// du læser om...

AnbefaletNovellesamlingScience fiction

Andre verdener redigeret af Niels Dalgaard

Sex med aliens, udforskning af havet under Atlantis, en by uden moderne teknologi og nedfrysning som middel til udødelighed er nogle af ingredienserne i antologien ”Andre verdener”, som består af 10 noveller skrevet af 10 danske forfattere, der ikke normalt skriver science fiction.

Niels Dalgaard skriver i sit glimrende forord til samlingen: ”Det er klart, at verden forandrer sig rasende hurtigt, lige for næsen af én, og det uanset om man er på den seneste trend eller halser fortvivlet bagefter. På samme måde står det klart, at teknologien både rummer stærke positive sider og et ukendt antal risici … Science fiction har i flere hundrede år diskuteret problemer af denne slags, og den har udviklet en lang række ikoniske billeder og synsvinkler. Mange af disse bruges til at understrege fremmedheden mellem mennesker indbyrdes og mellem mennesker og den teknologi, der skulle være dem redskab. Og gennem de seneste årtier er mange af de begreber og ikoner, der engang udelukkende hørte til i ”det der science fiction-noget”, blevet så udbredte at også forfattere udenfor den egentlige genretradition kan finde noget at bruge dem til. At disse forfattere tager science fiction-teknikkerne med i deres værktøjskasse, betyder selvfølgelig ikke at de har solgt deres sjæl til en snævert defineret genredefinition. Men det betyder, at der er folk, der har forstået at genrens tilgang til fortællingen kan bruges konstruktivt og at de ikke pr. definition gør en historie triviel.

Min favoritnovelle i samlingen er skrevet af Grete Roulund, som ikke er helt ukendt i science fiction cirkler. Hun har bl.a. skrevet romanen ”Efter år nul” om tiden efter en omfattende atomkatastrofe, men har også skrevet både samfundsskildringer, spændingsbøger, humoristiske fortællinger m.v. ”Case Story” foregår i en fremtid, hvor man har fundet kuren på mange sygdomme, og nu er begyndt at optø de nedfrosne igen. Det er dog ikke uproblematisk, for dels kan ”fryserne” have både fysiske og psykiske skader, og dels bliver der mindre og mindre leverum til nutidens mennesker.

Lidt i samme boldgade befinder novellen ”Downloaded” af Stig Dalager sig, hvis slutning fik mig til at tænke på et af mit livs læseoplevelser: ”Frysepunktet” af Anders Bodelsen. I en fremtidsverden vækkes hovedpersonen til et nyt liv, hvor bevidstheden er overført digitalt. Han sættes i gang med en opgave, hvor han skal undersøge det 20. århundredes familierelationer, og i den forbindelse støder han på en kvinde, han kendte dengang. Men kan forholdet fra dengang leve i denne nye verden? Stig Dalager har skrevet flere historiske romaner, men har også både, skuespil, krimier og noveller med i sit omfattende forfatterskab.

Jan Sonnergaards ” Totusindogtredive, totusindogtredive” er en ganske kort novelle om en mand, der befinder sig i et kompleks, hvor han hele tiden bliver overvåget – måske. Han skal følge reglerne, som dog ændrer sig hele tiden, ellers bliver han skudt op til overfladen. Historien udspiller sig i en fremtid efter en ikke nærmere beskrevet katastrofe, som har udslettet en stor del af menneskeheden, og er trods af sit korte format en skræmmende perle. Jan Sonnergaard slog igennem med novellesamlingen ”Radiator” om ungdommen i 90’erne, og har siden fået udgivet både noveller og romaner.

I ”Akvanauterne” af Charlotte Weitze har mennesket opgivet at udforske rummet efter at have fundet en race, der er os langt overlegne. I stedet udforsker man nu de sidste steder på jorden, bl.a. den underjordiske sø Lake Vostok, som akvanauterne Nicolaisen og Nina skal sendes ned i under stor mediebevågenhed. Charlotte Weitze har skrevet en række noveller og romaner, som udnytter det eventyrlige og magiske, men har også skrevet den historiske roman ”Sværmeri” i serien Slægten.

Samlingens første novelle skal også nævnes. ”Milliardæren” er skrevet af dansk-tyrkiske Leyla Tamer, der har to novellesamlinger og en roman bag sig. Oliemagnaten Michael Glover er på vej for at få udleve en usædvanlig drøm. Glover er del af en lille rig elite, som kan købe sig til alt og derfor eksperimenterer med ekstreme forlystelser for at undgå kedsomheden. Infantilisme, zoofili og nekrofili er allerede afprøvet, og nu er Glover så på vej til den ultimative oplevelse – sex med en alien!

Endeligt vil jeg også fremhæve er Gitte Morsunds ”Zonen”, om et ungt par som tager på besøg i den kuriøse landsby Zonen, hvor moderne teknologi ikke er tilladt. Men besøget får uventet lang varighed, da de opdager, at de ikke kan slippe herfra igen. Gitte Morsund har tidligere udgivet novellesamlingen ”Skammens væg” i 2010.

For mig er noget af det interessante ved science fiction, at selvom den måske foregår i et fremmed univers langt ude i fremtiden, så fortæller den lige så meget om virkeligheden som en realistisk samtidsroman. Her bruges bare andre teknikker. I ”Andre verdener” beviser forfatterne, at science fiction ikke bare er trivial genrelitteratur, men at det kan bruges til at fortælle en relevant og interessant historie. De 10 forfattere bruger meget forskellige midler, men fælles for historierne er at de rammer noget alment menneskeligt midt i al deres fremmedartethed.

En rigtig spændende og velskrevet antologi som klart kan anbefales.

Indhold:
Leyla Tamer: Milliardæren
Stig Dalager: Downloaded
Grete Roulund: Case Story
Charlotte Weitze: Akvanauterne
Jokum Rohde: Ægirsgadesekvenserne
Jan Sonnergaard: Totusindogtredive, totusindogtredive
Ulla Ryum: Dengang engang
Viggo Madsen: Patent på tilværelsen
Gitte Morsund: Zonen
Søren Toft: Hr. Fuptogts dyrehandel

Også omtalt på Litteratursiden.dk

Kommentarer

Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.

Der er lukket for kommentarer.