METAFYSISKE FORTÆLLINGER.

Brønnum skriver underspillet – indrømmet, også til tider så underspillet, at novellerne stryger under min radar. Som nu den første novelle: “Drengen på Rheinsauers Plads” – fortælleren, der er på vej til et møde med sin forlovede, stopper op, da en lille forsamling diskuterer en skikkelse i et vindue. Der er tydeligvis både tolkning og indsigt skjult i det lille optrin, men det er ikke den form for litteratur, jeg læser bedst. Ikke desto mindre rummer den en vellykket, drømmende stemningsbeskrivelse, der går igen flere gange i samlingen. Lige præcis den balancegang er Brønnum rigtig god til at ramme – ikke så håndgribeligt, at man bliver låst fast i ét billede, men heller ikke så uvirkeligt, at det bliver ligegyldigt.

Et eksempel på det er også bogens længste fortælling: “Store og Lille (En spøgelseshistorie)”. Her spiller stemning, personer og historie sammen på bedste vis, og historien alene er hele bogen værd. Store og Lille er voksne brødre – deres mor (blot kendt som Hende) er netop død, og nu skal huset tømmes og minderne sættes på plads. Det bliver til et vidunderligt spil mellem de to og (især) Stores kone Vimse – fyldt med et voldsomt lune særligt i beskrivelserne af personerne. Samtidig leger forfatteren med sin læser, og det med en tydelig fryd, for hvem er spøgelset, og hvad er det egentlig, der foregår.

Der er flere perler i “Pinballmesterens drøm” – “Hævneren og den sidste bærer” er ganske kort, men rummer en brillant ide, der rumler i sine lænker og kræver mere plads; “Dragekampen” smider os pludselig over i et fantasyunivers, men gør det underfundigt og kontrolleret; “Dyret på skulderen” er igen mest et stemningsstykke, men et deprimerende ét af slagsen, ligeså “Böckelbergtårnet”; og “Bøddelen” er en grum lille fortælling, der fortsætter i hovedet efter endt læsning. .

Jeg har set Kafka nævnt som en inspirationskilde, og man mærker noget af den samme tilbagelænede, næsten dvælende stil, hvor det ganske almindelig blandes med det ualmindelige. Brønnum rammer måske ikke helt samme poesi som Kafka, men men får i stedet regnestykket til at gå op med sine personbeskrivelser.

“Pinballmesterens drøm” er en yderst vellykket samling, der springer ubesværet mellem socialrealisme og fantasy, hele tiden med et glimt i øjet og en ekstra dybde skjult mellem linierne. Helt klart læseværdig.

Jeg har interviewet Brønnum om bogen på Fantastiske Forfattere.

GRÆNSERNE GÅR OP I FLAMMER.

Bag det ærligt talt lidt kedelige cover gemmer sig tre korte historier, hvor forfatteren roligt og overvejet nedbryder grænserne mellem virkelighed, fantasi og uvirkelighed. ”Socialrealistisk fantasy” er Hauns historier blevet kaldt, og her beviser han, at han legende let kan begå sig mellem de danske forfattere, der skriver hverdagsrealisme og høster roser på det – hvorefter han med en knyttet næve beviser, at han ikke er bange for at rive det ned, som han har bygget op. Man kan formelig se den realistiske ramme ryste og slå sprækker under forfatterens pen, så alt det ubehagelige nedenunder skinner igennem sprækkerne.

Samlingen starter med min absolutte favorit, ”Hendes kappe og maske”. Er det historien (og velfungerende på en eller anden magisk realistisk måde) om en mindreårig dansk superhelt? Er det historien om en lille pige, hvis familieliv langsomt går op i limningen? Begge dele. Men det, der først slog mig, var, at det er et lærestykke ud i vrede. Vrede og frustration står ud fra siderne, så historien bliver ved med at rumle i baghovedet på læseren. På 40 sider gør Haun noget, som andre forfattere ikke kunne gøre på 300 sider – hvis man havde nøjedes med at binde denne historie ind, havde den stadig været bogens pris værd, og hvis man ikke bryder sig om noveller, er det et godt eksempel på, hvorfor man tager fejl. Punktum.

I ”Løs” er historien bredere og spreder sig over flere år. Første del foregår i Australien en juleaften for år tilbage. En flok unge mennesker fra hele verden mødes i en ældre russers hus for at fejre højtiden. Men Bazarov, som han hedder, har hemmeligheder i kælderen, og da hovedpersonen Lars (kendt som Løs) får kontakt til nogle af de samme mennesker ti år senere, kan ingen af dem huske, hvad der skete den aften.

Haun forstår at skrive, så teksten føles legende let, samtidig med at brikkerne falder på plads, så man føler, at der er tænkt over hvert eneste ord. Her formår han at klemme en stor del af et liv ind på ingen plads.

Den sidste novelle har titlen ”Alt er sandt” og lider lidt under, at den bevæger sig nogle steder, hvor Haun har været før. Til gengæld bliver temaet (som jeg ikke vil afsløre) så måske behandlet lidt mere i dybden her, hvor en pensioneret ingeniør tager sig søn med til Mexico, hvor alting begynder at bryde sammen. En af de historier, som efterlader læseren lettere omtumlet – på den fede måde.

Christian Haun skriver som en elektrisk storm – det lyner og tordner mellem linierne, også her i ”Sig farvel til dig selv”. Han har bevæget sig tættere på mainstreamlitteraturen her, men uden at miste noget af den nerve, der kendetegner hans værker. Forhåbentlig vil det betyde, at flere får øjnene op for forfatterskabet.

STEMNINGSFULD UNDERGANG.

”Reservatet” er en apokalypse, en syret åbenbaring om Århus’ undergang og beskrivelsen af to mennesker fanget i et besynderligt krydsfelt mellem fantasi og virkelighed, løgn og sandhed.

Først er der specialbetjent Bloch – sendt ud på politiets ækvivalent til en manddomsprøve: opsnus en stor sag i provinsen og opklar den. Som en århusiansk Batman driver han rundt i byen og håndhæver sin egen pudsige retfærdighed, mens han søger den forbrydelse, der er hele hans opmærksomhed værd.

Og så er der den medievidenskabsstuderende Krista – hun er blevet bange for andre mennesker, og i sit hoved hører hun en stemme, der reciterer tv-remixet poesi. Og så er der de skræmmende, ansigtsløse mennesker, som er begyndt at følge efter hende, og den sære fornemmelse af at være splittet mellem denne virkelighed og et koldt bord i et betonværelse, to steder på én gang.

De to mødes (naturligvis), og Bloch får færten: Krista er den sag, han har ledt efter; hun er midtpunktet for noget stort. Og det store, som vil få altomvæltende konsekvenser, findes på det sted, som kaldes Reservatet, hos overlægen Barlak, som vil have noget af Krista, men hvad…?

Det er et tæt, lille fortælling, Haun byder på her – til tider virker den, som om den vil vælte under vægten af sin egen surrealisme, men alligevel lykkes det ham at holde et fast greb om både historie om personer. Forvirrende scener, der virkede, som om de var indsat for effektens skyld, får pludselig ny og overraskende mening senere i historien, og alt bliver vendt på hovedet et par gange. Det er mildest talt imponerende, hvordan det lykkes at gøre noget så kedeligt som en dansk by til noget fremmed og spændende.

For de, der har læst Hauns andre bøger, vil det være interessant at se, hvordan ”Reservatet” forholder sig til hans tidligere værker: der er en snert af våbenfascinationen fra ”Naut”, den arketypiske detektiv fra ”Rock Nekropolis” og hele motivet med adskilte virkeligheder, som han synes at vende tilbage til – og alligevel formår ”Reservatet” at være meget anderledes fra disse andre værker. Måske er den ikke det bedste sted at lære forfatteren at kende, men helt klart en bog, der bør læses (og enhver, der først er blevet grebet af hans bøger, vil naturligvis få fat i den).

“Sometimes dreams bite like fleas and leave little itchy bumps all over your skin”

… og nogle gange gør drømme meget, meget mere, hvilket Cullen James – hovedpersonen i “Bones of the Moon” af Jonathan Carroll – må sande.

Cullen er gift med sin drømmemand, Danny, og da hun bliver gravid med parrets første barn, starter en serie fortsatte drømme om fantasilandet Rondua. I disse drømme er hun på rejse med sin søn Pepsi, på en mission som efterhånden viser sig at gå ud på at samle de legendariske Bones of the Moon. Den slags missioner er aldrig nemme, og det gør sagen yderligt kompliceret, at drømmene efterhånden begynder at manifestere sig i vores verden.

Skildringen af Rondua er i høj grad bogens bærende element, og den er da også særdeles overbevisende og dybt, dybt fængslende. Carroll maler et billede af en verden, der er mangfoldig og absurd, fyldt med sære skabninger og steder og styret af sit helt eget regelsæt – præcis som drømme er det. Og naturligvis også fyldt med blændende skønhed og rædselsvækkende farer – en modstander finder f.eks. sine kræfter i sindssyge børns mareridt, hvilket er noget af det mest skræmmende jeg umiddelbart kan forestille mig.

Carroll går ikke i detaljer med andet end en brøkdel af de fantastiske væsner og steder, som medvirker i bogen, men det fungerer alligevel – om det så er på trods eller netop på grund af de manglende detaljer, ved jeg faktisk ikke. Fortjenesten er under alle omstændigheder ene og alene Carrolls – og hans helt fantastiske brug af sproget.

I looked out across them and could barely make out, flat miles away, the dim but omnious shapes of the Forgotten Machines. Inventions from an age when anything mechanical was considered both positive and magical, they had once easily turned stone into steel; green plants into medicine, cloth, brown fuel. Abandoned later because of failed dreams or newer and better combinations, they had been left to stop and die. But they hadn’t. Machines don’t die – they wait. Like so many other things in Rondua, they had simply appeared there one day.

Carroll håndterer glemte, levende maskiner med samme legende selvfølgelighed som når han skriver om, at Cullen drikker en kop kaffe i en cafe på 90th street – hverdag bliver håndteret ligeså indbydende – og skræmmende – som fantastisk drømmeverden. Hans sans for ord og originale billeder gør og forkærlighed for at blande dagligdag med det fantastiske gør, at han ofte er blevet kaldt magisk realist – ellers kan man forsøge sig med de mere moderne begreber Slipstream og New Weird.

Han minder til tider lidt om China Mieville (eller måske er det nærmere Mieville, der minder om ham?) og tidlig Murakami (omkring “The Hard-boiled Wonderland and the End of the World”), men han er samtidig også beslægtet med en forfatter som Neil Gaiman. Faktisk er der en sjov lille krølle på det, da denne bog har mange fællestræk med “A Game of You”-historien i Gaimans klassiske tegneserie Sandman – historien går, at Gaiman stort set havde skrevet A Game of You, da han læste Bones of the Moon, hvorefter han straks ringede til Carroll og forklarede situationen og tilbød at lade være med at offentliggøre historien. Heldigvis insisterede Carroll på, at Gaiman udgav værket, trods lighedspunkterne – i mine øjne et fornuftigt træk, da de to værker trods fællestræk er to meget forskellige oplevelser. Men kan man lide den ene historie, er der gode chancer for at man også vil kunne lide den anden.

“Bones of the Moon” indleder også Carrolls “Answered Prayers” sekstet, som udover denne bog består af Sleeping in Flame, A Child Across the Sky, Outside the Dog Museum, After Silence og From the Teeth of Angels. Udover få overlap i persongalleriet, hænger disse bøger ikke sammen med hinanden, bortset fra at de deler tematik en del af vejen.

Det er ikke en særligt lang bog (ca. 200 sider), men ambitionsniveauet er højt hele vejen igennem, og Carroll tryllebinder så det er en fryd. Kan – sammen med resten af forfatterskabet – anbefales varmt til alle, der holder af originale fantastiske fortællinger, som ikke helt lader sig kategorisere.

MAGISK REALISTISK GOTIK.

Titlens hus er stort og gammel, fyldt med værelser og hemmeligheder, gamle stenløver på taget og skygger i hjørnerne. I lang tid har det været styret med hård hånd af den mand, der kaldes Herren, og de regler, han har opstillet for alting. Men en dag forlader han huset og vender ikke tilbage; og straks begynder de små revner at vise sig overalt.

Børnene Esther, Zachary, Carl og Frankie er tilbage i huset, og butleren Dunn forsøger at lade alting fortsætte som hidtil omkring dem; men staben er stor, og andre er hurtigere til at slå sig løs. Lærerinden giver sig til at læse sine egne digte op i timerne, rengøringen holder ikke standarden, urene bliver ikke trukket op og så videre. Og uden for i kulden lurer ulvene.

Flere og flere ubehagelig typer flytter ind i huset, og der foregår en stadig voldsommere kamp om herredømmet over bygningen, som børnene snart indser, at de er en stor del af. Men væggene er fulde af rotter, og mens alting bryder sammen, viser de sig at have deres helt egen del i kampen.

”Rotternes hus” er en speciel bog og en, der er svær at placere. Den blander en fantasy-stemning med gotisk gys og en sær afart af magisk realisme. Man forventer konstant, at en eller anden form for uvirkelighed skal sprænge sig igennem de spinkle mure, men der er ingen magi, ingen stemme, der siger, at vi nok skal få en happy end – i stedet handler det hele om mennesker med deres egne motiver. Historien spreder sig fra de dybe, dystre hyler under huset til de snedækkede tage, og Elboz binder det hele sammen på kryds og tværs med fine tråde og en skummel stemning, der gør bogen svær at slippe igen.

”Rotternes hus” er en lille bog, men rummer en power, der rækker ud over de få sider. Samtidig er det en bog, jeg fandt ved et rent tilfælde – den har ikke fået den omtale, den fortjener, men måske er det netop, fordi den har den gennemslagskraft, samtidig med at den er svær at placere; nogle folk vil måske lade sig forvirre over dette, men er man til bøger med en dyster kant og en undertone så dyb, at den går i mellemgulvet, er ”Rotternes hus” en lille perle. En light-udgave af Gormenghast.

(Anmeldelsen er hentet fra Fortællingen.dk)

Nu har Jacob Rask Nielsen kastet sig over opgaven med første bind i en trilogi af zombie-tegneserier: ”Exodus”. Titlen vækker billeder af store menneskemasser, der bevæger sig fra det ene sted til det andet, måtte de så være levende eller døde – men selv om der er en del løben og skrigen i dette bind, er der altså også meget andet, især et meget stort blink i øjet.

”Exodus” begynder med et par professorbrødre, der – midt mellem pingviner og en skummel helikopterpilot – drager ned i et hul i indlandsisen. Det næste, man ved af, er, at de døde på et større hospital genopstår og begynder at drage hærgende gennem byen.

Herefter fokuserer historien på hotelportieren Hassan, den gravide gæst Viola og den hærdebrede, knivsvingende kok Bernt, som havner midt i begivenhedernes centrum. De er med andre ord pludselig omringet af zombier og må kæmpe sig gennem flokke af stavrende (og springende) lig, der kommer vrimlende.

Rask Nielsen har tidligere udgivet en række mildest talt sprudlende børnebøger, så en blodig horrortegneserie lå måske ikke lige for. Hans tegninger er letgenkendelige og vil måske først bringe mindelser om mere letfordøjelige humortegneserier – men på forunderlig vis giver de historien lige præcis den kant af grotesk humor og underfundighed, som efter endt læsning får en til at tromme i bordet efter næste bind i serien. Der er masser af blod, men massakrerne er smukt stiliserede, og hjerneskallerne flyver som designerskåle.

Det, der dog især gør sig bemærket i Exodus, er, hvor stramt Rask Nielsen fortæller historien. Der er kun få billeder på hver side, og der bruges ikke overflødig plads (bortset måske fra på nogle actionscener, men det er ligesom standarden i en zombie-fortælling) – alligevel får han plads til personlighed, humor, action, gys, romantik og i det hele taget en blændende underholdende historie. Der er lagt i kakkelovnen til næste bind, som ikke kan udkomme snart nok.

Skulle man endelig finde noget at kritisere, måtte det nok være det kedelige omslag (som bibliotekar er det en tegneserie, der er svær at sælge) og så den font, der er brugt i taleboblerne. Den er alt for stiv og computeragtig – forhåbentlig er den væk, når brødrene Igorov vender tilbage.

Man kan finde adskillige smagsprøver på forlagets hjemmeside.

SORGDYR OG SELVRANSAGELSE.

Der er tale om en lille, fornem roman, der stikker ud fra mængden, både i kraft af den gennemførte visuelle form, der præger selve det fysiske eksemplarer, men også den ide, der holder hele historien flydende. Kringelbach fremstiller en verden, der ligner vores – men lige med den forskel, at folk her har sorgdyr. Folk, der oplever sorg (ikke alle, men nogle), materialiserer denne som et dyr, der følger dem, hvor end de går. Det er på samme tid et utroligt stærkt billede, men også en håndgribelig tilgang til følelserne, som forfatteren med stor succes lader gennemstrømme hele sin verden. Sorgdyr kan ikke nødvendigvis genkendes som værende sådanne, og folk har meget forskellige tilgange til dem (ligesom folk naturligvis selv påvirker deres sorgdyr). Ud fra dette lykkes det Kringelbach at liste masser af små detaljer ind i teksten, som peger på en kompleks og skiftende verden – hun har muligvis ikke tænkt det hele igennem i detaljer, men hun viser læseren, at der er masser derude, og så får fantasien lov at arbejde. Det og så et flot sprog er helt klart romanens største styrke.

Historien – og man kan måske gætte, at det var her, jeg ikke helt blev fanget ind – følger en sorgforstøver ved navn Thor Moslav. Han er endda en af de bedste; hans arbejde er at hjælpe folk med at håndtere deres sorgdyr, at forstøve dem, så de enten helt forsvinder eller i al fald bliver til at leve med. For de kan være grumme små bæster, hvilket han selv må indse, da en af hans patienter dør. Mortimer Prais bliver rullet ihjel af sit sorgdyr, en kåd elefantunge, som Moslav havde forstøvet fra at være en fuldvokset afrikansk elefant. Dødsfaldet rejser straks spørgsmålet, om det på nogen måde kan være sorgforstøverens skyld, og det bliver stille og roligt til den lille tue, der vælter hele Moslavs livs store læs.

Patienterne forlader ham, medierne spinder guld på historien, og hans rivaler fryder sig. Og pludselig fortæller en tidligere kæreste ham, at han, der altid har vidst, at han var steril, skal være far. Alt går i opløsning, og midt i det hele må Moslav opleve det, som han i så mange år har behandlet sine patienter for: han får sit eget sorgdyr, en bister krage, der hakker ham i maven om natten og fuldstændig ødelægger hans nattesøvn. Det næste stykke tid følger man Moslavs op- og nedture, hans krise og forsøg på at komme overens med sig selv.

Ja, historien holder sig flydende, og det uden problemer – men den kunne have fløjet, den kunne have været helt oppe at ringe. Og det når den desværre ikke, simpelthen fordi forfatteren insisterer på at holde den på jorden. Vi holder øjnene på Moslav, som vakler lettere forvirret gennem historien, og det mangler ganske enkelt noget drive, fornemmelsen af, at historien vil nogen steder hen. Det kunne sagtens gå an (ikke mindst fordi Kringelbach fortæller så let og poetisk), hvis ikke det var, fordi grundideen er så stærk og fuld af potentiale og vil noget mere. Det får den ikke lov til, og det er synd.

”Sorgforstøveren” er en god og fascinerende bog, en unik bog fra en dansk forfatter, som jeg gerne vil anbefale folk at læse – men jeg kan ærligt talt ikke lade være med at mene, at den kunne have været så meget mere. Hvor om alting er, er der tale om en kraftfuld debut, og man kan spændt se frem til flere bøger fra Kringelbachs hånd.

I ØVRIGT

Læs mere på forfatterens hjemmeside.

“Sorgforstøveren” har (med forfatteren som deltager) været diskuteret på  Litteratursidens læseklub Bogfinken.

”Efter midnat” er en lille, luftig bog – den udspiller sig i tiden fra et par minutter i midnat til omkring klokken syv om morgenen og dykker ind og ud af en lille flok menneskers liv. Vi starter som et blik uden krop, der beskuer storbyen oppefra, og derfra trækkes vi ned i en fastfoodrestaurant, hvor to mennesker mødes. Det er den unge kvinde Mari, der tilbringer sine søvnløse nætter på stedet, og jazzmusikeren Takahashi, der øver et sted i nærheden. De to er bundet af fine, næsten usynlige bånd, som dog er nok til, at de drages mod hinanden.

På et lovehotel i nærheden bliver en prostitueret kinesisk pige gennemtævet af en kunde, og de to fra restauranten involveres i sagen. På den måde springer Murakami mellem mennesker – de to unge, den prostituerede, den voldelige kunde og Maris søster, som har sovet næsten uafbrudt de sidste måneder. Hun befinder sig i et besynderligt grænseland, hvor grænserne bryder ned.

Det interessante i ”Efter midnat” er nok ikke så meget selve historien (for den er ikke plotdrevet), så meget som det er den måde, hvorpå forfatteren fremmaner en drømmeagtig film for læseren og forsøger at gøre os til beskuere og lyttere i stedet. Læseren er til stede i bogen som et blik, for hvilket folks handlinger udspiller sig, og soundtracket udspiller sig gennem utallige højtalere. Lovehotellet hedder Alphaville, og man fornemmer masser af den slags celluloid-fingeraftryk her og der.

”Efter midnat” er ikke en historie på samme måde, som ”Kafka på stranden” var det – den giver mere udtryk af at være et elegant nedslag i et lille udsnit af virkeligheden. Man ved, at der har været noget før det første ord, og man ved, at personerne bevæger sig videre efter det sidste punktum. Alt bliver ikke forklaret, men Murakamis sprog og hans fornemmelse for personerne er endnu en gang uovertruffent.

At læse ”Kafka på stranden” er som at flyde i en lille gummibåd på havet – behageligt, men også med bevidstheden om, at man er i større kræfters vold. Man kan enten blive der og nyde solen og brisen, mens de adstadige bølger fører én videre, og man mærker de mange strømme, der samles under én og glider mellem ens fingre – eller man kan dykke ned i de umådelige dybder og fortabe sig.

Strømmene er historier, og de glider ind og ud mellem hinanden. Kafka Tamura stikker af hjemmefra på sin femtenårs fødselsdag, noget han har forberedt længe. Med ham følger den mystiske dreng, der hedder Krage, som ingen andre ser, og en grusom spådom, som hans far har udtalt over ham. Kafka driver for vinden, men bevæger sig tydeligvis også mod et mål.

Samtidig, gennem interviews og breve, får vi historien om en mystisk hændelse på Risskålsbjerget i 1944. En skoleklasse ser et mystisk metalglimt på himlen, og kort efter besvimer de alle. Et af børnene møder vi igen, da han er blevet en ældre herre – han hedder Nakata, er dum i hovedet, som han gerne fortæller folk, men til gengæld kan han tale med katte. Han er en pudsig lille Buddha-figur, der lever af en sparsom pension og de penge, han tjener på at genfinde bortløbne katte. Men også han må drage væk, da han møder en mystisk skikkelse, som angiveligt har ventet på ham.

Omkring Kafka og Nakata gribes flere personer af strømmen og driver ind og ud af læserens åsyn. Det bliver snart klart, at alt hænger sammen på en måde, som Murakami gør logisk og flydende på trods af, at grænserne mellem drøm og virkelighed, mellem hverdag og uvirkelighed flere gange nedbrydes. Det er medrivende og superbt fortalt.

Inden for de sidste par år har jeg læst flere romaner, der har forsøgt at skabe denne større sammenhæng, denne drømmelogik, denne poesi – de har hovedsageligt været irriterende og præget af en new age-tone. Det er først efter at have læst Murakami, at jeg har forstået, hvad det var, de sigtede efter. Og med dette perspektiv er deres fejl kun endnu mere tydelige, fordi han gør det så legende let (jeg tror, at det eneste sted, hvor jeg har oplevet noget, der nærmede sig dette, var i M. John Harrisons Light). Men det, der først og fremmest gør sig gældende, er, at Murakami fortæller en historie – han har vidunderligt tegnede personer, der bevæger sig både fysisk og mentalt, og der er et plot med masser af hvirvler, som drager læseren ind. Det er kort sagt et mesterværk og en af de bøger, der kan anbefales til mange forskellige typer af læsere.

Ja, ”Kafka på stranden” er som at flyde på havet, henslængt i en lille båd, men det er med bevidstheden om, at der lige bag én langsomt men sikkert samles sammen til en storm af ufattelige proportioner.

Der er dømt magi og tryllekunst, og umiddelbart kunne jeg ikke lade være med at tænke på Christopher Priests “The Prestige“; men hvor Priest skrev en ypperligt kontrolleret bog, der byggede op til den store tryllekunst, er “Mr. Sebastian” langt mere nonchalant skrevet. Den bevæger sig roligt gennem historien, og så hiver den trick efter trick ud af ærmet, vildleder læseren konstant og fremdrager endnu en overraskelse, hele tiden med en undertone af Bradbury’sk magi (uden den forsonende tro på, at det hele nok skal ende godt).

“Mr. Sebastian og den sorte tryllekunstner” starter med Henry Walkers død. En ven, hvis navn vi aldrig lærer at kende, beslutter sig for at finde ud af, hvad der skete med Henry, og derefter springer historien tilbage i tiden og begynder at indkredse hans liv og skæbne. Der er mange stemmer i “Mr. Sebastian” – hvert kapitel fortælles af en ny person, der har hver sin egen oplevelse af Henry, den sorte tryllekunstner.
Som ganske ung sælger Henry sin sjæl til Djævelen for at kunne udøve magi. Djævelen kommer til ham i skikkelse af en hvidhudet gæst på det hotel, hvor Henrys far er pedel – og lige så meget som han giver til vor hovedperson, lige så meget tager han fra ham. Det er denne begivenhed, hele resten af tryllekunstnerens liv, gennem verdenskrig og alle andre forhindringer, som skæbnen anbringer i hans vej, kommer til at dreje sig om, en konstant jagt efter Djævelen selv.
Indrømmet, der er ikke nødvendigvis nogle fantastiske elementer i Daniel Wallaces ypperligt stemningsfulde roman. Men det lykkes forfatteren at anbringe den lige præcis i det spændpunkt mellem realisme og uvirkelighed, hvor det er komplet ligegyldigt, hvad sandheden er. Det ville være muligt at barbere al fantastisk tøven ud af historien, men det ville i mere end én forstand fjerne magien fra fortællingen. Som Henry tænker, da verdens stærkeste mand vil genfortælle én af hans historier for at redde hans liv – vil han genfortælle fakta eller den sande historie. ”Mr. Sebastian og den sorte tryllekunstner” uden magi ville måske gengive historiens fakta, men det ville ikke være den sande historie.
Af uransagelige årsager er oversættelsen af Wallaces bog ikke blevet særligt omtalt i dagspressen. Forhåbentlig sælger den alligevel, for det ville være en velsignelse at se flere af hans titler på dansk.