// du læser om...

AdventureAnbefaletRoman

Albert Sánchez Piñol: Pandora i Congo

METAMONSTRE. For et par år siden udkom Piñols Kold hud på dansk – hvor monstre stiger op fra havet og angriber to mænd på en lille ø. I “Pandora i Congo” stiger det umenneskelige op fra jordens dyb – og det er ikke et tilfælde, for begge romaner er dele af en trilogi om det monstrøse. Vi kan med andre ord se frem til endnu en bog, hvor Piñol graver sig gennem genrerne som en muldvarp gennem jorden – eller en fugl gennem luften, for truslen må næsten komme derfra næste gang.

Her befinder vi os, som titlen afslører, dybt inde i Congo. En ekspedition ledet af to britiske aristokrater, på jagt efter rigdomme, skærer som en kniv gennem junglen og de indfødte. Og et sted der midt i det grønne helvede finder de guld og sætter bærerne til at grave. Men snart begynder de at høre lyde fra dybet, og op fra jorden kommer en tecton: menneskelignende, men ufatteligt bleg og med seks fingre. Og den første af mange.

Historien fortælles af Marcus Garvey, den eneste overlevende fra ekspeditionen. Eller rettere, den fortælles af Tommy Thomson, som besøger Garvey i den fængselscelle, hvor han sidder indespærret, anklaget for mordet på de to aristokrater. Eller rettere: den “Pandora i Congo”, som vi læser, er en ny udgave af historien, som Thomsen skriver, mange år efter han første gang omsatte Garveys historie til skrift. Der er med andre ord dømt metalag og metaleg i den helt store stil.

“Pandora i Congo” er en frydefuld blanding af H. Rider Haggard, Edward Bulwer Lytton og Joseph Conrad: vi har de gæve unge briter, der drager ud i junglen, vi har den “kommende race” fra jordens indre, og så har vi naturligvis rejsen mod mørkets hjerte. Det starter så godt, men snart begynder historien at udstille mørket i personerne, og det bliver kun dybere og dybere. Og det trækker læseren ind.

Piñol skriver en fin pastiche på samtidens litteratur – han rammer stemningen helt perfekt, men undgår at gøre det omstændeligt, som man ellers kunne frygte. Faktisk var jeg overrasket over, hvor let det var at komme ind i romanen, og hvor jeg havde forventet en lidt tung læseoplevelse, endte jeg i stedet med den rare fornemmelse af “lige én side til”. Det er muligt, at det kræver en forkærlighed for de tidligere nævnte typer af romaner, men “Pandora i Congo” rummer så samtidig så meget andet og mere, der er med til at gøre den til en stor oplevelse.

Til at starte med virker Piñols bog som en stor og forholdsvis enkelt maskine – mekanisk, støjende og svær at stoppe. Men når man kommer tættere på den, begynder man at få øje på de myriader af detaljer, der udsmykker den, og opdager, hvor kompleks den egentlig er opbygget. Men den er stadig svær at stoppe.

Kommentarer

Der er lukket for kommentarer til denne anmeldelse.

Der er lukket for kommentarer.