Apokalyptisk Jesus Trip

Superinfluenzaen spreder sig med enorm hast gennem samfundet, smitter alle og slår i løbet af 19 dage, 99,4% af befolkningen ihjel. Mens civilisationen kollapser følger vi en håndfuld overlevere håndtere krisen og livet bagefter.

Der danner sig to samfund. Et i Las Vegas og et i Boulder. De onde, egoistiske og nederdrægtige mennesker drages mod Las Vegas, mens de gode og retfærdige drages mod Boulder.
Det sker fordi der udspiller sig en konflikt mellem det gode og det onde. I Las Vegas holder Randoll Flagg hof, og han er den personificerede ondskab. I Boulder bor Abigail Freemantle, og hun er Guds profet og menneskehedens sidste håb.

Jeg har det lidt svært med Stephen King. Han er vældig god til at få spændende og interessante ideer – men jeg synes ofte han er rigtig dårlig til at afslutte dem ordentligt. Det Mørke Tårn serien startede fantastisk, men slutningen var forfærdelig skuffende.
På samme måde er The Stand en rigtig fin roman, lige indtil rammehistorien med Randoll Flagg, Moder Abigail og apokalypsen dukker op. Der begynder historien at blive sær og underlig. Det virker ikke troværdigt og minder mest af alt om religiøs fanservice, helt på linje med Left Behind serien. Romanens budskab lader til at være: højteknologi er ondt og stol på Gud.

The Stand blev trykt i 1978 og genoptrykt i en 2. udgave i 1990, med lidt mere materiale og opdateret til 90’erne. Den er udkommet på dansk i to udgaver: trebindsudgaven Slutspil fra 1989 og etbindsudgaven Opgøret fra 1994. Den er kommet som en tv miniserie i 1994 og som tegneserie fra Marvel Comics i 2008. Warner Bross er ved at udvikle en filmtrilogi med Ben Affleck som instruktør.

GOTISK ÅRHUNDREDE.

Historien er ganske praktisk i tre kapitler: i årene 1915, 1952 og 2011 – og som det sig hør og bør, er centrum for historien de bygninger, der skifter formål gennem tiden, men altid bærer på de samme spøgelser og danner fortællingens dystre baggrund: først et tuberkulose-sanatorium, siden et sindssygehospital og afsluttende et hotel.
I første del møder vi den unge mand Erik, der af sin fader, som selv er læge, tvinges til at uddanne sig indenfor samme profession. Eriks dagbogsoptegnelser fortæller om hans oplevelser på Fjordsanatoriet, hvor stemningen domineres af de for manges vedkommende døende børn. Men snart indser han også, at faderen har skjulte og dunkle motiver med opholdet der, og han må træffe et valg, der får dybe konsekvenser.

I 1952 bliver Inger indlagt på Fjordhospitalet – tvangsindlagt, fordi man mener, hun er sindssyg. Selv er hun overbevist om sin egen sundhed, men der er ting i natten, som forsøger at komme i kontakt med hende, og fortiden rækker ind i hendes nutid. Hendes breve hjem beskriver, hvordan hun trækkes ind i en spiral af frygt, for sig selv og for de gerninger, der sker på stedet.

Historien afsluttes med Gil, 17 år og lidt af et problembarn. Han bliver dumpet hos sin farfar, der driver Fjordhotellet, efter han har mistet sin bestalling som læge. Gils historie fortælles fornemt i en række mails til kæresten, som både beskriver hans oplevelser på hotellet og fint tegner omridset af deres personlige historie – samtidig med at der sættes et endeligt punktum for de hændelser, der har præget stedet.

“Ordenen” fungerer overraskende godt. De tre dele har hver deres stemning – første del slipper godt fra at fremmane den tunge, gotiske stemning uden at blive for tung læsning, hvilket er noget af en balancegang. Midterste del er mere lige ud ad landevejen, men formår at fortælle en afsluttet historie, samtidig med at den leverer faklen videre. Afslutningen bærer tydeligst præg af, at forfatteren skriver til unge læsere, men tonen passer til nutiden, og det er fermt og professionelt fortalt. De tre akter med hver deres tone giver et velfungerende flow til bogen.

Selv om det er tre forfattere, der har skrevet hver deres del af bogen, fungerer strukturen og viser et godt samarbejde. Samtidig med at man får tre historier, sørger de for, at elementer går igen og trækker læseren med – ligesom deres forrige projekt (serien Genstart) virker det inspireret af moderne tv-serier, og det er en opbygning, der virker. “Ordenen” er en effektiv og stemningsfuld ungdomsgyser, der spænder bredt.

Hovedpersonen er forfatteren og læreren Dale Stewart, men fortælleren er hans barndomsven, Duane. Duane er død, men han er ikke et spøgelse, snarere Dales traumatiske minde om personen.

Og det er det trauma, der knytter sig til dødsfaldet, der er baggrunden for “A Winter Haunting”. For hvad skete der egentlig dengang i barndommen, da vennen døde i et grotesk uheld?

Dale har mere eller mindre smidt sit liv ud af vinduet. Konen har forladt ham med børnene, det litterære arbejde går ikke særligt godt, og han har døjet med depression. Nu vender han tilbage til byen, hvor han voksede op, for at få styr på tingene – og han får naturligvis mere, end han regnede med. For de døde har ikke tænkt sig at forblive helt døde, og fortiden vender bogstaveligt talt tilbage for at hjemsøge ham.

Det er en ganske velkendt historie, Simmons fortæller, men han gør det stilsikkert og med yderst velfungerende horrorelementer. Det er muligvis ikke en klassiker indenfor genren, men den er svær at lægge fra sig.

Jeg var halvvejs gennem bogen, før det gik op for mig, at “A Winter Haunting” er en fortsættelse af Simmons’ “Sommernattens rædsel” – et faktum, der intetsteds fortælles i den udgave, jeg læste. Men den fungerer fint som enkeltstående historie – måske endda bedre, fordi Simmons tillader sig ikke at fortælle alting. Der er en usikkerhed i historien, som der er i hovedpersonen, og det er med til at lægge til stemningen. Dertil kommer, at han leger med et af de elementer ved den oprindelige bog, der irriterede mig for så mange år siden (og er en af de få detaljer, jeg kan huske fra den): drengen, der beslutter sig for at blive forfatter. Det får en del kommentarer med i et næsten legende metalag her, der giver så mange ekstra point til bogen. Og lyst til at genlæse “Sommernattens rædsel”.

Som næsten altid med Simmons er “A Winter Haunting” god læsning. Spændende, fascinerende og foruroligende.

SÆRT & MÆRKELIGT.

Som forsiden måske også signalerer, befinder vi os på det surreelle overdrev, hvor historierne gerne skydes i gang med et lille, overraskende udgangspunkt. I “Vandanna” sidder hovedpersonen i sin skoleklasse og indser, at hun er lavet af vand; i “Fars og mit træ” forsvinder fortællerens far, mens hans ansigt dukker op i det træ, de plantede sammen, og som nu vokser med utrolig hast; i “Som en ræv” må hovedpersonen lide under eftervirkningerne af at have forvandlet sig til en ræv.

Fælles for historierne er, at der ikke forklares – tingene er, som de nu engang er, og herfra tager Mogensen sit udspring. Og med en sær form for drømmeagtig logik fører han læseren gennem historien. Sproget er enkelt og lettilgængeligt, men ideerne er overraskende, og stemningen kan svinge mellem det legende og det gruopvækkende. Til tider føler man sig endda hensat til en form for eksistensialistisk horror.

“Virkeligheden er ikke virkelig” fik mig til tider til at tænke på Jim Woodrings tegneserier – Mogensen kommer ikke nær så langt ud, men han formår på samme måde at kombinere den absurde baggrund med en klart fortalt historie. Det er muligt, man ikke kan se meningen med løjerne, men man lader sig stadig trække ind i fortællingen. Det fungerer, især fordi forfatteren har en evne til at ramme ideer, der kan gro i læserens hjerne. Såsom Anna, der er blevet til vand – og mere vigtigt: klassekammeraternes reaktion. Det er halvvejs mellem drøm og mareridt.

Når novellerne i “Virkeligheden er ikke virkelig” rammer rigtig, har de power og kan fostre nye historier. Når de ikke helt rammer plet, forbliver man upåvirket og glemmer dem hurtigt. Heldigvis er der flest, der fungerer.

Mogensen skulle have en roman på vej fra Fahrenheit – hvis han kan kombinere stemningen fra denne samling med et længere handlingsforløb, skal man helt klart holde øje med “Kødet”.

DET HORRIBLE HOTEL.

Jack Torrance er en forfejlet lærer – hans problemer med alkohol og kontrollen over sin vrede har efterladt ham uden job og uden de store muligheder. Sidste chance er at tage jobbet med at passe det gamle hotel Overlook i Colorado, en statelig gammel bygning, der bliver fuldstændig isoleret fra omverdenen, når sneen begynder at falde. Med sig bringer han sin kone og søn og et ægteskab, der vakler under deres fælles historie.

Men allerede før afrejsen til det afsidesliggende hotel melder der sig faretruende skygger ud over de ægteskabelige problemer. Sønnen Danny “skinner”, en folkelig måde at sige, at han har visse overnaturlige kræfter, såsom at skimte fremtiden. Og fremtiden er dyster og skræmmende.

Familien Torrance og hotel Overlook er en dårlig cocktail. Historien lever lige under overfladen i bygningernes lange gange, men Dannys evner bringer den op i lyset. Og dens mål bringer mindelser om Shirley Jacksons “The Haunting of Hill House”.

Det er mange år siden, at jeg læste “Ondskabens hotel”, og dens gennemslagskraft dengang er svært at overvurdere. Det er en af de bøger, jeg husker som ægte skræmmende, og jeg har holdt fra mig den for ikke at få ødelagt den opfattelse. Heldigvis holder den stadig – i høj grad. På sin vis er der tale om en moderne gotisk spøgelseshistorie, hvor vi tidligt får at vide, at Overlook er et slemt sted – men både personer og læser trækkes uafvendeligt afsted, mens begivenhederne ruller omkring dem. King bygger langsom, men metodisk op, og det skaber en skæbnetung stemning, der bare bliver mere og mere dyster. Samtidig holder han historien så enkel og nede på horden i sin grundsubstans, at man ikke hives ud af historien af hans vildere påfund (som det er sket i nogle af hans senere bøger).

Kings personer har en tendens til at have en “kosmetisk fejl” – et traume eller noget, du har gjort, som kan udnyttes til forløsningen til sidst i historien – men noget af det, der løfter “Ondskabens hotel”, er, at Jacks fejl løber dybere end som så. Man forstår ham, men man har også svært ved at se, hvordan han skal slippe ud af hotellets greb. King er god til at beskrive behagelige personer, men her lykkes det ham også at beskrive Jack dybere end som så.

Alt i alt er “Ondskabens hotel” stadig lidt af en perle inden for genren. Det er stemningsfuld horror med fokus på personerne, og uhyggen er af den vidunderligt snigende slags. Den kan klart anbefales.

ZOMBIER

For måske 25 år siden forsvandt civilisationen. Zombierne åd og hærgede sig igennem den og efterlod verden som et halvtomt og usikkert sted. Tempest på 15 år har aldrig kendt USA, som det var engang – før zombieinvasionen. Hele sit liv har hun været tvunget til at overleve og finde mad uden selv at ende som nogens snack.
Virkeligheden er brutal og barsk, og Tempest slår og tæsker sig igennem sydstaterne. Altid videre. Altid på vej væk. Altid på vej mod noget andet.

Tempest kommer forbi byer, der er så døde, at de døde ikke engang gider være der, og hun møder grupper af mennesker der forsøger at etablere små samfund med varierende succes. Livet fungerer egentlig bedst for Tempest, når hun er alene, men selv i en dystopisk affolket verden får hun rodet sig ind i komplicerede sociale konflikter, der får pænt skæbnesvangre konsekvenser. Snart er hun på flugt fra en hævn, og mens hun prøver at forsvinde i den verden, der er væk, martres hun af smertefulde erindringer, ligesom hun møder nye benspænd som  fx en ucharmerende hillbilly-mutantfamilie, som er overbevist om, at netop de er Guds udvalgte.

The Reapers Are The Angels er en fremragende, meget velskrevet og uhyre velkomponeret post-apokalyptisk roman, der er langt mere effektiv og helstøbt end fx. Cormac McCarthys Vejen. Historien er barsk og uforudsigelig. Sørgelig men usentimental. Uanset om menneskeheden er helt i knæ og ædt af zombier, er vi, som vi er. Ensomheden kryber langt ind i læseren og hvisker om skrøbelighed, forgængelighed og sorg.

Helt så enkelt går det naturligvis ikke. Marlowe har folk på sin side, men samtidig er han ikke sikker på, at han overhovedet gider at kæmpe for at holde sig i live. Og der er flere med i spillet, end han tror, og han er ikke den eneste, der har interesse i at holde varulven i live.

“Den sidste varulv” er en ganske vellykket blanding af overnaturlig spænding og koldkrigsthriller – ikke at den foregår under den kolde krig, men den rammer stemningen alligevel: hovedpersonen, der er ude i kulden og stræbes efter livet; stærke kræfter med uigennemskuelige interesser; og hemmelige agenter på kryds og tværs. Og varulvedelen er ganske godt skruet sammen med lidt nytænkning især på ulven/mandens forhold til de ofre, som transformationen uværgerligt kræver.

Jeg kunne godt lide “Den sidste varulv” – men ønskede desværre uden held at være vild med den. På trods af de gode toner var der simpelthen nogle elementer, som skar i min læseoplevelse. For det første var der tendensen til at blive lidt henført (næsten selvsmagende) i sit sprog – men erfaringen siger mig, at den slags som regel læner sig op ad at være litterært i den almindelige forståelse, så det vil sandsynligvis tiltale flere læsere, end det vil irritere. Blod og sex-delen fungerer egentlig ganske godt som en integreret del af historien, men bliver et kort, der spilles lidt for ofte. Og gerne i formen: pludselig erektion efterfulgt af faldende erektion ved tanken om den situation, vor helt befinder sig i.

Desuden kobler Ducan et meta-element på historien – Marlowe er yderst bevidst om, de historier, der styrer folks liv, fordi han har haft så længe til at overvære det. Det er godt udtænkt, men bliver i mine øjne aldrig rigtigt en del af historien. Det  virker ganske enkelt lidt postuleret – men det er forhåbentlig noget, som udvikles videre i de følgende bind. “Den sidste varulv” er nemlig første del i en trilogi – og selv om jeg havde mine forbehold mod den, er der ingent tvivl om, at jeg vil læse med fremover. Stemningen alene er det værd, og hvis Duncan kan blive ved med at nytænke, blilver resultatet rigtig godt.

Bogen består af 10 noveller, hvoraf det fleste har et magisk eller fantastisk islæt. Nogle, og måske endda forfatteren selv, vil mene at alle fortællingerne er af fantastisk karakter, men denne anmelder mener i al fald at to falder udenfor. Men det gør for så vidt ikke alverden. Det er dog de historier som ikke har fantastiske elementer, som er klart de svageste i bogen. Blandt andet den børneporno og pædofili-centrerede “Bingo” falder igennem. Såre simpelt fordi den ikke har det samme magiske touch som de andre noveller.

Det betyder dog ikke at bogen er dårlig. Absolut ikke. Bogen er god! Punktum. Bindet starter stærkt med fortællingen om en kunstner der får bestilling på en ikon. Det udvikler sig hurtigt til en fortælling om savn, flugt og forvandling. Derudover er bogens stærkeste fortællinger blandt andet “Skatten”, om den lille pige der forsvinder på stranden, og “Mørke cyklister”, om det farlige ved at gå igennem mosen efter mørkets frembrud.

Weitze skriver i en lidt pudsig, men velfungerende stil, der dels fjerner læseren fra den intime oplevelse af hovedpersonens gøre og laden, men samtidig sætter os i en helt fantastisk stemning. For det er stemningen der er bogens bedste våben. Man føler sig hensat til en tid med folkeeventyr og myter, selvom historierne så afgjort har et moderne strejf. Helt hvordan denne stemning opnås og skyller ind over læseren er lidt af et mysterium for mig. Men sandt at sige er man fra første side opslugt i en stemning af lugte, temperaturer og fabler. Det er diskret, underspillet men det virker helt fantastisk.

Hovedtemaerne for bogen er helt klart forvandlinger. Alle historierne har et overliggende tema der går ud på at hovedpersonerne går fra en tilstand til en anden. Det er blandt andet her det er de mest tydelige bånd til den magiske realisme viser sig. Forvandlingerne sker nemlig ikke kun på det mentale eller personlige plan, men også i høj grad på det fysiske plan. Således er der personer der “mærker noget grønt vokse under huden” og har fornemmelser af at blive til dyr. Det er dog aldrig så direkte beskrevet, men det er det vi sidder tilbage med som læser. Og det er vel også her en af bogens styrker ligger. Ved at benytte sig af begrænsninger og indskrænkninger lader Weitze så uendeligt meget være op til læseren selv. Derfor lader hun vores fantasi styre bogen, og udnytter derfor en af menneskets iboende egenskaber, til at skabe en uforglemmelig rejse ud i mørkets egne.

Bogen kan kun anbefales. Især vil den gøre sig godt på en kølig sommeraften med tæpper og et kraftigt regnvejr under opsejling. Lyn og torden er ikke nødvendigt, men duften af regn hjælper en del. God læselyst.

De tre numre introducerer en lang række forskellige serier, blandt andet klassikeren “Usagi Yojimbo”, net-hittet “Girl Genius” (som var de eneste, jeg kendte til i forvejen) og de danske “Wasp & Lockbell” og “Pri-pri-princess”. De (og en del andre titler) er alle  vestlige og lige ud af landevejen – og halvvejs i bladet mødes man af et stop-skilt og ordren om at læse bladet fra den modsatte retning. Her er der nemlig “originale” mangaer med titler som “Prinsessen fra Oedo City” og “Lost Heaven”. Og her bliver der skruet op for både tempo og virkemidler.

Generelt er der tale om længere historier med en del action, spædet op med korte humoristiske striber.

Hvert nummer af Comic Party er på 162 sider, så der er noget at gå til – og indholdet er spredt over en bred kam af typer. “Lost Heaven” leverer melodramatisk action, mens “Prinsessen fra Oedo City” er en mere fjollet omgang drama og romantik. I venstre-mod-højre læseretningen er “Girl Genius” en hæsblæsende omgang steampunk – den virker lidt halsbrækkende ved første bekendtskab, men rummer også interessante ideer, der umiddelbart gør den værd at følge. “Usagi Yojimbo” handler om en herreløs samurai (en kanin), der snitter sig gennem en del andre funny animals – der lader til at være en del inspiration fra Groo (der også gæsteoptræder i et enkelt billede), men den lader til at tage en mere alvorlig (og selvhøjtidelige) vinkel. Umiddelbart var det den af bladets serier, der greb mig mest – med fornemmelsen af lidt søgende tilgang, der langsomt bygger op og bliver mere sammenhængende. Ligesom “Girl Genius” tror jeg, at den kommer til at give stort afkast i det lange løb.

“Digger” har lidt samme tone med sin historie om en lille og lidt zenagtig vombat, der møder guder og andre væsener i nogle lidt knudrede tegninger, men med en underspillet historie, der rammer masser af gode toner. “Wasp  Lockbell” fortælles venstre til højre, men viser meget tydeligt sin japanske inspiration – og viser også en del udvikling i de to numre, den optræder i.

Tegneserierne er som sagt meget forskellige – ikke alt er i min smag (og der er mere end det, jeg har nævnt her), men som helhed virker det godt udvalgt. Der er noget for næsten enhver smag, og det viser mangaens spændvidde. Generelt tror jeg dog, at bladet kræver en lille investering – for flere af serierne skal man et stykke ind i, før det rigtig spiller. Ved udgangen af tredie bind er der ved at være godt gang i den, så hæng i.

Men først og fremmest skal “Comic Party” dog roses for, at det så tydeligt er a labour of love – folkene bag går ikke blot op i tegneserierne, men også miljøet omkring dem, så der medtages nye danske tegnere, artikler fra kulturen og så videre, det hele bundet sammen af et figuren, der pryder forsiderne, Ja, der er serier heri, der ikke tiltaler mig, men ånden og energien og glæden gør det til en fryd – og “Comic Party” til første gang i lang tid, at jeg rent faktisk vil købe et dansk tegneserieblad. Forhåbentlig fortsætter det med samme ambitionsniveau.

ZOMBIER OG BLOGGERE.

Deriblandt vor hovedperson: Georgia. Hun er nyhedsblogger, en profession, der overtog en god del ad medielandskaben, efter de gamle medier svigtede forfærdeligt under de dødes genopstanden. Sammen med sin bror Shaun og kollegaen Buffy (som egentlig hedder Georgette, men så sig nødsaget til at tage et andet navn, da hun er blondine i en verden fuld af zombier) lever Georgia af at rapportere fra en verden hærget af zombier. Og nu har de vundet det job, der skulle sikre deres fremtid: de skal følge senator Ryman på hans kampagne op til præsidentvalget.

Desværre er de levende døde ikke den eneste trussel i verden efter undergangen. Måske ikke engang den største.

“Feed” er delvist en vellykket science fiction-roman med beskrivelsen af verden, som den ser ud efter store omvæltninger; og den er en god omgang zombie-action med flere udbrud; det eneste sted, hvor den måske fejler lidt, er i spændingselementet. For læseren er det ret hurtigt tydeligt, at der foregår ting i det skjulte, men handlingen synes at slentre afsted i ret lang tid, før det går op for vore helte. Det har måske noget at gøre med, at “Feed” viser sig at være første del i en trilogi, selv om der er tale om en afsluttet historie. Der skal være noget til overs til følgende bind.

Det bæres dog uden problemer oppe af, at Mira Grant skriver, så det er en fornøjelse at læse med. På mange måder minder hun om Cory Doctorow i sin fascination af teknikken og sin brug af yderst kompetente og bevidste hovedpersoner – og hun har både humor og kant. Det gør “Feed” til god underholdning, som man læser med fornøjelse, samtidig med der er en del hip til det amerikanske samfund. Zombier er muligvis døde, men de har som regel noget at sige om de levende.