubsk kastede sig over. Se, det var noget andet end 70′ernes dræbende kedelige socialrealistiske bøger, som vist nok skulle gøre os til bedre mennesker.

Shamran var den første fantasy-bog, jeg læste. Jeg var 10 år, og med Shamran oplevede jeg en enorm udvidelse af det litterære univers. Der var godt nok meget, jeg ikke forstod, men en hel del gjorde jeg. Kampen mellem det gode og det onde gik rent ind.

Det har været med ærefrygt, at jeg over 20 år efter genlæser Shamran, som voksen med en tung bagage fuld af erfaringer – litterære og alment menneskelige. Er jeg skuffet over gensynet med Shamran? Selvfølgelig er jeg det! Den er da slet ikke, som jeg husker – analysemodeller, som jeg terpede igennem i folkeskolen og gymnasiet, banker på i baggrunden, og ubevidst analyserer jeg og gennemskuer tematikker. Jeg forstår også pludselig slutningen. Hele mit liv har jeg troet, at Filips skæbne var én i slutningen af historien, men nu forstår jeg med min voksne skarpsindighed, at den er en helt anden – alt, hvad der gik for sig i Tronn, var i virkeligheden måske bare et slemt, feberhedt mareridt?

Og måske var det i virkeligheden Reuter, der havde læst Tolkien, og ikke, som jeg altid har troet, omvendt. Meget falder på plads, men magien preller dog ikke helt af mig. Shamran er min første store kærlighed – den har skiftet ansigt flere gange for at tilpasse sig tidernes skifte, alt sammen for at lokke nye årgange af læsere til. Men indholdet er det samme, og strengt taget kunne Gyldendal have sparet udgifterne til illustratorer, for det oprindelige omslag er jo det fedeste – det mest rigtige.
Og Shamrans bagsidetekst vil altid være det mest hårrejsende, kuldegysende og poetiske, der nogensinde er skrevet bag på en bog:

“For tusind år siden
spillede døden terning
og tabte”

FORSIDER
  

ACTIONLADET

Nathan har arbejdet sig op på regeringsplan og opererer direkte under sikkerhedsministeren – han udpeges derfor til at opklare og optrevle de konflikter, der truer troldmændene, og fremkalder Bartimæus, som egentlig havde indstillet sig på aldrig at være underlagt Nathan igen. For den uhøjtidelige Bartimæus syntes ikke, at der er megen spas ved Nathan, og rent objektivt har Nathan faktisk udviklet sig til en køligt distanceret og meget fokuseret, ambitiøs troldmand.

Pigen Kitty er et aktivt medlem af Modbevægelsen, en samling mennesker med særlige evner og et regnskab at gøre op med den herskende klasse. Kitty er drevet til modstand af et dybt personligt, bittert had til de regerende troldmænd, som lever under andre og mere favorable vilkår end almindelig lægfolk. Sammen med resten af bevægelsen arbejder hun på at udføre en plan, hvis endelige mål de ikke kender – de stjæler magiske genstande og bruger dem i kampen. Men snart skal de ud på deres hidtil største opgave, og deres succes eller fiasko kommer til at påvirke hele London.

Imens jagter Nathan og Bartimæus sandheden bag Modbevægelsens handlinger og den mystiske golem, og det er en jagt, der bringer dem vidt omkring: bl.a. til Prag, hvor britisk magi ikke er velset. Snart går det op for dem, at der er mere på spil, end man umiddelbart aner. Der spindes intriger bag scenen, og der er flere fraktioner, end de stærkt optrukne grænser umiddelbart lægger op til. Og måske er verdens magtbalance slet ikke så sort/hvid, for deres loyaliteter sættes på prøve.

Selvfølgelig bindes de respektive handlingstråde sammen i et klimaks, og det viser sig, at Kitty og Nathan allerede stiftede bekendtskab med hinanden i Amuletten fra Samarkand

Ligesom det foregående bind fortælles handlingen igennem skiftende synsvinkler. Udover Bartimæus’ og Nathans perspektiver møder vi i Golems øje også Kittys. De skiftende synsvinkler er ikke forvirrende, men beriger, nuancerer og tilfører handlingen flere lag, der tilsammen skaber og understøtter dynamikken og spændingen mellem romanens personer.

Efterhånden som konflikterne mellem Modbevægelsen og Troldmandsvældet optrappes, bliver mytologien i denne fantasyhistorie mere helstøbt. Og personerne syntes også ordentligt udbyggede. Jeg synes f.eks., at det fungerer vældig godt med Nathans udvikling hen imod en tilsyneladende forhærdet og måske ligefrem skruppelløs troldmand. Nathan er ikke en af romanens helte, men han måske dens mest interessante person. Bartimæus udfolder sig fjollet gennem fodnoter og kommentarer, der til tider kan kategoriseres som slapstick. På sin vis er det lidt irriterende – men jeg vælger at tro, at det er helt efter forfatterens hensigt.

Skæbnetrådene for hovedpersonerne i Bartimæus-trilogien er spundet og strikket sammen til et farverigt stykke fantasy. Trilogien om Bartimæus er en konstant spændende historie med masser af lag.

Fokus ligger mest på den ældste og smukke søster, Ariane, der efterstræbes på det skammeligste af Grev Renard, som er overbevist om, at de skal giftes. Ariane er pligtopfyldende og under ikke sig selv den kærlighed, han insisterer på. Søstrene er alle Jordens Døtre, de har forskellige magiske kompetencer, såsom at læse tanker og anden hvid magi til husbehov, hvorimod Dronning Katarina er storforbruger af kulsort magi. Det er en ulige kamp.
Gabrielle – søsteren i midten – plages af en traumatisk oplevelse og har ikke tillid til nogen og da slet ikke mænd. Den yngste søster Miribelle er derimod ung og naiv og ender slemt i fedtefadet, da hun stoler på en ung mand, hvis herre tilfældigvis er heksejæger.

Jep – der er lagt op til intriger og floskler og handlingen vælter sig vellystigt dramatisk rundt i begge dele. Det er ret uoriginalt men blandingen af romantik og historisk drama finder dog med garanti glade læsere blandt dem, der også har læst Jarastavens vandring og Sandemos marathonserie om Isfolket.

SERIEKRONOLOGI:
Mørkets Dronning
Kurtisanen
Sølvrosen

ENSOMHED

Coraline er ensom og keder sig konstant, og en dag, da hun går på opdagelse i huset, finder hun et parallel-univers – eller nærmere en spejling af huset. I denne spejling møder hun noget, der minder om hendes forældre. Først og fremmest adskiller de sig dog ved, at i stedet for øjne har de store sorte knapper. Men de er opmærksomme og søde ved Coraline og gør meget for at overtale hende til at blive. Imidlertid tager Coraline hjem til virkeligheden, som så nu mangler hendes forældre.

For at vinde sine forældre tilbage – og nå ja, et par sjæle til, der er blevet glemt et sted i mørket – udfordrer Coraline “sin anden mor “. Hvis Coraline helt enkelt finder sjælene, som “den anden mor” har gemt, bliver de sat fri. “Den anden mor” viser sig efterhånden at være mere end almindelig ubehagelig, og Coraline må bruge alt sit mod og sit snilde for at vinde over hende.

Coraline er en dyster, mørk og meget stemningsmættet velskrevet bog. Den er lidt som en urolig og nervøs drøm – og helt sikkert med vilje. Mens jeg læste romanen, havde jeg en ubehagelig fornemmelse, at der måske skete mere mellem linierne end i selve handlingen. Men måske er jeg bare paranoid.

BONUSINFO:
Romanen Coraline har modtaget adskillige priser f.eks  Hugo Award for Best Novella, 2002, Nebula Award for Best Novella, 2003 og Bram Stoker Award for Best Work for Young Readers, 2002.

Besøg Coralines hjemmeside her