Den centrale historie i bindet, er uden tvivl den der strækker sig over fire blade. I “Raptor Hijack” får vi historien om hvordan endnu en pengegrisk og magtbegærlig pengemand, forsøger at tilrane sig magten over de frygtindgydende velociraptore. I denne omgang er det dog ikke ved hjælp af magt og totur, men ved den snedige brug af en dyreadfærdsekspert. Vores gamle kendinge Dr. Allan Grant, Ellie Statler, Robert Muldoon og Ian Malcom er også på jagt efter de eftertragtede raptors. Deres mål er imidlertid et andet – at redde verden (eller i al fald denne sydamerikanske jungle), fra de dødbringende raptors klør. Alt imens vores kendinge og dyreeksperten farter rundt i den sydamerikanske jungle, forsøger andre og ligeså griske pengemænd at få fat i de nu så omtalte dinosaurer.

De to andre historier er korte og faktisk ret uinteressante, derfor går denne anmelder udenom dem i denne anmeldelse. Ikke dermed sagt at bindets hovedhistorie er særligt interessant – det er den i virkeligheden ikke. Det er imidlertid den længste og alene af den grund, den der fortjener mest opmærksomhed. Men nej, det er ikke nogen særlig interessant historie. Det er faktisk en lidt kedelig, uinspireret gang merchandise der er pakket ind i et flot papir – bindets omslag, forstås. Plottet er papirtyndt og karakterene er flade og utroligt ensidige. Den eneste der skiller sig ligt ud er Ian Malcom. En udskillelse der hovedsageligt skyldes et psykotisk sammenbrud midt i fortællingen. Det er lidt tåbeligt, lidt unødvendigt og i det hele taget bare underligt.

Derudover er tegneseriens grundpræmis – Jurassic Park, nu helt og aldeles forsvundet ud af de historier der bliver fortalt. Men undtagelse af den sidste og korteste (og absolut dummeste) historie. Det er lidt synd. Parken er og var meget central for, at dinosaurerne ikke bare bliver til endnu et monster. De centrale temaer fra filmen – legen gud, at holde vilde dyr i fangeskab etc. findes stadig, men er så til gengæld også det eneste historien drejer sig om.

Tegningerne er til gengæld også ret ringe. De er meget tidstypiske (1990′erne). Dette kunne være godt, da de kunne have en nostalgisk værdi. Imidlertid er de tidstypiske på en rigtig kedelig måde. De forhastede, grimme og der er lagt et minimum af sjæl i dem. Det er faktisk lidt som om der ikke rigtig er nogen der ville have noget med projektet at gøre. Til gengæld har der været nogen der har været interesseret i at lave penge…. og pludselig bliver bindets centrale historie måske mere en parodi eller karikatur, end en egentlig fortælling.

Desværre har de fleste af Jurassic Park tegneserierne vist sig, som denne, at være noget værre bras. Der er meget får faktorer der gør dem til et must-read, og uden at skulle falde i en Jakob Stegelman-kliche, så vil jeg sige, at dette bind kun er til de absolut mest dedikerede fans. Andre bør holde sig til den første film.

STØRRE, BEDRE, VILDERE.

Heldigvis er der andre, som er mere bevidste om hans forfatterskab – i dette tilfælde Niels Dalgaard, som har samlet og oversat “Vejen mellem stjernerne” og forsynet den med et informativt efterord. Med sine 200 sider er den et noget mere overskuelig værk end de andre mursten, men det er stadig Reynolds, og det er stadig science fiction af bedste skuffe.

“Vejen mellem stjernerne” samler tre lange noveller/kortromaner, der følger hovedpersonen Merlin fra vugge til grav. De enkelte historier kan sagtens læses uafhængigt af hinanden, men bindes sammen af en rød tråd: jagten på et våben.
Vi befinder os langt ude i fremtiden, og menneskeheden er i krig med de mystiske Skrællere – slagene bølger over lysår, men krigens udfald virker klart: menneske taber, også selv om det resultat ligger adskillige årtusinder ude i fremtiden. Den første af historierne, “Skjul”, følger en gruppe mennesker på flugt, men også underlagt fysikkens begrænsninger – de ved, at de vil blive indhentet af Skrællerne, men det er deres egne børn, som kommer til at tage det opgør. Pludselig sker der dog noget, som ændrer situationen og stiller dem overfor et valg.

Merlin mener, at de skal forsøge at udnytte det uudgrundelige Vejnet, en højteknologisk infrastruktur efterladt af en tidligere race, men indtil nu komplet utilgængelig.

Vejnettet kommer til at spille en stor rolle gennem hele bogen, mens vi følger Merlins jagt på tværs af årtusinderne. Han ønsker at finde et våben, der kan besejre fjenden, men inden han (måske) kommer så langt, bevæger han sig vidt i tid og rum.

Alastair Reynolds skriver new space opera – historier, der jonglerer med de helt store koncepter og afstande. Og han gør det ekstremt godt. “Vejen mellem stjernerne” er lettere i tonen end “Revelation Space”-serien, men ideerne virker endnu vildere og endnu mere spændende. Universet er interessant, men selvfølgelig malet med den meget store pensel, for vi får præsenteret tre udsnit af det over et stort tidsrum – heldigvis fortæller Dalgaard i efterordet, at Reynolds planlægger flere historier med Merlin.

Er man til moderne science fiction, skal man afgjort have fat i “Vejen mellem stjernerne” – det er den type historier, der sprudler med ideer, både store og små, og det er svært at lægge fra sig. De varmeste anbefalinger herfra.

Vi starter med en kliche. Kvæget omkring den lille by bliver dræbt på mystisk vis. Den lokale sheriff og hans medhjælper tager ud og ser på sagen. De finder hurtigt ud af at der er noget mærkværdigt ved det dræbte kvæg. Ikke bar er det udenfor sæsonen i forhold til ulve og ræve, men der er også meget mærkværdige spor knyttet til gerningsstederne. Inden længe er lokale eksperter tilkaldt, og det ser ud til at sporene stammer fra et dyr. Et dyr der har været uddød i 65 millioner år. Selvsagt går der ikke længe førend vores gamle kending – InGen, bliver involveret i sagen. Og så tager tingene fart. Men, hvordan er de uddøde dyr kommet fra øen med dyreparken til fastlandet, og hvordan finder man og fanger noget, man ikke ved hvor mange der er af?

Historien er okay, men en kende forudsigelig. Dog med enkelte og lidt pudsige overraskelser. Det er ikke stor litteratur, men det forsøger til gengæld heller ikke at være det. Historien passer til mediet – den er let, ligetil og actionpræget. Vi skal ikke læse mange sider førend vi før det første spændende møde med det, det hele handler om, nemlig dinosaurerne. For det er desværre hvad “Jurassic Park” efterhånden er blevet reduceret til – en undskyldning for at have dinosaurer trampende rundt i et moderne metropolis eller landsby. “Parken” er væk, og tilbage står de “muterede forlystelsespark-monstre”. Og det bliver lidt tyndt. Som sagt er historien fin, men tilknytningen til Jurassic Park er papirstynd. Okay, I Michael Chrichtons originale “Den Forsvundne Verden”, dukkede dinosaurerne også op på fastlandet…. Men den bog havde, efter min mening, også utroligt lidt med Jurassic Park at gøre.

Tegningerne er også pæne, uden at være prangende. De er effektive og det er ganske få der er dårlige eller er præget af hastværk. Man må sige at John Byrne’s indtræden i franchiset helt klart er et skridt i den rigtige retning. I stedet for de noget tåbeligt udseende dinosaurer i “Jurassic Park – Redemption”, får vi her veltegnede og (formegentligt) vellignende øgler. Det er en lettelse uden lige. Hvorfor historien i dette bind så ikke har noget som helst at gøre med “Redemption” aner jeg ikke. Selvom historien var tåbelig og usammenhængende i “Redemption”, kunne man i dette bind godt lige have kastet et nik eller en anerkendelse i retning af det tidligere. Men sådan er det ikke.

Der er ikke så meget mere at sige om bindet. Historien og tegningerne er helt okay, det er ikke prangende men det virker. Det er god underholdning, og det kræver ikke alt for meget af læseren. Tilknytningen til Jurassic Park er, som sagt og desværre, papirstynd. Det er lidt ærgerligt. For fans af dinoer, er det selvfølgelig helt okay, men for fans af Jurassic Park, er udeladelsen af alt det der gjorde Jurassic Park til det den var, lidt af en skuffelse. Men, læs og bedøm selv – dinoerne er løs igen.

Grundlæggende er “Operation: Operation 2012” en ganske almindelig spændings-/flugtroman med ønske om at være en technothriller og en god, gammeldags MacGuffin. Her er det nogle kodede oplysninger, som forfatteren Christian Bang kommer i besiddelse af – og som en hel masse mennesker højt oppe i hierarkiet gerne vil have fat i. Blandt andet en dansk betjent, der gerne lader sin næver tale, og en amerikansk agent, som synes at kommunikere med bandeord. Bang ender (naturligvis) på flugt og må forsøge at afsløre, hvad de hemmelige oplysninger betyder, og jagten bringer ham vidt omkring.

Beklageligvis bliver det aldrig særligt spændende, hvilket må siges at være pinedød nødvendigt i en spændingsroman.

Lou bruger en del tid på at vise os, hvordan alting hænger sammen (blandt andet ved at forlade den primære synsvinkel på Christian Bang), hvor en sådan historie gerne har behov for lidt forvirring. Det trækker simpelthen historien ned i omdrejninger, så man sjosker igennem den. Dernæst plages historien af utroværdige personer (vi får at vide, at hovedpersonen er noget af en charmør, men den når vi ser ham i action, opfører han sig hovedsageligt som en liderlig abe) og lige så utroværdige sammentræf.

Forfatteren har også begået sig inden for filmverdenen, og man fornemmer måske, at bogen her ville have gjort sig bedre som et manuskript. Forsiden virker da også lidt inspireret af billeder fra Lars von Triers “Melancholia”. Men ærligt talt: som roman er den ikke specielt vellykket.

Jeg har tilladt mig at placere den i kategorien science fiction, da den lige lister over stregen. Men man skal altså ikke forvente den store omvæltning, som der ellers lægges op til.

I 2003, da filmen “Paycheck” udkom, så forlaget Rosenkilde sit snit til at sende denne samling på gaden. Det er svært at være andet end overvældende positivt indstillet, når et forlag tager initiativ til at udgive en så klassisk forfatter som PKD, der ellers ikke har set udgivelse på dansk i bogform siden firserne. Og så er udgivelsen endda kombineret med et godt salgsargument – den indeholder de af Dicks noveller, der er blevet overført til det store lærred (selvfølgelig med større eller mindre held).

Så udgivelsen er god, og det er indholdet også, for der er en grund til at PKD regnes for en af genrens store.

Samlingen indledes med et forord af Bo Tao Michaëlis, hvor der trækkes paralleller Kafka, Proust, Lenny Bruce og andre – det er en smule højtravende, men sikkert et forsøg på at legitimere genren. SF er jo desværre ikke blevet lukket ind i det gode, litterære selskab endnu, og det råder han da også ganske godt bod på. Derudover rummer bogen seks nyoversatte noveller, hvis filmtitler alle pryder forsiden.

Først har vi Løncheck (Paycheck), hvor hovedpersonen Jennings vågner op efter to års arbejde for den mystiske Rethrick – som en del af hans kontrakt er hele perioden blevet slettet fra hans hukommelse, men det er dog lykkedes den fortidige Jennings at overdrage en række genstande til sit fremtidige jeg. Den håndfuld ting hjælper ham nu i en jagt på at finde ud af præcis, hvad der skete i de to år, han ikke længere husker. Og allerede her fremvises et af de temaer, der går igennem samlingen: de usynlige kræfter (i dette tilfælde det Jeg, som Jennings ikke længere husker), der styrer os.

Dernæst ”Stedfortræder” (Impostor), hvor videnskabsmanden Olham beskyldes og jagtes for at være en uvidende spion og bombe for en angribende styrke fra rummet. Ikke nok med, at regeringen jagter ham – Olham skal også bevise over for sig selv, at han er den, han tror, han er (endnu et tema her: mistilliden til sig selv).

”Minoritetsrapporten” (Minority Report), synes jeg selv, er samlingens stærkeste. Her blandes alle Dicks kendte temaer sammen i et paranoidt plot, som man blæser frydefuldt igennem.

Den efterfølges af bogens svageste novelle: ”Erindringer en gros” (Total Recall). Her er nogle gode variationer over hukommelsen og selve virkelighedens utroværdighed, men det kan dog ikke redde, at historien er… nåja, lidt fjollet. Det rådes der dog god bod på med ”Den anden variant” (Screamers), en mere action-præget og samtidig kuldegysende historie, der udspiller sig på en næste uddød jord. Tilbage er kun de russiske og amerikanske soldater – og så de oprindeligt amerikanske robotter, kløerne, som bliver mere og mere avancerede, og som ingen længere kan stole på.

Til sidst får vi ”Den lille sorte kasse”, som angiveligt skulle have lagt grunden til ”Drømmer androider om elektriske får”, der jo blev filmatiseret som ”Blade Runner”. Jeg kan ikke umiddelbart se sammenhængen, men det ville nok have været dumt at forspilde chancen for at have ”Blade Runner” stående på forsiden. Men ingen androider her, derimod en muligvis ekstra-terrestriel Jesus-figur, hvis tilhængere står i direkte kontakt med hans pinsler gennem empati-kasser. En god afslutning på en god novellesamling.

Sammenfattende kan man sige, at jo, PKDs noveller er lidt gamle i det – teknologien er lidt usandsynlig med nutidige øjne, kvindesynet er forældet. Men det er alt sammen mindre skønhedsfejl, og det drukner i Dicks medrivende skrivestil. Han er økonomisk med ordene, plottet er som regel stramt, og det river én med i en sådan grad, at samlingen er alt for hurtigt overstået – havde de dog blot kunnet finde på et påskud for at oversætte et par ekstra noveller.

Til gengæld er det dog svært ikke at sidde tilbage med en ubehagelig fornemmelse af, at alt ikke er, hvad det ser ud til at være.

Rasch indleder samlingen med et kort forord, hvor han bl.a. skriver om science fiction, at det er en misforstået genre af flere forskellige grunde: ”… Bøger skal handle om virkelige ting, alvorlige ting. Så som mord, krig og kærlighed. Men de store filosofiske spørgsmål, teknologiens muligheder og videnskabens store problemer er for mig og mange andre science fiction fans lige så virkelige og alvorlige. Og til at behandle dem er science fiction en ganske velegnet genre …” Hvilket jeg kun kan være helt enig i!

Herefter følger 27 noveller af forskellig længde og forskellig stil. Det er måske ikke alle novellerne, der er helt vellykkede, men til gengæld er der nogen, som rammer lige på kornet – især hvis man er til den lidt crazy science fiction á la Douglas Adams, så er novellerne om Janus Rumghoul II simpelthen i top.

Andre favoritter er ”Lastrum 24”, hvor to astronauter får en overraskelse, da de finder noget uforudset i et aflukket lastrum i deres rumskib. Også ”Andersens aske” hører til i toppen. Her kommer et dansk rumskib ud for en alvorlig ulykke undervejs til Mars, og det fører til en diskussion om, hvorvidt rumrejser er et Babelstårn, der gør Gud vred, eller om de er Noahs Ark, som Gud sendte for at redde de bedste.

Rasch skriver med humor og vid og har sin helt egen stil. Den er måske ikke lige for alle, men jeg kan nu godt lide den, og kan derfor sagtens anbefale ”Minerne på Orthomyx” trods enkelte fejlskud.

Læs mere på Science Fiction Cirklens hjemmeside

Også omtalt på Litteratursiden.dk

UNDER JORDEN EFTER UNDERGANGEN.

Set-uppet er klassisk – atombomberne har fløjet, og verden ligger øde hen. Menneskeheden – eller måske blot en lille del af den, for vi kender ikke til resten af klodens skæbne – overlever i Moskvas metrosystem. Der er tale om nogle få tusinder, men de har skabt en lang række små samfund omkring de enkelte metrostationer, der har ordnet sig efter forskellige principper – kommunisme, nazisme og så videre og så videre.

Vor helt, den unge Artjom, bor på stationen VDNKh, der er under stadige angreb fra mutanter – enten fra tunnellerne hinsides de menneskelige beboelser eller fra verden udenfor. Det bliver værre, og en omstrejfende stalker (hatten af til Strugatskij-brødrene) giver Artjom til opgave at drage til metroens hjerte, byen Polis, for at advare dem om truslen.

Så der er dømt dyster odysse gennem metroen.

Og dyster er ordet, for ikke blot er der det allestedsnærværende mørke – Glukhovsky fremstår heller ikke ligefrem som lalleglad optimist. Han holder sig ikke tilbage for at uddele øretæver til sin helt og diverse bipersoner, og der er bogstaveligt talt ikke meget solskin i historien. Når folk endelig stikker hovedet op fra metroen, er det hovedsageligt for at få øje på noget, der vil slå dem ihjel. Den del fungerer med andre ord upåklageligt. Og på trods af, at “Metro 2033” ærligt talt bliver lidt lang i det, formår han at holde gryden i kog, så man læser videre.

Glukhovskys roman er en international succes, der startede som en blog og siden også er udkommet som konsolspil. Det sidste er ikke svært at forestille sig, for opbygningen minder allerede meget om et spil – Rejsen, der skifter mellem tunneller og stationer, hele tiden med delmål og et overordnet mål (menneskehedens overlevelse for dem, som skulle have glemt det). Det er et velfungerende plot og gameplay på samme tid.

Alt i alt en velfungerende science fiction med kæmperotter, mutanter og alt det, der ellers hører verdens undergang til.

KRIG & KÆRLIGHED.

Udgangspunktet er et større terrorangreb i Danmark. En bombe sprænges på et hotel i København, midt i et radioprogram, som sendes derfra. Programmet kaldes Menneskeloven.

Chokbølgerne fra bomben er som en kædereaktion, der skyller hele kloden rundt. For juristen Carl Bernstein betyder det en total omvæltning af hans liv, da han indsættes som midlertidig ambassadør i Grækenland, hvor terrorangrebet menes at have sit udspring. Karrieremæssigt er det et spring af dimensioner, men det betyder også, at han konfronteres med sin fortid og blandes ind i begivenheder, der kan have ødelæggende eller frelsende virkning på hele verden.

Umiddelbart lyder “Menneskeloven” som en højspændt actionthriller, men Vedelsbys stemme er en helt anden. Vi præsenteres for nogle klassiske spændingsgreb (såsom tvivlen om, hvem der er ven og fjende), men tonen er rolig og eftertænksom i stedet for at forfalde til bulder og brag. Forfatteren arbejder sig under huden på Carl Bernstein, hans sorg og hans vilje til kærligheden i stedet for blot at forsøge at sprænge ham i luften.

Fortid og fremtid væver sig sammen, mens verden forandrer sig under presset fra bogens begivenheder. Det er både spændende og fascinerende, for man trækkes ind i Bernsteins lille verden. Det bliver en let drømmeagtig (der var den igen) odysse gennem terror, kærlighed og spiritualitet.

Vedelsby skriver med en let hånd, der fører læseren naturligt og flydende gennem historien. Hans personer har en utroligt irriterende uvane med at afholde monologer, men det ændrer ikke det faktum, at “Menneskeloven” er en af de bøger, man lever i, mens man læser den.

Rumrejser, kolonier på månen, satiriske fremtidsscenarier og spekulativ fiktion er blot nogle af ingredienserne i den nye antologi fra Science Fiction Cirklen med nyskrevne danske science fiction noveller.

Forestil dig en verden hvor døden er udryddet. Du bliver bare ved og ved med at leve, og skulle du komme alvorligt til skade i en ulykke, så bliver du uden problemer reloaded og kan leve videre. For Piet er livet dog blevet for indholdsløst, og nu ønsker han at dø for alvor. Men det kræver tilladelse – og hjælp fra et særligt firma.

Det er udgangspunktet for Lars Ahn Pedersens ”En helt almindelig død”, der indleder femte novelleantologi fra Science Fiction Cirklen med nyskrevet dansk science fiction. Pressemeddelelsen lover, at samlingen er endnu bedre end i de foregående år, og jeg er tilbøjelig til at være enig, for fra Ahns fremragende start holdes niveauet så, at det dels var svært for mig at fremhæve nogle få noveller her i omtalen, og dels havde jeg bare lyst til at starte forfra med at læse da jeg var færdig.

Blandt bidragene vil jeg dog nævne. Michael Kamps ”Homo Aracnida”. Her har menneskene fået en helt ny forestilling om Gud og familiekonstellationer, og novellen er grum med en spændende pointe, hvor Kamp på nydelig vis fletter sin horror-baggrund ind i science fiction universet.

I en helt anden retning bevæger Klaus Æ. Mogensens novelle ”Palins projekt” sig. Den udspiller sig i en fremtid, hvor Sarah Palin er blevet USA’s præsident. Hun er ikke tilfreds med nattehimlens hyldest til halvmåne-seglet, så en ingeniør bliver sat på en anderledes opgave. Historien er et af de gode eksempler på, hvordan science fiction både kan give stof til grin og til eftertanke.

Titelnovellen ”Den nye koloni” af Palle Hellemann er en af de længere i samlingen. Her følger vi en arbejdsgruppe, som skal undersøge havbunden på en ny planet, som man planlægger at kolonisere. Planeten styres af en magtbegærlig guvernør, som ikke tager nej for et svar. Med sin åbne slutning lader novellen læseren sidde tilbage med muligheden for at fortsætte sin helt egen historie, og det synes jeg er utrolig godt lavet.

Men der er som sagt masser af andre noveller, som bør fremhæves. A. Silvestri giver et utraditionelt bud på en science fiction historie med ”Glemmer du så husker jeg alt”; Steen Knudsens ”Ad Astra” lader fremtidens rumrejser blive foretaget af munke; Gudrun Østergaards ”Den sidste markør” bliver endnu mere aktuel pga. det nyligt udskrevne valg; Flemming R. P. Rasch ”Lige efter bogen” er både interessant og skræmmende; Glen Stihmøe ”Grimpeur” giver os noget at tænke over i forhold til aliens og cykelløb; og ikke mindst Oliver Rubys ”Kærlighedens gyldne ord” der nærmest er ren poesi.

Jeg holder meget af science fiction og i særdeleshed i novelleformen, hvor forfatteren skærer helt ind til benet af sin historie. I samlingen her er det lykkes at samle en lang række spændende og meget forskellige historier, som hver især giver sit bud på, hvad en science fiction novelle kan være. Her er både rumrejser og alternative religiøse samfund; her er aliens og robotter og ikke mindst mennesket kastet ud i forskellige fremtidsscenarier. Det er underholdende, spændende, morsomt og til tider rørende. Det er med andre ord god litteratur for alle.

Indhold:

En helt almindelig død af Lars Ahn Pedersen
Ingen plads til superhelte af Christian Holger Pedersen
Ad Astra af Steen Knudsen
Homo Arachnida af Michael Kamp
Mellem liv og død af Maria Kjær-Madsen
Ex Terra af Nikolaj Johansen
Hvis løver kunne tale af Jesper Rugård
Himmelflugt af Camilla Wandahl
Eon af Jeppe Bisbjerg
Palins projekt af Klaus Æ. Mogensen
Den sidste markør af Gudrun Østergaard
En mand ved navn Quinn af Mogens Hansen
Bedre oplevelser til salg af Manfred Christiansen
Den nye koloni af Palle Hellemann
Ananke af Henning Andersen
Loops af Patrick Leis
Grimpeur af Glen Stimøe
Lige efter bogen af Flemming R. P. Rasch
Sort Messias af Ellen Miriam Pedersen
Glemmer du så husker jeg alt af A. Silvestri
Kærlighedens gyldne ord af Oliver Ruby
Lysets by af Richard Ipsen
Istid af Anders Weitze Pedersen
Tænke på silke under invasionen af Kenneth Krabat

Også omtalt på Litteratursiden.dk

Læs mere på Scicence Fiction Cirklens hjemmeside

For at alle kan være med, skal der lige falde en generel kommentar om serien. Gaunts Ghosts er en science fiction serie, der foregår i det allestedsnærværende “Warhammer 40.000″ univers. Gaunts Ghosts er øgenavnet til et regiment soldater der egentlig lyder navnet “Tanith First (and only)”. Gaunt er deres frygtløse leder som både er politisk officer og regimentschef. Igennem ni bind har vi fulgt regimentets genvordigheder mens de deltager i korstoget i Sabbat-området af galaksen. Serien er en blanding af tv-serien “Kammerater i Krig” og en historiebog om middelalderen. Det vil sige en nærmest dokumentarisk skildring af soldaternes liv i en middelalderlig og bureaukratisk fremtidsverden, 40.000 år ude i fremtiden. Nu er vi så kommet til det tiende bind. Mange hovedpersoner er døde, andre levende og nye kommer hele tiden til.

Gereon er en planet som dem der følger serien utvivlsomt har et forhold til. Om man synes planeten er anstrengende eller super spændende, er for så vidt ligegyldigt, for Colonel-Commisar Gaunt og hans Tanith First and Only, er tilbage på planeten hvad enten læseren (eller soldaterne) vil det eller ej. Endelig får Gereon den befrielse som den har ventet på. Efter flere år i ærkefjendens hænder, ser det nu endelig ud til at Gereon kan genvinde sin frihed. Det bliver en hæsblæsende og actionmættet befrielseskamp der involverer dyriske kampvogne, den lokale modstandsbevægelse og en søn.

Den ovenstående synopsis kan virke noget forvirrende for udenforstående, men det skyldes at serien nu er så fremskredet, at man ikke længere kan stå på midt i det hele, og forvente at man kan følge med. Hvor serien førhen bestod af afsluttede historier, har de sidste tre bind været indbyrdes forbundet i en hidtil uset grad. Det gør skam ikke bogen dårligere. Tværtimod. Faktisk er det helt rart at personerne får lidt mere plads til at udfolde sig.

Historien er delt op  to sideløbende handlinger, som vi så følger på skift igennem hele bogen. Dels er der historien om Gaunt’s Ghosts og deres forsøg på at komme i kontakt med den lokale modstandsbevægelse. Dels er der historien om én af Tanith-soldaternes sønner, som må gennemgå grundtræning og deltage i befrielsen af Gereon, uden at kunne gøre det sammen med Ghosts’ne. Det er to helt spændende fortællinger, men den mest interessante er faktisk den sidste.

Stilen er vanlig for Abnett. Der er mere eller mindre kedeligt på de første 100-150 sider, hvor hele historien skal grundlægges, konflikter skal opridses og nye personer skal introduceres. Det bliver dog gjort noget mere interessant i denne omgang, på grund af verdens mest klichefyldte soldater-trænings-scene. Fyldt med råbende drill-seargants og interne konflikter mellem soldaterne. Efter de første 150 sider tager bindet fart, og vi bliver suget ind i en verden af krig.

Abnett lever af cliffhangere. Jeg tror han får sig en stor skål til morgenmad hver dag, og går derefter og spytter dem op resten af dagen. Selvom andre Dan’s (her tænker jeg på Brown), har gjort det samme, er det mere vellykket her. Vi har faktisk en dybfølt interesse for karakterene, og kan genuint ikke vente med at får mere at vide. Man tager derfor sig selv i at fræse umådeholdent igennem bogen med et ønske om at vide mere. Derudover støtter Abnett sig til en del militær/soldater-historie klicheer, men formår at gøre det på en måde så det ikke bliver irriterende. Faktisk vil jeg tillade mig at kalde bindet for velskrevet.

Alt i alt er bindet godt. Selvom det er tiende bind i serien, viser den ingen tegn på at blive kedeligere. Selvom serien, efter min mening, var i lidt af en identitetskrise for et par bind siden, lader det nu til at den har fundet fodfæste igen. Eller også er jeg bare kommet til at acceptere det nye outfit. Hvis du vil i krig, så er det værd at gøre det med Tanith – First and Only, men jeg vil anbefale at du starter med bind et “First and Only”, og så arbejder dig igennem serien derfra.