Den centrale historie i bindet, er uden tvivl den der strækker sig over fire blade. I “Raptor Hijack” får vi historien om hvordan endnu en pengegrisk og magtbegærlig pengemand, forsøger at tilrane sig magten over de frygtindgydende velociraptore. I denne omgang er det dog ikke ved hjælp af magt og totur, men ved den snedige brug af en dyreadfærdsekspert. Vores gamle kendinge Dr. Allan Grant, Ellie Statler, Robert Muldoon og Ian Malcom er også på jagt efter de eftertragtede raptors. Deres mål er imidlertid et andet – at redde verden (eller i al fald denne sydamerikanske jungle), fra de dødbringende raptors klør. Alt imens vores kendinge og dyreeksperten farter rundt i den sydamerikanske jungle, forsøger andre og ligeså griske pengemænd at få fat i de nu så omtalte dinosaurer.

De to andre historier er korte og faktisk ret uinteressante, derfor går denne anmelder udenom dem i denne anmeldelse. Ikke dermed sagt at bindets hovedhistorie er særligt interessant – det er den i virkeligheden ikke. Det er imidlertid den længste og alene af den grund, den der fortjener mest opmærksomhed. Men nej, det er ikke nogen særlig interessant historie. Det er faktisk en lidt kedelig, uinspireret gang merchandise der er pakket ind i et flot papir – bindets omslag, forstås. Plottet er papirtyndt og karakterene er flade og utroligt ensidige. Den eneste der skiller sig ligt ud er Ian Malcom. En udskillelse der hovedsageligt skyldes et psykotisk sammenbrud midt i fortællingen. Det er lidt tåbeligt, lidt unødvendigt og i det hele taget bare underligt.

Derudover er tegneseriens grundpræmis – Jurassic Park, nu helt og aldeles forsvundet ud af de historier der bliver fortalt. Men undtagelse af den sidste og korteste (og absolut dummeste) historie. Det er lidt synd. Parken er og var meget central for, at dinosaurerne ikke bare bliver til endnu et monster. De centrale temaer fra filmen – legen gud, at holde vilde dyr i fangeskab etc. findes stadig, men er så til gengæld også det eneste historien drejer sig om.

Tegningerne er til gengæld også ret ringe. De er meget tidstypiske (1990′erne). Dette kunne være godt, da de kunne have en nostalgisk værdi. Imidlertid er de tidstypiske på en rigtig kedelig måde. De forhastede, grimme og der er lagt et minimum af sjæl i dem. Det er faktisk lidt som om der ikke rigtig er nogen der ville have noget med projektet at gøre. Til gengæld har der været nogen der har været interesseret i at lave penge…. og pludselig bliver bindets centrale historie måske mere en parodi eller karikatur, end en egentlig fortælling.

Desværre har de fleste af Jurassic Park tegneserierne vist sig, som denne, at være noget værre bras. Der er meget får faktorer der gør dem til et must-read, og uden at skulle falde i en Jakob Stegelman-kliche, så vil jeg sige, at dette bind kun er til de absolut mest dedikerede fans. Andre bør holde sig til den første film.

Vi starter med en kliche. Kvæget omkring den lille by bliver dræbt på mystisk vis. Den lokale sheriff og hans medhjælper tager ud og ser på sagen. De finder hurtigt ud af at der er noget mærkværdigt ved det dræbte kvæg. Ikke bar er det udenfor sæsonen i forhold til ulve og ræve, men der er også meget mærkværdige spor knyttet til gerningsstederne. Inden længe er lokale eksperter tilkaldt, og det ser ud til at sporene stammer fra et dyr. Et dyr der har været uddød i 65 millioner år. Selvsagt går der ikke længe førend vores gamle kending – InGen, bliver involveret i sagen. Og så tager tingene fart. Men, hvordan er de uddøde dyr kommet fra øen med dyreparken til fastlandet, og hvordan finder man og fanger noget, man ikke ved hvor mange der er af?

Historien er okay, men en kende forudsigelig. Dog med enkelte og lidt pudsige overraskelser. Det er ikke stor litteratur, men det forsøger til gengæld heller ikke at være det. Historien passer til mediet – den er let, ligetil og actionpræget. Vi skal ikke læse mange sider førend vi før det første spændende møde med det, det hele handler om, nemlig dinosaurerne. For det er desværre hvad “Jurassic Park” efterhånden er blevet reduceret til – en undskyldning for at have dinosaurer trampende rundt i et moderne metropolis eller landsby. “Parken” er væk, og tilbage står de “muterede forlystelsespark-monstre”. Og det bliver lidt tyndt. Som sagt er historien fin, men tilknytningen til Jurassic Park er papirstynd. Okay, I Michael Chrichtons originale “Den Forsvundne Verden”, dukkede dinosaurerne også op på fastlandet…. Men den bog havde, efter min mening, også utroligt lidt med Jurassic Park at gøre.

Tegningerne er også pæne, uden at være prangende. De er effektive og det er ganske få der er dårlige eller er præget af hastværk. Man må sige at John Byrne’s indtræden i franchiset helt klart er et skridt i den rigtige retning. I stedet for de noget tåbeligt udseende dinosaurer i “Jurassic Park – Redemption”, får vi her veltegnede og (formegentligt) vellignende øgler. Det er en lettelse uden lige. Hvorfor historien i dette bind så ikke har noget som helst at gøre med “Redemption” aner jeg ikke. Selvom historien var tåbelig og usammenhængende i “Redemption”, kunne man i dette bind godt lige have kastet et nik eller en anerkendelse i retning af det tidligere. Men sådan er det ikke.

Der er ikke så meget mere at sige om bindet. Historien og tegningerne er helt okay, det er ikke prangende men det virker. Det er god underholdning, og det kræver ikke alt for meget af læseren. Tilknytningen til Jurassic Park er, som sagt og desværre, papirstynd. Det er lidt ærgerligt. For fans af dinoer, er det selvfølgelig helt okay, men for fans af Jurassic Park, er udeladelsen af alt det der gjorde Jurassic Park til det den var, lidt af en skuffelse. Men, læs og bedøm selv – dinoerne er løs igen.

Nyligt uddannet fra universitetet så jeg frem til en beskidt tur igennem sandet med William og Athena ved min side. Godtnok var mine forventninger noget beskæmmet af første bind i serien, men alligevel satte jeg min lid til at toeren skulle blive bedre. Vi møder Athena og William netop som de ankommer til Egypten. Her har man fundet et mystisk lig i et gravkammer. Eller rettere, liget er faktisk ikke særligt mystisk, men omstændighederne er forunderlige og Athenas far bliver tilkaldt i hans funktion som retsantropolog. William følger med som det spørgsmålstegn en teenagedreng er og Athena er tvunget med, som den sure teenagepige hun nu engang er. Det bliver en jagt på… ja, på hvad. Det blev jeg aldrig helt klar over, men det er vidst meningen.

Stilen er nøjagtig den samme som i etteren. Kapitlerne skifter mellem at have fortællestemme hos hhv. Willam og Athena. På skift får vi deres teenageopfattelse af verden og de begivenheder der udfolder sig for de to måbende opkomlinge. Det er lidt trivielt og ensformigt, og det bliver enormt forudsigeligt til sidst. Athena er konstant sur, og William er konstant overrasket eller bange. Det er følelsesliv på det allermest basale niveau og det er ærlig talt ikke særligt sindsoprivende.

Efter 100 siders kedelige teenagenykker sker der pludselig en hel masse. Blandt andet er der overraskende meget vold mod og med børn. Snart bliver den ene, snart den anden truet på livet eller bortført. Alt sammen er kogt sammen med et noget klodset forsøg på at “forberede piger til at blive kvinder”. Det betyder at vi, midt i et af de mere spændende øjeblikket, skal igennem en meget udpenslet menstruationssekvens, som jeg ikke forestiller mig at ret mange vil finde interessant – slet ikke de enkelte teenage-piger der måtte driste sig til at læse bogen.

Kit Rasmussen skriver stereotyper, og det er endda kun for hovedpersonerne. Bifigurene er reduceret til at have ét eller to særkender som adskiller deres snak en mikroskopisk smule fra de andre. Faktisk er det kun én af bifigurenes brug af den engelskklingende glose “Gobshite”, der giver hende nogen form for personlighed. Det er sikkert et resultat af bogens længde (150 sider), men så kunne man overveje at bringe færre karakterer ind i plottet. Det ville i al fald give den noget ensemble-prægede historie en mindre klaustrofobisk fornemmelse.

Jeg ved ikke hvem bogen henvender sig til, men det er tilsyneladende det yngre publikum. Jeg vil ikke anbefale den, for historien er alt for overfladisk – faktisk plot-løs. Karakterene er håbløst underudviklede og handlingen er, på trods af det korte format, langsommelig. Mit råd er dette: læs noget andet!

TEENAGE ARKÆOLOGI. Kit A Rasmussen har netop udgivet de to første bind i hendes serie om William & Athena. I det første bind tager vi til Kina for at finde ud af hvad kejser Jinjangs grav gemmer. Men er det et mysterium der er værd at løse, eller skal denne kejser blive i den grav han ligger i?

Athena og hendes far er på vej til Kina. Med sig har de rigmandssønnen William. Athena kender ikke William, og hun gider faktisk slet ikke være i Kina. For Athena er det meste bare dumt og irriterende – turen til Kina, far og ikke mindst William. For William er turen en kærkommen lejlighed til at afprøve hans arkæologiske færdigheder og han glæder sig som det barn han nu engang er.  Athenas far har et ikke nærmere beskrevet arbejde, men kan tilsyneladende hjælpe en flok arkæologer i det kinesiske med at løse et mysterium omkring nogle lig i kejser Jinjangs grav. Der går ikke mange dage førend en ”almindelig” arkæologisk udgravning udvikler sig til en højspændt situation med modstridende interesser og sågar øko-terrorister – eller?

På overfladen virker historien helt tilforladelig. Der er i teorien den rette blanding af spænding og karakterudvikling til at holde historien gående. Men det lykkes bare aldrig rigtig. Karaktererne udvikler sig aldrig rigtig. Ikke engang de to hovedpersoner William & Athena er særligt veludviklede. De har et minimum af personlighed, som kun lige holder bogen igennem. Faktisk formår de to hovedpersoner at skifte karaktertræk i et helt kapitel, for derefter pludselig at vende tilbage til de former de kom fra. Det er meget forvirrende og virker uovervejet. I al fald er der ikke givet nogen ordentlig årsag til dette skift, og det er ærgerligt. Derudover er det ret svært at hitte rede i hvem der siger hvad på hvilke tidspunkter. Dette skyldes muligvis den pudsige kapitel-struktur, hvor historien ses skiftevis fra Athenas og fra Williams synspunkt.

Bogen bevæger sig i børnebogsland på en måde som er ret uheldig. Der er aldrig nogen der gør noget som for alvor er farligt, og når de gør, er man ikke i tvivl om at de nok skal klare den. Når der endelig sker noget der er spændende – en eksplosion f.eks., så er forklaringen triviel og kedelig.

Plottet er næsten ikke-eksisterende. Man bliver aldrig helt klar over hvad det er Athenas far kan, og hvorfra han har sin berettigelse til at befinde sig i en arkæologisk udgravning. Derfor virker starten noget retningsløs og tør. Da så pludselig tingene tager fart, kommer det så meget ud af det blå at man ikke kan lade være med at tænke på om det er en eller anden form for hovsa-løsning.

Bogen vil meget gerne sammenligne sig selv med de store adventurefilm (Indiana Jones og Tomb Raider er begge nævnt ved navn). Derfor har forfatteren også indset at der skal være en MacGuffin (det artefakt som helten jagter). Imidlertid dukker MacGuffin’nen først op omkring side 125, og bogen slutter på side 154. Før det, var læseren overhovedet ikke klar over at der eksisterede en MacGuffin i historien, og man sider tilbage med forvirring og spørgsmål da MacGuffin’nen forsvinder lige så hurtigt som den dukkede op.

Der er en overliggende historie omkring både Athenas og Williams mødre. Den bliver imidlertid ikke rigtig udviklet i første bind, og lader mest til at være en måde at tvinge os til at læse næste bind. Alt i alt er mit største problem med bogen at den behandler børn som om de er dummere end de er. Bare navnet på den fiktive kejser, er nok til at få mig til at krumme tær. Men andre vil nok mene at navnet “da er sjovt og godt udtænkt”.

Kan jeg anbefale bogen? Mjaaaaej, det kan jeg nok ikke. Man skal være ualmindeligt glad for teenagenykker, arkæologiromantisisme og underudviklede hoved- og bipersoner hvis man skal kunne holde af bogen. Imidlertid er jeg ikke i tvivl om at bogen egner sig fantastisk til højtlæsning i klassen.

Classic Jurassic Prak, vol. 2, samler otte blade til én paperback. Vi finder således historierne “Betrayal” og “Genesis” (også kendt under det mere mundrette #0), og derudover to historier der strækker sig over henholdsvis to og fire blade, nemlig Raptor #1-2 og Raptor Attack #1-4. Jeg har tidligere anmeldt Raptor Attack #1-4 serien her på siden, og henviser til den anmeldelse hvis man ønsker et mere indgående kendskab til netop denne historie.

De to førstnævnte historier finder sted før filmene. De giver et indblik i hvilke genvordigheder John Hammond og Dennis Nedry har måtte gennemløbe inden vi så dem i filmene første gang. Det er to meget korte og næsten plot-løse historier. Plot-løse i den forstand at de faktisk ikke fortæller noget man ikke kan se i filmene. Det sjove i disse historier er alle de fremadrettede referencer til filmene. Blandt andet kommer John Hammond med en bemærkning til advokaten Gennaro om, at den T-Rex-unge han står og betragter, måske en dag vil overraske ham (filmfans vil vide at der her bliver henvist til den berømte T-rex’en-åd-ham-mens-han-sad-på-toilettet scene). Men derudover er der ikke meget ved historierne, der i øvrigt er fulde af åbenlyse kontinuitetsproblemer mellem disse historier og filmen.

Raptor #1-2 omhandler Alan Grant og Ellie Sattlers tilbagevenden til Jurassic Park. Sammen med en flok regeringstyper og militærfolk, forsøger de at indfange de sidste dinosaurer, for at pacificerer dem og forhindre at andre skal forsøge at stjæle dem (?). Imidlertid dukker storvildtjægeren Lawala op. Han har sine helt egne planer om hvad der skal sket med dinosaurerne, og giver sig i kast med at indfange både mennesker og dyr i parken.

Raptor #1-2 er tåbelig. Fra grundlæggende ide til udførelse er den slet og ret tåbelig. Der er absolut ingen grund til at Alan og Ellie skulle tage tilbage til Jurassic Park. Der er absolut ingen grund til at militæret ikke bare bomber øen i stedet for at forsøge at indfange dinosaurerne. Den eneste der kan siges at have bare en smule motiv eller omløb i hovedet er Lawanda – skurken. I det mindste forsøger han at indfange dinosaurerne for at tjene penge på det. Det er tosset og ualmindeligt uigennemtænkt, dialogen er usandsynlig og actionsekvenserne er næsten umulige at følge med i.

Slutteligt skal der falde en kommentar om tegningerne. De er meget halvfemser-agtige. Virkelig. De er så halvfemser-præget at det er lige før de ligner noget fra firserne. De er ikke grimme per se, men de er meget tidstypiske – kantede, detaljerede på de forkerte steder og med mange perspektivforvridninger. Derudover er der kun én person der ligner skuespilleren fra filmen bare lidt, og det er synd og skam. Derudover er der valgt en helt tosset beskæring på flere af billederne. Det er så grelt at man i flere actionsekvenser overhovedet ikke kan få en fornemmelse af hvad det er der foregår. Det er synd og skam for det kunne være blevet ret fedt.

På overfladen virker historierne i Raptor og Raptor Attack som et cool koncept – menneskeædende dinosaurer, whats not to like? Men så snart man kratter lidt i overfladen (det vil sige, så snart man læser dem), så begynder tingene at falde fra hinanden. Jeg kan absolut ikke anbefale dette bind til andre end de allermest hardcore Jurassic Park fans. Og her taler jeg ikke om dem der har filmene stående på DVD-hylden. Nej, her taler jeg om dem der samler på mint-condition legetøj, film-rekvisitter og laver kostumer. Men, hvis du er en af dem, så er det et absolut must.

Dette første bind i det som skal blive den samlede genudgivelse af de “klassiske” Jurassic Park fortællinger, får vi historien om hvordan det hele startede. Den excentriske milliardær John Hammond har opbygget et naturreservat på en lille ø i nærheden af Costa Rica. Imidlertid har visse hændelser gjort at Hammonds investorer er blevet nervøse for projektet. Derfor er han nødt til at engagere et hold specialister der skal besigtige øen. Hvis specialisterne kan sige god for øen, er investorerne tilfredse, og parken kan åbne som planlagt. Men, kan man planlægge sig ud af naturkræfter? Hvad sker der når alt går som kaos-teoretikeren har forudsagt? Og hvordan kurerer man en syg triceratops?

Historien er mere eller mindre som den er i filmen. Alligevel er der flere ting som er en smule anderledes. Lange enetaler er føjet til og visse action-sekvenser er skåret fra, men i det store hele er der tale om en tro gengivelse af filmen. Forskellene skyldes muligvis at tegneserien faktisk ikke er bygget på det endelige filmmanuskript, men på en af de tidligere udgaver af Michael Crichton selv. Det giver faktisk tegneserien flere ligheder med bogen på nogle områder. Det gør dog ikke noget, men giver faktisk bare nogle spændende indsigter, som man ikke får igennem filmen. Kunne man lide historien i filmen og bogen, så kan man også lide historien i denne tegneserie.

Tegningerne er meget tidstypiske. Og når jeg siger tidstypiske, så mener jeg 1990′er-typiske. Man kan sagtens se at striberne efterhånden er tyve år gamle – de er ikke ældet med samme ynde som filmen, men de har dog deres charme. Man har forsøgt at tegne figurerne så de ligner skuespillerne fra filmen og det lykkes med svingende resultater. Det er ofte mere beklædningen der ligner, end det er ansigterne. Det kan man synes om hvad man vil, men det er sikkert et resultat af at der er tale om et stykke hurtigt produceret merchandise. Farvelægningen er ny, og det klæder det hele en del. Imidlertid har man valgt at printe hele herligheden på mat genbrugspapir, og selvom det er miljøbevidst, så får det bindet til at virke billigt.

Alt i alt er “Classic Jurassic Park vol. 1.” en ganske nydelig genudgivelse. Den er ikke stor kunst og revolutionerer heller ikke tegneserieindustrien (det gjorde den heller ikke i 1993). Det er gedign underholdning som kan anbefales til alle med interesse for eventyr, dinosaurer eller kloning.

Tim og Lex er to af de eneste overlevende fra den originale Jurassic Park hændelse. Begge deres liv har siden da centreret sig omkring den famøse park. Lex forsøger – som sin morfar, John Hammond – at bevare øen med dinosaurene som en fredet naturreservat. Alt imens forsøger Tim at genskabe og perfektionere John Hammonds originale drøm – en dyrepark, med fantastiske fortidsdyr. Men nogen er ude efter mere end det. Nogen vil hævne sig. Nogen har undgået “død-ved-T-rex” og dukker op med skumle planer.

Fordelen ved tegneserier er at man kan fortætte historien præcis hvor man har lyst. Man behøver ikke bekymrer sig om, om skuespillerne bliver ældre, eller ikke gider at deltage. Man tegner dem bare, og så er det ligesom det. Og det gør man så i Redemption. Hele den herlige flok der overlevede den første film – undtagen Ian Malcom, dukker op i Redemption. Og selvom det er 13 år efter filmen, så ser de ikke rigtig ældre ud. Faktisk ligner ikke sig selv. Faktisk kan man overhovedet ikke se at det er dem! På nogen måde. Men det vender jeg tilbage til. Udover dem der kan legitimere deres tilstædeværelse ved faktisk af have overlevet filmene, er der også enkelte som døde i filmene som på “mirakuløs vis” er overlevet alligevel. Og da det viser sig at seriens hovedskurk netop er denne genopstandene person, slår det ligesom bunden ud af historien. Det ender med en tåbelig historie om hævn og harme.

Men tilbage til at man ikke kan se hvem der er hvem. Det er selvføligelig tegningerne jeg hentyder til her. DE ER DÅRLIGE – PUNKTUM! Jeg har aldrig i mit liv set noget så grelt. Jeg forstår ikke at man har fået lov til at udgive sådan en gang makværk. Forsiden er godt nok tegnet af Frank Miller (?) og den er faktisk ok – omend lidt kedelig og uden nogen relation til den faktiske historie. Resten af albummet er tegnet af Nate Van Dyke, og han er tilsyneladende ca. 7 år gammel. Eller også er han verdens værste researcher. Tegningerne af dinosaurerne er så dårlige, at den originale Godzilla-dukke/dragt ser 200% realistisk ud. Menneskene er underligt kantede og har alle sammen det samme ansigtsudtryk hele tiden. Bygningerne er oftest bare silhuetter eller utydelige streger i baggrunden og biler/busser/lastbiler skifter konstant udseende. Det er simpelthen SÅ grimt.

Jeg må sige at dette første bind ikke lover godt for serien. Imidlertid ser efterfølgeren (Devils in the Desert) noget mere lovende ud. Men her er det også den navnkundige John Byrne der får lov at svinge penslen og hans reboot-evner. Så, man kan da se frem til nummer to i det mindste. Men Jurassic Park – Redemption er en skuffelse uden lige.

METAMONSTRE.

Her befinder vi os, som titlen afslører, dybt inde i Congo. En ekspedition ledet af to britiske aristokrater, på jagt efter rigdomme, skærer som en kniv gennem junglen og de indfødte. Og et sted der midt i det grønne helvede finder de guld og sætter bærerne til at grave. Men snart begynder de at høre lyde fra dybet, og op fra jorden kommer en tecton: menneskelignende, men ufatteligt bleg og med seks fingre. Og den første af mange.

Historien fortælles af Marcus Garvey, den eneste overlevende fra ekspeditionen. Eller rettere, den fortælles af Tommy Thomson, som besøger Garvey i den fængselscelle, hvor han sidder indespærret, anklaget for mordet på de to aristokrater. Eller rettere: den “Pandora i Congo”, som vi læser, er en ny udgave af historien, som Thomsen skriver, mange år efter han første gang omsatte Garveys historie til skrift. Der er med andre ord dømt metalag og metaleg i den helt store stil.

“Pandora i Congo” er en frydefuld blanding af H. Rider Haggard, Edward Bulwer Lytton og Joseph Conrad: vi har de gæve unge briter, der drager ud i junglen, vi har den “kommende race” fra jordens indre, og så har vi naturligvis rejsen mod mørkets hjerte. Det starter så godt, men snart begynder historien at udstille mørket i personerne, og det bliver kun dybere og dybere. Og det trækker læseren ind.

Piñol skriver en fin pastiche på samtidens litteratur – han rammer stemningen helt perfekt, men undgår at gøre det omstændeligt, som man ellers kunne frygte. Faktisk var jeg overrasket over, hvor let det var at komme ind i romanen, og hvor jeg havde forventet en lidt tung læseoplevelse, endte jeg i stedet med den rare fornemmelse af “lige én side til”. Det er muligt, at det kræver en forkærlighed for de tidligere nævnte typer af romaner, men “Pandora i Congo” rummer så samtidig så meget andet og mere, der er med til at gøre den til en stor oplevelse.

Til at starte med virker Piñols bog som en stor og forholdsvis enkelt maskine – mekanisk, støjende og svær at stoppe. Men når man kommer tættere på den, begynder man at få øje på de myriader af detaljer, der udsmykker den, og opdager, hvor kompleks den egentlig er opbygget. Men den er stadig svær at stoppe.

PULP-PJAT.

Burroughs er nok bedst kendt for sine Tarzan-bøger og historierne om John Carter, der farer til Mars og uddeler øretæver til de indfødte (bl.a. adapteret til nogle tegneserier, der også udkom på dansk i min ungdom, og som jeg af uransagelige grunde var vild med, og sidst set i Moores Det Hemmelighedsfulde Selskab). Men han skrev også syv bøger i Pellucidar-serien (en af dem er en croosover, hvor vor allesammens yndlings-abemand drager på eventyr i kloden), hvor “At the Earth’s Core” er den første i serien.

Vor heldigvis muskeludsmykkede helt hedder David Innes, mens hans sidekick er den noget mere intelligente opfinder Abner Perry. Perry har opfundet en mekanisk muldvarp, og de to sætter sig for at afprøve den. Noget går galt, og snart har de kurs mod Jordens indre og døden, enten ved kogning eller kvælning. Heldigvis har videnskaben taget grumme fejl, og netop da de tror, det er ved at være slut, bryder de igennem den sidste hindring og havner i Pellucidar.

Jorden er hul, og i kernen svæver en lille sol, som oplyser den verden, der findes derinde. Der er naturligvis mindre overflade, end der er udenpå jordkloden, men til gengæld er havene mindre, så landjorden faktisk er større. Det giver masser af plads til eventyr, hvilket da også er, hvad vore hovedpersoner kommer ud på. Det her er klassisk pulp med masser af forhistoriske dyr, der generelt set har udviklet sig til at være større og/eller mere intelligent end deres ovenjordsmodstykker. Der er flokke af abemennesker og hulemænd, for ikke at nævne de grusomme mahars, der ikke er telepatiske, men “i stand til at flytte deres tanker ind i den fjerde dimension”. Eller noget nonsens i den dur. Nonsens er der i det hele taget nok af – fordi der er dagslys konstant, og der ikke findes en måde at måle tiden på, går tiden anderledes. Vor helt gemmer sig under vandet, og da han kommer op, er han ikke sikker på, om der er gået en måned eller et minut.

Den slags må man tage med. Pointen her er naturligvis, at der er en smuk ungmø, der skal reddes, og med den undskyldning går vor helt ellers i gang med at fare fra den ene livstruende situation til den næste. Heldigvis er han en intelligent, hvid mand, så han klarer sig, omringet som han er af disse prægtige vilde (ja, der er en vis undertone af racisme i historien).

“At the Earth’s Core” er meget, meget let underholdning – af den type, der nok er bedst, hvis man oplever den i sine unge år. Men underholdning er det, ganske fjollet til tider, men stadig ganske sjovt. Man ved nok, hvad man går ind til, hvis man samler den op.

Félix J. Palmas første roman på dansk starter med en falskhed, noget der ikke helt passer overens med vores version af historien – og den fortsætter i samme spor: med løgne, fortielser, dunkle motiver, intriger og masser af historier. Det er en indviklet kærlighedshistorie, en tidsrejseroman, en victoriana-pastiche, en meta-roman for science fiction-elskere og meget mere. Den er også til tider lidt et rod at finde rundt i, men på intet tidspunkt en historie, man har lyst til at give slip på.

Det starter med Andrew Harrington, en ung mand ud af en rig familie, som får øjnene op for verden, da han bevæger sig ned i dens mere skyggefulde afkroge. Han finder kærligheden og måske endda en mening med livet der, men det sætter en vis Jack en brat stopper for. De næste år i Harringtons liv er én lang nedtur ned i mørket og selvhadet – indtil en dag han bliver gjort bekendt med et nyt firma: Murrays Tidsrejser arrangerer bekvemmelige rejser til fremtiden, nærmere bestemt år 2000 (forestil dig en steampunk-udgave af Bradburys “Tordenøglen/A Sound of Thunder”, hvor folk rejser i togvogn og på sikker afstand betragter det afgørende slag i menneskehedens største krig). De må kunne give ham mulighed for at rejse til fortiden – og ændre det skrækkelige, der skete der.

Claire Haggerty er en ung kvinde i det bedre borgerskab, men modsat Harrington møder hun først kærligheden, da hun rejser til fremtiden – og hun vil gøre alt for at holde fast i den, på tværs af tid og rum.

Ind i alt dette bliver den navnkyndige science fiction-genrens fader (vil nogle sige), H.G. Wells, indblandet. Han har netop udgivet “Tidsmaskinen”, hvilket har været med til at starte den bølge af tidsrejse-interesse i det victorianske samfund, som bl.a. har ført til Murrays Tidsrejser, men han må se virkeligheden udvikle sig til en række historier, som kan stå side om side med noget, hans egen fantasi har udtænkt – og han må bruge alle sine kreative evner for at redde liv.

“Tidskortet” er en kulørt roman, der spreder sig over et stort område – et væld af personer vandrer igennem den på kryds og tværs og i overraskende sammenhænge, og det formelig sprudler. Som en blanding af H.G. Wells, Jules Verne, H. Rider Haggard, Arthur Conan Doyle og lidt Alan Moore til at modernisere det hele og binde det sammen. Det serveres i en vellykket brug af samtidens fortællemåde, som giver en helt eminent stemning – og med en lidt bedrevidende fortæller, der svæver over vandene og til tider stikker hovedet ind i historien for lige at kommentere. Det er ganske underholdende, omend jeg måske ikke synes, at det udnyttes nok i historien til at have sin berettigelse. Skidt med det – “Tidskortet” lever i høj grad af forfatterens evne til at fremkalde den tid, historien foregår i uden at gøre det så omstændeligt, at historien drukner. Dermed ikke være sagt, at det er en bog, man blæser igennem, for det langsomme tempo og de mildest talt indviklede relationer er ligesom en del af pakken, og har de først få krogene godt ind i éns øjenæbler, kan det være svært at give slip igen, også selv om man måske forudser en del af plottet. Det er en af de bøger, der opleves, og hvor ordene synes at flyde sammen på ganske særlig vis mellem fingrene på en. Det er også en oplevelse, der kan være svært at genfortælle, men let anbefale.

Selv var jeg særligt vild med de dele af romanen, der fulgte den unge Wells, og når Palma tydeligvis leger med læseren, og der er et glimt i øjet. Henimod slutningen er det, som om den kommer ud af balance, men indtil da er det en roman, der både forvirrer, forfører og forundrer. Helt klart en bog, der bør læses af mange.