Den centrale historie i bindet, er uden tvivl den der strækker sig over fire blade. I “Raptor Hijack” får vi historien om hvordan endnu en pengegrisk og magtbegærlig pengemand, forsøger at tilrane sig magten over de frygtindgydende velociraptore. I denne omgang er det dog ikke ved hjælp af magt og totur, men ved den snedige brug af en dyreadfærdsekspert. Vores gamle kendinge Dr. Allan Grant, Ellie Statler, Robert Muldoon og Ian Malcom er også på jagt efter de eftertragtede raptors. Deres mål er imidlertid et andet – at redde verden (eller i al fald denne sydamerikanske jungle), fra de dødbringende raptors klør. Alt imens vores kendinge og dyreeksperten farter rundt i den sydamerikanske jungle, forsøger andre og ligeså griske pengemænd at få fat i de nu så omtalte dinosaurer.

De to andre historier er korte og faktisk ret uinteressante, derfor går denne anmelder udenom dem i denne anmeldelse. Ikke dermed sagt at bindets hovedhistorie er særligt interessant – det er den i virkeligheden ikke. Det er imidlertid den længste og alene af den grund, den der fortjener mest opmærksomhed. Men nej, det er ikke nogen særlig interessant historie. Det er faktisk en lidt kedelig, uinspireret gang merchandise der er pakket ind i et flot papir – bindets omslag, forstås. Plottet er papirtyndt og karakterene er flade og utroligt ensidige. Den eneste der skiller sig ligt ud er Ian Malcom. En udskillelse der hovedsageligt skyldes et psykotisk sammenbrud midt i fortællingen. Det er lidt tåbeligt, lidt unødvendigt og i det hele taget bare underligt.

Derudover er tegneseriens grundpræmis – Jurassic Park, nu helt og aldeles forsvundet ud af de historier der bliver fortalt. Men undtagelse af den sidste og korteste (og absolut dummeste) historie. Det er lidt synd. Parken er og var meget central for, at dinosaurerne ikke bare bliver til endnu et monster. De centrale temaer fra filmen – legen gud, at holde vilde dyr i fangeskab etc. findes stadig, men er så til gengæld også det eneste historien drejer sig om.

Tegningerne er til gengæld også ret ringe. De er meget tidstypiske (1990′erne). Dette kunne være godt, da de kunne have en nostalgisk værdi. Imidlertid er de tidstypiske på en rigtig kedelig måde. De forhastede, grimme og der er lagt et minimum af sjæl i dem. Det er faktisk lidt som om der ikke rigtig er nogen der ville have noget med projektet at gøre. Til gengæld har der været nogen der har været interesseret i at lave penge…. og pludselig bliver bindets centrale historie måske mere en parodi eller karikatur, end en egentlig fortælling.

Desværre har de fleste af Jurassic Park tegneserierne vist sig, som denne, at være noget værre bras. Der er meget får faktorer der gør dem til et must-read, og uden at skulle falde i en Jakob Stegelman-kliche, så vil jeg sige, at dette bind kun er til de absolut mest dedikerede fans. Andre bør holde sig til den første film.

Vi starter med en kliche. Kvæget omkring den lille by bliver dræbt på mystisk vis. Den lokale sheriff og hans medhjælper tager ud og ser på sagen. De finder hurtigt ud af at der er noget mærkværdigt ved det dræbte kvæg. Ikke bar er det udenfor sæsonen i forhold til ulve og ræve, men der er også meget mærkværdige spor knyttet til gerningsstederne. Inden længe er lokale eksperter tilkaldt, og det ser ud til at sporene stammer fra et dyr. Et dyr der har været uddød i 65 millioner år. Selvsagt går der ikke længe førend vores gamle kending – InGen, bliver involveret i sagen. Og så tager tingene fart. Men, hvordan er de uddøde dyr kommet fra øen med dyreparken til fastlandet, og hvordan finder man og fanger noget, man ikke ved hvor mange der er af?

Historien er okay, men en kende forudsigelig. Dog med enkelte og lidt pudsige overraskelser. Det er ikke stor litteratur, men det forsøger til gengæld heller ikke at være det. Historien passer til mediet – den er let, ligetil og actionpræget. Vi skal ikke læse mange sider førend vi før det første spændende møde med det, det hele handler om, nemlig dinosaurerne. For det er desværre hvad “Jurassic Park” efterhånden er blevet reduceret til – en undskyldning for at have dinosaurer trampende rundt i et moderne metropolis eller landsby. “Parken” er væk, og tilbage står de “muterede forlystelsespark-monstre”. Og det bliver lidt tyndt. Som sagt er historien fin, men tilknytningen til Jurassic Park er papirstynd. Okay, I Michael Chrichtons originale “Den Forsvundne Verden”, dukkede dinosaurerne også op på fastlandet…. Men den bog havde, efter min mening, også utroligt lidt med Jurassic Park at gøre.

Tegningerne er også pæne, uden at være prangende. De er effektive og det er ganske få der er dårlige eller er præget af hastværk. Man må sige at John Byrne’s indtræden i franchiset helt klart er et skridt i den rigtige retning. I stedet for de noget tåbeligt udseende dinosaurer i “Jurassic Park – Redemption”, får vi her veltegnede og (formegentligt) vellignende øgler. Det er en lettelse uden lige. Hvorfor historien i dette bind så ikke har noget som helst at gøre med “Redemption” aner jeg ikke. Selvom historien var tåbelig og usammenhængende i “Redemption”, kunne man i dette bind godt lige have kastet et nik eller en anerkendelse i retning af det tidligere. Men sådan er det ikke.

Der er ikke så meget mere at sige om bindet. Historien og tegningerne er helt okay, det er ikke prangende men det virker. Det er god underholdning, og det kræver ikke alt for meget af læseren. Tilknytningen til Jurassic Park er, som sagt og desværre, papirstynd. Det er lidt ærgerligt. For fans af dinoer, er det selvfølgelig helt okay, men for fans af Jurassic Park, er udeladelsen af alt det der gjorde Jurassic Park til det den var, lidt af en skuffelse. Men, læs og bedøm selv – dinoerne er løs igen.

Nogen ved noget! En række “I Know” skilte begynder at dukke op i Metropolis, og inden længe går det op for Clark Kent, at der er nogen der ved at han er Superman. Altså, nogen udover Lois Lane (suk) og hans forældre. Denne “nogen” begynder langsomt at ødelægge Clarks liv, ved at jage alle dem han holder af – hans forældre, Lois Lane, gode venner og kolleger. Og det bliver en farlig leg. Men, kan man virkelig kue verdens stærkeste mand? Kan man ødelægge manden der er hurtig som en geværkugle? Kan man nedbryde manden der ser igennem alt (undtagen Rodenstock-glas)? Kan man træde på Clark Kents briller uden det får følger?

Præmissen for historien er for så vidt interessant, selvom den er gammelkendt. Det er ikke første gang en superhelt har, måtte forsvare sig imod nogen der kendte hans hemmelige identitet. Men, det gør ikke historien dårligere. Det der gør historien dårligere er det utal af forfattere der har været inde over albummet. Dette er selvfølgelig et resultat af tidspres, men det bliver det ikke bedre af. Hvad der i starten er en næsten noir-agtig fortælling, bliver ret hurtigt til en noget mere plat og almindelig superheltehistorie. Det er kedeligt og ualmindeligt forudsigeligt. Derudover er valget af superskurk og lidt malplaceret. Uden at skulle afsløre for meget, er superskurkes motivation lige i skabet – DEN har de regnet godt ud derinde hos DC. Men, han virker bare for… hmm… nymodens. Det kan godt være mine personlige præferencer der kaster skygger over min opfattelse af skurken, men jeg mener ikke han er særligt velvalgt – udover hans motivation.

Efter hovedhistorien glider albummet over i tre-fire mere eller mindre “afsluttende” og sammenhængende historier der skal lave en “bookend”. Det virker lidt påklistret og den sidste historie ender da også med en ret klassisk “følg Superman på nye eventyr i den nye serie bla bla bla…”. Jeg kan ikke rigtig regne ud om denne “story arc” skulle være en form for reboot af Superman-universet. I så fald er den ret mislykket da den ender hvor den startede.

Tegningerne er tidstypiske (1997) og lider hist og her af hastværk. Derudover har albummets mange tegnere en meget forskellig stilart, så man bliver en smule forvirret når stilen pludselig skifter. Og det gør den til tider meget markant. Så markant at man kan blive i tvivl om hvem der er hvem. Det er lidt trist. Til gengæld er Superman tegnet i en meget klassisk streg – hovedsageligt. Man har dog valgt at give ham langt, bølget hår. Det er underligt, og får ofte én til at tænke på kult-fænomenet Tommy Wiseau. Især da Superman udbryder: “It’s tearing me apart”, er sammenfaldet umulig at se bort fra. For en ordens skyld skal det nævnes at det er ret uheldigt, selvom det er sjovt.

Slutteligt skal jeg lige nævne at jeg absolut ikke er fan af Superman, men på trods af det, mener jeg nok at det her er noget makværk. Hvis man trækker Superman ud af ligningen, har man stadig et rod af en historie, nogle tidstypiske tegninger og i det hele taget et album man skal gå udenom. Mit råd: Læs noget andet!

Classic Jurassic Prak, vol. 2, samler otte blade til én paperback. Vi finder således historierne “Betrayal” og “Genesis” (også kendt under det mere mundrette #0), og derudover to historier der strækker sig over henholdsvis to og fire blade, nemlig Raptor #1-2 og Raptor Attack #1-4. Jeg har tidligere anmeldt Raptor Attack #1-4 serien her på siden, og henviser til den anmeldelse hvis man ønsker et mere indgående kendskab til netop denne historie.

De to førstnævnte historier finder sted før filmene. De giver et indblik i hvilke genvordigheder John Hammond og Dennis Nedry har måtte gennemløbe inden vi så dem i filmene første gang. Det er to meget korte og næsten plot-løse historier. Plot-løse i den forstand at de faktisk ikke fortæller noget man ikke kan se i filmene. Det sjove i disse historier er alle de fremadrettede referencer til filmene. Blandt andet kommer John Hammond med en bemærkning til advokaten Gennaro om, at den T-Rex-unge han står og betragter, måske en dag vil overraske ham (filmfans vil vide at der her bliver henvist til den berømte T-rex’en-åd-ham-mens-han-sad-på-toilettet scene). Men derudover er der ikke meget ved historierne, der i øvrigt er fulde af åbenlyse kontinuitetsproblemer mellem disse historier og filmen.

Raptor #1-2 omhandler Alan Grant og Ellie Sattlers tilbagevenden til Jurassic Park. Sammen med en flok regeringstyper og militærfolk, forsøger de at indfange de sidste dinosaurer, for at pacificerer dem og forhindre at andre skal forsøge at stjæle dem (?). Imidlertid dukker storvildtjægeren Lawala op. Han har sine helt egne planer om hvad der skal sket med dinosaurerne, og giver sig i kast med at indfange både mennesker og dyr i parken.

Raptor #1-2 er tåbelig. Fra grundlæggende ide til udførelse er den slet og ret tåbelig. Der er absolut ingen grund til at Alan og Ellie skulle tage tilbage til Jurassic Park. Der er absolut ingen grund til at militæret ikke bare bomber øen i stedet for at forsøge at indfange dinosaurerne. Den eneste der kan siges at have bare en smule motiv eller omløb i hovedet er Lawanda – skurken. I det mindste forsøger han at indfange dinosaurerne for at tjene penge på det. Det er tosset og ualmindeligt uigennemtænkt, dialogen er usandsynlig og actionsekvenserne er næsten umulige at følge med i.

Slutteligt skal der falde en kommentar om tegningerne. De er meget halvfemser-agtige. Virkelig. De er så halvfemser-præget at det er lige før de ligner noget fra firserne. De er ikke grimme per se, men de er meget tidstypiske – kantede, detaljerede på de forkerte steder og med mange perspektivforvridninger. Derudover er der kun én person der ligner skuespilleren fra filmen bare lidt, og det er synd og skam. Derudover er der valgt en helt tosset beskæring på flere af billederne. Det er så grelt at man i flere actionsekvenser overhovedet ikke kan få en fornemmelse af hvad det er der foregår. Det er synd og skam for det kunne være blevet ret fedt.

På overfladen virker historierne i Raptor og Raptor Attack som et cool koncept – menneskeædende dinosaurer, whats not to like? Men så snart man kratter lidt i overfladen (det vil sige, så snart man læser dem), så begynder tingene at falde fra hinanden. Jeg kan absolut ikke anbefale dette bind til andre end de allermest hardcore Jurassic Park fans. Og her taler jeg ikke om dem der har filmene stående på DVD-hylden. Nej, her taler jeg om dem der samler på mint-condition legetøj, film-rekvisitter og laver kostumer. Men, hvis du er en af dem, så er det et absolut must.

De tre numre introducerer en lang række forskellige serier, blandt andet klassikeren “Usagi Yojimbo”, net-hittet “Girl Genius” (som var de eneste, jeg kendte til i forvejen) og de danske “Wasp & Lockbell” og “Pri-pri-princess”. De (og en del andre titler) er alle  vestlige og lige ud af landevejen – og halvvejs i bladet mødes man af et stop-skilt og ordren om at læse bladet fra den modsatte retning. Her er der nemlig “originale” mangaer med titler som “Prinsessen fra Oedo City” og “Lost Heaven”. Og her bliver der skruet op for både tempo og virkemidler.

Generelt er der tale om længere historier med en del action, spædet op med korte humoristiske striber.

Hvert nummer af Comic Party er på 162 sider, så der er noget at gå til – og indholdet er spredt over en bred kam af typer. “Lost Heaven” leverer melodramatisk action, mens “Prinsessen fra Oedo City” er en mere fjollet omgang drama og romantik. I venstre-mod-højre læseretningen er “Girl Genius” en hæsblæsende omgang steampunk – den virker lidt halsbrækkende ved første bekendtskab, men rummer også interessante ideer, der umiddelbart gør den værd at følge. “Usagi Yojimbo” handler om en herreløs samurai (en kanin), der snitter sig gennem en del andre funny animals – der lader til at være en del inspiration fra Groo (der også gæsteoptræder i et enkelt billede), men den lader til at tage en mere alvorlig (og selvhøjtidelige) vinkel. Umiddelbart var det den af bladets serier, der greb mig mest – med fornemmelsen af lidt søgende tilgang, der langsomt bygger op og bliver mere sammenhængende. Ligesom “Girl Genius” tror jeg, at den kommer til at give stort afkast i det lange løb.

“Digger” har lidt samme tone med sin historie om en lille og lidt zenagtig vombat, der møder guder og andre væsener i nogle lidt knudrede tegninger, men med en underspillet historie, der rammer masser af gode toner. “Wasp  Lockbell” fortælles venstre til højre, men viser meget tydeligt sin japanske inspiration – og viser også en del udvikling i de to numre, den optræder i.

Tegneserierne er som sagt meget forskellige – ikke alt er i min smag (og der er mere end det, jeg har nævnt her), men som helhed virker det godt udvalgt. Der er noget for næsten enhver smag, og det viser mangaens spændvidde. Generelt tror jeg dog, at bladet kræver en lille investering – for flere af serierne skal man et stykke ind i, før det rigtig spiller. Ved udgangen af tredie bind er der ved at være godt gang i den, så hæng i.

Men først og fremmest skal “Comic Party” dog roses for, at det så tydeligt er a labour of love – folkene bag går ikke blot op i tegneserierne, men også miljøet omkring dem, så der medtages nye danske tegnere, artikler fra kulturen og så videre, det hele bundet sammen af et figuren, der pryder forsiderne, Ja, der er serier heri, der ikke tiltaler mig, men ånden og energien og glæden gør det til en fryd – og “Comic Party” til første gang i lang tid, at jeg rent faktisk vil købe et dansk tegneserieblad. Forhåbentlig fortsætter det med samme ambitionsniveau.

“Willy på eventyr” startede som en oversættelse af den britiske serie “Rob the Rover” i Familie Journalen tilbage i 1923. Efter en omskiftelig tilværelse blev den i 1956 overtaget af danskerne Grauballe og Andersen, der har leveret materialet til dette genoptryk.

“Onkel hans forsvundet i Bermuda-Trekanten” rummer striberne 1025-1057 og er et tydeligt tegn på kærlighed til serien – manden bag hedder Asger Pedersen og står også for Willy-Centret.dk. Jeg er aldrig selv stødt på Willy-serien før, men har egentlig ikke svært ved at forstå det – det er den type klassisk eventyr-serie, der næsten indbyder til samlermani. Det er retro-underholdning med action og eventyr, så det står efter.

Historierne om Willy er en fortsat fortælling, så hæftet her starter med slutningen på en tidligere historie, hvor Willy og hans ledsager Jonna forlader en fremmed klode i deres skib SM-6. Og mere introduktion behøver vi heller ikke – vi har helten og hans dame og så klassisk 50er-æstetik med boblerumskib, gennemsigtige undervandsdragter i plastic, onde rumvæsener i tætsiddende dragter og så selvfølgelig den navnkyndinge Onkel Hans, der er forsvundet i Bermuda-Trekanten.

Tage Andersens tegninger er overraskende tiltalende (især de stemningsskabende baggrunde), mens Aage Grauballes historie fokuserer på at bringe historien fremad (nogle gange lidt på bekostning af logikken, men skidt med det). Formatet er en stribe på hver side og ingen talebobler – handlingen opsummeres under tegningerne, hvilket er med til at understrege det altmodische præg, historien selvfølgelig har. Der er action og eventyr, men man skulle jo nødig blive forpustet af at læse det.

Er man voksen med et streft af nostalgi i sig, vil “Onkel hans forsvundet i Bermuda-Trekanten” være det rene guld. Yngre læsere, vant til tegneserier med en noget højere fortællehastighed, vil nok blive lidt mere forvirrede over mødet med fortidens eventyrere – men med en smule held (og de rigtige omstændigheder) måske også forundrede. Personligt var jeg yderst fornøjet – med en trang til at læse mere.

Historie er der masser af. Faktisk er der hele 12 korte historier der skildrer udbrud af zombi-isme i hele verden igennem 62.000 år. Vi får derfor både fortællingen om hvordan en flok hulemænd mødte deres endeligt, hvordan danske (!) søfolk sank den zombi-inficerede “Marialva”, hvordan både russere og japanere forsøgte at bruge zombi-infektionen som et ultimativt våben og mange flere. Fælles for alle historierne er, at zombierne tilsyneladende kommer ud af ingenting, og at man aldrig rigtig får at vide om de er forsvundet helt, eller om de bare lever videre i skjul. Blandt de mest interessante fortællinger i bindet er blandt andet den om fremmedlegionærene der bliver omringet på et fort i det nordlige Afrika. Her sidder de i flere år, for til slut at – nåh ja, læs den selv!

Ibraim Robersons tegninger er virkelig gode. Han har en sans for realisme og detaljer som man efterhånden sjældent ser. Derudover formår han også at tegne tilpas mystisk (det skal ses for at kunne forstås) til at man ikke får alle forklaringerne. Og netop det uforklarede er, efter min mening, enormt vigtigt i zombi-fortællinger. At årsagen til infektionen så faktisk er navngiven i dette univers, svarer jo ikke på spørgsmålet om hvor den kommer fra. Men tilbage til tegningerne. Bindet er holdt i sort-hvid-grå nuancer. Selvom det måske lige så meget er et spørgsmål om økonomi, så fremmer det den nærmest dokumentariske stil som bliver brugt i bindet.

Jo, “The Zombie Survival Guide – Recorded Attacks” er en dokumentar. Efter ganske få læste sider, kan man begynde at høre speakeren for sit indre øre. Skrivestilen er lige netop så spekulativ og talesprogs-lydende at man ikke kan lade være med at tænke de mange tusinde dokumentarprogrammer der farer over skærmen i virkeligheden. Intet er forklaret fuldt ud, alt er fortalt i forhold til de informationer “vi har kunnet få fat i” og “som de enkelte øjenvidner har videregivet”. Det er rigtig fedt, og det fungerer upåklageligt.

Jo, “The Zombie Survival Guide – Recorded Attacks” kan anbefales! Den er ikke ret lang, og den kan bladres igennem på 20-30 minutter, men så meget desto mere grund til at give sig i kast med den. Det kan godt være du ikke tror på zombier, men det er helt lige meget, for de tror på d

Okay så. Der er den her sky-doll som bliver utroligt dårligt behandlet af sin ejer. Sagen er den at sky-dolls er et stykke kunstigt liv som er skabt af pavinden for at holde alle rettroende mænd på dydens smalle sti. Førægteskabeligt sex ser man ned på, men ikke hvis det er med en af de universalt kendte sky-dolls. Selvsagt bliver de behandlet derefter. Men nu er der altså denne her ene sky-doll som udvikler en form for selvstændighed (?), og stikker af fra sin ejer. Hvordan spørger du!? Jo, ved a tsnige sig om bord på et rumskib der kommer forbi det rimskibs-vaskeri hun arbejder på (suk). Altimens hærger en intergalaktisk kamp mellem det rettroende (der følger pavinden) og de andre (dem der følger den anden pavinde – regn selv den ud). Det viser sig selvfølgelig at vores sky-doll er central i konflikten, men hvordan?

Historien er tåbelig. Den grundlæggende præmis er vederskyggelig og fremstillingen af kvinder er hårrejsende – nej, jeg er ikke feminist, men det her er fælt. Ikke alene er kvinder fremstillet som udelukkende sexuelle væsner, men samtidig som nogen man kan tænde og slukke for efter forgodtbefindende. Så tiltalende som det måske lyder for nogle, er beskeden faktisk enormt uheldig. Især fordi albummet er rettet mod et yngre publikum.

Hvordan ved jeg at det er rettet mod det yngre publikum? Tegningerne! De er for så vidt hæderlige, men de er i en stil som minder om søndag-morgen-tegnefilm. Og det gør sådan set heller ikke noget, men det betyder at det er det yngre publikum der vil være mest tilbøjelige til at vælge albummet, men det er altså ikke en historie som er for børn. Emner som prostitution, religion, menneskerettigheder og afgudsdyrkelse er altså ikke for de mindste.

Men udover det, er bindet så godt. Nej! Det er tåbeligt og overflødigt. Sky-doll bringer absolut ikke noget nyt til hverken tegneserier som medium eller science fiction som genrer. Det undrer mig meget at den nogensinde er blevet oversat til dansk (af Freddy Milton endda), og jeg forstår slet ikke at den er blevet udgivet.

Jeg ville egentlig have læst og anmeldt de to næste bind i serien, men jeg tror simpelthen ikke jeg kan få mig selv til det. Selvom de kun er 45 sider lange, så føler jeg stadig at mit liv er for kort. Åh ja, og som en lille bonus, så kan jeg ikke for min død regne ud hvad titlen “Den falske by” har med noget som helst at gøre. Der optræder ingen byer af nævneværdig karakter i bindet - OVERHOVEDET!

Dette første bind i det som skal blive den samlede genudgivelse af de “klassiske” Jurassic Park fortællinger, får vi historien om hvordan det hele startede. Den excentriske milliardær John Hammond har opbygget et naturreservat på en lille ø i nærheden af Costa Rica. Imidlertid har visse hændelser gjort at Hammonds investorer er blevet nervøse for projektet. Derfor er han nødt til at engagere et hold specialister der skal besigtige øen. Hvis specialisterne kan sige god for øen, er investorerne tilfredse, og parken kan åbne som planlagt. Men, kan man planlægge sig ud af naturkræfter? Hvad sker der når alt går som kaos-teoretikeren har forudsagt? Og hvordan kurerer man en syg triceratops?

Historien er mere eller mindre som den er i filmen. Alligevel er der flere ting som er en smule anderledes. Lange enetaler er føjet til og visse action-sekvenser er skåret fra, men i det store hele er der tale om en tro gengivelse af filmen. Forskellene skyldes muligvis at tegneserien faktisk ikke er bygget på det endelige filmmanuskript, men på en af de tidligere udgaver af Michael Crichton selv. Det giver faktisk tegneserien flere ligheder med bogen på nogle områder. Det gør dog ikke noget, men giver faktisk bare nogle spændende indsigter, som man ikke får igennem filmen. Kunne man lide historien i filmen og bogen, så kan man også lide historien i denne tegneserie.

Tegningerne er meget tidstypiske. Og når jeg siger tidstypiske, så mener jeg 1990′er-typiske. Man kan sagtens se at striberne efterhånden er tyve år gamle – de er ikke ældet med samme ynde som filmen, men de har dog deres charme. Man har forsøgt at tegne figurerne så de ligner skuespillerne fra filmen og det lykkes med svingende resultater. Det er ofte mere beklædningen der ligner, end det er ansigterne. Det kan man synes om hvad man vil, men det er sikkert et resultat af at der er tale om et stykke hurtigt produceret merchandise. Farvelægningen er ny, og det klæder det hele en del. Imidlertid har man valgt at printe hele herligheden på mat genbrugspapir, og selvom det er miljøbevidst, så får det bindet til at virke billigt.

Alt i alt er “Classic Jurassic Park vol. 1.” en ganske nydelig genudgivelse. Den er ikke stor kunst og revolutionerer heller ikke tegneserieindustrien (det gjorde den heller ikke i 1993). Det er gedign underholdning som kan anbefales til alle med interesse for eventyr, dinosaurer eller kloning.

Tim og Lex er to af de eneste overlevende fra den originale Jurassic Park hændelse. Begge deres liv har siden da centreret sig omkring den famøse park. Lex forsøger – som sin morfar, John Hammond – at bevare øen med dinosaurene som en fredet naturreservat. Alt imens forsøger Tim at genskabe og perfektionere John Hammonds originale drøm – en dyrepark, med fantastiske fortidsdyr. Men nogen er ude efter mere end det. Nogen vil hævne sig. Nogen har undgået “død-ved-T-rex” og dukker op med skumle planer.

Fordelen ved tegneserier er at man kan fortætte historien præcis hvor man har lyst. Man behøver ikke bekymrer sig om, om skuespillerne bliver ældre, eller ikke gider at deltage. Man tegner dem bare, og så er det ligesom det. Og det gør man så i Redemption. Hele den herlige flok der overlevede den første film – undtagen Ian Malcom, dukker op i Redemption. Og selvom det er 13 år efter filmen, så ser de ikke rigtig ældre ud. Faktisk ligner ikke sig selv. Faktisk kan man overhovedet ikke se at det er dem! På nogen måde. Men det vender jeg tilbage til. Udover dem der kan legitimere deres tilstædeværelse ved faktisk af have overlevet filmene, er der også enkelte som døde i filmene som på “mirakuløs vis” er overlevet alligevel. Og da det viser sig at seriens hovedskurk netop er denne genopstandene person, slår det ligesom bunden ud af historien. Det ender med en tåbelig historie om hævn og harme.

Men tilbage til at man ikke kan se hvem der er hvem. Det er selvføligelig tegningerne jeg hentyder til her. DE ER DÅRLIGE – PUNKTUM! Jeg har aldrig i mit liv set noget så grelt. Jeg forstår ikke at man har fået lov til at udgive sådan en gang makværk. Forsiden er godt nok tegnet af Frank Miller (?) og den er faktisk ok – omend lidt kedelig og uden nogen relation til den faktiske historie. Resten af albummet er tegnet af Nate Van Dyke, og han er tilsyneladende ca. 7 år gammel. Eller også er han verdens værste researcher. Tegningerne af dinosaurerne er så dårlige, at den originale Godzilla-dukke/dragt ser 200% realistisk ud. Menneskene er underligt kantede og har alle sammen det samme ansigtsudtryk hele tiden. Bygningerne er oftest bare silhuetter eller utydelige streger i baggrunden og biler/busser/lastbiler skifter konstant udseende. Det er simpelthen SÅ grimt.

Jeg må sige at dette første bind ikke lover godt for serien. Imidlertid ser efterfølgeren (Devils in the Desert) noget mere lovende ud. Men her er det også den navnkundige John Byrne der får lov at svinge penslen og hans reboot-evner. Så, man kan da se frem til nummer to i det mindste. Men Jurassic Park – Redemption er en skuffelse uden lige.