En navnkunding, men pensioneret, filminstruktør hjemsøges af en greve i sort, og Spøgelseslinien bliver bedt om at tage affære. Inden længe befinder de sig i en lille by i det Nordsjællandske, hvor der lurer mange underlige forklaringer, mystiske fænomener og pudsige mærkværdigheder. Men det bliver også til en smule teenage-romantik midt i opklaringen af den mystiske sag.

Historien er ligetil. Selvom det er en krimiinspireret horror-roman (eller måske en horrorinspireret krimi), er der ikke så mange finurligheder at det ikke er til at gennemskue. Faktisk ligner historien meget de klassiske Scooby-Doo tegnefilm. En gruppe unge mennesker bliver bedt om at efterforske det, der i første omgang ligner noget overnaturligt, men som i sidste ende viser sig at… nåh ja, læs det selv.

Det korte af det lange er, at der i virkeligheden ikke er så meget nyt under solen. Jürgensen skriver upåklageligt – stilen er umiskendelig, men hans “touch” med de unge mennesker der ved at være passé. Og så er Jürgensens opfattelse af teknologi underlig forældet. Et godt eksempel er, da han skriver “Den transportable computer” – det virker underligt gammeldags. Derudover er de fire hovedpersoner også nogle ualmindeligt velopdragne størrelser – der er meget få bandeord eller slangudtryk. Til gengæld er karakterene let genkendelige, og de fungerer godt som den fire-bande de nu engang er.

Det er langt fra Jürgensens bedste bog, men det er god underholdning, og den egner sig godt til højtlæsning. Den er nok for det lidt yngre publikum, men det kan skam også være helt spændende for de lidt ældre. Bogen – og serien som helhed, vil nok egne sig fremragende til sommerferielæsning for den mysteriehungrende læsehest!

Handlingen er omstændelig at forklarer, og i bedste fald svær at resumere. I korte træk følger vi et kloster engang i fremtiden. Bomben er faldet, og al moderne viden er gået tabt. Munkene bruger deres tid på at genopdage glemt teknologi og videnskab. Dette fører selvsagt til en del forviklinger og misforståelser, til megen morskab for læseren. Som bogen skrider frem, gør tiden det også, og vi får lov at følge klosteret og dets iboende gejstlige helt frem til… ja, til hvad?

Det tog mig knap et halvt år at få læst “En Messe for Leibowitz”. Om det hovedsageligt skyldes personlige dispositioner, problemer eller bare ugidelighed, eller om det kan henlægges til romanen, skal være usagt for denne anmelder. Dog kan det konkluderes, at det er de færreste bøger undertegnede er så længe om at kæmpe sig igennem. Og jeg skriver udtrykkeligt “kæmpe”, for det var en kamp.

Historien er faktisk interessant. Præmissen er god, omend gammelkendt. Beretningen om klosteret og dens munke, deres historier, forviklinger og generelle tilbøjeligheder, er faktisk helt god, og til tider enormt sjov. Hvad der imidlertid slår romanen halvt ihjel er det knortede sprog. Om det skyldes en dårlig oversættelse, eller om det faktisk er sådan Miller skiver, aner jeg ikke. Faktum er dog, at der er fyldt med taste- og slåfejl i bogen, og man må igen og igen gætte sig til handlingen da hele sætninger (muligvis afsnit) beklageligvis mangler. Jeg aner ikke hvad de har haft gang i på Notabene tilbage i 1986, men det her i al fald ikke gavnet denne bog. Det er trist at en ellers fin fortælling drukner i tekniske detaljer.

Men, er bogen god eller er den dårlig? Det kan være svært at sige. Visse science fiction-læsere vil utvivlsomt påkalde sig bogens klassiker-status og kalde den et must-read. Selv er jeg dog af en lidt anden overbevisning. Det er ikke så meget et must, som det er en prøvelse. En prøvelse som man skal igennem for at kunne kalde sig “rigtig” science fiction-fan? Kort og godt er historien interessant, til tider sjov og generelt underholdende. Udførslen er imidlertid noget makværk – hvis skyld det så end er. Jeg anbefaler at man finder sig en anden science fiction-klassiker til forårslæseriet.

Den centrale historie i bindet, er uden tvivl den der strækker sig over fire blade. I “Raptor Hijack” får vi historien om hvordan endnu en pengegrisk og magtbegærlig pengemand, forsøger at tilrane sig magten over de frygtindgydende velociraptore. I denne omgang er det dog ikke ved hjælp af magt og totur, men ved den snedige brug af en dyreadfærdsekspert. Vores gamle kendinge Dr. Allan Grant, Ellie Statler, Robert Muldoon og Ian Malcom er også på jagt efter de eftertragtede raptors. Deres mål er imidlertid et andet – at redde verden (eller i al fald denne sydamerikanske jungle), fra de dødbringende raptors klør. Alt imens vores kendinge og dyreeksperten farter rundt i den sydamerikanske jungle, forsøger andre og ligeså griske pengemænd at få fat i de nu så omtalte dinosaurer.

De to andre historier er korte og faktisk ret uinteressante, derfor går denne anmelder udenom dem i denne anmeldelse. Ikke dermed sagt at bindets hovedhistorie er særligt interessant – det er den i virkeligheden ikke. Det er imidlertid den længste og alene af den grund, den der fortjener mest opmærksomhed. Men nej, det er ikke nogen særlig interessant historie. Det er faktisk en lidt kedelig, uinspireret gang merchandise der er pakket ind i et flot papir – bindets omslag, forstås. Plottet er papirtyndt og karakterene er flade og utroligt ensidige. Den eneste der skiller sig ligt ud er Ian Malcom. En udskillelse der hovedsageligt skyldes et psykotisk sammenbrud midt i fortællingen. Det er lidt tåbeligt, lidt unødvendigt og i det hele taget bare underligt.

Derudover er tegneseriens grundpræmis – Jurassic Park, nu helt og aldeles forsvundet ud af de historier der bliver fortalt. Men undtagelse af den sidste og korteste (og absolut dummeste) historie. Det er lidt synd. Parken er og var meget central for, at dinosaurerne ikke bare bliver til endnu et monster. De centrale temaer fra filmen – legen gud, at holde vilde dyr i fangeskab etc. findes stadig, men er så til gengæld også det eneste historien drejer sig om.

Tegningerne er til gengæld også ret ringe. De er meget tidstypiske (1990′erne). Dette kunne være godt, da de kunne have en nostalgisk værdi. Imidlertid er de tidstypiske på en rigtig kedelig måde. De forhastede, grimme og der er lagt et minimum af sjæl i dem. Det er faktisk lidt som om der ikke rigtig er nogen der ville have noget med projektet at gøre. Til gengæld har der været nogen der har været interesseret i at lave penge…. og pludselig bliver bindets centrale historie måske mere en parodi eller karikatur, end en egentlig fortælling.

Desværre har de fleste af Jurassic Park tegneserierne vist sig, som denne, at være noget værre bras. Der er meget får faktorer der gør dem til et must-read, og uden at skulle falde i en Jakob Stegelman-kliche, så vil jeg sige, at dette bind kun er til de absolut mest dedikerede fans. Andre bør holde sig til den første film.

Vi starter med en kliche. Kvæget omkring den lille by bliver dræbt på mystisk vis. Den lokale sheriff og hans medhjælper tager ud og ser på sagen. De finder hurtigt ud af at der er noget mærkværdigt ved det dræbte kvæg. Ikke bar er det udenfor sæsonen i forhold til ulve og ræve, men der er også meget mærkværdige spor knyttet til gerningsstederne. Inden længe er lokale eksperter tilkaldt, og det ser ud til at sporene stammer fra et dyr. Et dyr der har været uddød i 65 millioner år. Selvsagt går der ikke længe førend vores gamle kending – InGen, bliver involveret i sagen. Og så tager tingene fart. Men, hvordan er de uddøde dyr kommet fra øen med dyreparken til fastlandet, og hvordan finder man og fanger noget, man ikke ved hvor mange der er af?

Historien er okay, men en kende forudsigelig. Dog med enkelte og lidt pudsige overraskelser. Det er ikke stor litteratur, men det forsøger til gengæld heller ikke at være det. Historien passer til mediet – den er let, ligetil og actionpræget. Vi skal ikke læse mange sider førend vi før det første spændende møde med det, det hele handler om, nemlig dinosaurerne. For det er desværre hvad “Jurassic Park” efterhånden er blevet reduceret til – en undskyldning for at have dinosaurer trampende rundt i et moderne metropolis eller landsby. “Parken” er væk, og tilbage står de “muterede forlystelsespark-monstre”. Og det bliver lidt tyndt. Som sagt er historien fin, men tilknytningen til Jurassic Park er papirstynd. Okay, I Michael Chrichtons originale “Den Forsvundne Verden”, dukkede dinosaurerne også op på fastlandet…. Men den bog havde, efter min mening, også utroligt lidt med Jurassic Park at gøre.

Tegningerne er også pæne, uden at være prangende. De er effektive og det er ganske få der er dårlige eller er præget af hastværk. Man må sige at John Byrne’s indtræden i franchiset helt klart er et skridt i den rigtige retning. I stedet for de noget tåbeligt udseende dinosaurer i “Jurassic Park – Redemption”, får vi her veltegnede og (formegentligt) vellignende øgler. Det er en lettelse uden lige. Hvorfor historien i dette bind så ikke har noget som helst at gøre med “Redemption” aner jeg ikke. Selvom historien var tåbelig og usammenhængende i “Redemption”, kunne man i dette bind godt lige have kastet et nik eller en anerkendelse i retning af det tidligere. Men sådan er det ikke.

Der er ikke så meget mere at sige om bindet. Historien og tegningerne er helt okay, det er ikke prangende men det virker. Det er god underholdning, og det kræver ikke alt for meget af læseren. Tilknytningen til Jurassic Park er, som sagt og desværre, papirstynd. Det er lidt ærgerligt. For fans af dinoer, er det selvfølgelig helt okay, men for fans af Jurassic Park, er udeladelsen af alt det der gjorde Jurassic Park til det den var, lidt af en skuffelse. Men, læs og bedøm selv – dinoerne er løs igen.

Nyligt uddannet fra universitetet så jeg frem til en beskidt tur igennem sandet med William og Athena ved min side. Godtnok var mine forventninger noget beskæmmet af første bind i serien, men alligevel satte jeg min lid til at toeren skulle blive bedre. Vi møder Athena og William netop som de ankommer til Egypten. Her har man fundet et mystisk lig i et gravkammer. Eller rettere, liget er faktisk ikke særligt mystisk, men omstændighederne er forunderlige og Athenas far bliver tilkaldt i hans funktion som retsantropolog. William følger med som det spørgsmålstegn en teenagedreng er og Athena er tvunget med, som den sure teenagepige hun nu engang er. Det bliver en jagt på… ja, på hvad. Det blev jeg aldrig helt klar over, men det er vidst meningen.

Stilen er nøjagtig den samme som i etteren. Kapitlerne skifter mellem at have fortællestemme hos hhv. Willam og Athena. På skift får vi deres teenageopfattelse af verden og de begivenheder der udfolder sig for de to måbende opkomlinge. Det er lidt trivielt og ensformigt, og det bliver enormt forudsigeligt til sidst. Athena er konstant sur, og William er konstant overrasket eller bange. Det er følelsesliv på det allermest basale niveau og det er ærlig talt ikke særligt sindsoprivende.

Efter 100 siders kedelige teenagenykker sker der pludselig en hel masse. Blandt andet er der overraskende meget vold mod og med børn. Snart bliver den ene, snart den anden truet på livet eller bortført. Alt sammen er kogt sammen med et noget klodset forsøg på at “forberede piger til at blive kvinder”. Det betyder at vi, midt i et af de mere spændende øjeblikket, skal igennem en meget udpenslet menstruationssekvens, som jeg ikke forestiller mig at ret mange vil finde interessant – slet ikke de enkelte teenage-piger der måtte driste sig til at læse bogen.

Kit Rasmussen skriver stereotyper, og det er endda kun for hovedpersonerne. Bifigurene er reduceret til at have ét eller to særkender som adskiller deres snak en mikroskopisk smule fra de andre. Faktisk er det kun én af bifigurenes brug af den engelskklingende glose “Gobshite”, der giver hende nogen form for personlighed. Det er sikkert et resultat af bogens længde (150 sider), men så kunne man overveje at bringe færre karakterer ind i plottet. Det ville i al fald give den noget ensemble-prægede historie en mindre klaustrofobisk fornemmelse.

Jeg ved ikke hvem bogen henvender sig til, men det er tilsyneladende det yngre publikum. Jeg vil ikke anbefale den, for historien er alt for overfladisk – faktisk plot-løs. Karakterene er håbløst underudviklede og handlingen er, på trods af det korte format, langsommelig. Mit råd er dette: læs noget andet!

Hobbitten Frodo, får til opgave at bære den mægtige herskerring, og tvinges til at forlade hans hjemstavn – Herredet. Frodo får i første omgang følgeskab af en flok andre Hobbitter som sværger troskab til deres gode ven. Sammen indlader de sig på en rejse der indeholder mange usete vanskeligheder og farer. Med tiden ender de fire hobbitter i elvernes land, og Frodos mission ændres drastisk efter et rådsmøde med elverne. Ringfølget øges til hele ni medlemmer og her møder vi nogle af eventyr-genrens absolutte arketyper – Dværgen Gimli, Elveren Legolas, Den vandrende Aragon “Traver”, Troldmanden Gandalf og Menneskekrigeren Boromir. Sammen må de begive sig ud på en rejse der bringer dem igennem Morias miner og elvernes skove. Målet er at ødelægge ringen så de onde i Mordor ikke får fat i den, men det er ikke så lige til og rejsen bliver lang og udmattende

Det ovenstående resume er ekstremt mangelfuldt. Der er tusinder af små sidehistorier og underplots som slet ikke kan udfoldes i en anmeldelse som denne. Tolkien har sigtet på at skabe en mytologi for en fantasiverden, lige så meget som han har sigtet på at skrive en god historie. Det betyder blandt andet er der er mange historier i historien. Ikke bare indlejrede plots og underhistorier. Der er også utrolig mange historier der bliver fortalt af personerne i historien. Således kan der ikke holdes et hvil, spises et måltid eller mødes et nyt væsen, uden vi skal have en lang og navnefyldt fortælling om hvem, hvad og hvorfor væsnet er som det er. Hvis man kan lide den slags, så er Tolkiens skrivestil lige i skabet. Han fanger den mytologiske – saga-lignende – stil ret godt, og man kan næsten fornemme at der lige så godt kunne være tale om Islanske sagaer eller folkeeventyr. Det fungerer på sin egen underfundige måde, men er med til at sætte tempoet i hovedhandlingen helt ned i laveste gear. Hvis man har tålmodighed og er kan bevare overblikket, så er der mange rigtig spændende og interessante historier i dette første bind af trilogien.

Jeg er selvfølgelig nødt til at anbefale bogen. Alligevel er det med en vis pligtfølelse det sker. Der er ingen tvivl om at Tolkien i 1937-1949 skabte den absolutte og fuldkomne high-fantasy klassiker og det aftvinger respekt og får enhver anmelder til at træde varsomt. Imidlertid gør bogens tempo og gammeldags skrivestil at den bliver ret tung at have med at gøre. Det er så absolut ikke en bog man bare lige bladre igennem på en eftermiddag (nogen gør måske, jeg gør ikke). Den er ret kompliceret med alle de steder og navne der bliver nævnt hele tiden, og det er ikke altid lige let at adskille hvad der er vigtigt og hvad der ikke er vigtigt i forhold til hovedhistorien.

Men bogen ER god. Selvom den er tung og kompliceret, så er den fyldt med fantastiske finurlige figurer, interessante mytologiske fortællinger og storslåede kampe mellem det gode og det onde. Har man overvejet bare en halv gang at gå i gang med serien, så skal man gøre det. Der er ingen grund til ikke at læse en klassiker som denne. Tolkien er måske død, men eventyret lever i bedste velgående. God fornøjelse.

For at alle kan være med, skal der lige falde en generel kommentar om serien. Gaunts Ghosts er en science fiction serie, der foregår i det allestedsnærværende “Warhammer 40.000″ univers. Gaunts Ghosts er øgenavnet til et regiment soldater der egentlig lyder navnet “Tanith First (and only)”. Gaunt er deres frygtløse leder som både er politisk officer og regimentschef. Igennem ni bind har vi fulgt regimentets genvordigheder mens de deltager i korstoget i Sabbat-området af galaksen. Serien er en blanding af tv-serien “Kammerater i Krig” og en historiebog om middelalderen. Det vil sige en nærmest dokumentarisk skildring af soldaternes liv i en middelalderlig og bureaukratisk fremtidsverden, 40.000 år ude i fremtiden. Nu er vi så kommet til det tiende bind. Mange hovedpersoner er døde, andre levende og nye kommer hele tiden til.

Gereon er en planet som dem der følger serien utvivlsomt har et forhold til. Om man synes planeten er anstrengende eller super spændende, er for så vidt ligegyldigt, for Colonel-Commisar Gaunt og hans Tanith First and Only, er tilbage på planeten hvad enten læseren (eller soldaterne) vil det eller ej. Endelig får Gereon den befrielse som den har ventet på. Efter flere år i ærkefjendens hænder, ser det nu endelig ud til at Gereon kan genvinde sin frihed. Det bliver en hæsblæsende og actionmættet befrielseskamp der involverer dyriske kampvogne, den lokale modstandsbevægelse og en søn.

Den ovenstående synopsis kan virke noget forvirrende for udenforstående, men det skyldes at serien nu er så fremskredet, at man ikke længere kan stå på midt i det hele, og forvente at man kan følge med. Hvor serien førhen bestod af afsluttede historier, har de sidste tre bind været indbyrdes forbundet i en hidtil uset grad. Det gør skam ikke bogen dårligere. Tværtimod. Faktisk er det helt rart at personerne får lidt mere plads til at udfolde sig.

Historien er delt op  to sideløbende handlinger, som vi så følger på skift igennem hele bogen. Dels er der historien om Gaunt’s Ghosts og deres forsøg på at komme i kontakt med den lokale modstandsbevægelse. Dels er der historien om én af Tanith-soldaternes sønner, som må gennemgå grundtræning og deltage i befrielsen af Gereon, uden at kunne gøre det sammen med Ghosts’ne. Det er to helt spændende fortællinger, men den mest interessante er faktisk den sidste.

Stilen er vanlig for Abnett. Der er mere eller mindre kedeligt på de første 100-150 sider, hvor hele historien skal grundlægges, konflikter skal opridses og nye personer skal introduceres. Det bliver dog gjort noget mere interessant i denne omgang, på grund af verdens mest klichefyldte soldater-trænings-scene. Fyldt med råbende drill-seargants og interne konflikter mellem soldaterne. Efter de første 150 sider tager bindet fart, og vi bliver suget ind i en verden af krig.

Abnett lever af cliffhangere. Jeg tror han får sig en stor skål til morgenmad hver dag, og går derefter og spytter dem op resten af dagen. Selvom andre Dan’s (her tænker jeg på Brown), har gjort det samme, er det mere vellykket her. Vi har faktisk en dybfølt interesse for karakterene, og kan genuint ikke vente med at får mere at vide. Man tager derfor sig selv i at fræse umådeholdent igennem bogen med et ønske om at vide mere. Derudover støtter Abnett sig til en del militær/soldater-historie klicheer, men formår at gøre det på en måde så det ikke bliver irriterende. Faktisk vil jeg tillade mig at kalde bindet for velskrevet.

Alt i alt er bindet godt. Selvom det er tiende bind i serien, viser den ingen tegn på at blive kedeligere. Selvom serien, efter min mening, var i lidt af en identitetskrise for et par bind siden, lader det nu til at den har fundet fodfæste igen. Eller også er jeg bare kommet til at acceptere det nye outfit. Hvis du vil i krig, så er det værd at gøre det med Tanith – First and Only, men jeg vil anbefale at du starter med bind et “First and Only”, og så arbejder dig igennem serien derfra. 

Bogen består af 10 noveller, hvoraf det fleste har et magisk eller fantastisk islæt. Nogle, og måske endda forfatteren selv, vil mene at alle fortællingerne er af fantastisk karakter, men denne anmelder mener i al fald at to falder udenfor. Men det gør for så vidt ikke alverden. Det er dog de historier som ikke har fantastiske elementer, som er klart de svageste i bogen. Blandt andet den børneporno og pædofili-centrerede “Bingo” falder igennem. Såre simpelt fordi den ikke har det samme magiske touch som de andre noveller.

Det betyder dog ikke at bogen er dårlig. Absolut ikke. Bogen er god! Punktum. Bindet starter stærkt med fortællingen om en kunstner der får bestilling på en ikon. Det udvikler sig hurtigt til en fortælling om savn, flugt og forvandling. Derudover er bogens stærkeste fortællinger blandt andet “Skatten”, om den lille pige der forsvinder på stranden, og “Mørke cyklister”, om det farlige ved at gå igennem mosen efter mørkets frembrud.

Weitze skriver i en lidt pudsig, men velfungerende stil, der dels fjerner læseren fra den intime oplevelse af hovedpersonens gøre og laden, men samtidig sætter os i en helt fantastisk stemning. For det er stemningen der er bogens bedste våben. Man føler sig hensat til en tid med folkeeventyr og myter, selvom historierne så afgjort har et moderne strejf. Helt hvordan denne stemning opnås og skyller ind over læseren er lidt af et mysterium for mig. Men sandt at sige er man fra første side opslugt i en stemning af lugte, temperaturer og fabler. Det er diskret, underspillet men det virker helt fantastisk.

Hovedtemaerne for bogen er helt klart forvandlinger. Alle historierne har et overliggende tema der går ud på at hovedpersonerne går fra en tilstand til en anden. Det er blandt andet her det er de mest tydelige bånd til den magiske realisme viser sig. Forvandlingerne sker nemlig ikke kun på det mentale eller personlige plan, men også i høj grad på det fysiske plan. Således er der personer der “mærker noget grønt vokse under huden” og har fornemmelser af at blive til dyr. Det er dog aldrig så direkte beskrevet, men det er det vi sidder tilbage med som læser. Og det er vel også her en af bogens styrker ligger. Ved at benytte sig af begrænsninger og indskrænkninger lader Weitze så uendeligt meget være op til læseren selv. Derfor lader hun vores fantasi styre bogen, og udnytter derfor en af menneskets iboende egenskaber, til at skabe en uforglemmelig rejse ud i mørkets egne.

Bogen kan kun anbefales. Især vil den gøre sig godt på en kølig sommeraften med tæpper og et kraftigt regnvejr under opsejling. Lyn og torden er ikke nødvendigt, men duften af regn hjælper en del. God læselyst.

TEENAGE ARKÆOLOGI. Kit A Rasmussen har netop udgivet de to første bind i hendes serie om William & Athena. I det første bind tager vi til Kina for at finde ud af hvad kejser Jinjangs grav gemmer. Men er det et mysterium der er værd at løse, eller skal denne kejser blive i den grav han ligger i?

Athena og hendes far er på vej til Kina. Med sig har de rigmandssønnen William. Athena kender ikke William, og hun gider faktisk slet ikke være i Kina. For Athena er det meste bare dumt og irriterende – turen til Kina, far og ikke mindst William. For William er turen en kærkommen lejlighed til at afprøve hans arkæologiske færdigheder og han glæder sig som det barn han nu engang er.  Athenas far har et ikke nærmere beskrevet arbejde, men kan tilsyneladende hjælpe en flok arkæologer i det kinesiske med at løse et mysterium omkring nogle lig i kejser Jinjangs grav. Der går ikke mange dage førend en ”almindelig” arkæologisk udgravning udvikler sig til en højspændt situation med modstridende interesser og sågar øko-terrorister – eller?

På overfladen virker historien helt tilforladelig. Der er i teorien den rette blanding af spænding og karakterudvikling til at holde historien gående. Men det lykkes bare aldrig rigtig. Karaktererne udvikler sig aldrig rigtig. Ikke engang de to hovedpersoner William & Athena er særligt veludviklede. De har et minimum af personlighed, som kun lige holder bogen igennem. Faktisk formår de to hovedpersoner at skifte karaktertræk i et helt kapitel, for derefter pludselig at vende tilbage til de former de kom fra. Det er meget forvirrende og virker uovervejet. I al fald er der ikke givet nogen ordentlig årsag til dette skift, og det er ærgerligt. Derudover er det ret svært at hitte rede i hvem der siger hvad på hvilke tidspunkter. Dette skyldes muligvis den pudsige kapitel-struktur, hvor historien ses skiftevis fra Athenas og fra Williams synspunkt.

Bogen bevæger sig i børnebogsland på en måde som er ret uheldig. Der er aldrig nogen der gør noget som for alvor er farligt, og når de gør, er man ikke i tvivl om at de nok skal klare den. Når der endelig sker noget der er spændende – en eksplosion f.eks., så er forklaringen triviel og kedelig.

Plottet er næsten ikke-eksisterende. Man bliver aldrig helt klar over hvad det er Athenas far kan, og hvorfra han har sin berettigelse til at befinde sig i en arkæologisk udgravning. Derfor virker starten noget retningsløs og tør. Da så pludselig tingene tager fart, kommer det så meget ud af det blå at man ikke kan lade være med at tænke på om det er en eller anden form for hovsa-løsning.

Bogen vil meget gerne sammenligne sig selv med de store adventurefilm (Indiana Jones og Tomb Raider er begge nævnt ved navn). Derfor har forfatteren også indset at der skal være en MacGuffin (det artefakt som helten jagter). Imidlertid dukker MacGuffin’nen først op omkring side 125, og bogen slutter på side 154. Før det, var læseren overhovedet ikke klar over at der eksisterede en MacGuffin i historien, og man sider tilbage med forvirring og spørgsmål da MacGuffin’nen forsvinder lige så hurtigt som den dukkede op.

Der er en overliggende historie omkring både Athenas og Williams mødre. Den bliver imidlertid ikke rigtig udviklet i første bind, og lader mest til at være en måde at tvinge os til at læse næste bind. Alt i alt er mit største problem med bogen at den behandler børn som om de er dummere end de er. Bare navnet på den fiktive kejser, er nok til at få mig til at krumme tær. Men andre vil nok mene at navnet “da er sjovt og godt udtænkt”.

Kan jeg anbefale bogen? Mjaaaaej, det kan jeg nok ikke. Man skal være ualmindeligt glad for teenagenykker, arkæologiromantisisme og underudviklede hoved- og bipersoner hvis man skal kunne holde af bogen. Imidlertid er jeg ikke i tvivl om at bogen egner sig fantastisk til højtlæsning i klassen.

Nogen ved noget! En række “I Know” skilte begynder at dukke op i Metropolis, og inden længe går det op for Clark Kent, at der er nogen der ved at han er Superman. Altså, nogen udover Lois Lane (suk) og hans forældre. Denne “nogen” begynder langsomt at ødelægge Clarks liv, ved at jage alle dem han holder af – hans forældre, Lois Lane, gode venner og kolleger. Og det bliver en farlig leg. Men, kan man virkelig kue verdens stærkeste mand? Kan man ødelægge manden der er hurtig som en geværkugle? Kan man nedbryde manden der ser igennem alt (undtagen Rodenstock-glas)? Kan man træde på Clark Kents briller uden det får følger?

Præmissen for historien er for så vidt interessant, selvom den er gammelkendt. Det er ikke første gang en superhelt har, måtte forsvare sig imod nogen der kendte hans hemmelige identitet. Men, det gør ikke historien dårligere. Det der gør historien dårligere er det utal af forfattere der har været inde over albummet. Dette er selvfølgelig et resultat af tidspres, men det bliver det ikke bedre af. Hvad der i starten er en næsten noir-agtig fortælling, bliver ret hurtigt til en noget mere plat og almindelig superheltehistorie. Det er kedeligt og ualmindeligt forudsigeligt. Derudover er valget af superskurk og lidt malplaceret. Uden at skulle afsløre for meget, er superskurkes motivation lige i skabet – DEN har de regnet godt ud derinde hos DC. Men, han virker bare for… hmm… nymodens. Det kan godt være mine personlige præferencer der kaster skygger over min opfattelse af skurken, men jeg mener ikke han er særligt velvalgt – udover hans motivation.

Efter hovedhistorien glider albummet over i tre-fire mere eller mindre “afsluttende” og sammenhængende historier der skal lave en “bookend”. Det virker lidt påklistret og den sidste historie ender da også med en ret klassisk “følg Superman på nye eventyr i den nye serie bla bla bla…”. Jeg kan ikke rigtig regne ud om denne “story arc” skulle være en form for reboot af Superman-universet. I så fald er den ret mislykket da den ender hvor den startede.

Tegningerne er tidstypiske (1997) og lider hist og her af hastværk. Derudover har albummets mange tegnere en meget forskellig stilart, så man bliver en smule forvirret når stilen pludselig skifter. Og det gør den til tider meget markant. Så markant at man kan blive i tvivl om hvem der er hvem. Det er lidt trist. Til gengæld er Superman tegnet i en meget klassisk streg – hovedsageligt. Man har dog valgt at give ham langt, bølget hår. Det er underligt, og får ofte én til at tænke på kult-fænomenet Tommy Wiseau. Især da Superman udbryder: “It’s tearing me apart”, er sammenfaldet umulig at se bort fra. For en ordens skyld skal det nævnes at det er ret uheldigt, selvom det er sjovt.

Slutteligt skal jeg lige nævne at jeg absolut ikke er fan af Superman, men på trods af det, mener jeg nok at det her er noget makværk. Hvis man trækker Superman ud af ligningen, har man stadig et rod af en historie, nogle tidstypiske tegninger og i det hele taget et album man skal gå udenom. Mit råd: Læs noget andet!