En navnkunding, men pensioneret, filminstruktør hjemsøges af en greve i sort, og Spøgelseslinien bliver bedt om at tage affære. Inden længe befinder de sig i en lille by i det Nordsjællandske, hvor der lurer mange underlige forklaringer, mystiske fænomener og pudsige mærkværdigheder. Men det bliver også til en smule teenage-romantik midt i opklaringen af den mystiske sag.

Historien er ligetil. Selvom det er en krimiinspireret horror-roman (eller måske en horrorinspireret krimi), er der ikke så mange finurligheder at det ikke er til at gennemskue. Faktisk ligner historien meget de klassiske Scooby-Doo tegnefilm. En gruppe unge mennesker bliver bedt om at efterforske det, der i første omgang ligner noget overnaturligt, men som i sidste ende viser sig at… nåh ja, læs det selv.

Det korte af det lange er, at der i virkeligheden ikke er så meget nyt under solen. Jürgensen skriver upåklageligt – stilen er umiskendelig, men hans “touch” med de unge mennesker der ved at være passé. Og så er Jürgensens opfattelse af teknologi underlig forældet. Et godt eksempel er, da han skriver “Den transportable computer” – det virker underligt gammeldags. Derudover er de fire hovedpersoner også nogle ualmindeligt velopdragne størrelser – der er meget få bandeord eller slangudtryk. Til gengæld er karakterene let genkendelige, og de fungerer godt som den fire-bande de nu engang er.

Det er langt fra Jürgensens bedste bog, men det er god underholdning, og den egner sig godt til højtlæsning. Den er nok for det lidt yngre publikum, men det kan skam også være helt spændende for de lidt ældre. Bogen – og serien som helhed, vil nok egne sig fremragende til sommerferielæsning for den mysteriehungrende læsehest!

I sit forord skriver Silvestri at han bl.a. holder meget af science fiction, fordi genren behandler nogle af livets helt store spørgsmål og måske er den eneste genre, der med fuld ret kan kalde sig spekulativ. I de 14 noveller tager han læseren med vidt omkring, lige fra multinationale selskabers grådighed og de konsekvenser, det har, over rumrejser og menneskets møde med aliens, til tiden efter bomben.

Allerede den første novelle vandt mit hjerte. Historien om danske Dennis som sammen med sin dradoranske navigatør rejser som bud mellem stjernerne og ved et tilfælde bliver de første, som hører en besked fra et hidtil ukendt folk, er en glimrende blanding af tjubang action og humor på overfladen, mens alvoren ligger lige under.

Jeg vil også fremhæve ”Træk!”, som jeg hørte Silvestri læse op under Bogforum. Her stoppede han dog lige før slutningen, som jeg nu endelig har fået læst. Og den var naturligvis ikke helt som forventet.

Titelnovellen ”Faderens sønner” fortæller gennem generationer, hvordan jorden en dag får et ultimatum fra en fremmed intelligens. Om 250 år vil jorden blive taget fra os. Målet er dog ikke at udrydde os, så vi får en anden planet i stedet for. Men hvordan vi vil komme dertil, må vi selv finde ud af. Novellen viser grusomt tydeligt menneskets egoisme, og slutningen er ikke just optimistisk.

I det hele taget er der en lidt dyster stemning over de fleste af novellerne, som om Silvestri ikke har den helt store tiltro til menneskeheden. Lidt optimistisk tolker jeg dog ”Sidesporet”, hvor Eigil opfinder en maskine, der kan rejse mellem dimensionerne og ender på Sidesporet, hvor han får at vide at mangfoldige verdener-teorien ikke helt holder vand – der er nemlig kun 17 ifølge Ecclias.

I ”Stævnemøde” har kvinderne overtaget magten i samfundet, og mændene konkurrere om at blive valgt som ægtefælle af selv de grimmeste og dummeste kvinder, mens vi i ”Mens vi venter” er gæster i et intergalaktisk tv-program, der har jorden som tema.

Generelt er kvaliteten af novellerne høj, både sprogligt og plotmæssigt. Mange af historierne tager overraskende drejninger undervejs, og selvom stemningen hovedsageligt er til den dystre side, så er problemstillingerne interessante, og A. Silvestri er god til at udforske spændende tanker.

”Faderens sønner” er med andre ord velskrevet, interessant og med mere end et lag i alle historierne. En klar anbefaling herfra.

Indhold:

Signal
Om lidt bliver her stille
Det lille billede
Træk!
Dejlig er jorden
Forræder
Faderens sønner
Simulation
Stævnemøde
Mens vi venter
Evolutionært
Sidesporet
Vi der skummer fløden
Eternity is for everyone (første gang trykt i Proxima 87)

Udgivelsesår: 2011

Også omtalt på Bogrummet og Litteratursiden

Handlingen er omstændelig at forklarer, og i bedste fald svær at resumere. I korte træk følger vi et kloster engang i fremtiden. Bomben er faldet, og al moderne viden er gået tabt. Munkene bruger deres tid på at genopdage glemt teknologi og videnskab. Dette fører selvsagt til en del forviklinger og misforståelser, til megen morskab for læseren. Som bogen skrider frem, gør tiden det også, og vi får lov at følge klosteret og dets iboende gejstlige helt frem til… ja, til hvad?

Det tog mig knap et halvt år at få læst “En Messe for Leibowitz”. Om det hovedsageligt skyldes personlige dispositioner, problemer eller bare ugidelighed, eller om det kan henlægges til romanen, skal være usagt for denne anmelder. Dog kan det konkluderes, at det er de færreste bøger undertegnede er så længe om at kæmpe sig igennem. Og jeg skriver udtrykkeligt “kæmpe”, for det var en kamp.

Historien er faktisk interessant. Præmissen er god, omend gammelkendt. Beretningen om klosteret og dens munke, deres historier, forviklinger og generelle tilbøjeligheder, er faktisk helt god, og til tider enormt sjov. Hvad der imidlertid slår romanen halvt ihjel er det knortede sprog. Om det skyldes en dårlig oversættelse, eller om det faktisk er sådan Miller skiver, aner jeg ikke. Faktum er dog, at der er fyldt med taste- og slåfejl i bogen, og man må igen og igen gætte sig til handlingen da hele sætninger (muligvis afsnit) beklageligvis mangler. Jeg aner ikke hvad de har haft gang i på Notabene tilbage i 1986, men det her i al fald ikke gavnet denne bog. Det er trist at en ellers fin fortælling drukner i tekniske detaljer.

Men, er bogen god eller er den dårlig? Det kan være svært at sige. Visse science fiction-læsere vil utvivlsomt påkalde sig bogens klassiker-status og kalde den et must-read. Selv er jeg dog af en lidt anden overbevisning. Det er ikke så meget et must, som det er en prøvelse. En prøvelse som man skal igennem for at kunne kalde sig “rigtig” science fiction-fan? Kort og godt er historien interessant, til tider sjov og generelt underholdende. Udførslen er imidlertid noget makværk – hvis skyld det så end er. Jeg anbefaler at man finder sig en anden science fiction-klassiker til forårslæseriet.

Hvad nu hvis du kunne rejse tilbage i tiden og slå Hitler ihjel? Spørgsmålet er blevet stillet før, og nu giver Patrick Leis sit bud på svaret i kortromanen ”Bødlen”.

I en ikke nærmere defineret fremtid er det lykkes for israelske videnskabsmænd at opfinde en tidsmaskine, som kan sende en mand tilbage til fortiden. Efter mange etiske overvejelser beslutter Knesset at sende en mand, der skal dræbe Hitler for at forhindre Holocaust. For at sikre sig at de efterfølgende vil vide, at fortiden er blevet ændret, laver de på forhånd et interview med en amerikansk journalist, som bliver optaget og sendt i kredsløb for at blive offentliggjort igen senere. Og da det sker, stiller det nye spørgsmål til Israels regering.

Der er skrevet mange romaner, som stiller samme spørgsmål, som Patrick Leis gør her. Hvis man kunne rejse tilbage i tiden og ved at slå én mand ihjel redde millioner – ville man så gøre det, og hvilke konsekvenser ville det få for fremtiden? Det er et interessant dilemma, og i en blanding af videnskabelige udredninger og etiske overvejelser giver Leis sit bud, som både er velskrevet og spændende.

Historien blev oprindelig indsendt som novelle til en konkurrence fra Science Fiction Cirklen, men blev afvist pga. længden. Nu er den så udkommet på Forlaget Kandor med et faktuelt efterord, hvor begreber som zionisme og teleportering forklares samtidig med at man kan læse om staten Israels opståen, koncentrationslejrene og Adolf Hitlers vej til magten. Formen tyder på, at udgivelsen primært er rettet mod ungdomsuddannelserne, men den voksne læser kan dog sagtens læse med.

Jeg holder generelt meget af science fiction, som jeg synes er en interessant måde at udforske etiske dilemmaer og videnskabelige fremskridt på, og Patrick Leis er god til at kombinere disse to elementer. Min eneste anke er sådan set, at jeg synes, historien er for kort. Det kunne have været spændende, hvis Leis havde udforsket sin slutning lidt mere, for der lægges op til flere spændende veje. Og selvom 50 sider måske er for langt til en novelle, så er det lige lidt nok til at stå alene.

Også omtalt på Bogrummet og Litteratursiden

Apokalyptisk Jesus Trip

Superinfluenzaen spreder sig med enorm hast gennem samfundet, smitter alle og slår i løbet af 19 dage, 99,4% af befolkningen ihjel. Mens civilisationen kollapser følger vi en håndfuld overlevere håndtere krisen og livet bagefter.

Der danner sig to samfund. Et i Las Vegas og et i Boulder. De onde, egoistiske og nederdrægtige mennesker drages mod Las Vegas, mens de gode og retfærdige drages mod Boulder.
Det sker fordi der udspiller sig en konflikt mellem det gode og det onde. I Las Vegas holder Randoll Flagg hof, og han er den personificerede ondskab. I Boulder bor Abigail Freemantle, og hun er Guds profet og menneskehedens sidste håb.

Jeg har det lidt svært med Stephen King. Han er vældig god til at få spændende og interessante ideer – men jeg synes ofte han er rigtig dårlig til at afslutte dem ordentligt. Det Mørke Tårn serien startede fantastisk, men slutningen var forfærdelig skuffende.
På samme måde er The Stand en rigtig fin roman, lige indtil rammehistorien med Randoll Flagg, Moder Abigail og apokalypsen dukker op. Der begynder historien at blive sær og underlig. Det virker ikke troværdigt og minder mest af alt om religiøs fanservice, helt på linje med Left Behind serien. Romanens budskab lader til at være: højteknologi er ondt og stol på Gud.

The Stand blev trykt i 1978 og genoptrykt i en 2. udgave i 1990, med lidt mere materiale og opdateret til 90’erne. Den er udkommet på dansk i to udgaver: trebindsudgaven Slutspil fra 1989 og etbindsudgaven Opgøret fra 1994. Den er kommet som en tv miniserie i 1994 og som tegneserie fra Marvel Comics i 2008. Warner Bross er ved at udvikle en filmtrilogi med Ben Affleck som instruktør.

Den centrale historie i bindet, er uden tvivl den der strækker sig over fire blade. I “Raptor Hijack” får vi historien om hvordan endnu en pengegrisk og magtbegærlig pengemand, forsøger at tilrane sig magten over de frygtindgydende velociraptore. I denne omgang er det dog ikke ved hjælp af magt og totur, men ved den snedige brug af en dyreadfærdsekspert. Vores gamle kendinge Dr. Allan Grant, Ellie Statler, Robert Muldoon og Ian Malcom er også på jagt efter de eftertragtede raptors. Deres mål er imidlertid et andet – at redde verden (eller i al fald denne sydamerikanske jungle), fra de dødbringende raptors klør. Alt imens vores kendinge og dyreeksperten farter rundt i den sydamerikanske jungle, forsøger andre og ligeså griske pengemænd at få fat i de nu så omtalte dinosaurer.

De to andre historier er korte og faktisk ret uinteressante, derfor går denne anmelder udenom dem i denne anmeldelse. Ikke dermed sagt at bindets hovedhistorie er særligt interessant – det er den i virkeligheden ikke. Det er imidlertid den længste og alene af den grund, den der fortjener mest opmærksomhed. Men nej, det er ikke nogen særlig interessant historie. Det er faktisk en lidt kedelig, uinspireret gang merchandise der er pakket ind i et flot papir – bindets omslag, forstås. Plottet er papirtyndt og karakterene er flade og utroligt ensidige. Den eneste der skiller sig ligt ud er Ian Malcom. En udskillelse der hovedsageligt skyldes et psykotisk sammenbrud midt i fortællingen. Det er lidt tåbeligt, lidt unødvendigt og i det hele taget bare underligt.

Derudover er tegneseriens grundpræmis – Jurassic Park, nu helt og aldeles forsvundet ud af de historier der bliver fortalt. Men undtagelse af den sidste og korteste (og absolut dummeste) historie. Det er lidt synd. Parken er og var meget central for, at dinosaurerne ikke bare bliver til endnu et monster. De centrale temaer fra filmen – legen gud, at holde vilde dyr i fangeskab etc. findes stadig, men er så til gengæld også det eneste historien drejer sig om.

Tegningerne er til gengæld også ret ringe. De er meget tidstypiske (1990′erne). Dette kunne være godt, da de kunne have en nostalgisk værdi. Imidlertid er de tidstypiske på en rigtig kedelig måde. De forhastede, grimme og der er lagt et minimum af sjæl i dem. Det er faktisk lidt som om der ikke rigtig er nogen der ville have noget med projektet at gøre. Til gengæld har der været nogen der har været interesseret i at lave penge…. og pludselig bliver bindets centrale historie måske mere en parodi eller karikatur, end en egentlig fortælling.

Desværre har de fleste af Jurassic Park tegneserierne vist sig, som denne, at være noget værre bras. Der er meget får faktorer der gør dem til et must-read, og uden at skulle falde i en Jakob Stegelman-kliche, så vil jeg sige, at dette bind kun er til de absolut mest dedikerede fans. Andre bør holde sig til den første film.

STØRRE, BEDRE, VILDERE.

Heldigvis er der andre, som er mere bevidste om hans forfatterskab – i dette tilfælde Niels Dalgaard, som har samlet og oversat “Vejen mellem stjernerne” og forsynet den med et informativt efterord. Med sine 200 sider er den et noget mere overskuelig værk end de andre mursten, men det er stadig Reynolds, og det er stadig science fiction af bedste skuffe.

“Vejen mellem stjernerne” samler tre lange noveller/kortromaner, der følger hovedpersonen Merlin fra vugge til grav. De enkelte historier kan sagtens læses uafhængigt af hinanden, men bindes sammen af en rød tråd: jagten på et våben.
Vi befinder os langt ude i fremtiden, og menneskeheden er i krig med de mystiske Skrællere – slagene bølger over lysår, men krigens udfald virker klart: menneske taber, også selv om det resultat ligger adskillige årtusinder ude i fremtiden. Den første af historierne, “Skjul”, følger en gruppe mennesker på flugt, men også underlagt fysikkens begrænsninger – de ved, at de vil blive indhentet af Skrællerne, men det er deres egne børn, som kommer til at tage det opgør. Pludselig sker der dog noget, som ændrer situationen og stiller dem overfor et valg.

Merlin mener, at de skal forsøge at udnytte det uudgrundelige Vejnet, en højteknologisk infrastruktur efterladt af en tidligere race, men indtil nu komplet utilgængelig.

Vejnettet kommer til at spille en stor rolle gennem hele bogen, mens vi følger Merlins jagt på tværs af årtusinderne. Han ønsker at finde et våben, der kan besejre fjenden, men inden han (måske) kommer så langt, bevæger han sig vidt i tid og rum.

Alastair Reynolds skriver new space opera – historier, der jonglerer med de helt store koncepter og afstande. Og han gør det ekstremt godt. “Vejen mellem stjernerne” er lettere i tonen end “Revelation Space”-serien, men ideerne virker endnu vildere og endnu mere spændende. Universet er interessant, men selvfølgelig malet med den meget store pensel, for vi får præsenteret tre udsnit af det over et stort tidsrum – heldigvis fortæller Dalgaard i efterordet, at Reynolds planlægger flere historier med Merlin.

Er man til moderne science fiction, skal man afgjort have fat i “Vejen mellem stjernerne” – det er den type historier, der sprudler med ideer, både store og små, og det er svært at lægge fra sig. De varmeste anbefalinger herfra.

Jeg har læst (og været vild med) Oskarssons tidligere bøger: En hund, en kat og en mus, Kødbenet og Poul, en cool giraf; så det var med en vis kriblen i fingrene, at jeg fik fat i hans fjerde danske udgivelse på Bogforum. Og dernæst sad med et stort grin malet på ansigtet, mens jeg læste den på vej hjem i toget.

Som i Oskarssons andre bøger er udgangspunktet enkelt og persongalleriet småt: en hund, en rotte og en kanin (som er flad). Kaninen ligger på gaden, da de to andre dyr får øje på den og begynder at diskutere, hvad man bør foretage sig i en sådan situation. For de ved godt, hvor kaninen hører til, men hvad vil menneskene ikke tænke, hvis en hund og en rotte møder op ved havelågen med deres kanin i flad udgave?

Der må tænkes. Så det knager. Og svaret forudser man nok ikke, men det rummer sin egen poesi.

Oskarsson fortæller med en næsten zenagtig ro. Hvert opslag rummer et stort billede på den ene side og en minimal tekst med et mindre baggrundsikon på den modsatte. Og historien bevæger sig fremad med sin helt egen logik – og sødme. For selv om der grundlæggende er tale om en grum historie (flade kaniner er ikke ligefrem sprællevende kaniner), så ulmer både tekst og billeder af lune. Oskarsson bevæger sig i et besynderligt grænseland, hvor bedsteborgere møder fabler møder tilværelsens svære spørgsmål, og han får den blanding til at fremstå som noget helt naturligt.

Det slår mig, at det må være sådan, det ville være at høre Thomas Winding læse højt af Frankenstein. Den bløde stemme med dens konnotationer af barndom og tryghed får én til at slappe af, så man næsten glemmer den dystre historie, der gemmer sig inde bagved.

Men først og fremmest er det altså sjovt. I samtlige af forfatterens bøger er jeg faldet over mindst ét billede, der har ramt mig lige i lattermusklen, og “Den flade kanin” er heller ingen undtagelse. Faktisk er der flere, men jeg vil anbefale folk at finde deres eget. For selv om man måske ikke har børn, bør man unde sig selv at stifte bekendtskab med Bardur Oskarsson. “Den flade kanin” er (som forventet) en lille perle.

EN GANSKE SÆRLIG BÅD.

Jensen har skrevet både børne- og voksenbøger, fra minimalistisk firkantede historier til fabulerende og flagrende fortællinger. “Kejserinden” har den til tider næsten åndeløse tekst, hvor meget kan beskrives i en enkelt sætning, og en historie, der rækker fra den ene ende af verden til den yderste.

Drengen, vi følger, har intet navn (som vi får at vide, i al fald). En mor har han heller ikke, og hans far er sjældent hjemme, da han rejser rundt i verden og sælger ost. Så ofte sidder drengen ved motorvejen, ser på bilerne og drømmer om, at de skal tage ham med ud i verden. Indtil en aften det sker.

Den ene ting griber den anden, og snart befinder han sig midt på havet, siddende på en tredive meter lang kvinde, der svømmer afsted mod ukendte rejsemål. Der er et mål, han skal nå, men han ved ikke, hvad det er. Heldigvis er verden også fyldt med magi og sære eksistenser, der kan hjælpe ham på hans vej.

En svingtur var “Kejserinden” på flere måder, blandt andet fordi den fik mig som læser til at oscillere mellem at være opslugt og irriteret. Jensen skaber magi, når han bryder med virkeligheden på det ene punkt, at kæmpekvinden – titlens Kejserinde – eksisterer, og hvad deraf følger. Samtidig befolker han sin verden med mennesker, der balancerer på skæringspunktet mellem realisme, magi og populærkulturel fællesbevidsthed, når f.eks. en cowboy, der grangiveligt ligner Marlboro-manden, optræder sammen med en ung kvinde, der er besat af skønhedskonkurrencer.

Men der er også tider, hvor Jensen ødelægger den fine illusion, han ellers har opbygget – som når vor hovedpersons far kommer farende forbi i en helikopter og må skynde sig videre. Og så trykker forklaringen på det hele ret hårdt på min personlige irritationsknap.

Men når Louis Jensen rammer magien præcist, er “Kejserinden” en fascinerende og opslugende bog. Han har et øje for uvirkeligheden og forstår at ramme en logik der, som drager én gennem fortællingen.

“Kejserinden” er i øvrigt første udgivelse fra det nystartede forlag Replikant og kan også fås som ebog.

NEPOTISME

“Men så kan du ikke udtale dig fordomsfrit om bogen,” vil nogle sige, og det vil de have ret i, men det skal nu ikke være en forhindring. Dem er der nemlig nok af i “Hunden der ikke troede på OP”, især for vor firbenede hovedperson. Flæske hedder han, og han er noget af en pølsehund. Og som mange andre hunde har han et problem med den tredie dimension – der findes jorden under hans snude og alle de interessante ting, som eksisterer der.

Ejeren, en sorthåret lille pige, forsøger ihærdigt at bibringe hunden en forståelse af alle de fascinerende ting, der ellers forefindes oppe: lykkedrager, rumvæsener og så videre. Men mod selvvalgt uvidenhed kæmper selv flyvende grise forgæves. Lige indtil…

Teksten er skrevet med et fint øje for de små detaljer – og et godt glimt i selvsamme øje. Det er den lille pige, der fortæller, med Flæske som logrende glad deltager og uvidende centrum. Nu har jeg siddet som tilskuer til bogens tilblivelse og har også overværet, hvordan sætninger, ord og bogstaver langsomt er kogt ind til det endelige resultat, og alligevel kan jeg trække på smilebåndet, når jeg bladrer igennem den.
Men grundet min personlige involvering vil jeg hellere rette spotlyset mod Kamila Slocinska, der har stået for tegningerne (hende er jeg nemlig ikke gift med, ja, jeg har faktisk aldrig mødt hende). Hun debuterede tidligere på året med billedsiden til Kim Fupz Aakesons “Paradis” og har en vidunderligt levende streg – udtrykket er barnligt, men med masser af finurlige detaljer, som kan vække læserens interesse. Hendes illustrationer er en meget stor del af, at “Hunden der ikke troede på OP” er blevet så levende, som den er. Som tilskuer til hele processen har en meget stor del af magien været at se, hvordan hendes billeder (ganske anderledes fra, hvad jeg selv havde forestillet mig) er opstået.

“Hunden der ikke troede på OP” får naturligvis min varmeste anbefaling – men for at dette ikke blot skal være et rent reklameindslag, vil jeg henvise til de par anmeldelser, der ellers er kommer frem: Æseløre og Bogvægten.

Man kan følge forfatteren på Zenia.dk og illustratoren på Slocinska.com.