FORPUTTET FANTASY

Ikke alene støder han på Saxony, der nærer samme forhold til Frances historier og med stor ihærdighed gør sig selv til en del af bogen og af hans liv; men da de to sammen drager til den lille by Galen, hvor forfatteren udførte sit arbejde, viser det sig også snart, at hele befolkningen der bekymrer sig meget om, hvordan deres koryfæ bliver behandlet.

Faktisk er forholdet mellem forfatter og by så tæt, at figurer fra fiktionen snart synes at presse sig på virkeligheden.

“The Land of Laughs” var Carrolls debut tilbage i 1980 og rummer den spænding, man gerne ser i en debut fra en forfatter med potentiale. Sproget er ikke helt så poleret som senere hen i forfatterskabet, og ikke alle elementer balancerer lige fint – men historien rummer så meget saft og kraft, at det egentlig blot er med til at give den noget kant.

På trods af, at den er genudgivet i serien “Fantasy Masterworks”, virker fantasy-delen faktisk lidt gemt væk. Det er den mere realistiske del af historien, der fylder mest – Thomas og Saxonys møde med hinanden, researchen på bogen og Thomas’ møde med Frances datter, der ligesom han selv er vokset op i skyggen af sin faders rygte. De fantastiske elementer bliver holdt tilbage til langt henne i historien, og det virker lidt, som om Carroll ikke er sikker på, om ideen holder – men netop den solide baggrund gør, at en ellers lidt overskruet ide fungerer uden problemer. Der er (naturligvis, fristes man til at sige) et vist metaelement i “The Land of Laughs”, og mange vil nok gennemskue intrigen – men der bliver alligevel serveret nogle solide overraskelser og især en god drejning til sidst.

Alt i alt en bog, der kan anbefales på det varmeste – og virker som en god introduktion til et forfatterskab, jeg afgjort skal have kigget p nærmere på.

HISTORIE MED ET TWIST.

Vi befinder os i det 15. århundredes Venedig med alt, hvad det indebærer af snigmordere, intriger og generelt fornemmelsen af, at politik blot er krig med andre midler. Men det er ikke Venedig, helt som Shakespeare så byen, for i mørket lurer andet og mere end mennesker.

Byens hemmelige korps af assassinere bliver næsten udryddet i en natlig kamp med tyske Kriegshunde. Snart efter ser deres leder, Atilo, dog muligheden for at føre sin arv videre, da den mystiske dreng Tycho undslipper fra et brændende skib. Med sig bærer han blot svage minder om ild og is og en sult, der truer med at fortære alt omkring ham.

Tycho er ikke menneskelig, og hans tilstedeværelse i byen kan betyde dens fald eller overlevelse overfor de fjender, der samler sig.

“Assassinernes hemmelighed” er en art alternate history med magi – noget, vi vist ikke har set på dansk udover Susanna Clarkes “Jonathan Strange & Mr. Norrell”. Og den er en superb blanding af historisk roman og fantasy. Romanens setting bliver fremkaldt så stilrent og sikkert, at man får stemningen uden at fortabe sig i beskrivelser, og så lister Grimwood det overnaturlige element ind i historien, så man ikke opdager det, førend det ånder én i nakken.

Man kunne få mistanke om, at forfatteren har kigget på tidens trend – overnaturligt væsen med en dyster fortid, som får ungmøerne til at dåne – og sagt: “Det der kan jeg gøre 1000 gange bedre og på en måde, så voksne gider læse det.” Og det løfte har han så indfriet med “Assassinernes hemmelighed.” En klar anbefaling.

Hobbitten Frodo, får til opgave at bære den mægtige herskerring, og tvinges til at forlade hans hjemstavn – Herredet. Frodo får i første omgang følgeskab af en flok andre Hobbitter som sværger troskab til deres gode ven. Sammen indlader de sig på en rejse der indeholder mange usete vanskeligheder og farer. Med tiden ender de fire hobbitter i elvernes land, og Frodos mission ændres drastisk efter et rådsmøde med elverne. Ringfølget øges til hele ni medlemmer og her møder vi nogle af eventyr-genrens absolutte arketyper – Dværgen Gimli, Elveren Legolas, Den vandrende Aragon “Traver”, Troldmanden Gandalf og Menneskekrigeren Boromir. Sammen må de begive sig ud på en rejse der bringer dem igennem Morias miner og elvernes skove. Målet er at ødelægge ringen så de onde i Mordor ikke får fat i den, men det er ikke så lige til og rejsen bliver lang og udmattende

Det ovenstående resume er ekstremt mangelfuldt. Der er tusinder af små sidehistorier og underplots som slet ikke kan udfoldes i en anmeldelse som denne. Tolkien har sigtet på at skabe en mytologi for en fantasiverden, lige så meget som han har sigtet på at skrive en god historie. Det betyder blandt andet er der er mange historier i historien. Ikke bare indlejrede plots og underhistorier. Der er også utrolig mange historier der bliver fortalt af personerne i historien. Således kan der ikke holdes et hvil, spises et måltid eller mødes et nyt væsen, uden vi skal have en lang og navnefyldt fortælling om hvem, hvad og hvorfor væsnet er som det er. Hvis man kan lide den slags, så er Tolkiens skrivestil lige i skabet. Han fanger den mytologiske – saga-lignende – stil ret godt, og man kan næsten fornemme at der lige så godt kunne være tale om Islanske sagaer eller folkeeventyr. Det fungerer på sin egen underfundige måde, men er med til at sætte tempoet i hovedhandlingen helt ned i laveste gear. Hvis man har tålmodighed og er kan bevare overblikket, så er der mange rigtig spændende og interessante historier i dette første bind af trilogien.

Jeg er selvfølgelig nødt til at anbefale bogen. Alligevel er det med en vis pligtfølelse det sker. Der er ingen tvivl om at Tolkien i 1937-1949 skabte den absolutte og fuldkomne high-fantasy klassiker og det aftvinger respekt og får enhver anmelder til at træde varsomt. Imidlertid gør bogens tempo og gammeldags skrivestil at den bliver ret tung at have med at gøre. Det er så absolut ikke en bog man bare lige bladre igennem på en eftermiddag (nogen gør måske, jeg gør ikke). Den er ret kompliceret med alle de steder og navne der bliver nævnt hele tiden, og det er ikke altid lige let at adskille hvad der er vigtigt og hvad der ikke er vigtigt i forhold til hovedhistorien.

Men bogen ER god. Selvom den er tung og kompliceret, så er den fyldt med fantastiske finurlige figurer, interessante mytologiske fortællinger og storslåede kampe mellem det gode og det onde. Har man overvejet bare en halv gang at gå i gang med serien, så skal man gøre det. Der er ingen grund til ikke at læse en klassiker som denne. Tolkien er måske død, men eventyret lever i bedste velgående. God fornøjelse.

Bogen består af 10 noveller, hvoraf det fleste har et magisk eller fantastisk islæt. Nogle, og måske endda forfatteren selv, vil mene at alle fortællingerne er af fantastisk karakter, men denne anmelder mener i al fald at to falder udenfor. Men det gør for så vidt ikke alverden. Det er dog de historier som ikke har fantastiske elementer, som er klart de svageste i bogen. Blandt andet den børneporno og pædofili-centrerede “Bingo” falder igennem. Såre simpelt fordi den ikke har det samme magiske touch som de andre noveller.

Det betyder dog ikke at bogen er dårlig. Absolut ikke. Bogen er god! Punktum. Bindet starter stærkt med fortællingen om en kunstner der får bestilling på en ikon. Det udvikler sig hurtigt til en fortælling om savn, flugt og forvandling. Derudover er bogens stærkeste fortællinger blandt andet “Skatten”, om den lille pige der forsvinder på stranden, og “Mørke cyklister”, om det farlige ved at gå igennem mosen efter mørkets frembrud.

Weitze skriver i en lidt pudsig, men velfungerende stil, der dels fjerner læseren fra den intime oplevelse af hovedpersonens gøre og laden, men samtidig sætter os i en helt fantastisk stemning. For det er stemningen der er bogens bedste våben. Man føler sig hensat til en tid med folkeeventyr og myter, selvom historierne så afgjort har et moderne strejf. Helt hvordan denne stemning opnås og skyller ind over læseren er lidt af et mysterium for mig. Men sandt at sige er man fra første side opslugt i en stemning af lugte, temperaturer og fabler. Det er diskret, underspillet men det virker helt fantastisk.

Hovedtemaerne for bogen er helt klart forvandlinger. Alle historierne har et overliggende tema der går ud på at hovedpersonerne går fra en tilstand til en anden. Det er blandt andet her det er de mest tydelige bånd til den magiske realisme viser sig. Forvandlingerne sker nemlig ikke kun på det mentale eller personlige plan, men også i høj grad på det fysiske plan. Således er der personer der “mærker noget grønt vokse under huden” og har fornemmelser af at blive til dyr. Det er dog aldrig så direkte beskrevet, men det er det vi sidder tilbage med som læser. Og det er vel også her en af bogens styrker ligger. Ved at benytte sig af begrænsninger og indskrænkninger lader Weitze så uendeligt meget være op til læseren selv. Derfor lader hun vores fantasi styre bogen, og udnytter derfor en af menneskets iboende egenskaber, til at skabe en uforglemmelig rejse ud i mørkets egne.

Bogen kan kun anbefales. Især vil den gøre sig godt på en kølig sommeraften med tæpper og et kraftigt regnvejr under opsejling. Lyn og torden er ikke nødvendigt, men duften af regn hjælper en del. God læselyst.

De tre numre introducerer en lang række forskellige serier, blandt andet klassikeren “Usagi Yojimbo”, net-hittet “Girl Genius” (som var de eneste, jeg kendte til i forvejen) og de danske “Wasp & Lockbell” og “Pri-pri-princess”. De (og en del andre titler) er alle  vestlige og lige ud af landevejen – og halvvejs i bladet mødes man af et stop-skilt og ordren om at læse bladet fra den modsatte retning. Her er der nemlig “originale” mangaer med titler som “Prinsessen fra Oedo City” og “Lost Heaven”. Og her bliver der skruet op for både tempo og virkemidler.

Generelt er der tale om længere historier med en del action, spædet op med korte humoristiske striber.

Hvert nummer af Comic Party er på 162 sider, så der er noget at gå til – og indholdet er spredt over en bred kam af typer. “Lost Heaven” leverer melodramatisk action, mens “Prinsessen fra Oedo City” er en mere fjollet omgang drama og romantik. I venstre-mod-højre læseretningen er “Girl Genius” en hæsblæsende omgang steampunk – den virker lidt halsbrækkende ved første bekendtskab, men rummer også interessante ideer, der umiddelbart gør den værd at følge. “Usagi Yojimbo” handler om en herreløs samurai (en kanin), der snitter sig gennem en del andre funny animals – der lader til at være en del inspiration fra Groo (der også gæsteoptræder i et enkelt billede), men den lader til at tage en mere alvorlig (og selvhøjtidelige) vinkel. Umiddelbart var det den af bladets serier, der greb mig mest – med fornemmelsen af lidt søgende tilgang, der langsomt bygger op og bliver mere sammenhængende. Ligesom “Girl Genius” tror jeg, at den kommer til at give stort afkast i det lange løb.

“Digger” har lidt samme tone med sin historie om en lille og lidt zenagtig vombat, der møder guder og andre væsener i nogle lidt knudrede tegninger, men med en underspillet historie, der rammer masser af gode toner. “Wasp  Lockbell” fortælles venstre til højre, men viser meget tydeligt sin japanske inspiration – og viser også en del udvikling i de to numre, den optræder i.

Tegneserierne er som sagt meget forskellige – ikke alt er i min smag (og der er mere end det, jeg har nævnt her), men som helhed virker det godt udvalgt. Der er noget for næsten enhver smag, og det viser mangaens spændvidde. Generelt tror jeg dog, at bladet kræver en lille investering – for flere af serierne skal man et stykke ind i, før det rigtig spiller. Ved udgangen af tredie bind er der ved at være godt gang i den, så hæng i.

Men først og fremmest skal “Comic Party” dog roses for, at det så tydeligt er a labour of love – folkene bag går ikke blot op i tegneserierne, men også miljøet omkring dem, så der medtages nye danske tegnere, artikler fra kulturen og så videre, det hele bundet sammen af et figuren, der pryder forsiderne, Ja, der er serier heri, der ikke tiltaler mig, men ånden og energien og glæden gør det til en fryd – og “Comic Party” til første gang i lang tid, at jeg rent faktisk vil købe et dansk tegneserieblad. Forhåbentlig fortsætter det med samme ambitionsniveau.

Adelene lever sit socialrealistiske liv i en unavngivet dansk by. Hun bor i et stort hus, som ”Edderkoppen” arvede efter Adelenes far døde. Edderkoppen behandler Adelene som sin personlige tjener, på trods af at Adelene faktisk er Edderkoppens datter. Faktisk bliver Adelene behandlet rigtig skidt af rigtig mange mennesker. Så skidt, at hun en dag falder ned i et dybt hul da hun vil flygte fra nogle af dem. Nede i hullet møder hun Tunnelmanden. Tunnelmanden giver Adelene et tilbud som hun absoulut ikke har lyst til at få. Men Tunnelmanden er stædig, og begynder at sætte sin plan i sving om Adelene vil det eller ej. Med ét er Adelene indviklet i en situation der minder om en gordisk knude. Lige meget hvor meget hun forsøger at filtre sig ud af det, bliver situationen bare mere og mere uløselig.

Historien er interessant. Den minder en hel del om en masse andet som Jürgensen har skrevet. Med undtagelse af slutningen. For slutningen er ekstremt atypisk for Jügensen. Hvor han plejer at efterlade læseren med en eller anden form for tvivl eller forsikring, efterlader han os med en fornemmelse af “nå”. For at sige det rent ud, så er slutningen plat. Det lader mest af alt til at forfatteren har haft en deadline, og så bare skrevet det første der faldt ham ind. Der er en del løse tråde der aldrig rigtig bliver samlet op, men ikke på den gode Jürgenske måde. Vi får aldrig rigtig afklaret hvad det hele har med Adelenes far at gøre, om Tunnelmanden er virkelig eller ej, eller om hændelserne får nogen konsekvenser for Adenlene. Nogle ville måske mene at dette bare er typisk for genren, men her er det altså for meget. Og apropos genrer, så må jeg sige at det er meget svær at placerer bogen helt præcist. Den er ikke rigtig horror (i så fald er det en ret kedelig og skrækløs historie), og den er ikke rigtig fantasy (vi bliver aldrig helt klar over hvem og hvad Tunnelmanden er, og om han overhovedet er andet end et fantasifoster).

Jeg må sige at den gode Jürgensen faktisk skuffer en del med Tunnelmanden. Historien er faktisk helt interessant, lige indtil slutningen ødelægger det hele. Derfor kommer bogen faktisk også til at virke for lang. Der er en masse unødvendige dødsfald og ulykker, som ville underbygge en anden slutning, men her bliver det bare til hændelser for hændelsernes skyld. Derudover er det lidt ligesom om at forfatteren har mistet taget omkring de unge mennesker. Han plejer ellers at være god til at skrive mennesker så de taler og agere troværdigt. Adelene derimod virker enormt stereotyp og bruger ord (f.eks. “det kan jeg vidst ikke undslå mig”), som virker underlige for en teenager.

På en måde er denne udgivelse Jürgensens seneste forsøg på at bevæge sig udover de fantastiske genrer (andre forsøg må være ”Jord i hovedet”, “Kærlighed ved første hik” og “Er du blød mand”). Forfatteren proklamerede selv i morgen-tv for noget tid siden, at han ville forsøge at kaste sig over “voksen-krimier”. Hvis denne bog er par for det ikke-fantastiske fra Jürgensen, så skal han holde sig væk. Langt væk. Men, hvis dette bare er et bump i vejen hen imod at blive “mere voksen”, så ser jeg (som altid) frem til den næste Jürgensen-bog.

MAGT, MAGI & MORD.

Dresden introduceres som den typiske privatdetektiv siden Chandler – han har ingen penge, bliver ikke taget alvorligt af politiet og klarer sig igennem på sin kyniske humor. Og en dame i nød vandrer ind gennem døren og giver ham en sag, der virker enkel (en forsvundet ægtemand), men snart bliver mere og mere kompliceret. Da Harry er den eneste troldmand i telefonbogen, er hun kommet til ham, fordi ægtemanden var begyndt at eksperimentere med magi – af den sorte slags.

Det er dog ikke den eneste overnaturlige kriminelle hændelse i Chicago. Et par – midt i en vis intim affære – er blevet slået ihjel ved, at deres hjerter er blevet flået ud af kroppene; der er tydeligvis magi med i spillet, og Dresdens kontakt i politiet får ham trukket ind i sagen. Og samtidig bryder der krig ud i gaderne mellem de lokale narkohandlere – og også her viser magien sit ansigt.

Harry Dresden går en travl tid i møde.

Dresden-bøgerne er vist, hvad man kalder en ”guilty pleasure” – de er på ingen måde stor litteratur, men de er svære at lægge fra sig. Dresden er et underholdende bekendtskab – den sædvanlige hårdkogte helt, som her iblandes en stivnakket moral, der kommer af omgangen med magi. Magi dannes af livet – selve ideen om, at den kan bruges til at slå ham ihjel, er forbudt ved dødsstraf af The White Council, et ultrahemmelig troldmandsråd, som ikke alle er lige glade for Dresden; men det rører ham mindre end hans egen afsky ved tanken om at dræbe på denne måde. Det er ham inderligt imod, og selve imod de største odds går han til opgaven i et forsøg på at redde alt og alle. Det lægger op til masser af gode cliffhangere og situationer, der virker umulige at overleve. Og Dresden går selvfølgelig mere eller mindre oprejst fra dem alle, mere og mere medtaget – i en noget slingrende kurs mod det klimaks, som vi ved må komme, hvor alle bogens detaljer falder sammen med et brag.

Og et brag får man. Butcher forstår at hælde på lige til kanten, så man lige snupper et par sider til. De kan klart anbefales, hvis man trænger til gedigen underholdning.

TEMPO

Bibliotekarstanden henholdsvis gemmer sig i kloakkerne og patruljerer himlen i deres små, flyvende fartøjer. Det er netop det, Rook gør, da han på mystisk vis skydes ned – og lander i den dødsensfarlige Ruinby. Det bliver startskuddet til en hektisk periode, hvor han både må kæmpe for sit liv og arbejde som hjernevasket slave.

Som sædvanligvis kommer fortællingen hurtigt op i fart, og der bliver ikke lempet på speederen, før mållinien er nået. Rook farer fra det ene halsbrækkende stunt til det næste, fra den ene faretruende situation til den næste. Der spares hverken på blod, sved eller tårer, så om end Kanten-serien ikke er for de mindste, burde også dette bind vække begejstring hos drengene – og også de fædre, som enten må læse det højt eller finder lejlighed til at læse bogen for sig selv. Der er som sædvanlig en god balance mellem de to niveauer i historien og illustrationerne, så Vox burde kunne læses af de fleste.

Der er selvfølgelig masser af velkendte elementer i romanen – nu er universet jo ligesom fastlagt, og der er en vis tryghed i genkendelsens glæde; men Sanctaphrax’ nye situation holder historien frisk, så man ikke blot bliver udsat for det samme igen og igen, hvilket ellers ville være en tydelig risiko i en serie, som her er på sjette bind. Med andre ord: Kanten-serien vedbliver med at være god underholdning. Linierne er klart optrukne, og den får muligvis ikke én til at spekulere over livets dybere mening – men det er svært at lægge den fra sig, når først man er kommet i gang.

Af uvisse grunde kom jeg til at læse dette bind før Den sidste luftpirat, som er den rigtige rækkefølge. Det er dog ikke nogen hindring, når man blot er bekendt med Kanten. Der henvises til enkelte hændelser fra den tidligere bog, men dens betydning for handlingen er minimal. Men jeg ser frem til at læse den – det skal være interessant at se forspillet til det store opgør, som finder sted i Vox. Og så håber jeg på, at skrukkerne spiller samme drabelige rolle som i denne roman, hvor de i fald hæver sig over tidligere tiders mere passive indflydelse på historien.

Paul Stewart: Vox (En historie fra Kanten), illustrationer af Chris Riddel. Oversat af Klavs Brøndum. Carlsen, 2004. Forside: Chris Riddell.

MELODRAMA

Her må han dog dele romanens fokus med Maris, datter af Sanctaprax’ Allerøverste Nåde, Linius. De to mødes, da Linius overtaler luftpiraten Vindsjakalen til at efterlade sin søn, Quint, i Sanctaphrax. Den unge luftpirat falder ikke straks til i de nye omgivelser, han ville langt hellere være i faderens luftskib og opleve eventyr – i Sanctaphrax er alting forvirrende; han bliver sendt på hemmelige opgaver for Linius, bl.a. til byens kæmpestore og forsømte bibliotek, hvor han næsten mister livet. Og så er der Maris, som angiveligt hader ham (om end det er yderst tydeligt for læseren, at der er andet og mere på spil mellem de to).

Men nu er der jo tale om en historie fra Kanten, så naturligvis lurer der fjender overalt. Der kæmpes om magten over den svævende by, og nogle fraktioner vil gå meget langt. Og en mystisk person redder Quints liv. Imens bliver Linius, som burde vise sig som en ægte leder i de svære tider, ud på natlige udflugter, hvis formål han ikke fortæller nogen om, og han begynder at blive mere og mere sær. Snart går det op for Quint og Maris, at der foregår noget i Mellemhimlen, den mystiske labyrint inde i den svævesten, som Sanctahrax er bygget på. Og det er op til dem at redde ikke blot Sanctaphrax’ Allerøverste Nåde, men måske også selve byen.

Som sædvanlig har Stewart sans for spænding og melodrama, og Riddells tegninger holder deres vante standard som eminente atmosfæreelementer. Folk, der har fulgt serien, får, hvad de forventer – nogle gange måske endda lidt for meget. For selv om hovedpersonen er udskiftet, er der lidt fornemmelse af, at forfatteren bruger de samme tricks igen – den unge luftpirat, den ukendte hjælper, sammensværgelsen. Men som sædvanlig rådes der naturligvis bod på det med den fabelagtige baggrund, som historien udspiller sig på – alle bøgerne foregår i det samme univers, men Stewart og Riddell forstår at ændre det konstant, at tilføje eller fjerne efter forgodtbefindende, men stadig gøre det sammenhængende.

Personligt nød jeg Glamhuggerens forbandelse – som roman er den yderst underholdende, selv om den som del af en serie måske kører lidt i tomgang. Ikke desto mindre kan man også se, at Stewart er begyndt at vige bort fra de formler, han fastlagde i Kvisth-bøgerne, og det er en god ting. Indtil videre er der udkommet to bind til i serien, og jeg ser frem til at opdage, i hvilken retning de vil gå.

Paul Stewart : Glamhuggerens forbandelse (En historie fra kanten), illustreret af Chris Riddell. Oversat af Klavs Brøndum. Carlsen, 2003. Forside: Chris Riddell. Originaltitel: The Curse of the Gloamglozer

KAOS

Vi befinder os cirka 100 år efter det, der benævnes kaostiden – hvor den hidtidige verden brød sammen under presset af krige, forurening og andre dårligdomme. En ny verden er opstået – eller snarere flere nye verdener, fordi folk er meget forskellige, alt efter hvor man befinder sig.

Vore hovedpersoner bor i Dalien, et roligt samfund, hvor man lever i pagt med naturen. Men alt er ikke godt – fødedygtigheden er næsten ikkeeksisterende, og de få børn, der fødes, avles fra et lager af nedfrossen sæd. Videnskabsmænd arbejder i døgndrift på at ændre tingene, og det er dem, som bestemmer, hvem der får lov at blive gravid. Så da Fry får lov, sker det på betingelse af, at hendes datter skal sendes tilbage i tiden til Danmark før kaostiden. Barnet bliver til gengæld genmanipuleret til at få de evner, der kan sende hende på tværs af tiden.

Da barnet, Arina, bliver gammel nok, sendes hun tilbage til en verden, der er ganske anderledes fra den, hun kender – både fysisk og mentalt. Det er hendes opgave at finde barnet Dalia, som under kaostiden førte folk i sikkerhed.

Samtidig drager Fry til den udgave af København, der findes på hendes tid – en ruinby, hvor rotterne hersker, og menneske lever under jorden. Ude i verden lever en stor del af menneskeheden som turbuster – forbundet til deres turbuflyers eksisterer de i evig bevægelse på verdens veje, mens byerne får lov at forgå. Og det begynder langsomt at gå op for Fry, at noget er meget, meget galt. Langsomt bevæger vi os fra utopi til dystopi.

”Næsten ånder i mørket” starter, da Arina vender tilbage fra fortiden i bevidstløs tilstand. Over det næste stykke tid bliver forhistorien fortalt i flashbacks og gennem især moderen, som fortæller hende om verden og hendes opvækst. Det er en interessant struktur, Berg har valgt, og den giver bogen mere kant, end en kronologisk fremskridende handling ville have gjort.

Det er en sær størrelse af en roman, Helga Berg har begået. Og måske er det en af dem, hvor man skal passe på med at hæfte betegnelsen science fiction på – ikke at der ikke er tale om sf, for det er der, men simpelthen fordi dette rejser visse forventninger hos genrens typiske læsere, og dem vil de sandsynligvis ikke få opfyldt. For ”Næsten ånder i mørket” beskæftiger ikke i så høj grad med den beskrevne verden, som den fokuserer på sine hovedpersoners åndsliv og deres tanker om virkeligheden. Romanen – med dens stærke kvindelige figurer og ofte lyriske tilgang til stoffet – retter sig nok nærmere mod læsere af den mere åndelige skønlitteratur, den type fiktion, hvor der postuleres en dybere mening med tingene. ”Næsten ånder i mørket” er for folk, som gerne vil flyde væk i hovedpersonernes tanker.