Nogen ved noget! En række “I Know” skilte begynder at dukke op i Metropolis, og inden længe går det op for Clark Kent, at der er nogen der ved at han er Superman. Altså, nogen udover Lois Lane (suk) og hans forældre. Denne “nogen” begynder langsomt at ødelægge Clarks liv, ved at jage alle dem han holder af – hans forældre, Lois Lane, gode venner og kolleger. Og det bliver en farlig leg. Men, kan man virkelig kue verdens stærkeste mand? Kan man ødelægge manden der er hurtig som en geværkugle? Kan man nedbryde manden der ser igennem alt (undtagen Rodenstock-glas)? Kan man træde på Clark Kents briller uden det får følger?

Præmissen for historien er for så vidt interessant, selvom den er gammelkendt. Det er ikke første gang en superhelt har, måtte forsvare sig imod nogen der kendte hans hemmelige identitet. Men, det gør ikke historien dårligere. Det der gør historien dårligere er det utal af forfattere der har været inde over albummet. Dette er selvfølgelig et resultat af tidspres, men det bliver det ikke bedre af. Hvad der i starten er en næsten noir-agtig fortælling, bliver ret hurtigt til en noget mere plat og almindelig superheltehistorie. Det er kedeligt og ualmindeligt forudsigeligt. Derudover er valget af superskurk og lidt malplaceret. Uden at skulle afsløre for meget, er superskurkes motivation lige i skabet – DEN har de regnet godt ud derinde hos DC. Men, han virker bare for… hmm… nymodens. Det kan godt være mine personlige præferencer der kaster skygger over min opfattelse af skurken, men jeg mener ikke han er særligt velvalgt – udover hans motivation.

Efter hovedhistorien glider albummet over i tre-fire mere eller mindre “afsluttende” og sammenhængende historier der skal lave en “bookend”. Det virker lidt påklistret og den sidste historie ender da også med en ret klassisk “følg Superman på nye eventyr i den nye serie bla bla bla…”. Jeg kan ikke rigtig regne ud om denne “story arc” skulle være en form for reboot af Superman-universet. I så fald er den ret mislykket da den ender hvor den startede.

Tegningerne er tidstypiske (1997) og lider hist og her af hastværk. Derudover har albummets mange tegnere en meget forskellig stilart, så man bliver en smule forvirret når stilen pludselig skifter. Og det gør den til tider meget markant. Så markant at man kan blive i tvivl om hvem der er hvem. Det er lidt trist. Til gengæld er Superman tegnet i en meget klassisk streg – hovedsageligt. Man har dog valgt at give ham langt, bølget hår. Det er underligt, og får ofte én til at tænke på kult-fænomenet Tommy Wiseau. Især da Superman udbryder: “It’s tearing me apart”, er sammenfaldet umulig at se bort fra. For en ordens skyld skal det nævnes at det er ret uheldigt, selvom det er sjovt.

Slutteligt skal jeg lige nævne at jeg absolut ikke er fan af Superman, men på trods af det, mener jeg nok at det her er noget makværk. Hvis man trækker Superman ud af ligningen, har man stadig et rod af en historie, nogle tidstypiske tegninger og i det hele taget et album man skal gå udenom. Mit råd: Læs noget andet!

Noget er i gære i Gotham. En ung, japansk rapporter kommer til byen og forsøger at få et interview med Batman(!?). Altimens lader det til at alle Batmans ærkefjender tilfældigvis har valgt at dukke op næsten samtidig. Men ikke alt er som det skal være. Ærkefjenderne dør uden Batman har rørt dem. Endnu mærkeligere bliver det, da vi opdager at de ikke bare dør, men bliver til mumier. Med ét er den japanske rapporter mere involveret end hun kunne tænke sig. Jagten går derfor østover, til det Japanske, hvor der venter svar. Rapporteren er tilsyneladende relateret til den excentriske ejer af Japans største medicinalfirma. Men hvordan hænger alt det nu sammen, og hvad har det hele at gøre med narkotika og hvorfor dukker Catwoman pludselig op i Japan?

Hvis det lyder forvirrende, så vær ikke foruroliget. Det hele bliver forklaret. Endog meget pædagogisk. Der er ikke nogen der ikke kan følge med i historien, den er faktisk så udpenslet som den kan være. Derfor er det også lidt trist at vi ret hurtigt får præsenteret den “rigtige” ærkeskurk enormt tidligt i bindet. Sløret er løftet længe inden man har læst den sidste side. Og sider er der en del af i “Batman – Child of Dreams”. Med sine 339 sider er det en af de absolut længste Batman-eventyr jeg nogensinde har læst. Desværre er det ikke den mest spændende. Historien lider ikke kun under dårlig udførsel, men også af ekstremt dumme karakterer, lange, kedelige monologer og en fortællestil som i sig selv er så direkte at ingen kan være i tvivl om noget som helst.

Som sagt er tegningerne i manga-stil. Det kunne være et frisk pust at se, men det er faktisk ret kedeligt. Alle figurerne, undtagen Batman, er enormt manga-ficeret. Derfor falder den noget akavede batman-figur også igennem når han møder de der ellers beboer tegneseriens sider. Det hele er holdt i sort-hvidt, hvilket ikke er befordrende for ens læselyst. Indimellem er det faktisk overhovedet ikke til at se hvad tegningerne forestiller. For at føje spot til skade, er der mange sekvenser (som i virkeligheden nok burde have været montager), som bare flyder rundt i forskellige billeder og closeups så det er umuligt at finde ud hvad der foregår. Især kampscenerne er uoverskuelige. Det er et miskmask af pow-stjerner og knytnæve-closeups. Det er ulideligt, uoverskueligt og faktisk bare dumt.

Kan jeg anbefale bindet? Nej, absolut ikke. Der er absolut ikke noget at komme efter. Historien kunne være spændende, men er alt for udpenslet til at være interessant. Figurene er dummere end gennemsnittet og tegningerne (dem man kan se hvad forestiller) hører til i en anden verden – i al fald ikke i Batmans verden! Nu er du advaret!

Jokeren bliver løsladt fra Arkham. Ingen ved helt hvorfor, men det gør han. Ingen af hans tidligere håndlangere vil hente ham, men Jonny Frost tør godt. Han har et brændende ønske om at blive til noget. Og hvem bedre at blive til noget sammen med, end selveste Jokeren. Ret hurtigt begynder Jokeren at arbejde på at få sit gamle territorium tilbage. På bedste gangster-vis arbejder han sig igennem sine tidligere forretningsforbindelser, og genopbygger langsomt sit imperium. Men, Jokerens mål er ikke velstand, det er noget andet. Jonny må sande at han måske alligevel har satset på den forkerte hest, men er det for sent!

Skildringen af Jokeren er interessant, selvom den (i mine øjne) er lidt forkert. Jokeren virker alt for organiseret, alt for “mafiosi” i den første halvdel af bindet. Det er måske i virkeligheden et call-back til tidligere tiders fremstilling af Jokeren, men efter Heath Ledgers fantastiske fremstilling af Jokeren som en kompromisløs anarkist, er det ligesom blevet målet for en god Joker. Og her falder denne udgave altså lidt igennem. Det bliver dog bedre hen imod slutningen, og de sidste sider er faktisk kanon-fede!

Historien lider måske lidt af at den ikke rigtig kan finde ud af hvem der er hovedpersonen. Det ene øjeblik er det Jonny Frost der er i centrum, og det andet før vi en lang monolog fra Jokeren. Det kan selvfølgelig være et greb forfatteren har gjort, for at understrege Jonnys kamp for at blive til Jokeren. Det virker imidlertid bare forvirrende og ikke særligt overbevisende.

Tegningerne er en underlig blanding af skrappe farver, mudderbrun og alt lige fra oliemalerier af højeste kvalitet til de grimmeste stregtegninger nogensinde. De klæder alle sammen bindet og der er ikke nogen af dem der falder igennem. Selvom det er så svingende, fornemmer man alligevel en gennemgående streg. Det er ikke det bedste jeg nogensinde har set, men det er af en udmærket kvalitet.

Når alt kommer til alt, så er “Joker” en rigtig god lille fortælling. Den minder meget om “The Killing Joke” som er en af de absolutte Joker-klassikere, som man ikke må snyde sig selv for. Står man og skal vælge mellem de to, så er det ikke så svært – tag “The Killing Joke”. Men skal du vælge mellem den nyeste Dan Brown og “Joker”, så skal du til enhver tid vælge ”Joker”.

God læselyst!

Dwight har fået et job af Gail og hendes slæng. Han har også fået en bil til jobbet. Men Dwight er ikke helt tilfreds. Med på jobbet er Miho – den rulleskøjteklædte og sværdsvingende superlejemorder. Hun hænger i skyggerne mens Dwight går foran. Nogen har skudt en landevejsrestaurant i smadder, og flere er døde. Dwight er interesseret i at finde ud af hvem der gjorde det, men ikke hvorfor. Det handler udelukkende om hævn. Men hvordan finder man en morder, som ingen tør navngive? Hvordan frarøver man fire mænd deres Cadillac, når de er ved at tæve én sønder og sammen? Hvordan forfølger man fem mænd i selvsammen Cadillac, når man kun har rulleskøjter på?

Af de hidtidige bind er dette nok det svageste, rent historiemæssigt. Det er selvfølgelig en del af Sin City stilen, at få et afrevet indblik i en historien, blot for at forlade den igen. Imidlertid virker dette indblik ret meningsløst i forhold til tidligere bind. Hvor andre bind har givet os gode indblik i karaktererne og udbygget historien på en meningsfuld måde, så virker “Sin CIty – Familieværdier” til, at være dødvægt. Der er ikke ret meget at komme efter. Derudover er Frank Miller nu gået helt over i super-ninja-rulleskøjte-dame grøften. Det er meget langt fra det indtryk man fik i de første bind. Hvor der før var noir iblandet action, er der nu japanske sværdkunster og J-pop inspirerede kostumer. Det er, for at sige det rent ud, lamt. Jeg er ret skuffet. Ikke mindst fordi Miller udnytter enhver lillebitte chance til at vise damens…. attributter.

Tegningerne er som man kunne forvente. Miller tegner efter min mening ikke ret godt, men det har indtil nu komplementeret serien(og dens gode historier) godt , og derfor har det ikke gjort så meget. Når historien imidlertid bliver dårlig, så kommer man virkeligt til at sidde og kigge på tegningerne, og så finder man ud af hvor grimme de er til tider. Der er dog visse ting Miller gør godt – biler! Bilerne er ret godt tegnet. Måske er det i virkeligheden ikke det faktum at tegningerne ikke er de bedste, der irriterer mig mest ved dem. Måske er det mere det, at der er så forbistret mange helsides tegninger. De fleste af dem er unødvendige – i den forstand, at de sagtens kunne have været almindelige billeder. De er, som sådan, godt tegnet. Men giver nogle underlige afbræk i historien, fordi man skal sidde og bladre flere sider igennem, for at komme forbi en meget enkel handling.

Alt i alt er “Sin City – Familieværdier” klart seriens lavpunkt indtil nu. Hvad der var god noir, fyldt med coolness og skygger, er blevet irriterende J-pop med halvsmarte kommentarer iblandet alenlange indre monologer. Det er kun de allermest hardcore Sin City fans der skal gå i gang med bindet, andre skal holde sig til de bind der kommer før!

Jason Todd er den anden inkarnation af Batmans sidekick, Robin. Efter Dick Grayson gik solo (og senere blev til nightwing) følte Batman sig ensom. Efter nogen tid stødte han på Jason Todd – en tyvagtig hjem- og forældreløs dreng, der var ved at stjæle batmobliens dæk. Batman to drengen til sig, og begyndte at træne Jason, som han havde trænet Dick før ham. Jason Todd blev den nye Robin og den dynamiske duo, var igen samlet. Imidlertid viste det sig at Jason var noget mere ustabil end Dick. Selvom begge drenge mistede deres forældre, så var Jasons forældre omgærdet med noget mere mystik end Dicks. Og det er her historien i “A Death in the Family” starter. Jason er i oprør. Han vil finde ud af hvem der er hans rigtige mor. Dette spørgsmål sender ham på en jagt på tværs af Atlanten. Men det er ikke kun forældreløse drenge der tager på udenlandsrejse. Jokeren mangler penge, og rejser derfor til mellemøsten med et uranberiget missil. Batman forfølger naturligvis sagen, men ønsker også at hjælpe Jason.

 Historien begynder meget traditionelt, men får efterhånden arbejdet sig op i omdrejninger. Selvom Jokeren virker ret uinspireret som hovedskurk i denne historie, så er der ingen tvivl om at det kun kunne være ham der skulle være med, når man når til slutningen. Historien er faktisk ret interessant, når man er kommet over første kapitel. Hovedfortællingen i sig selv kunne være nok til at fastholde de fleste, men derudover er der en masse moralske og etiske dilemmaer, som Batman bliver stillet i. Igen og igen bliver han stillet overfor sit nemesis: “loven imod “at gøre det rigtige”". Det er spændende, og giver et godt indblik i karakteren Batman som han blev fremstillet i firserne.

Tegningerne er tidstypiske. Det betyder at de falder for visse nutidige krav. Samtidig betyder det også at der er en vis masseproduceret kvalitet over dem. De er ikke særligt personlige og udstråler til tider ligefrem hastværk. Dette kan muligvis også være et resultat af deadlines. Det er lidt synd. Imidlertid er der ikke noget i vejen med Batmans design – han er cool som altid. Det irriterer mig ikke desto mindre at vi i 70% af historien skal se på jokeren uden hans karakteristiske hvide ansigt. I det meste af tegneserien har han en sund hudfarve, som (pudsigt nok) får ham til at se latterlig ud.

Alt i alt er “a Death in the Family” rigtig interessant. Det er på mange områder tidstypisk, men den formår dog at være spændende og interessant. Jeg kan anbefale den til Batman-elskere og almindeligt interesserede.

Batman tager normalt ikke sager i udkantsområderne, men da den pensionerede politiinspektør Gordon kontakter ham angående en sag, tager Batman alligevel ud på landet. Der er mord på færde, og mordene er nærmest rituelle. Umiddelbart lader det til at være en mere eller mindre almindelig sag, men inden længe bliver tingene meget underlige. Batman bliver slået ned (?) og får indsprøjtet et ukendt stof i blodet. Med ét er det meget svært at adskille drømme og virkelighed. I en mareridtsagtig anden dimension, bevæger den kappeklædte selvtægter sig nu rundt og forsøger at finde ud af hvem der myrdede staklerne i udkantsområdet. Men inden længe opstår en række interessante spørgsmål: Hvem kontrollere denne dimension? Hvor kommer alle de omvandrende døde fra? Har Batman selv nogen skyld i det han oplever?

“Batman Gotham County Line” er faktisk interessant. Den stiller Batman i et spændende dilemma, hvor det ikke er til at afgøre hvad den rette løsning er. Derudover er der spændende møder med gamle (og afdøde?) venner. Historien giver også et interessant bud på hvordan efterlivet og de levende er kædet sammen, ikke mindst hvordan folks erindringer påvirker de døde.

Når det så er sagt, så er Steve Niles lidt for glad for de udøde. Zombier er ikke lige min kop te i forhold til Batman. Der er så mange interessante skurke i Batmanuniverset, at det ikke er nødvendigt at opfinde nye (ubetydelige) skurke, for at skrive en horrorhistorie. Faktisk har Steve Niles, efter min mening, været alt for fokuseret på at skrive noget det er horror. Derfor har han grebet efter det første, det bedste og har derfor tvunget zombier nedover Batman. Ja, okay, der er ikke “rigtige” zombier – tegneserien har sin helt egen forklaring på det, som jeg ikke skal afsløre her.

Tegningerne ligner mest af alt en gang dårlig photoshop. Selvom forside ved første øjekast ser okay ud, så mener jeg nu stadig der er en eller anden surrealistisk perspektivforstyrrelse. At tegneserien foregår på landet, hjælper ikke ligefrem tegningerne. Da der ikke er nogen høje bygninger som Batman kan svinge sig fra, eller stå på toppen af med kappen flagrende i luften, så går der noget af tegningerne. Derudover har man valgt at udstyre Batman med en (tåbelig) raket/jetpack anordning, for at han kan komme rundt – når han nu ikke kan bruge sit almindelige udstyr. Det ser usandsynligt tåbeligt ud – især fordi man har valgt at lade Batman rulle sin kappe så den ligner en deform pølse, der sidder på tværs af nakken af ham. Desuden er der en bunke huller i forhold til hvor han gør af den, når han ikke bruger den.

Alt i alt skal man ikke læse “Batman Gotham County Line” for dens tegninger, men mere for dens historie. Selvom den er tvunget over i horrorgenren, så har den en række gode ideer og nogle fede pointer i forhold til Batmans virke.

En ung pige dør. Bruce Wayne føler sig skyldig. Han mødte pigen inden hun døde og smilede til hende. Skyldfølelsen er overvældende. Da en anden ung og gravid pige bliver kidnappet sværger Batman at han vil finde hende. Det er dog ikke så lige til. Alt imens er nogen ved at rydde ud i mængden af Gothams forbryderbosser, og er samtidig ved at erstatte det meste af byens borgere med mudderkloner. Batman går undercover som bygningsarbejder i Gothams værste kvarter, i håb om at finde en løsning og en sammenhæng. Men hvad eller hvem er “The Body”, og hvad har det at gøre med det hele?

“Batman City of Crime” lader en tilbage med flere spørgsmål end man startede med. Faktisk lader det ikke til, at der er et svar på historiens hovedforbrydelse. Det lader til at forfatteren pludselig er blevet træt af historien, og bare ville slutte den. Det har han så gjort, og læseren sidder tilbage og tænker “øh”. Historien er også meget springende. Der er en del huller, som ikke rigtigt bliver fyldt ud. Batman springer lidt i konklusionerne, og vandrer fra den ene forbryder til den anden af årsager, som kun er tydelige for nattens ridder selv. På de første 150 sider sker der en hel masse, hvorefter historien næsten stopper fuldstændig og slutter på ovennævnte vis.

Historien bliver ikke hjulpet på vej af at over 70% af teksten, findes i form af en fortællerstemme der, via blå tekstbokse, fortæller om alles tanker og om byens ideer. Det er lidt forvirrende, især fordi det ikke altid er let at adskille hvem der tænker hvad, eller om det bare er en forfatterkommentar. Nogen ville måske mene at der er tale om en grafisk roman (eller “graphic novel”, som man vil). Hvis længden alene kan afgøre om det er en grafisk roman, så må “Batman City of Crime” i sandhed være netop det!

Hvis der er et formildende punkt ved dette album, så er det tegningerne. De er generelt gode, men som man må forvente af en så lang tegneserie, så svinger de lidt i kvalitet. Det største problem er at tegneren åbenbart kun kan tegne ét ansigt. Det ansigt bruger han så på alle figurerne, udover de mest karakteristiske – i.e. The Penguin, Scarface mv. Blandt andet var jeg enormt forvirret over en nævekamp som den forklædte Bruce Wayne har med den ledende bygningsarbejder. De er tegnet så ens, så man aldrig er helt sikker på hvem der sider hvad og hvem der er ovenpå.

Som sagt er albummet en lang homage til Gotham. Det er dog ikke noget forskønnet billede der bliver malet. Snarere er det et hyperrealistisk billede af en by i forfald. Alligevel fornemmer man had/kærligheden mellem Batman og Gotham. Det er meget Millersk og det er faktisk for meget. Alt i alt er “Batman City of Crime” underholdende på de første 150 sider, men de sidste 150 er om ikke dårlige, så i al fald af en ganske anden kvalitet end de første.

Batman er ung og uprøvet, og hans forhold til politiet (og især Kommissær Gordon) er stadig meget nyt. Alligevel bliver Batman inddraget da en række mystiske mord begynder at hærge Gotham. Unge kvinder findes myrdet, med et stort åbent sår i halsen og intet blod i kroppen. Hvem eller hvad der står bag, bliver umiddelbart Batmans opgave at finde ud af. I mellemtiden har han alter ego – Bruce Wayne, nok at gøre med at holde styr på kæreste og selskabsliv. Kærestens far er tidligere medlem af Maroni-forbrydersyndikatet, men er blevet købt fri af Bruce Wayne. Trods det, er han stadig meget paranoid. På grund af dette forsøger hans datter, Julie, at finde hjælp til ham. Men tvivl og ensomhed driver hende lige i armene på…. ja, på hvad?

“Batman and the Mad Monk” er underholdende. Selvom det ikke er stor litteratur, så er det godt fortalt. Den drukner heller ikke i referencer til andre Batmanhistorier. I stedet har Matt Wagner valgt at lade os se og høre alt. Det gør faktisk det hele meget interessant. Ikke bare ved vi hvorfor Batman gør som han gør, vi ved også hvorfor skurken gør som han gør. Det er ikke altid læsere forundt, men det er det i dette bind og det fungerer rigtig godt.

Hvis der er kritikpunkter omkring historien, så er det at den bevæger sig ud på et slidt område. Batman, hans opståen og de umiddelbart efterfølgende eventyr, er efterhånden velbeskrevet af mange andre forfattere og filmskabere. Hvad der imidlertid er en formildende omstændighed, er at Matt Wagner bruger nogle af de lidet berømte skurke i hans historier. Og lige netop Matt Wagners brug af skurke er forfriskende. Jo, Jokeren er sej og det er Two-Face, The Riddler, The Penguin, Scarecrow, Mr. Freeze m.fl. også, men vi har set dem så ofte, at det er ved at være i overkanten (også selvom de bliver spillet af fremragende unge skuespillere, der puster nyt liv i figuren – host, Heath Ledger, host host).

Tegningerne i ”Batman and the Mad Monk” minder mig til tider om Jan Lööf’s originale Felix-album. Det er ikke meget, men det er nok til at det ledte mine tanker derhen – Jan Lööf havde jo også en forkærlighed for maskerede helte (men det er en historie til en anden gang). Matt Wagner lader til at læne sig op af en stil, der kommer meget tæt på den originale Batman fra 1939. Den er selvfølgelig blevet opdateret en del, men man fornemmer vingesuset fra en svunden tid. Og det er måske i virkeligheden Matt Wagners fineste opgave – at puste liv i de gamle historier.

Alt i alt er “Batman and the Mad Monk” god underholdning. Den forlanger ikke ret meget af læseren, men er tilpas kompliceret til at det forbliver spændende bindet igennem.

Batman er jaget vildt. Denne gang er det forbrydergruppen “The Black Glove”, der er ude efter vores kappeklædte selvtægter. Selvom Batman er verdens største detektiv, så er det ikke helt så nemt i denne omgang. Forbrydergruppens plan er snedigere end som så. De vil, ved hjælp af udspekulerede psykologiske spil, drive Batman til vanvid og derved gøre ham til en lallende tåbe. Hvad de imidlertid ikke havde regnet med, er at Batman har venner, at Batman forbereder sig på det meste og at Jokeren er utæmmelig. Robin og Nightwing har også deres at kæmpe med, men de kommer alligevel nattens ridder til hjælp da det ser sortest ud. Til slut stiller tegneserien spørgsmålet: “Hvem opfandt egentligt Batman?” – og ja, hvem var det?

Batman R.I.P. er en af de mest forvirrende Batmantegneserier jeg nogensinde har læst. Flere gange måtte jeg bladre baglæns for at få den rette sammenhæng på plads (eller for at sikrer mig, at jeg ikke havde sprunget en side over). Det hjælper absolut ikke at albummet ikke har nogen form for introduktion eller forord – det plejer der at være, når der er tale om et opsamlingsalbum af denne type (Batman R.I.P. blev i første omgang udgivet i et almindeligt serieformat i det amerikanske blad ”Batman”). Handlingen er til tider så springende, at man har svært ved at gennemskue om en taleboble fortsætter på den næste side, eller om det er en anden person der taler. Flere gange måtte jeg stirre meget intensivt på de medfølgende billeder, for at blive helt klar over hvad der foregik. Selvfølgelig skal man altid holde øje med billederne når man læser tegneserier, men det her var for meget. Med andre ord kræver Batman R.I.P en del af læseren. Man skal være velbevandret i Batmanuniverset og have overskud og lyst til at holde styr på historien.

At historien er fragmenteret ændrer dog ikke ved, at det er en rigtig god ide. At se Batman drevet helt derud hvor det sædvanligvis kun er hans fjender der kommer, er en rigtig interessant vinkel. Derudover er bruger af bikarakterene ganske fornuftig, og Jokeren er fremstillet helt perfekt. Det fragmenterede udtryk i tegneserien, er måske også en måde at få læseren til at opleve den sindssyge og splittethed som Batman gennemløber i tegneserien. I så fald er missionen fuldført.

Tegningerne er rigtig gode. Tony S. Daniel har, efter min mening, det helt rigtige tag på en moderne opfattelse af Batman. Batmandragten er tegnet tilpas dramatisk til de begivenheder der udspiller sig, og Batmans sammenbidte udtryk er virkeligt godt understreget. I det hele taget er “Batman R.I.P.” en tour de force i god tegnestil. Der er ikke ret mange fejldispositioner. Skal man finde en fejl, så er det at Tony S. Daniel har valgt at tegne Jokeren med onde øjne. Visse vil mene at Jokeren lige netop ikke har onde øjne, men det er en diskussion der falder udenfor denne anmeldelses ramme.

Og hvad kan man så udlede af alt dette? Jo. Hvis anmeldelsen har været fragmenteret, så er det intet at regne i forhold til tegneserien. Den grundlæggende ide er rigtig god, men udførelsen er alt for rodet. Tegningerne er flotte, og holder langt hen ad vejen. Giver man sig i kast med albummet, gælder det om at holde tungen lige i munden.

Som sagt er Peter Parker blevet gammel. Nøjagtig hvor gammel får vi aldrig at vide – men i al fald over 50, hvis man ser på tegningerne. Men han er ikke bare blevet gammel, han er også blevet ynkelig. New York er blevet til en stat i staten, og borgmesteren har indsat sig selv som diktator. Med et laser-net der skal beskytten byen fra terror, låser byens ledere effektivt byen af og gennemfører dermed deres “No one in or out” politik. Altimens er Peter Parker ynkelig. Han får skiftevis tæv af byens militaristiske politiskyrke, bliver fyret,  hallucinerer og har medlidenhed med sig selv over hvor hårdt han har det. Og ja, det har været hårdt – Mary Jane er død og det er hans tante også. Der er ingen tilbage. Tillige har han lagt kostumet på hylden, og ingen har derfor set Spider-Man i 30 år. Men hvem kan så redde byen? Kan gamle venner få Peter ud af hængedyndet, eller skal der nye helte på banen?

Lighederne mellem dette bind og “Nattens ridder vender tilbage” er næsten pinligt åbenlyse. Man kan næsten høre forfatteren sige “Frank Millers historie med Batman var cool, sådan én vil jeg også lave… Hmm… Jeg bruger sku Spider-man”. Spider-mans indre dæmoner har imidlertid aldrig været lige så udtalte som Batmans. Okay, han var indirekte årsag til hans onkels død, og hans forældre døde da han var lille. Imidlertid bliver disse traumer aldrig brugt i historien. I stedet opfinder man nogle nye. Blandt andet er Mary Janes død et af disse nye traumer – et traume der bliver brugt flere sider på, end der nogensinde er blevet brugt på Peter Parkers forældre og onkel i et enkelt album. Ikke desto mindre er det med til at drive vores hovedperson fremad. Det bliver tillige gjort på en måde, så man ikke er i tvivl om hvorfor Peter handler som han gør.

Tegninger er faktisk ok. Selvom de i første omgang slog mig som meget tegnefilmsagtige, så er de nok mere udtryk for en mere moderne streg. Da den første forskrækkelse havde lagt sig, kom jeg faktisk til at kunne lide dem. Tegningerne er meget dystre, og har en karakteristiske streg. Imidlertid lider de lidt under den Photoshop-bølge som skyller ind over moderne tegneserier. Således er man altid lidt i tvivl om, om baggrundene nu også er håndtegnede, eller bare manipulerede fotos.

“Spider-Man: Reign” er en ok tegneserie. Den bringer ikke rigtig noget nyt til mediet, men fortæller en ganske udmærket historie, der dog minder en del om noget vi har set før. Er man til Spider-Man er den selvfølgelig et must-read. Er man bare til superhelte, skal man holde sig til Frank Millers “Nattens ridder vender tilbage”, den er trods alt stadig bedre.