I sit forord skriver Silvestri at han bl.a. holder meget af science fiction, fordi genren behandler nogle af livets helt store spørgsmål og måske er den eneste genre, der med fuld ret kan kalde sig spekulativ. I de 14 noveller tager han læseren med vidt omkring, lige fra multinationale selskabers grådighed og de konsekvenser, det har, over rumrejser og menneskets møde med aliens, til tiden efter bomben.

Allerede den første novelle vandt mit hjerte. Historien om danske Dennis som sammen med sin dradoranske navigatør rejser som bud mellem stjernerne og ved et tilfælde bliver de første, som hører en besked fra et hidtil ukendt folk, er en glimrende blanding af tjubang action og humor på overfladen, mens alvoren ligger lige under.

Jeg vil også fremhæve ”Træk!”, som jeg hørte Silvestri læse op under Bogforum. Her stoppede han dog lige før slutningen, som jeg nu endelig har fået læst. Og den var naturligvis ikke helt som forventet.

Titelnovellen ”Faderens sønner” fortæller gennem generationer, hvordan jorden en dag får et ultimatum fra en fremmed intelligens. Om 250 år vil jorden blive taget fra os. Målet er dog ikke at udrydde os, så vi får en anden planet i stedet for. Men hvordan vi vil komme dertil, må vi selv finde ud af. Novellen viser grusomt tydeligt menneskets egoisme, og slutningen er ikke just optimistisk.

I det hele taget er der en lidt dyster stemning over de fleste af novellerne, som om Silvestri ikke har den helt store tiltro til menneskeheden. Lidt optimistisk tolker jeg dog ”Sidesporet”, hvor Eigil opfinder en maskine, der kan rejse mellem dimensionerne og ender på Sidesporet, hvor han får at vide at mangfoldige verdener-teorien ikke helt holder vand – der er nemlig kun 17 ifølge Ecclias.

I ”Stævnemøde” har kvinderne overtaget magten i samfundet, og mændene konkurrere om at blive valgt som ægtefælle af selv de grimmeste og dummeste kvinder, mens vi i ”Mens vi venter” er gæster i et intergalaktisk tv-program, der har jorden som tema.

Generelt er kvaliteten af novellerne høj, både sprogligt og plotmæssigt. Mange af historierne tager overraskende drejninger undervejs, og selvom stemningen hovedsageligt er til den dystre side, så er problemstillingerne interessante, og A. Silvestri er god til at udforske spændende tanker.

”Faderens sønner” er med andre ord velskrevet, interessant og med mere end et lag i alle historierne. En klar anbefaling herfra.

Indhold:

Signal
Om lidt bliver her stille
Det lille billede
Træk!
Dejlig er jorden
Forræder
Faderens sønner
Simulation
Stævnemøde
Mens vi venter
Evolutionært
Sidesporet
Vi der skummer fløden
Eternity is for everyone (første gang trykt i Proxima 87)

Udgivelsesår: 2011

Også omtalt på Bogrummet og Litteratursiden

Handlingen er omstændelig at forklarer, og i bedste fald svær at resumere. I korte træk følger vi et kloster engang i fremtiden. Bomben er faldet, og al moderne viden er gået tabt. Munkene bruger deres tid på at genopdage glemt teknologi og videnskab. Dette fører selvsagt til en del forviklinger og misforståelser, til megen morskab for læseren. Som bogen skrider frem, gør tiden det også, og vi får lov at følge klosteret og dets iboende gejstlige helt frem til… ja, til hvad?

Det tog mig knap et halvt år at få læst “En Messe for Leibowitz”. Om det hovedsageligt skyldes personlige dispositioner, problemer eller bare ugidelighed, eller om det kan henlægges til romanen, skal være usagt for denne anmelder. Dog kan det konkluderes, at det er de færreste bøger undertegnede er så længe om at kæmpe sig igennem. Og jeg skriver udtrykkeligt “kæmpe”, for det var en kamp.

Historien er faktisk interessant. Præmissen er god, omend gammelkendt. Beretningen om klosteret og dens munke, deres historier, forviklinger og generelle tilbøjeligheder, er faktisk helt god, og til tider enormt sjov. Hvad der imidlertid slår romanen halvt ihjel er det knortede sprog. Om det skyldes en dårlig oversættelse, eller om det faktisk er sådan Miller skiver, aner jeg ikke. Faktum er dog, at der er fyldt med taste- og slåfejl i bogen, og man må igen og igen gætte sig til handlingen da hele sætninger (muligvis afsnit) beklageligvis mangler. Jeg aner ikke hvad de har haft gang i på Notabene tilbage i 1986, men det her i al fald ikke gavnet denne bog. Det er trist at en ellers fin fortælling drukner i tekniske detaljer.

Men, er bogen god eller er den dårlig? Det kan være svært at sige. Visse science fiction-læsere vil utvivlsomt påkalde sig bogens klassiker-status og kalde den et must-read. Selv er jeg dog af en lidt anden overbevisning. Det er ikke så meget et must, som det er en prøvelse. En prøvelse som man skal igennem for at kunne kalde sig “rigtig” science fiction-fan? Kort og godt er historien interessant, til tider sjov og generelt underholdende. Udførslen er imidlertid noget makværk – hvis skyld det så end er. Jeg anbefaler at man finder sig en anden science fiction-klassiker til forårslæseriet.

Hvad nu hvis du kunne rejse tilbage i tiden og slå Hitler ihjel? Spørgsmålet er blevet stillet før, og nu giver Patrick Leis sit bud på svaret i kortromanen ”Bødlen”.

I en ikke nærmere defineret fremtid er det lykkes for israelske videnskabsmænd at opfinde en tidsmaskine, som kan sende en mand tilbage til fortiden. Efter mange etiske overvejelser beslutter Knesset at sende en mand, der skal dræbe Hitler for at forhindre Holocaust. For at sikre sig at de efterfølgende vil vide, at fortiden er blevet ændret, laver de på forhånd et interview med en amerikansk journalist, som bliver optaget og sendt i kredsløb for at blive offentliggjort igen senere. Og da det sker, stiller det nye spørgsmål til Israels regering.

Der er skrevet mange romaner, som stiller samme spørgsmål, som Patrick Leis gør her. Hvis man kunne rejse tilbage i tiden og ved at slå én mand ihjel redde millioner – ville man så gøre det, og hvilke konsekvenser ville det få for fremtiden? Det er et interessant dilemma, og i en blanding af videnskabelige udredninger og etiske overvejelser giver Leis sit bud, som både er velskrevet og spændende.

Historien blev oprindelig indsendt som novelle til en konkurrence fra Science Fiction Cirklen, men blev afvist pga. længden. Nu er den så udkommet på Forlaget Kandor med et faktuelt efterord, hvor begreber som zionisme og teleportering forklares samtidig med at man kan læse om staten Israels opståen, koncentrationslejrene og Adolf Hitlers vej til magten. Formen tyder på, at udgivelsen primært er rettet mod ungdomsuddannelserne, men den voksne læser kan dog sagtens læse med.

Jeg holder generelt meget af science fiction, som jeg synes er en interessant måde at udforske etiske dilemmaer og videnskabelige fremskridt på, og Patrick Leis er god til at kombinere disse to elementer. Min eneste anke er sådan set, at jeg synes, historien er for kort. Det kunne have været spændende, hvis Leis havde udforsket sin slutning lidt mere, for der lægges op til flere spændende veje. Og selvom 50 sider måske er for langt til en novelle, så er det lige lidt nok til at stå alene.

Også omtalt på Bogrummet og Litteratursiden

Den centrale historie i bindet, er uden tvivl den der strækker sig over fire blade. I “Raptor Hijack” får vi historien om hvordan endnu en pengegrisk og magtbegærlig pengemand, forsøger at tilrane sig magten over de frygtindgydende velociraptore. I denne omgang er det dog ikke ved hjælp af magt og totur, men ved den snedige brug af en dyreadfærdsekspert. Vores gamle kendinge Dr. Allan Grant, Ellie Statler, Robert Muldoon og Ian Malcom er også på jagt efter de eftertragtede raptors. Deres mål er imidlertid et andet – at redde verden (eller i al fald denne sydamerikanske jungle), fra de dødbringende raptors klør. Alt imens vores kendinge og dyreeksperten farter rundt i den sydamerikanske jungle, forsøger andre og ligeså griske pengemænd at få fat i de nu så omtalte dinosaurer.

De to andre historier er korte og faktisk ret uinteressante, derfor går denne anmelder udenom dem i denne anmeldelse. Ikke dermed sagt at bindets hovedhistorie er særligt interessant – det er den i virkeligheden ikke. Det er imidlertid den længste og alene af den grund, den der fortjener mest opmærksomhed. Men nej, det er ikke nogen særlig interessant historie. Det er faktisk en lidt kedelig, uinspireret gang merchandise der er pakket ind i et flot papir – bindets omslag, forstås. Plottet er papirtyndt og karakterene er flade og utroligt ensidige. Den eneste der skiller sig ligt ud er Ian Malcom. En udskillelse der hovedsageligt skyldes et psykotisk sammenbrud midt i fortællingen. Det er lidt tåbeligt, lidt unødvendigt og i det hele taget bare underligt.

Derudover er tegneseriens grundpræmis – Jurassic Park, nu helt og aldeles forsvundet ud af de historier der bliver fortalt. Men undtagelse af den sidste og korteste (og absolut dummeste) historie. Det er lidt synd. Parken er og var meget central for, at dinosaurerne ikke bare bliver til endnu et monster. De centrale temaer fra filmen – legen gud, at holde vilde dyr i fangeskab etc. findes stadig, men er så til gengæld også det eneste historien drejer sig om.

Tegningerne er til gengæld også ret ringe. De er meget tidstypiske (1990′erne). Dette kunne være godt, da de kunne have en nostalgisk værdi. Imidlertid er de tidstypiske på en rigtig kedelig måde. De forhastede, grimme og der er lagt et minimum af sjæl i dem. Det er faktisk lidt som om der ikke rigtig er nogen der ville have noget med projektet at gøre. Til gengæld har der været nogen der har været interesseret i at lave penge…. og pludselig bliver bindets centrale historie måske mere en parodi eller karikatur, end en egentlig fortælling.

Desværre har de fleste af Jurassic Park tegneserierne vist sig, som denne, at være noget værre bras. Der er meget får faktorer der gør dem til et must-read, og uden at skulle falde i en Jakob Stegelman-kliche, så vil jeg sige, at dette bind kun er til de absolut mest dedikerede fans. Andre bør holde sig til den første film.

STØRRE, BEDRE, VILDERE.

Heldigvis er der andre, som er mere bevidste om hans forfatterskab – i dette tilfælde Niels Dalgaard, som har samlet og oversat “Vejen mellem stjernerne” og forsynet den med et informativt efterord. Med sine 200 sider er den et noget mere overskuelig værk end de andre mursten, men det er stadig Reynolds, og det er stadig science fiction af bedste skuffe.

“Vejen mellem stjernerne” samler tre lange noveller/kortromaner, der følger hovedpersonen Merlin fra vugge til grav. De enkelte historier kan sagtens læses uafhængigt af hinanden, men bindes sammen af en rød tråd: jagten på et våben.
Vi befinder os langt ude i fremtiden, og menneskeheden er i krig med de mystiske Skrællere – slagene bølger over lysår, men krigens udfald virker klart: menneske taber, også selv om det resultat ligger adskillige årtusinder ude i fremtiden. Den første af historierne, “Skjul”, følger en gruppe mennesker på flugt, men også underlagt fysikkens begrænsninger – de ved, at de vil blive indhentet af Skrællerne, men det er deres egne børn, som kommer til at tage det opgør. Pludselig sker der dog noget, som ændrer situationen og stiller dem overfor et valg.

Merlin mener, at de skal forsøge at udnytte det uudgrundelige Vejnet, en højteknologisk infrastruktur efterladt af en tidligere race, men indtil nu komplet utilgængelig.

Vejnettet kommer til at spille en stor rolle gennem hele bogen, mens vi følger Merlins jagt på tværs af årtusinderne. Han ønsker at finde et våben, der kan besejre fjenden, men inden han (måske) kommer så langt, bevæger han sig vidt i tid og rum.

Alastair Reynolds skriver new space opera – historier, der jonglerer med de helt store koncepter og afstande. Og han gør det ekstremt godt. “Vejen mellem stjernerne” er lettere i tonen end “Revelation Space”-serien, men ideerne virker endnu vildere og endnu mere spændende. Universet er interessant, men selvfølgelig malet med den meget store pensel, for vi får præsenteret tre udsnit af det over et stort tidsrum – heldigvis fortæller Dalgaard i efterordet, at Reynolds planlægger flere historier med Merlin.

Er man til moderne science fiction, skal man afgjort have fat i “Vejen mellem stjernerne” – det er den type historier, der sprudler med ideer, både store og små, og det er svært at lægge fra sig. De varmeste anbefalinger herfra.

Vi starter med en kliche. Kvæget omkring den lille by bliver dræbt på mystisk vis. Den lokale sheriff og hans medhjælper tager ud og ser på sagen. De finder hurtigt ud af at der er noget mærkværdigt ved det dræbte kvæg. Ikke bar er det udenfor sæsonen i forhold til ulve og ræve, men der er også meget mærkværdige spor knyttet til gerningsstederne. Inden længe er lokale eksperter tilkaldt, og det ser ud til at sporene stammer fra et dyr. Et dyr der har været uddød i 65 millioner år. Selvsagt går der ikke længe førend vores gamle kending – InGen, bliver involveret i sagen. Og så tager tingene fart. Men, hvordan er de uddøde dyr kommet fra øen med dyreparken til fastlandet, og hvordan finder man og fanger noget, man ikke ved hvor mange der er af?

Historien er okay, men en kende forudsigelig. Dog med enkelte og lidt pudsige overraskelser. Det er ikke stor litteratur, men det forsøger til gengæld heller ikke at være det. Historien passer til mediet – den er let, ligetil og actionpræget. Vi skal ikke læse mange sider førend vi før det første spændende møde med det, det hele handler om, nemlig dinosaurerne. For det er desværre hvad “Jurassic Park” efterhånden er blevet reduceret til – en undskyldning for at have dinosaurer trampende rundt i et moderne metropolis eller landsby. “Parken” er væk, og tilbage står de “muterede forlystelsespark-monstre”. Og det bliver lidt tyndt. Som sagt er historien fin, men tilknytningen til Jurassic Park er papirstynd. Okay, I Michael Chrichtons originale “Den Forsvundne Verden”, dukkede dinosaurerne også op på fastlandet…. Men den bog havde, efter min mening, også utroligt lidt med Jurassic Park at gøre.

Tegningerne er også pæne, uden at være prangende. De er effektive og det er ganske få der er dårlige eller er præget af hastværk. Man må sige at John Byrne’s indtræden i franchiset helt klart er et skridt i den rigtige retning. I stedet for de noget tåbeligt udseende dinosaurer i “Jurassic Park – Redemption”, får vi her veltegnede og (formegentligt) vellignende øgler. Det er en lettelse uden lige. Hvorfor historien i dette bind så ikke har noget som helst at gøre med “Redemption” aner jeg ikke. Selvom historien var tåbelig og usammenhængende i “Redemption”, kunne man i dette bind godt lige have kastet et nik eller en anerkendelse i retning af det tidligere. Men sådan er det ikke.

Der er ikke så meget mere at sige om bindet. Historien og tegningerne er helt okay, det er ikke prangende men det virker. Det er god underholdning, og det kræver ikke alt for meget af læseren. Tilknytningen til Jurassic Park er, som sagt og desværre, papirstynd. Det er lidt ærgerligt. For fans af dinoer, er det selvfølgelig helt okay, men for fans af Jurassic Park, er udeladelsen af alt det der gjorde Jurassic Park til det den var, lidt af en skuffelse. Men, læs og bedøm selv – dinoerne er løs igen.

Grundlæggende er “Operation: Operation 2012” en ganske almindelig spændings-/flugtroman med ønske om at være en technothriller og en god, gammeldags MacGuffin. Her er det nogle kodede oplysninger, som forfatteren Christian Bang kommer i besiddelse af – og som en hel masse mennesker højt oppe i hierarkiet gerne vil have fat i. Blandt andet en dansk betjent, der gerne lader sin næver tale, og en amerikansk agent, som synes at kommunikere med bandeord. Bang ender (naturligvis) på flugt og må forsøge at afsløre, hvad de hemmelige oplysninger betyder, og jagten bringer ham vidt omkring.

Beklageligvis bliver det aldrig særligt spændende, hvilket må siges at være pinedød nødvendigt i en spændingsroman.

Lou bruger en del tid på at vise os, hvordan alting hænger sammen (blandt andet ved at forlade den primære synsvinkel på Christian Bang), hvor en sådan historie gerne har behov for lidt forvirring. Det trækker simpelthen historien ned i omdrejninger, så man sjosker igennem den. Dernæst plages historien af utroværdige personer (vi får at vide, at hovedpersonen er noget af en charmør, men den når vi ser ham i action, opfører han sig hovedsageligt som en liderlig abe) og lige så utroværdige sammentræf.

Forfatteren har også begået sig inden for filmverdenen, og man fornemmer måske, at bogen her ville have gjort sig bedre som et manuskript. Forsiden virker da også lidt inspireret af billeder fra Lars von Triers “Melancholia”. Men ærligt talt: som roman er den ikke specielt vellykket.

Jeg har tilladt mig at placere den i kategorien science fiction, da den lige lister over stregen. Men man skal altså ikke forvente den store omvæltning, som der ellers lægges op til.

I 2003, da filmen “Paycheck” udkom, så forlaget Rosenkilde sit snit til at sende denne samling på gaden. Det er svært at være andet end overvældende positivt indstillet, når et forlag tager initiativ til at udgive en så klassisk forfatter som PKD, der ellers ikke har set udgivelse på dansk i bogform siden firserne. Og så er udgivelsen endda kombineret med et godt salgsargument – den indeholder de af Dicks noveller, der er blevet overført til det store lærred (selvfølgelig med større eller mindre held).

Så udgivelsen er god, og det er indholdet også, for der er en grund til at PKD regnes for en af genrens store.

Samlingen indledes med et forord af Bo Tao Michaëlis, hvor der trækkes paralleller Kafka, Proust, Lenny Bruce og andre – det er en smule højtravende, men sikkert et forsøg på at legitimere genren. SF er jo desværre ikke blevet lukket ind i det gode, litterære selskab endnu, og det råder han da også ganske godt bod på. Derudover rummer bogen seks nyoversatte noveller, hvis filmtitler alle pryder forsiden.

Først har vi Løncheck (Paycheck), hvor hovedpersonen Jennings vågner op efter to års arbejde for den mystiske Rethrick – som en del af hans kontrakt er hele perioden blevet slettet fra hans hukommelse, men det er dog lykkedes den fortidige Jennings at overdrage en række genstande til sit fremtidige jeg. Den håndfuld ting hjælper ham nu i en jagt på at finde ud af præcis, hvad der skete i de to år, han ikke længere husker. Og allerede her fremvises et af de temaer, der går igennem samlingen: de usynlige kræfter (i dette tilfælde det Jeg, som Jennings ikke længere husker), der styrer os.

Dernæst ”Stedfortræder” (Impostor), hvor videnskabsmanden Olham beskyldes og jagtes for at være en uvidende spion og bombe for en angribende styrke fra rummet. Ikke nok med, at regeringen jagter ham – Olham skal også bevise over for sig selv, at han er den, han tror, han er (endnu et tema her: mistilliden til sig selv).

”Minoritetsrapporten” (Minority Report), synes jeg selv, er samlingens stærkeste. Her blandes alle Dicks kendte temaer sammen i et paranoidt plot, som man blæser frydefuldt igennem.

Den efterfølges af bogens svageste novelle: ”Erindringer en gros” (Total Recall). Her er nogle gode variationer over hukommelsen og selve virkelighedens utroværdighed, men det kan dog ikke redde, at historien er… nåja, lidt fjollet. Det rådes der dog god bod på med ”Den anden variant” (Screamers), en mere action-præget og samtidig kuldegysende historie, der udspiller sig på en næste uddød jord. Tilbage er kun de russiske og amerikanske soldater – og så de oprindeligt amerikanske robotter, kløerne, som bliver mere og mere avancerede, og som ingen længere kan stole på.

Til sidst får vi ”Den lille sorte kasse”, som angiveligt skulle have lagt grunden til ”Drømmer androider om elektriske får”, der jo blev filmatiseret som ”Blade Runner”. Jeg kan ikke umiddelbart se sammenhængen, men det ville nok have været dumt at forspilde chancen for at have ”Blade Runner” stående på forsiden. Men ingen androider her, derimod en muligvis ekstra-terrestriel Jesus-figur, hvis tilhængere står i direkte kontakt med hans pinsler gennem empati-kasser. En god afslutning på en god novellesamling.

Sammenfattende kan man sige, at jo, PKDs noveller er lidt gamle i det – teknologien er lidt usandsynlig med nutidige øjne, kvindesynet er forældet. Men det er alt sammen mindre skønhedsfejl, og det drukner i Dicks medrivende skrivestil. Han er økonomisk med ordene, plottet er som regel stramt, og det river én med i en sådan grad, at samlingen er alt for hurtigt overstået – havde de dog blot kunnet finde på et påskud for at oversætte et par ekstra noveller.

Til gengæld er det dog svært ikke at sidde tilbage med en ubehagelig fornemmelse af, at alt ikke er, hvad det ser ud til at være.

Rasch indleder samlingen med et kort forord, hvor han bl.a. skriver om science fiction, at det er en misforstået genre af flere forskellige grunde: ”… Bøger skal handle om virkelige ting, alvorlige ting. Så som mord, krig og kærlighed. Men de store filosofiske spørgsmål, teknologiens muligheder og videnskabens store problemer er for mig og mange andre science fiction fans lige så virkelige og alvorlige. Og til at behandle dem er science fiction en ganske velegnet genre …” Hvilket jeg kun kan være helt enig i!

Herefter følger 27 noveller af forskellig længde og forskellig stil. Det er måske ikke alle novellerne, der er helt vellykkede, men til gengæld er der nogen, som rammer lige på kornet – især hvis man er til den lidt crazy science fiction á la Douglas Adams, så er novellerne om Janus Rumghoul II simpelthen i top.

Andre favoritter er ”Lastrum 24”, hvor to astronauter får en overraskelse, da de finder noget uforudset i et aflukket lastrum i deres rumskib. Også ”Andersens aske” hører til i toppen. Her kommer et dansk rumskib ud for en alvorlig ulykke undervejs til Mars, og det fører til en diskussion om, hvorvidt rumrejser er et Babelstårn, der gør Gud vred, eller om de er Noahs Ark, som Gud sendte for at redde de bedste.

Rasch skriver med humor og vid og har sin helt egen stil. Den er måske ikke lige for alle, men jeg kan nu godt lide den, og kan derfor sagtens anbefale ”Minerne på Orthomyx” trods enkelte fejlskud.

Læs mere på Science Fiction Cirklens hjemmeside

Også omtalt på Litteratursiden.dk

UNDER JORDEN EFTER UNDERGANGEN.

Set-uppet er klassisk – atombomberne har fløjet, og verden ligger øde hen. Menneskeheden – eller måske blot en lille del af den, for vi kender ikke til resten af klodens skæbne – overlever i Moskvas metrosystem. Der er tale om nogle få tusinder, men de har skabt en lang række små samfund omkring de enkelte metrostationer, der har ordnet sig efter forskellige principper – kommunisme, nazisme og så videre og så videre.

Vor helt, den unge Artjom, bor på stationen VDNKh, der er under stadige angreb fra mutanter – enten fra tunnellerne hinsides de menneskelige beboelser eller fra verden udenfor. Det bliver værre, og en omstrejfende stalker (hatten af til Strugatskij-brødrene) giver Artjom til opgave at drage til metroens hjerte, byen Polis, for at advare dem om truslen.

Så der er dømt dyster odysse gennem metroen.

Og dyster er ordet, for ikke blot er der det allestedsnærværende mørke – Glukhovsky fremstår heller ikke ligefrem som lalleglad optimist. Han holder sig ikke tilbage for at uddele øretæver til sin helt og diverse bipersoner, og der er bogstaveligt talt ikke meget solskin i historien. Når folk endelig stikker hovedet op fra metroen, er det hovedsageligt for at få øje på noget, der vil slå dem ihjel. Den del fungerer med andre ord upåklageligt. Og på trods af, at “Metro 2033” ærligt talt bliver lidt lang i det, formår han at holde gryden i kog, så man læser videre.

Glukhovskys roman er en international succes, der startede som en blog og siden også er udkommet som konsolspil. Det sidste er ikke svært at forestille sig, for opbygningen minder allerede meget om et spil – Rejsen, der skifter mellem tunneller og stationer, hele tiden med delmål og et overordnet mål (menneskehedens overlevelse for dem, som skulle have glemt det). Det er et velfungerende plot og gameplay på samme tid.

Alt i alt en velfungerende science fiction med kæmperotter, mutanter og alt det, der ellers hører verdens undergang til.