EN GANSKE SÆRLIG BÅD.

Jensen har skrevet både børne- og voksenbøger, fra minimalistisk firkantede historier til fabulerende og flagrende fortællinger. “Kejserinden” har den til tider næsten åndeløse tekst, hvor meget kan beskrives i en enkelt sætning, og en historie, der rækker fra den ene ende af verden til den yderste.

Drengen, vi følger, har intet navn (som vi får at vide, i al fald). En mor har han heller ikke, og hans far er sjældent hjemme, da han rejser rundt i verden og sælger ost. Så ofte sidder drengen ved motorvejen, ser på bilerne og drømmer om, at de skal tage ham med ud i verden. Indtil en aften det sker.

Den ene ting griber den anden, og snart befinder han sig midt på havet, siddende på en tredive meter lang kvinde, der svømmer afsted mod ukendte rejsemål. Der er et mål, han skal nå, men han ved ikke, hvad det er. Heldigvis er verden også fyldt med magi og sære eksistenser, der kan hjælpe ham på hans vej.

En svingtur var “Kejserinden” på flere måder, blandt andet fordi den fik mig som læser til at oscillere mellem at være opslugt og irriteret. Jensen skaber magi, når han bryder med virkeligheden på det ene punkt, at kæmpekvinden – titlens Kejserinde – eksisterer, og hvad deraf følger. Samtidig befolker han sin verden med mennesker, der balancerer på skæringspunktet mellem realisme, magi og populærkulturel fællesbevidsthed, når f.eks. en cowboy, der grangiveligt ligner Marlboro-manden, optræder sammen med en ung kvinde, der er besat af skønhedskonkurrencer.

Men der er også tider, hvor Jensen ødelægger den fine illusion, han ellers har opbygget – som når vor hovedpersons far kommer farende forbi i en helikopter og må skynde sig videre. Og så trykker forklaringen på det hele ret hårdt på min personlige irritationsknap.

Men når Louis Jensen rammer magien præcist, er “Kejserinden” en fascinerende og opslugende bog. Han har et øje for uvirkeligheden og forstår at ramme en logik der, som drager én gennem fortællingen.

“Kejserinden” er i øvrigt første udgivelse fra det nystartede forlag Replikant og kan også fås som ebog.

NEPOTISME

“Men så kan du ikke udtale dig fordomsfrit om bogen,” vil nogle sige, og det vil de have ret i, men det skal nu ikke være en forhindring. Dem er der nemlig nok af i “Hunden der ikke troede på OP”, især for vor firbenede hovedperson. Flæske hedder han, og han er noget af en pølsehund. Og som mange andre hunde har han et problem med den tredie dimension – der findes jorden under hans snude og alle de interessante ting, som eksisterer der.

Ejeren, en sorthåret lille pige, forsøger ihærdigt at bibringe hunden en forståelse af alle de fascinerende ting, der ellers forefindes oppe: lykkedrager, rumvæsener og så videre. Men mod selvvalgt uvidenhed kæmper selv flyvende grise forgæves. Lige indtil…

Teksten er skrevet med et fint øje for de små detaljer – og et godt glimt i selvsamme øje. Det er den lille pige, der fortæller, med Flæske som logrende glad deltager og uvidende centrum. Nu har jeg siddet som tilskuer til bogens tilblivelse og har også overværet, hvordan sætninger, ord og bogstaver langsomt er kogt ind til det endelige resultat, og alligevel kan jeg trække på smilebåndet, når jeg bladrer igennem den.
Men grundet min personlige involvering vil jeg hellere rette spotlyset mod Kamila Slocinska, der har stået for tegningerne (hende er jeg nemlig ikke gift med, ja, jeg har faktisk aldrig mødt hende). Hun debuterede tidligere på året med billedsiden til Kim Fupz Aakesons “Paradis” og har en vidunderligt levende streg – udtrykket er barnligt, men med masser af finurlige detaljer, som kan vække læserens interesse. Hendes illustrationer er en meget stor del af, at “Hunden der ikke troede på OP” er blevet så levende, som den er. Som tilskuer til hele processen har en meget stor del af magien været at se, hvordan hendes billeder (ganske anderledes fra, hvad jeg selv havde forestillet mig) er opstået.

“Hunden der ikke troede på OP” får naturligvis min varmeste anbefaling – men for at dette ikke blot skal være et rent reklameindslag, vil jeg henvise til de par anmeldelser, der ellers er kommer frem: Æseløre og Bogvægten.

Man kan følge forfatteren på Zenia.dk og illustratoren på Slocinska.com.

OG PLUDSELIG: GUDS ANSIGT.

“Eksil” er samlingens længste tekst og et vellykket forsøg med en lidt altmodisch struktur og tone, der stadig er let at gå til og værd at læse. Lunøe holder en fin balance her og i resten af samlingen, og “En dag uden sol” er i det hele taget velskrevet. Sproget er fint og holder læseren kørende.

En klassiske baggrund kommer også frem i “Isabella”, der er en opdatering af en fortælling fra “Decameron”, og “Vraggods”, der ad snørklede veje tager udgangspunkt i HC Andersen. Og så en af mine favoritter: “Manden og maskerne”, der af Lunøe selv betegnes som Sherlock Holmes udsat for Oscar Wilde. Her kontaktes vor hovedperson af sin kunstneriske ven, der er blevet grebet af sit seneste projekt: at planlægge det perfekte mord. Desværre kommer nogen ham i forkøbet – måske; for det perfekte mord er svært at genkende som et mord. Her skriver Lunøe med glimt i øjet og en god sans for stemning.

Sammen med “Manden og maskerne” står især titelnovellen tilbage efter endt læsning. Den omtalte dag (en mandag i maj) er uden sol, fordi det er Guds ansigt, som stiger op af havet den morgen. Forventeligt nok skaber det en del omvæltninger i verden, men især for Jimmy, der egentlig bare gerne ville overnatte i telt i sin have. I stedet bliver han udpeget som Guds sendebud og må stå for kontakten til resten af menneskeheden, som gerne vil vide, hvordan tingene skal foregå fra nu af.

Generelt for samlingen gælder, at Lunøe kommer vidt omkring. Han falder ikke til ro i én form, men afprøver adskillige, så vi får alt fra en drømmende kærlighedshistorie til en lidt gammeldags science fiction-novelle med filosofisk tilsnit. Det var ikke alle historier, der ramte mig som læser (hvad man da heller ikke kan forvente), men den store bredde var forfriskende. Og så er det tydeligt, at Lunøe har både ambition og noget på hjerte med sit forfatterskab.

SÆRT & MÆRKELIGT.

Som forsiden måske også signalerer, befinder vi os på det surreelle overdrev, hvor historierne gerne skydes i gang med et lille, overraskende udgangspunkt. I “Vandanna” sidder hovedpersonen i sin skoleklasse og indser, at hun er lavet af vand; i “Fars og mit træ” forsvinder fortællerens far, mens hans ansigt dukker op i det træ, de plantede sammen, og som nu vokser med utrolig hast; i “Som en ræv” må hovedpersonen lide under eftervirkningerne af at have forvandlet sig til en ræv.

Fælles for historierne er, at der ikke forklares – tingene er, som de nu engang er, og herfra tager Mogensen sit udspring. Og med en sær form for drømmeagtig logik fører han læseren gennem historien. Sproget er enkelt og lettilgængeligt, men ideerne er overraskende, og stemningen kan svinge mellem det legende og det gruopvækkende. Til tider føler man sig endda hensat til en form for eksistensialistisk horror.

“Virkeligheden er ikke virkelig” fik mig til tider til at tænke på Jim Woodrings tegneserier – Mogensen kommer ikke nær så langt ud, men han formår på samme måde at kombinere den absurde baggrund med en klart fortalt historie. Det er muligt, man ikke kan se meningen med løjerne, men man lader sig stadig trække ind i fortællingen. Det fungerer, især fordi forfatteren har en evne til at ramme ideer, der kan gro i læserens hjerne. Såsom Anna, der er blevet til vand – og mere vigtigt: klassekammeraternes reaktion. Det er halvvejs mellem drøm og mareridt.

Når novellerne i “Virkeligheden er ikke virkelig” rammer rigtig, har de power og kan fostre nye historier. Når de ikke helt rammer plet, forbliver man upåvirket og glemmer dem hurtigt. Heldigvis er der flest, der fungerer.

Mogensen skulle have en roman på vej fra Fahrenheit – hvis han kan kombinere stemningen fra denne samling med et længere handlingsforløb, skal man helt klart holde øje med “Kødet”.

Bogen består af 10 noveller, hvoraf det fleste har et magisk eller fantastisk islæt. Nogle, og måske endda forfatteren selv, vil mene at alle fortællingerne er af fantastisk karakter, men denne anmelder mener i al fald at to falder udenfor. Men det gør for så vidt ikke alverden. Det er dog de historier som ikke har fantastiske elementer, som er klart de svageste i bogen. Blandt andet den børneporno og pædofili-centrerede “Bingo” falder igennem. Såre simpelt fordi den ikke har det samme magiske touch som de andre noveller.

Det betyder dog ikke at bogen er dårlig. Absolut ikke. Bogen er god! Punktum. Bindet starter stærkt med fortællingen om en kunstner der får bestilling på en ikon. Det udvikler sig hurtigt til en fortælling om savn, flugt og forvandling. Derudover er bogens stærkeste fortællinger blandt andet “Skatten”, om den lille pige der forsvinder på stranden, og “Mørke cyklister”, om det farlige ved at gå igennem mosen efter mørkets frembrud.

Weitze skriver i en lidt pudsig, men velfungerende stil, der dels fjerner læseren fra den intime oplevelse af hovedpersonens gøre og laden, men samtidig sætter os i en helt fantastisk stemning. For det er stemningen der er bogens bedste våben. Man føler sig hensat til en tid med folkeeventyr og myter, selvom historierne så afgjort har et moderne strejf. Helt hvordan denne stemning opnås og skyller ind over læseren er lidt af et mysterium for mig. Men sandt at sige er man fra første side opslugt i en stemning af lugte, temperaturer og fabler. Det er diskret, underspillet men det virker helt fantastisk.

Hovedtemaerne for bogen er helt klart forvandlinger. Alle historierne har et overliggende tema der går ud på at hovedpersonerne går fra en tilstand til en anden. Det er blandt andet her det er de mest tydelige bånd til den magiske realisme viser sig. Forvandlingerne sker nemlig ikke kun på det mentale eller personlige plan, men også i høj grad på det fysiske plan. Således er der personer der “mærker noget grønt vokse under huden” og har fornemmelser af at blive til dyr. Det er dog aldrig så direkte beskrevet, men det er det vi sidder tilbage med som læser. Og det er vel også her en af bogens styrker ligger. Ved at benytte sig af begrænsninger og indskrænkninger lader Weitze så uendeligt meget være op til læseren selv. Derfor lader hun vores fantasi styre bogen, og udnytter derfor en af menneskets iboende egenskaber, til at skabe en uforglemmelig rejse ud i mørkets egne.

Bogen kan kun anbefales. Især vil den gøre sig godt på en kølig sommeraften med tæpper og et kraftigt regnvejr under opsejling. Lyn og torden er ikke nødvendigt, men duften af regn hjælper en del. God læselyst.

I første novelle præsenteres vi for en verden, hvor varanlignende væsener er begyndt at hærge – “Veras vaskedag” er en grum lille skæbnefortælling om pensionisten Vera, der møder tre unge mænd med grimme hensigter i vaskekælderen – “Sne i juli” er en klassisk spøgelseshistorie – “Middagsgæsten” er en lille socialrealistisk ting med bid.

Fælles for de fleste af novellerne er en underliggende fornemmelse af humor – Rosenkilde har et glimt i øjet, og hun nyder lidt at være efter sine hovedpersoner. Et par enkelte gange betyder det, at vi udsættes for helt korte historier, hvor der sker slemme ting for folk – desværre også uden den dybere pointe. Det kan være meget skægt og fungere som et afbræk mellem de længere historier, men det mangler altså noget kant. Heldigvis er det kun et par enkelte eksempler, og i langt de fleste spiller det godt sammen med historien.

Noget af det første, man studser over, er et par løse tråde i en af de indledende historier, hvilket snart viser sig at være med vilje. Snart begynder personer og hændelser nemlig at optræde på tværs af de enkelte historier – en slags små påskeæg, der er med til at drive læseren frem igennem fortællingerne. Det er generelt det, som Rosenkilde gør bedst – hun skriver, så man læser videre. Historierne står ikke stille, og det får læseren heller ikke lyst til.

En del af historierne er måske forudsigelige, men har så gerne et ekstra lille krydderi, der gør dem værd at læse. Som f.eks. “Middagsgæsten” om en enlig mor, der kæmper med at få det hele til at hænge sammen. Sønnen har en ven med hjem, og man aner måske nok, hvad der skal ske, men der holdes en god undertone, og den afsluttende sætning er en vidunderlig lille drejning med kniven.

Alt i alt er “Legetøj” en yderst lovende debut. Man kommer vidt omkring, og man bliver godt underholdt hele vejen. Men især kan jeg ikke lade være med at bide mærke i potentialet – der er så mange gode detaljer rundt omkring, så jeg ser frem til, hvad hun vil begå fremover.

FRUSTRERENDE & FRYDEFULD.

Men med de læseoplevelser, der kommer ud af det, er det en lod, jeg bærer med glæde.

“St. Lucy’s Home for Girls Raised by Wolves” rummer 10 noveller, og at læse dem er som at bade i champagne – en besynderligt boblende opdrift. Det er en fyldig form for magisk realisme med lige dele humor og tragedie og et vidunderligt talent for sproget.

Russell skriver gerne om genkendelige verdener, hvor det mærkværdige lige stikker hovedet frem. Som f.eks. “Haunting Olivia” eftersøger søsterens spøgelse som den naturligste ting i verden; eller “Z.Z.s Sleep-Away Camp for Disordered Dreamers”, hvor vi lukkes ind i den verden, som deles af børn, der enten lider af søvnforstyrrelser eller er blevet smittet med grimme drømme. Fælles for dem alle er, at Russell forstår at fremmane en verden, hvor det hele virker logisk. Selvfølgelig er det sådan.

Flere gange fik “St. Lucy’s Home…” mig til at tænke på Ray Bradbury. Forstået på den måde, at Karen Russell får mig som voksen læser til at føle den samme magi, som Bradbury gjorde for den purunge Janus – det er en betydeligt større bedrift, for hun skal trænge igennem en del års erfaringer. Det er en vidunderlig blanding af humor, sprogjonglering og sprudlende ideer, der fungerer så godt.

Men slutninger. Den slags bruger hun altså ikke. Igen og igen kommer man til sidste side… og det bare stopper. På den gode side efterlader det én med fornemmelsen af, at man kun har set et udsnit, og at de enkelte historier sagtens kunne fylde en hel roman – på den dårlige side er det møgfrustrerende (i al fald, hvis man er mig).

Og så kommer den sidste historie, titelnovellen, og den har både en slutning og er så hjerteskærende, at det næsten er ondskabsfuldt at stoppe. Lige der ville man gerne have bevaret håbet om, at der måske skete noget mere i den bog, man er ved at skrive i sit hovede. “St. Lucy’s Home for Girls Raised by Wolves” får mine varmeste anbefalinger.

SKUMMEL MAGISK REALISME.

Her er ingen af billederne fra folketroen, men der er den samme fornemmelse af mørke – af, at Weitze griber i de fælles historier og vender vrangen ud på dem. Her er det blot de nye historier: historierne om familien, om hvordan tingene skal se ud, og hvordan verden bør være. Og hun viser mørket.

Otte noveller er det på bogens halvanden hundrede sider, og det kunne godt friste én til at læse det hele igennem på én gang. Hvilket ville være ødelæggende for læseoplevelsen. For “Det hvide kvarter” består af noveller af den slags, der skal have lov til at vokse. Man skal ikke komme til dem med forventningen om at blive revet med i en hæsblæsende handling, men være villig til langsomt at lade sig trække ned. Mosen lurer hele tiden i baggrunden.

Et ung par er gravide, men manden synes mere interesseret i det dyr (måske en ulv?), der strejfer om nede i mosen. Et søskendepar drager ud for at fange en næsten mytisk fisk, og det får betydning for hele deres liv. En mor må se sin datter vokse ind i en anden kultur. En ung mand kommer til det Hvide Kvarter for at finde den far, han aldrig har mødt.

Dette er kernerne i nogle af de historier, Weitze fortæller. Det er ikke fortællinger, der drives frem af et plot, men oftere en stemning; en fortrykkende, dyster stemning. Hun har et skarpt øje for fortvivlelsens evige øjeblikke, og de dukker op igen og igen som sorte blomster i teksten.

Weitze bebor et grænseland mellem virkeligheden og mørket. På den ene side har vi den genkendelige hverdag og det pæne nabolag, på den anden side har vi mørket, der trækker i figurerne. Som om mosen har tag i dem alle.

Det er første gang, jeg har læst Weitze, men ikke sidste. Det er mere end velegnet til rolig, koncentreret læsning, når det er mørkt og stormfuldt udenfor. Så man kan mærke, hvordan det trækker i én.

METAFYSISKE FORTÆLLINGER.

Brønnum skriver underspillet – indrømmet, også til tider så underspillet, at novellerne stryger under min radar. Som nu den første novelle: “Drengen på Rheinsauers Plads” – fortælleren, der er på vej til et møde med sin forlovede, stopper op, da en lille forsamling diskuterer en skikkelse i et vindue. Der er tydeligvis både tolkning og indsigt skjult i det lille optrin, men det er ikke den form for litteratur, jeg læser bedst. Ikke desto mindre rummer den en vellykket, drømmende stemningsbeskrivelse, der går igen flere gange i samlingen. Lige præcis den balancegang er Brønnum rigtig god til at ramme – ikke så håndgribeligt, at man bliver låst fast i ét billede, men heller ikke så uvirkeligt, at det bliver ligegyldigt.

Et eksempel på det er også bogens længste fortælling: “Store og Lille (En spøgelseshistorie)”. Her spiller stemning, personer og historie sammen på bedste vis, og historien alene er hele bogen værd. Store og Lille er voksne brødre – deres mor (blot kendt som Hende) er netop død, og nu skal huset tømmes og minderne sættes på plads. Det bliver til et vidunderligt spil mellem de to og (især) Stores kone Vimse – fyldt med et voldsomt lune særligt i beskrivelserne af personerne. Samtidig leger forfatteren med sin læser, og det med en tydelig fryd, for hvem er spøgelset, og hvad er det egentlig, der foregår.

Der er flere perler i “Pinballmesterens drøm” – “Hævneren og den sidste bærer” er ganske kort, men rummer en brillant ide, der rumler i sine lænker og kræver mere plads; “Dragekampen” smider os pludselig over i et fantasyunivers, men gør det underfundigt og kontrolleret; “Dyret på skulderen” er igen mest et stemningsstykke, men et deprimerende ét af slagsen, ligeså “Böckelbergtårnet”; og “Bøddelen” er en grum lille fortælling, der fortsætter i hovedet efter endt læsning. .

Jeg har set Kafka nævnt som en inspirationskilde, og man mærker noget af den samme tilbagelænede, næsten dvælende stil, hvor det ganske almindelig blandes med det ualmindelige. Brønnum rammer måske ikke helt samme poesi som Kafka, men men får i stedet regnestykket til at gå op med sine personbeskrivelser.

“Pinballmesterens drøm” er en yderst vellykket samling, der springer ubesværet mellem socialrealisme og fantasy, hele tiden med et glimt i øjet og en ekstra dybde skjult mellem linierne. Helt klart læseværdig.

Jeg har interviewet Brønnum om bogen på Fantastiske Forfattere.

GRÆNSERNE GÅR OP I FLAMMER.

Bag det ærligt talt lidt kedelige cover gemmer sig tre korte historier, hvor forfatteren roligt og overvejet nedbryder grænserne mellem virkelighed, fantasi og uvirkelighed. ”Socialrealistisk fantasy” er Hauns historier blevet kaldt, og her beviser han, at han legende let kan begå sig mellem de danske forfattere, der skriver hverdagsrealisme og høster roser på det – hvorefter han med en knyttet næve beviser, at han ikke er bange for at rive det ned, som han har bygget op. Man kan formelig se den realistiske ramme ryste og slå sprækker under forfatterens pen, så alt det ubehagelige nedenunder skinner igennem sprækkerne.

Samlingen starter med min absolutte favorit, ”Hendes kappe og maske”. Er det historien (og velfungerende på en eller anden magisk realistisk måde) om en mindreårig dansk superhelt? Er det historien om en lille pige, hvis familieliv langsomt går op i limningen? Begge dele. Men det, der først slog mig, var, at det er et lærestykke ud i vrede. Vrede og frustration står ud fra siderne, så historien bliver ved med at rumle i baghovedet på læseren. På 40 sider gør Haun noget, som andre forfattere ikke kunne gøre på 300 sider – hvis man havde nøjedes med at binde denne historie ind, havde den stadig været bogens pris værd, og hvis man ikke bryder sig om noveller, er det et godt eksempel på, hvorfor man tager fejl. Punktum.

I ”Løs” er historien bredere og spreder sig over flere år. Første del foregår i Australien en juleaften for år tilbage. En flok unge mennesker fra hele verden mødes i en ældre russers hus for at fejre højtiden. Men Bazarov, som han hedder, har hemmeligheder i kælderen, og da hovedpersonen Lars (kendt som Løs) får kontakt til nogle af de samme mennesker ti år senere, kan ingen af dem huske, hvad der skete den aften.

Haun forstår at skrive, så teksten føles legende let, samtidig med at brikkerne falder på plads, så man føler, at der er tænkt over hvert eneste ord. Her formår han at klemme en stor del af et liv ind på ingen plads.

Den sidste novelle har titlen ”Alt er sandt” og lider lidt under, at den bevæger sig nogle steder, hvor Haun har været før. Til gengæld bliver temaet (som jeg ikke vil afsløre) så måske behandlet lidt mere i dybden her, hvor en pensioneret ingeniør tager sig søn med til Mexico, hvor alting begynder at bryde sammen. En af de historier, som efterlader læseren lettere omtumlet – på den fede måde.

Christian Haun skriver som en elektrisk storm – det lyner og tordner mellem linierne, også her i ”Sig farvel til dig selv”. Han har bevæget sig tættere på mainstreamlitteraturen her, men uden at miste noget af den nerve, der kendetegner hans værker. Forhåbentlig vil det betyde, at flere får øjnene op for forfatterskabet.