Jeg har læst (og været vild med) Oskarssons tidligere bøger: En hund, en kat og en mus, Kødbenet og Poul, en cool giraf; så det var med en vis kriblen i fingrene, at jeg fik fat i hans fjerde danske udgivelse på Bogforum. Og dernæst sad med et stort grin malet på ansigtet, mens jeg læste den på vej hjem i toget.

Som i Oskarssons andre bøger er udgangspunktet enkelt og persongalleriet småt: en hund, en rotte og en kanin (som er flad). Kaninen ligger på gaden, da de to andre dyr får øje på den og begynder at diskutere, hvad man bør foretage sig i en sådan situation. For de ved godt, hvor kaninen hører til, men hvad vil menneskene ikke tænke, hvis en hund og en rotte møder op ved havelågen med deres kanin i flad udgave?

Der må tænkes. Så det knager. Og svaret forudser man nok ikke, men det rummer sin egen poesi.

Oskarsson fortæller med en næsten zenagtig ro. Hvert opslag rummer et stort billede på den ene side og en minimal tekst med et mindre baggrundsikon på den modsatte. Og historien bevæger sig fremad med sin helt egen logik – og sødme. For selv om der grundlæggende er tale om en grum historie (flade kaniner er ikke ligefrem sprællevende kaniner), så ulmer både tekst og billeder af lune. Oskarsson bevæger sig i et besynderligt grænseland, hvor bedsteborgere møder fabler møder tilværelsens svære spørgsmål, og han får den blanding til at fremstå som noget helt naturligt.

Det slår mig, at det må være sådan, det ville være at høre Thomas Winding læse højt af Frankenstein. Den bløde stemme med dens konnotationer af barndom og tryghed får én til at slappe af, så man næsten glemmer den dystre historie, der gemmer sig inde bagved.

Men først og fremmest er det altså sjovt. I samtlige af forfatterens bøger er jeg faldet over mindst ét billede, der har ramt mig lige i lattermusklen, og “Den flade kanin” er heller ingen undtagelse. Faktisk er der flere, men jeg vil anbefale folk at finde deres eget. For selv om man måske ikke har børn, bør man unde sig selv at stifte bekendtskab med Bardur Oskarsson. “Den flade kanin” er (som forventet) en lille perle.

SÆRT & MÆRKELIGT.

Som forsiden måske også signalerer, befinder vi os på det surreelle overdrev, hvor historierne gerne skydes i gang med et lille, overraskende udgangspunkt. I “Vandanna” sidder hovedpersonen i sin skoleklasse og indser, at hun er lavet af vand; i “Fars og mit træ” forsvinder fortællerens far, mens hans ansigt dukker op i det træ, de plantede sammen, og som nu vokser med utrolig hast; i “Som en ræv” må hovedpersonen lide under eftervirkningerne af at have forvandlet sig til en ræv.

Fælles for historierne er, at der ikke forklares – tingene er, som de nu engang er, og herfra tager Mogensen sit udspring. Og med en sær form for drømmeagtig logik fører han læseren gennem historien. Sproget er enkelt og lettilgængeligt, men ideerne er overraskende, og stemningen kan svinge mellem det legende og det gruopvækkende. Til tider føler man sig endda hensat til en form for eksistensialistisk horror.

“Virkeligheden er ikke virkelig” fik mig til tider til at tænke på Jim Woodrings tegneserier – Mogensen kommer ikke nær så langt ud, men han formår på samme måde at kombinere den absurde baggrund med en klart fortalt historie. Det er muligt, man ikke kan se meningen med løjerne, men man lader sig stadig trække ind i fortællingen. Det fungerer, især fordi forfatteren har en evne til at ramme ideer, der kan gro i læserens hjerne. Såsom Anna, der er blevet til vand – og mere vigtigt: klassekammeraternes reaktion. Det er halvvejs mellem drøm og mareridt.

Når novellerne i “Virkeligheden er ikke virkelig” rammer rigtig, har de power og kan fostre nye historier. Når de ikke helt rammer plet, forbliver man upåvirket og glemmer dem hurtigt. Heldigvis er der flest, der fungerer.

Mogensen skulle have en roman på vej fra Fahrenheit – hvis han kan kombinere stemningen fra denne samling med et længere handlingsforløb, skal man helt klart holde øje med “Kødet”.

RØD

Første gang, jeg blev grebet, altså virkelig grebet, af en tegneserie bugnende fuld af romantik og kærlighed, var det i midten af 80erne, da jeg intetanende slæbte Bernard Hislaires Birger & Viola med hjem fra bogbussen.
Det var en poetisk og gribende oplevelse, der retrospektivt set rustede mig til livet og kærligheden.
Da jeg senere opdagede Sambre – Blodets bånd, var jeg nærmest ved at besvime i affekt over, at den var illustreret af geniet bag Birger & Viola.

Frankrig, 1848. Vi er ude på landet.
Sambre er den mystiske historie om den aristokratiske familie af samme navn. Faren, en excentrisk, eller om man vil: vanvittig godsejer, der euforisk skriver på det dramatiske intellektuelle værk: Øjnenes krig.
Da godsejeren dør, måske som følge af sit vanvid, kaster hans enke sig straks ud i dristige løse forbindelser, mens datteren Sarah forarges, og sønnen Bernard sørger og forvirres.
Julie med de røde øjne, krybskytte og allemandsdatter, drages af Bernard, sønnen i familien Sambre. Hvor hun dog drages!

Bernard er jo ikke lavet af sten, og efter at de to er blevet kødeligt forenet i familiens mausoleum, mærker han det, som Julie i forvejen vidste: deres skæbner er forbundet!
Enken dør snart også, under halvmystiske omstændigheder, og selvom søsteren Sarah opfører sig rablende, bliver det Julie, der må flygte ud i natten – anklaget for mord.
Bernard fortvivles.

Julie flygter til Paris, hvor hun opsøger den klamme og usympatiske “Kapellanen”, som viser sig at være hendes far. Julie er bare ikke heldig. Herefter kommer hun i stald hos en talentfuld, men indbildsk og idiotisk kunstner.

Bernard drages også mod Paris og snubler selvfølgelig over adskillige skæbnetråde, der peger i retning af Julie.

Lad det være sagt være med det samme – Bernard er ikke den rundeste ske i skuffen, og allerede ret tidligt i serien føler den indlevende læsertype trang til at gribe ind i fiktionen og ruske knægten.
Julie skal gå ualmindelig grueligt meget igennem – endda også halvt afklædt i en forkølet revolution. Skurketyper og demoraliserede sjæle står nærmest i kø for at få en bid af hende.

Da Bernard får nosset sig sammen til at se overvejende klart, er det for sent!

I 1997 sad jeg bjergtaget med bind 4 i serien – med den episke titel: Frihed eller retfærdighed og på sidste side – helt nederst, lige efter at Bernard måske har kastet sig i døden for kærligheden og Julie, stod der: “Næste episode: Den sidste Sambre.”

Jeg kom til at vente længe. 13 år helt præcist, og så blev det i stedet med den mere lyriske, men måske ikke helt så folkelige titel: Forbandet være hendes lænders frugt.

De første 4 bind i serien er en svulmende og lidenskabelig epos. Sorg, savn, svigt, uretfærdighed, hævn og begavede benspænd pisker hen over siderne.

Illustrationerne er skønne og i bedste belgisk/fransk tradition. Der er lækkerhed i nuancerne og stoflighed og valør i hvert enkelt billede.
Tonen er højtidelig, til tider grænsende til det karikerede, men det falder nu rørende fint i tråd med persontegningen, der er drivende stereotyp. Alle kan være med her. Skurkene og andre tvivlsomme personager er tegnet, så man ikke er i tvivl om deres hensigter. Det er effektfuldt og overbevisende.
Man har ikke set lidelse, før man har set Julie der kramper sig sammen i smertefuld længsel efter sin Bernard!

Jeg holder meget af serien Sambre, det vil jeg ikke lægge skjul på, og jeg holder af den, fordi den tager sig selv så seriøst. Det er en alvorlig historie tung af melankoli, der med en skønhed i illustrationerne fuldender og sandsynliggør serenaden om to elskende, mere uheldige end Romeo og Julie og mere temperamentsfulde i deres umulige lidenskab end Heathcliff og Catherine.

Andre eksistentielle emner som politik, filosofi og hvad man måske kan genkende som racehygiejne er sidetematikker. Hovedplottet er, og kan kun være, kærligheden!

De første to bind er skrevet af Balac aka Yannick Le Pennetier, og herefter tog Yslaire (Bernard Hislaire) selv over.

Seriekronologi:
Yslaire/Balac: Sambre-Blodets bånd (1987)
Yslaire/Balac: Bernard, Bernard… (1992)
Yslaire: Revolution, Revolution! (1993)
Yslaire: Frihed eller retfærdighed (1997)
Yslaire: Forbandet være hendes lænders frugt (2010)

Yslaire/Bastide/Mezil: Sambres krig: Hugo & Iris 1 (2010)

VERDENS MEST UNDERHOLDENDE UNDERGANG

Hvad jeg ikke havde forventet var, at det var science fiction. Fantasy, ja det er det vel egentlig, men også science fiction. Og samtidig helt uden for kategori. Og nå ja, så er det også den sjoveste bog, jeg har læst i meget lang tid. The Gone-Away World var overhovedet ikke, hvad jeg forventede, men den var så meget mere. Plus ninjaer.

Verden er gået under; eller rettere: går under, for vi springer tilbage i tiden til før den altødelæggende Go-Away War, hvor nye smarte våben gør lige præcis det: får fjenden til at gå væk. Desværre er de fleste fjender med nogen.

Vi følger vor fortæller og hans bedste ven, Gonzo – faktisk er vor hovedperson nok lidt at ligne med den klassiske superhelts sidekick, for Gonzo er typen, der strider ind i de fleste situationer og redder dagen. Og de gør det, som rigtige helte gør: vokser op, forelsker sig, ser verden gå under, redder verden og så videre og så videre.

Mere vil jeg egentlig ikke afsløre, for det bør opleves.

Harkaway er en af de der forfattere, som får sin bog til at sprudle af liv og glæde og humor og mørke – samtidig med at han får det til at se så let ud. Man lever med fortælleren, så det kan rive i hjertet, samtidig med at det er svært at undertrykke en højlydt grinen flere steder. The Gone-Away World er med andre ord en perle. Harkaway får den til at fremstå, som om Iain Banks (til det grumme) havde slået sig sammen med Terry Pratchett (til humoren) og Neil Gaiman (til opfindsomheden og det sproglige overskud), måske endda med lidt indspark fra den yngre John Irving til tragikken. Der er endda lidt kærlighed, for ikke at nævne pirater (og glem ikke ninjaerne).

Der er, med andre ord, lidt for enhver smag. Hvis ikke der er noget for din, er jeg ganske overbevist om, at det er den, det er galt med, ikke bogen.

Hovedpersonen, eller hovedentiteten, i historien er gaden. Faktisk er det hele kvarteret omkring Dropsie Avenue, der er baggrund for alt det der foregår. For der sker meget på Dropsie Avenue. Vi følger gaden fra dens fødsel for snart 140 år siden, og helt op til midten af 1990′erne. Det er en gigantisk forvandling gaden gennemløber. Der er alt, lige fra forarmede gårdejere omkring 1900, til narkomaner og ejendomsspekulanter i løbet af 1970erne og 1980erne.

Historien er faktisk svær at få hold på. Der er ikke en entydig handling, men mere en masse handlinger som strikker Dropsie Avenues historie sammen. Det er i bund og grund et stort miskmask af halve sandheder, romantiske semi-fakta og røverhistorier af værste skuffe. Men det fungerer. Selvom der ikke er en enkelt hovedperson, kan man ikke andet end at føle at man kender alle menneskene godt. Lige fra Izzy Cash, der engang solgte brugt tøj, til O’Leary, den irske tilflytter som ikke passer helt ind. Der er mange skæbner, og de er alle sammen interessante på hver deres måde. Det er naturligvis socialrealisme på højt plan, og så absolut ikke fantastik. Men jeg har altid gerne villet anbefale denne tegneserie – take it or leave it.

Billederne er meget typiske for Will Eisner. Han har den her meget karakteristiske, lettere melankolske “Droopy” stil. Den passer helt godt til det han som regel beskæftiger sig med, og det gør den også her. Det er tydeligt at Eisner er fascineret af mennesker og historier. Det skinner igennem på alle billederne og i den tekst han skriver. Ikke mindst storbyens indflydelse på menneskers liv og levned er et centralt tema, og selvom han nok er kendt viden om for “The Spirit”, så har han også lavet mange andre fantastiske tegneserier.

Alt i alt er Dropsie Avenue på en gang uoverskuelig og fantastisk. Den fanger de tilfældigheder som er med til at skabe historie, på en helt fantastisk måde. De menneskelige skæbner er både gribende og gennemført morsomme – som f.eks. den stakkels kone der tror hendes mand, er blevet forvandlet til en hund. Jeg kan kun anbefale Dropsie Avenue, det er en fantastisk historie fortalt af en af mediets absolutte konger.

DYSTRE NOVELLER.

Silvestris noveller har allerede optrådt forskellige steder og indenfor såvel den realistiske som den fantastiske genre, og det samme gør sig gældende her. Det sætter nogle krav til læseren tilstedeværelse og evne til at springe fra den ene form til den anden, for genrene snor sig mellem hinanden. Det kunne sagtens være endt som noget rod, men Silvestri forstår at holde en stemme gennem hele bogen, der holder læseren forankret, selv om de enkelte noveller kan være milevidt fra hinanden.

Og så er der noget grundlæggende fedt i at gå fra et personportræt til en novelle, der uden at holde sig tilbage går efter skrækken.

Silvestri er først og fremmest en god tekniker i mine øjne. Han har en god sans for sine personer og en evne til at opbygge situationer, og han kender sine virkemidler. Mange af novellerne er yderst vellykkede forsøg på at trække læseren ind i en person, der balancerer der på kanten af håbløsheden og de sorte huller i livet.

Med 31 historier vil der selvfølgelig være nogle, man ikke bryder sig om – selv fandt jeg måske nogle af novellerne for stillestående i historien til min smag – men jeg tror ikke, at jeg kan sætte fingeren på en enkelt af dem og kalde den dårlig. Smag er selvfølgelig smag, men Silvestri skriver forbløffende overbevisende.

“Køtere dør om vinteren” er en af de bøger, der lægger sig tungt efter læsningen. Det kommer sig især af forfatterens evne til at fremkalde stemninger, og de stemninger er ikke lyse og glade. Så den efterlader sine spor som en tung tåge i hovedet på læseren, som det kan tage noget tid at blæse væk, efter man har lagt bogen fra sig. I den tid vil man måske opleve, at ens udsyn er lidt mere dystert og forstemt, end det plejer at være. Det er en anbefaling af bogen og en advarsel til læserne.

FARVELLER SIN CITY!

Vores hovedperson er en falleret maler. Han er på køretur en aften og ser en kvinde springe ud fra en høj klippe. Da hovedpersonen er aspirerende helt, og pensioneret soldat fra specialstyrkerne, iler han ungmøen til hjælp. Det viser sig hurtigt at være et interessant bekendtskab. Ikke alene er Esther gudesmuk, hun har også en baggrund som er mystisk udover alle grænser. Inden længe er Esther forsvundet igen, og vores helt sætter sig for at finde hende. Dette kræver imidlertid hjælp fra gamle venner, og helten kontakter sin gamle soldaterkammerater, som er mere end villige til at hjælpe deres gamle kommandør. Men ikke alt er hvad det ser ud til! Nogen har skumle planer med kvinder og børn. Det involverer blandt andet nogle gamle bure og en nedlagt fabrik.

Stilen er, som sådan, stadig noir. Det er lige knapt  så klassisk som det har været i de tidligere bind, men det er stadig noir. Ellers minder det mest af alt om en (meget dyster) tegneserieudgave af de første Rambo-film. Det er der for så vidt ikke noget galt i, men det er lidt under par. Det syvende bind har meget lidt at gøre med de seks første. Sin City er der, og visse personer optræder også, men den seje kronologi og de sammenvævede historier som prægede de første seks bind, er helt og aldeles væk. Det er faktisk ret synd, for det var et at seriens absolutte styrkepunkter. I stedet får vi en noget middelmådig beretning om en mand og hans jagt på kærligheden – kun afbrudt af det særeste syretrip nogensinde. Og slutningen lyser langt væk af, at Frank Miller ikke kunne holde ud at blive i Sin City…. Ja, læs det selv….

Tegningerne er som de plejer. Miller kan brillere, men han kan også falde på halen i virkeligt dårlige kompositioner og forvredne perspektiver. Imidlertid støtter de historien som helhed, og er absolut ikke det værste ved dette bind. Det er da også en smule forfriskende at se andre farver end sort og hvid (og enkelte primærfarver), nemlig grå. Imidlertid lyser disse gråmelerede tegninger af tiden de er tegnet i – det gør som sådan ikke noget, men det falder lidt udenfor serien som helhed.

Alt i alt er det syvende bind lidt af en skuffelse. Serien startede, stærk som Skipper Skræk og ond som fanden selv, og ender i en gang Gummitarzan med sødsuppe. Det er super ærgerligt, og også lidt vemodigt.

Sjette bind er en samling af små, korte (til tider meget korte) historier. Fælles for dem er, at de foregår i Sin City. Det giver en masse gode muligheder, for Sin City er en stor by med mange hemmeligheder og sære mennesker. Blandt de absolut bedste er “Så stille som sne”, en kort historie der nærmest krydser grænsen mellem film- og terneseriemediet. På adskillige sider bliver der ikke sagt en lyd, og vi sidder tilbage med en række billeder som vi kan betragte i al deres stille værdighed. En anden perle er “Blå øjne” der handler om at være på det forkerte sted, på forkerte tidspunkt, men alligevel få noget ud af det i sidste ende.

Det er svært at sige noget dårligt om historierne. Flere af dem er simpelthen for korte til faktisk at kunne kaldes historier. De er vel mere stemningsbilleder fra syndens by. Det er der ikke noget galt i, det fungere faktisk rigtig godt. Det er rart at se at Miller kan noget andet, end at skabe lange og indviklede historier. Og så alligevel ikke. For historierne er indviklede. De er indviklet i den pudsige kronologi som ligger i Sin City albummene. Helt præcist hvordan det hænger sammen, skal jeg ikke gøre mig klog på, men det giver en rigtig fed effekt. Især når man pludselig kan se en karakter fra et tidligere album i baggrunden, som foretager sig ting der er relateret til tidligere forviklinger – forvirret? Bare rolig, det er meningen!

Tegningerne er pænere i dette album, end de var i det sidste. Miller har fundet de pæne strøg frem, og det er noget mere ved at se på. Derfor kan har også tillade sig, at lade os sidde med en del helsidebilleder, uden nogen form for tekst, uden det bliver trivielt. Det er også første gang vi ser lidt farver. Helt hvorfor Miller vælger, at bruge farverne er ikke helt klart – det er selvfølgelig noget med at fremhæve særlige detaljer, men derudover… 

Det er rart at Miller vender tilbage til de noir-rødder som serien havde i starten. Man kan synes at historierne er for korte, for afstumpede eller helt ude i hegnet. Ét er sikkert, denne anmelder mener i al fald at bindet er lige i skabet!

Hovedpersonen er ikke længere Dwight, som det har været i de andre bind. Nu er hovedpersonen John Hartigan. Hartigan skal pensioneres i dag, men der er en sidste opgave han er nødt til at løse. En sindssyg, pædofil voldtægtsforbryder (aka. Junior) er løs i Sin City og på sin sidste arbejdsdag, får Hartigan en enestående mulighed for at fange ham. Men Hartigan ved at forbryderen har venner, og en far der er højt, højt, højt oppe i systemet. Han er altså nærmest urørlig. Hartigan beslutter alligevel, at ret skal være ret og ender i hospitalssengen – skudt af sin egen makker. Men Hartigan reddede Juniors sidste offer, den elleveårige Nancy Callahan. Men snart skal Hartigan erfare at det ikke altid er nok, at redde jomfruen i nød. Nogle gange bliver ridderlighed og almindelig god altruisme belønnet med…. ja, med hvad?

Efter min mening er dette bind det hidtil bedste. Væk er de irriterende ninja-damer, væk er de fleste af de superheltelignende egenskaber, og vi står tilbage med noget der minder om gedign noir. Hartigan er sej, det er der ingen tvivl om, det nærmer sig da også det superhelteagtige, men det er kun på dramatisk passende tidspunkter. Man får aldrig en fornemmelse af at Hartigan gør noget “fordi han kan”, han gør noget “fordi det er nødvendigt”. Forskellen virker måske lille, men de der har læst de foregående bind i serien, ved hvad jeg mener. Historien passer rigtig godt til noirgenren. Den er præcis så fyldt med ulækre hemmeligheder, vold, sex og magt, at Bogart må klappe i sine små hænder.

Tegninger er par for serien. De er ikke underskønne, men de er heller ikke de bedste. Der er et interessant brug af farver (eller skulle man sige farve). Som titlen antyder, er der brugt gul. Dog kun til historiens forbryder. Den gule er velsagtens et symbol på det betændte, det klamme, det udspekulerede og vanvittige, og så fungere det godt (og så ikke et ord om hvilken symbolik der ellers ligger i den gule farve). Som vi skal se senere i serien, er Miller optaget af at fremhæve én eller to ting ved at give dem en farve. Hvorfor han gør det, må være op til læseren selv at afgøre.

“Sin City - Det gule svin” er så afgjort det bedste bind i serien indtil nu. Nogle vil måske mene at der er for meget humor i visse passager, men det mener denne anmelder nu ikke. Bindet har en god historie, som er  fortalt på en passende måde. Den er en klar afgivelse fra tidligere bind, men det fungerer – ikke bare i sin egen ret, men også som en del af serien i det hele taget. “Sin City – Det gule svin” er for serien hvad en sindig, men reel (og antisocial) onkel er for sin familie – læs den!

NINJA-DAMER!

Historien er helt ok, og har netop den slags plotdrejning som man er kommet til at forvente af serien. Det der lader til at være ét, er pludseligt noget andet. Man føler sig ikke snydt, men behageligt overrasket. Dette er i sandhed seriens største force. Derudover er der også fyldt med slagfældige monologer og lange tænkemontager, som er lige præcis så noir, at bindet ikke ender i rent splat og action. Det er en historie om ære, frygt, had, kærlighed og ikke midst død. Det er velskrevet og det fungerer rigtig godt.

Tegninger er som de hele tiden har været. De er gennemført noir-stil, men til tider har Miller valgt at lade billederne være uden rammer eller omrids i form af en sort streg. Det betyder at man til tider ikke kan finde uf af, om det er billedets sorte eller hvide del man skal fokuserer på – det giver, til tider, nogle meget mærkværdige billeder, men det tvinger også læseren til at stoppe op og indtage billedet med mere end et enkelt blik. Hvis det har været meningen, så fungerer det ganske udmærket. Hvis ikke det er meningen, så er det bare dovent…. og også lidt grimt.

Alt i alt er dette tredje bind i serien cirka lige så god som sin forgængere. Der går måske lidt for meget ninja-karate-super-damer i slutningen, men det er en del af Sin City, så det tager vi med. Jeg kan anbefale bindet til de noir-interesserede og til dem der godt kan lide en god historie med en drejning!