STØRRE, BEDRE, VILDERE.

Heldigvis er der andre, som er mere bevidste om hans forfatterskab – i dette tilfælde Niels Dalgaard, som har samlet og oversat “Vejen mellem stjernerne” og forsynet den med et informativt efterord. Med sine 200 sider er den et noget mere overskuelig værk end de andre mursten, men det er stadig Reynolds, og det er stadig science fiction af bedste skuffe.

“Vejen mellem stjernerne” samler tre lange noveller/kortromaner, der følger hovedpersonen Merlin fra vugge til grav. De enkelte historier kan sagtens læses uafhængigt af hinanden, men bindes sammen af en rød tråd: jagten på et våben.
Vi befinder os langt ude i fremtiden, og menneskeheden er i krig med de mystiske Skrællere – slagene bølger over lysår, men krigens udfald virker klart: menneske taber, også selv om det resultat ligger adskillige årtusinder ude i fremtiden. Den første af historierne, “Skjul”, følger en gruppe mennesker på flugt, men også underlagt fysikkens begrænsninger – de ved, at de vil blive indhentet af Skrællerne, men det er deres egne børn, som kommer til at tage det opgør. Pludselig sker der dog noget, som ændrer situationen og stiller dem overfor et valg.

Merlin mener, at de skal forsøge at udnytte det uudgrundelige Vejnet, en højteknologisk infrastruktur efterladt af en tidligere race, men indtil nu komplet utilgængelig.

Vejnettet kommer til at spille en stor rolle gennem hele bogen, mens vi følger Merlins jagt på tværs af årtusinderne. Han ønsker at finde et våben, der kan besejre fjenden, men inden han (måske) kommer så langt, bevæger han sig vidt i tid og rum.

Alastair Reynolds skriver new space opera – historier, der jonglerer med de helt store koncepter og afstande. Og han gør det ekstremt godt. “Vejen mellem stjernerne” er lettere i tonen end “Revelation Space”-serien, men ideerne virker endnu vildere og endnu mere spændende. Universet er interessant, men selvfølgelig malet med den meget store pensel, for vi får præsenteret tre udsnit af det over et stort tidsrum – heldigvis fortæller Dalgaard i efterordet, at Reynolds planlægger flere historier med Merlin.

Er man til moderne science fiction, skal man afgjort have fat i “Vejen mellem stjernerne” – det er den type historier, der sprudler med ideer, både store og små, og det er svært at lægge fra sig. De varmeste anbefalinger herfra.

Jeg har læst (og været vild med) Oskarssons tidligere bøger: En hund, en kat og en mus, Kødbenet og Poul, en cool giraf; så det var med en vis kriblen i fingrene, at jeg fik fat i hans fjerde danske udgivelse på Bogforum. Og dernæst sad med et stort grin malet på ansigtet, mens jeg læste den på vej hjem i toget.

Som i Oskarssons andre bøger er udgangspunktet enkelt og persongalleriet småt: en hund, en rotte og en kanin (som er flad). Kaninen ligger på gaden, da de to andre dyr får øje på den og begynder at diskutere, hvad man bør foretage sig i en sådan situation. For de ved godt, hvor kaninen hører til, men hvad vil menneskene ikke tænke, hvis en hund og en rotte møder op ved havelågen med deres kanin i flad udgave?

Der må tænkes. Så det knager. Og svaret forudser man nok ikke, men det rummer sin egen poesi.

Oskarsson fortæller med en næsten zenagtig ro. Hvert opslag rummer et stort billede på den ene side og en minimal tekst med et mindre baggrundsikon på den modsatte. Og historien bevæger sig fremad med sin helt egen logik – og sødme. For selv om der grundlæggende er tale om en grum historie (flade kaniner er ikke ligefrem sprællevende kaniner), så ulmer både tekst og billeder af lune. Oskarsson bevæger sig i et besynderligt grænseland, hvor bedsteborgere møder fabler møder tilværelsens svære spørgsmål, og han får den blanding til at fremstå som noget helt naturligt.

Det slår mig, at det må være sådan, det ville være at høre Thomas Winding læse højt af Frankenstein. Den bløde stemme med dens konnotationer af barndom og tryghed får én til at slappe af, så man næsten glemmer den dystre historie, der gemmer sig inde bagved.

Men først og fremmest er det altså sjovt. I samtlige af forfatterens bøger er jeg faldet over mindst ét billede, der har ramt mig lige i lattermusklen, og “Den flade kanin” er heller ingen undtagelse. Faktisk er der flere, men jeg vil anbefale folk at finde deres eget. For selv om man måske ikke har børn, bør man unde sig selv at stifte bekendtskab med Bardur Oskarsson. “Den flade kanin” er (som forventet) en lille perle.

EN GANSKE SÆRLIG BÅD.

Jensen har skrevet både børne- og voksenbøger, fra minimalistisk firkantede historier til fabulerende og flagrende fortællinger. “Kejserinden” har den til tider næsten åndeløse tekst, hvor meget kan beskrives i en enkelt sætning, og en historie, der rækker fra den ene ende af verden til den yderste.

Drengen, vi følger, har intet navn (som vi får at vide, i al fald). En mor har han heller ikke, og hans far er sjældent hjemme, da han rejser rundt i verden og sælger ost. Så ofte sidder drengen ved motorvejen, ser på bilerne og drømmer om, at de skal tage ham med ud i verden. Indtil en aften det sker.

Den ene ting griber den anden, og snart befinder han sig midt på havet, siddende på en tredive meter lang kvinde, der svømmer afsted mod ukendte rejsemål. Der er et mål, han skal nå, men han ved ikke, hvad det er. Heldigvis er verden også fyldt med magi og sære eksistenser, der kan hjælpe ham på hans vej.

En svingtur var “Kejserinden” på flere måder, blandt andet fordi den fik mig som læser til at oscillere mellem at være opslugt og irriteret. Jensen skaber magi, når han bryder med virkeligheden på det ene punkt, at kæmpekvinden – titlens Kejserinde – eksisterer, og hvad deraf følger. Samtidig befolker han sin verden med mennesker, der balancerer på skæringspunktet mellem realisme, magi og populærkulturel fællesbevidsthed, når f.eks. en cowboy, der grangiveligt ligner Marlboro-manden, optræder sammen med en ung kvinde, der er besat af skønhedskonkurrencer.

Men der er også tider, hvor Jensen ødelægger den fine illusion, han ellers har opbygget – som når vor hovedpersons far kommer farende forbi i en helikopter og må skynde sig videre. Og så trykker forklaringen på det hele ret hårdt på min personlige irritationsknap.

Men når Louis Jensen rammer magien præcist, er “Kejserinden” en fascinerende og opslugende bog. Han har et øje for uvirkeligheden og forstår at ramme en logik der, som drager én gennem fortællingen.

“Kejserinden” er i øvrigt første udgivelse fra det nystartede forlag Replikant og kan også fås som ebog.

NEPOTISME

“Men så kan du ikke udtale dig fordomsfrit om bogen,” vil nogle sige, og det vil de have ret i, men det skal nu ikke være en forhindring. Dem er der nemlig nok af i “Hunden der ikke troede på OP”, især for vor firbenede hovedperson. Flæske hedder han, og han er noget af en pølsehund. Og som mange andre hunde har han et problem med den tredie dimension – der findes jorden under hans snude og alle de interessante ting, som eksisterer der.

Ejeren, en sorthåret lille pige, forsøger ihærdigt at bibringe hunden en forståelse af alle de fascinerende ting, der ellers forefindes oppe: lykkedrager, rumvæsener og så videre. Men mod selvvalgt uvidenhed kæmper selv flyvende grise forgæves. Lige indtil…

Teksten er skrevet med et fint øje for de små detaljer – og et godt glimt i selvsamme øje. Det er den lille pige, der fortæller, med Flæske som logrende glad deltager og uvidende centrum. Nu har jeg siddet som tilskuer til bogens tilblivelse og har også overværet, hvordan sætninger, ord og bogstaver langsomt er kogt ind til det endelige resultat, og alligevel kan jeg trække på smilebåndet, når jeg bladrer igennem den.
Men grundet min personlige involvering vil jeg hellere rette spotlyset mod Kamila Slocinska, der har stået for tegningerne (hende er jeg nemlig ikke gift med, ja, jeg har faktisk aldrig mødt hende). Hun debuterede tidligere på året med billedsiden til Kim Fupz Aakesons “Paradis” og har en vidunderligt levende streg – udtrykket er barnligt, men med masser af finurlige detaljer, som kan vække læserens interesse. Hendes illustrationer er en meget stor del af, at “Hunden der ikke troede på OP” er blevet så levende, som den er. Som tilskuer til hele processen har en meget stor del af magien været at se, hvordan hendes billeder (ganske anderledes fra, hvad jeg selv havde forestillet mig) er opstået.

“Hunden der ikke troede på OP” får naturligvis min varmeste anbefaling – men for at dette ikke blot skal være et rent reklameindslag, vil jeg henvise til de par anmeldelser, der ellers er kommer frem: Æseløre og Bogvægten.

Man kan følge forfatteren på Zenia.dk og illustratoren på Slocinska.com.

GOTISK ÅRHUNDREDE.

Historien er ganske praktisk i tre kapitler: i årene 1915, 1952 og 2011 – og som det sig hør og bør, er centrum for historien de bygninger, der skifter formål gennem tiden, men altid bærer på de samme spøgelser og danner fortællingens dystre baggrund: først et tuberkulose-sanatorium, siden et sindssygehospital og afsluttende et hotel.
I første del møder vi den unge mand Erik, der af sin fader, som selv er læge, tvinges til at uddanne sig indenfor samme profession. Eriks dagbogsoptegnelser fortæller om hans oplevelser på Fjordsanatoriet, hvor stemningen domineres af de for manges vedkommende døende børn. Men snart indser han også, at faderen har skjulte og dunkle motiver med opholdet der, og han må træffe et valg, der får dybe konsekvenser.

I 1952 bliver Inger indlagt på Fjordhospitalet – tvangsindlagt, fordi man mener, hun er sindssyg. Selv er hun overbevist om sin egen sundhed, men der er ting i natten, som forsøger at komme i kontakt med hende, og fortiden rækker ind i hendes nutid. Hendes breve hjem beskriver, hvordan hun trækkes ind i en spiral af frygt, for sig selv og for de gerninger, der sker på stedet.

Historien afsluttes med Gil, 17 år og lidt af et problembarn. Han bliver dumpet hos sin farfar, der driver Fjordhotellet, efter han har mistet sin bestalling som læge. Gils historie fortælles fornemt i en række mails til kæresten, som både beskriver hans oplevelser på hotellet og fint tegner omridset af deres personlige historie – samtidig med at der sættes et endeligt punktum for de hændelser, der har præget stedet.

“Ordenen” fungerer overraskende godt. De tre dele har hver deres stemning – første del slipper godt fra at fremmane den tunge, gotiske stemning uden at blive for tung læsning, hvilket er noget af en balancegang. Midterste del er mere lige ud ad landevejen, men formår at fortælle en afsluttet historie, samtidig med at den leverer faklen videre. Afslutningen bærer tydeligst præg af, at forfatteren skriver til unge læsere, men tonen passer til nutiden, og det er fermt og professionelt fortalt. De tre akter med hver deres tone giver et velfungerende flow til bogen.

Selv om det er tre forfattere, der har skrevet hver deres del af bogen, fungerer strukturen og viser et godt samarbejde. Samtidig med at man får tre historier, sørger de for, at elementer går igen og trækker læseren med – ligesom deres forrige projekt (serien Genstart) virker det inspireret af moderne tv-serier, og det er en opbygning, der virker. “Ordenen” er en effektiv og stemningsfuld ungdomsgyser, der spænder bredt.

OG PLUDSELIG: GUDS ANSIGT.

“Eksil” er samlingens længste tekst og et vellykket forsøg med en lidt altmodisch struktur og tone, der stadig er let at gå til og værd at læse. Lunøe holder en fin balance her og i resten af samlingen, og “En dag uden sol” er i det hele taget velskrevet. Sproget er fint og holder læseren kørende.

En klassiske baggrund kommer også frem i “Isabella”, der er en opdatering af en fortælling fra “Decameron”, og “Vraggods”, der ad snørklede veje tager udgangspunkt i HC Andersen. Og så en af mine favoritter: “Manden og maskerne”, der af Lunøe selv betegnes som Sherlock Holmes udsat for Oscar Wilde. Her kontaktes vor hovedperson af sin kunstneriske ven, der er blevet grebet af sit seneste projekt: at planlægge det perfekte mord. Desværre kommer nogen ham i forkøbet – måske; for det perfekte mord er svært at genkende som et mord. Her skriver Lunøe med glimt i øjet og en god sans for stemning.

Sammen med “Manden og maskerne” står især titelnovellen tilbage efter endt læsning. Den omtalte dag (en mandag i maj) er uden sol, fordi det er Guds ansigt, som stiger op af havet den morgen. Forventeligt nok skaber det en del omvæltninger i verden, men især for Jimmy, der egentlig bare gerne ville overnatte i telt i sin have. I stedet bliver han udpeget som Guds sendebud og må stå for kontakten til resten af menneskeheden, som gerne vil vide, hvordan tingene skal foregå fra nu af.

Generelt for samlingen gælder, at Lunøe kommer vidt omkring. Han falder ikke til ro i én form, men afprøver adskillige, så vi får alt fra en drømmende kærlighedshistorie til en lidt gammeldags science fiction-novelle med filosofisk tilsnit. Det var ikke alle historier, der ramte mig som læser (hvad man da heller ikke kan forvente), men den store bredde var forfriskende. Og så er det tydeligt, at Lunøe har både ambition og noget på hjerte med sit forfatterskab.

Hovedpersonen er forfatteren og læreren Dale Stewart, men fortælleren er hans barndomsven, Duane. Duane er død, men han er ikke et spøgelse, snarere Dales traumatiske minde om personen.

Og det er det trauma, der knytter sig til dødsfaldet, der er baggrunden for “A Winter Haunting”. For hvad skete der egentlig dengang i barndommen, da vennen døde i et grotesk uheld?

Dale har mere eller mindre smidt sit liv ud af vinduet. Konen har forladt ham med børnene, det litterære arbejde går ikke særligt godt, og han har døjet med depression. Nu vender han tilbage til byen, hvor han voksede op, for at få styr på tingene – og han får naturligvis mere, end han regnede med. For de døde har ikke tænkt sig at forblive helt døde, og fortiden vender bogstaveligt talt tilbage for at hjemsøge ham.

Det er en ganske velkendt historie, Simmons fortæller, men han gør det stilsikkert og med yderst velfungerende horrorelementer. Det er muligvis ikke en klassiker indenfor genren, men den er svær at lægge fra sig.

Jeg var halvvejs gennem bogen, før det gik op for mig, at “A Winter Haunting” er en fortsættelse af Simmons’ “Sommernattens rædsel” – et faktum, der intetsteds fortælles i den udgave, jeg læste. Men den fungerer fint som enkeltstående historie – måske endda bedre, fordi Simmons tillader sig ikke at fortælle alting. Der er en usikkerhed i historien, som der er i hovedpersonen, og det er med til at lægge til stemningen. Dertil kommer, at han leger med et af de elementer ved den oprindelige bog, der irriterede mig for så mange år siden (og er en af de få detaljer, jeg kan huske fra den): drengen, der beslutter sig for at blive forfatter. Det får en del kommentarer med i et næsten legende metalag her, der giver så mange ekstra point til bogen. Og lyst til at genlæse “Sommernattens rædsel”.

Som næsten altid med Simmons er “A Winter Haunting” god læsning. Spændende, fascinerende og foruroligende.

Grundlæggende er “Operation: Operation 2012” en ganske almindelig spændings-/flugtroman med ønske om at være en technothriller og en god, gammeldags MacGuffin. Her er det nogle kodede oplysninger, som forfatteren Christian Bang kommer i besiddelse af – og som en hel masse mennesker højt oppe i hierarkiet gerne vil have fat i. Blandt andet en dansk betjent, der gerne lader sin næver tale, og en amerikansk agent, som synes at kommunikere med bandeord. Bang ender (naturligvis) på flugt og må forsøge at afsløre, hvad de hemmelige oplysninger betyder, og jagten bringer ham vidt omkring.

Beklageligvis bliver det aldrig særligt spændende, hvilket må siges at være pinedød nødvendigt i en spændingsroman.

Lou bruger en del tid på at vise os, hvordan alting hænger sammen (blandt andet ved at forlade den primære synsvinkel på Christian Bang), hvor en sådan historie gerne har behov for lidt forvirring. Det trækker simpelthen historien ned i omdrejninger, så man sjosker igennem den. Dernæst plages historien af utroværdige personer (vi får at vide, at hovedpersonen er noget af en charmør, men den når vi ser ham i action, opfører han sig hovedsageligt som en liderlig abe) og lige så utroværdige sammentræf.

Forfatteren har også begået sig inden for filmverdenen, og man fornemmer måske, at bogen her ville have gjort sig bedre som et manuskript. Forsiden virker da også lidt inspireret af billeder fra Lars von Triers “Melancholia”. Men ærligt talt: som roman er den ikke specielt vellykket.

Jeg har tilladt mig at placere den i kategorien science fiction, da den lige lister over stregen. Men man skal altså ikke forvente den store omvæltning, som der ellers lægges op til.

I 2003, da filmen “Paycheck” udkom, så forlaget Rosenkilde sit snit til at sende denne samling på gaden. Det er svært at være andet end overvældende positivt indstillet, når et forlag tager initiativ til at udgive en så klassisk forfatter som PKD, der ellers ikke har set udgivelse på dansk i bogform siden firserne. Og så er udgivelsen endda kombineret med et godt salgsargument – den indeholder de af Dicks noveller, der er blevet overført til det store lærred (selvfølgelig med større eller mindre held).

Så udgivelsen er god, og det er indholdet også, for der er en grund til at PKD regnes for en af genrens store.

Samlingen indledes med et forord af Bo Tao Michaëlis, hvor der trækkes paralleller Kafka, Proust, Lenny Bruce og andre – det er en smule højtravende, men sikkert et forsøg på at legitimere genren. SF er jo desværre ikke blevet lukket ind i det gode, litterære selskab endnu, og det råder han da også ganske godt bod på. Derudover rummer bogen seks nyoversatte noveller, hvis filmtitler alle pryder forsiden.

Først har vi Løncheck (Paycheck), hvor hovedpersonen Jennings vågner op efter to års arbejde for den mystiske Rethrick – som en del af hans kontrakt er hele perioden blevet slettet fra hans hukommelse, men det er dog lykkedes den fortidige Jennings at overdrage en række genstande til sit fremtidige jeg. Den håndfuld ting hjælper ham nu i en jagt på at finde ud af præcis, hvad der skete i de to år, han ikke længere husker. Og allerede her fremvises et af de temaer, der går igennem samlingen: de usynlige kræfter (i dette tilfælde det Jeg, som Jennings ikke længere husker), der styrer os.

Dernæst ”Stedfortræder” (Impostor), hvor videnskabsmanden Olham beskyldes og jagtes for at være en uvidende spion og bombe for en angribende styrke fra rummet. Ikke nok med, at regeringen jagter ham – Olham skal også bevise over for sig selv, at han er den, han tror, han er (endnu et tema her: mistilliden til sig selv).

”Minoritetsrapporten” (Minority Report), synes jeg selv, er samlingens stærkeste. Her blandes alle Dicks kendte temaer sammen i et paranoidt plot, som man blæser frydefuldt igennem.

Den efterfølges af bogens svageste novelle: ”Erindringer en gros” (Total Recall). Her er nogle gode variationer over hukommelsen og selve virkelighedens utroværdighed, men det kan dog ikke redde, at historien er… nåja, lidt fjollet. Det rådes der dog god bod på med ”Den anden variant” (Screamers), en mere action-præget og samtidig kuldegysende historie, der udspiller sig på en næste uddød jord. Tilbage er kun de russiske og amerikanske soldater – og så de oprindeligt amerikanske robotter, kløerne, som bliver mere og mere avancerede, og som ingen længere kan stole på.

Til sidst får vi ”Den lille sorte kasse”, som angiveligt skulle have lagt grunden til ”Drømmer androider om elektriske får”, der jo blev filmatiseret som ”Blade Runner”. Jeg kan ikke umiddelbart se sammenhængen, men det ville nok have været dumt at forspilde chancen for at have ”Blade Runner” stående på forsiden. Men ingen androider her, derimod en muligvis ekstra-terrestriel Jesus-figur, hvis tilhængere står i direkte kontakt med hans pinsler gennem empati-kasser. En god afslutning på en god novellesamling.

Sammenfattende kan man sige, at jo, PKDs noveller er lidt gamle i det – teknologien er lidt usandsynlig med nutidige øjne, kvindesynet er forældet. Men det er alt sammen mindre skønhedsfejl, og det drukner i Dicks medrivende skrivestil. Han er økonomisk med ordene, plottet er som regel stramt, og det river én med i en sådan grad, at samlingen er alt for hurtigt overstået – havde de dog blot kunnet finde på et påskud for at oversætte et par ekstra noveller.

Til gengæld er det dog svært ikke at sidde tilbage med en ubehagelig fornemmelse af, at alt ikke er, hvad det ser ud til at være.

FORPUTTET FANTASY

Ikke alene støder han på Saxony, der nærer samme forhold til Frances historier og med stor ihærdighed gør sig selv til en del af bogen og af hans liv; men da de to sammen drager til den lille by Galen, hvor forfatteren udførte sit arbejde, viser det sig også snart, at hele befolkningen der bekymrer sig meget om, hvordan deres koryfæ bliver behandlet.

Faktisk er forholdet mellem forfatter og by så tæt, at figurer fra fiktionen snart synes at presse sig på virkeligheden.

“The Land of Laughs” var Carrolls debut tilbage i 1980 og rummer den spænding, man gerne ser i en debut fra en forfatter med potentiale. Sproget er ikke helt så poleret som senere hen i forfatterskabet, og ikke alle elementer balancerer lige fint – men historien rummer så meget saft og kraft, at det egentlig blot er med til at give den noget kant.

På trods af, at den er genudgivet i serien “Fantasy Masterworks”, virker fantasy-delen faktisk lidt gemt væk. Det er den mere realistiske del af historien, der fylder mest – Thomas og Saxonys møde med hinanden, researchen på bogen og Thomas’ møde med Frances datter, der ligesom han selv er vokset op i skyggen af sin faders rygte. De fantastiske elementer bliver holdt tilbage til langt henne i historien, og det virker lidt, som om Carroll ikke er sikker på, om ideen holder – men netop den solide baggrund gør, at en ellers lidt overskruet ide fungerer uden problemer. Der er (naturligvis, fristes man til at sige) et vist metaelement i “The Land of Laughs”, og mange vil nok gennemskue intrigen – men der bliver alligevel serveret nogle solide overraskelser og især en god drejning til sidst.

Alt i alt en bog, der kan anbefales på det varmeste – og virker som en god introduktion til et forfatterskab, jeg afgjort skal have kigget p nærmere på.