Apokalyptisk Jesus Trip

Superinfluenzaen spreder sig med enorm hast gennem samfundet, smitter alle og slår i løbet af 19 dage, 99,4% af befolkningen ihjel. Mens civilisationen kollapser følger vi en håndfuld overlevere håndtere krisen og livet bagefter.

Der danner sig to samfund. Et i Las Vegas og et i Boulder. De onde, egoistiske og nederdrægtige mennesker drages mod Las Vegas, mens de gode og retfærdige drages mod Boulder.
Det sker fordi der udspiller sig en konflikt mellem det gode og det onde. I Las Vegas holder Randoll Flagg hof, og han er den personificerede ondskab. I Boulder bor Abigail Freemantle, og hun er Guds profet og menneskehedens sidste håb.

Jeg har det lidt svært med Stephen King. Han er vældig god til at få spændende og interessante ideer – men jeg synes ofte han er rigtig dårlig til at afslutte dem ordentligt. Det Mørke Tårn serien startede fantastisk, men slutningen var forfærdelig skuffende.
På samme måde er The Stand en rigtig fin roman, lige indtil rammehistorien med Randoll Flagg, Moder Abigail og apokalypsen dukker op. Der begynder historien at blive sær og underlig. Det virker ikke troværdigt og minder mest af alt om religiøs fanservice, helt på linje med Left Behind serien. Romanens budskab lader til at være: højteknologi er ondt og stol på Gud.

The Stand blev trykt i 1978 og genoptrykt i en 2. udgave i 1990, med lidt mere materiale og opdateret til 90’erne. Den er udkommet på dansk i to udgaver: trebindsudgaven Slutspil fra 1989 og etbindsudgaven Opgøret fra 1994. Den er kommet som en tv miniserie i 1994 og som tegneserie fra Marvel Comics i 2008. Warner Bross er ved at udvikle en filmtrilogi med Ben Affleck som instruktør.

EN GANSKE SÆRLIG BÅD.

Jensen har skrevet både børne- og voksenbøger, fra minimalistisk firkantede historier til fabulerende og flagrende fortællinger. “Kejserinden” har den til tider næsten åndeløse tekst, hvor meget kan beskrives i en enkelt sætning, og en historie, der rækker fra den ene ende af verden til den yderste.

Drengen, vi følger, har intet navn (som vi får at vide, i al fald). En mor har han heller ikke, og hans far er sjældent hjemme, da han rejser rundt i verden og sælger ost. Så ofte sidder drengen ved motorvejen, ser på bilerne og drømmer om, at de skal tage ham med ud i verden. Indtil en aften det sker.

Den ene ting griber den anden, og snart befinder han sig midt på havet, siddende på en tredive meter lang kvinde, der svømmer afsted mod ukendte rejsemål. Der er et mål, han skal nå, men han ved ikke, hvad det er. Heldigvis er verden også fyldt med magi og sære eksistenser, der kan hjælpe ham på hans vej.

En svingtur var “Kejserinden” på flere måder, blandt andet fordi den fik mig som læser til at oscillere mellem at være opslugt og irriteret. Jensen skaber magi, når han bryder med virkeligheden på det ene punkt, at kæmpekvinden – titlens Kejserinde – eksisterer, og hvad deraf følger. Samtidig befolker han sin verden med mennesker, der balancerer på skæringspunktet mellem realisme, magi og populærkulturel fællesbevidsthed, når f.eks. en cowboy, der grangiveligt ligner Marlboro-manden, optræder sammen med en ung kvinde, der er besat af skønhedskonkurrencer.

Men der er også tider, hvor Jensen ødelægger den fine illusion, han ellers har opbygget – som når vor hovedpersons far kommer farende forbi i en helikopter og må skynde sig videre. Og så trykker forklaringen på det hele ret hårdt på min personlige irritationsknap.

Men når Louis Jensen rammer magien præcist, er “Kejserinden” en fascinerende og opslugende bog. Han har et øje for uvirkeligheden og forstår at ramme en logik der, som drager én gennem fortællingen.

“Kejserinden” er i øvrigt første udgivelse fra det nystartede forlag Replikant og kan også fås som ebog.

NEPOTISME

“Men så kan du ikke udtale dig fordomsfrit om bogen,” vil nogle sige, og det vil de have ret i, men det skal nu ikke være en forhindring. Dem er der nemlig nok af i “Hunden der ikke troede på OP”, især for vor firbenede hovedperson. Flæske hedder han, og han er noget af en pølsehund. Og som mange andre hunde har han et problem med den tredie dimension – der findes jorden under hans snude og alle de interessante ting, som eksisterer der.

Ejeren, en sorthåret lille pige, forsøger ihærdigt at bibringe hunden en forståelse af alle de fascinerende ting, der ellers forefindes oppe: lykkedrager, rumvæsener og så videre. Men mod selvvalgt uvidenhed kæmper selv flyvende grise forgæves. Lige indtil…

Teksten er skrevet med et fint øje for de små detaljer – og et godt glimt i selvsamme øje. Det er den lille pige, der fortæller, med Flæske som logrende glad deltager og uvidende centrum. Nu har jeg siddet som tilskuer til bogens tilblivelse og har også overværet, hvordan sætninger, ord og bogstaver langsomt er kogt ind til det endelige resultat, og alligevel kan jeg trække på smilebåndet, når jeg bladrer igennem den.
Men grundet min personlige involvering vil jeg hellere rette spotlyset mod Kamila Slocinska, der har stået for tegningerne (hende er jeg nemlig ikke gift med, ja, jeg har faktisk aldrig mødt hende). Hun debuterede tidligere på året med billedsiden til Kim Fupz Aakesons “Paradis” og har en vidunderligt levende streg – udtrykket er barnligt, men med masser af finurlige detaljer, som kan vække læserens interesse. Hendes illustrationer er en meget stor del af, at “Hunden der ikke troede på OP” er blevet så levende, som den er. Som tilskuer til hele processen har en meget stor del af magien været at se, hvordan hendes billeder (ganske anderledes fra, hvad jeg selv havde forestillet mig) er opstået.

“Hunden der ikke troede på OP” får naturligvis min varmeste anbefaling – men for at dette ikke blot skal være et rent reklameindslag, vil jeg henvise til de par anmeldelser, der ellers er kommer frem: Æseløre og Bogvægten.

Man kan følge forfatteren på Zenia.dk og illustratoren på Slocinska.com.

GOTISK ÅRHUNDREDE.

Historien er ganske praktisk i tre kapitler: i årene 1915, 1952 og 2011 – og som det sig hør og bør, er centrum for historien de bygninger, der skifter formål gennem tiden, men altid bærer på de samme spøgelser og danner fortællingens dystre baggrund: først et tuberkulose-sanatorium, siden et sindssygehospital og afsluttende et hotel.
I første del møder vi den unge mand Erik, der af sin fader, som selv er læge, tvinges til at uddanne sig indenfor samme profession. Eriks dagbogsoptegnelser fortæller om hans oplevelser på Fjordsanatoriet, hvor stemningen domineres af de for manges vedkommende døende børn. Men snart indser han også, at faderen har skjulte og dunkle motiver med opholdet der, og han må træffe et valg, der får dybe konsekvenser.

I 1952 bliver Inger indlagt på Fjordhospitalet – tvangsindlagt, fordi man mener, hun er sindssyg. Selv er hun overbevist om sin egen sundhed, men der er ting i natten, som forsøger at komme i kontakt med hende, og fortiden rækker ind i hendes nutid. Hendes breve hjem beskriver, hvordan hun trækkes ind i en spiral af frygt, for sig selv og for de gerninger, der sker på stedet.

Historien afsluttes med Gil, 17 år og lidt af et problembarn. Han bliver dumpet hos sin farfar, der driver Fjordhotellet, efter han har mistet sin bestalling som læge. Gils historie fortælles fornemt i en række mails til kæresten, som både beskriver hans oplevelser på hotellet og fint tegner omridset af deres personlige historie – samtidig med at der sættes et endeligt punktum for de hændelser, der har præget stedet.

“Ordenen” fungerer overraskende godt. De tre dele har hver deres stemning – første del slipper godt fra at fremmane den tunge, gotiske stemning uden at blive for tung læsning, hvilket er noget af en balancegang. Midterste del er mere lige ud ad landevejen, men formår at fortælle en afsluttet historie, samtidig med at den leverer faklen videre. Afslutningen bærer tydeligst præg af, at forfatteren skriver til unge læsere, men tonen passer til nutiden, og det er fermt og professionelt fortalt. De tre akter med hver deres tone giver et velfungerende flow til bogen.

Selv om det er tre forfattere, der har skrevet hver deres del af bogen, fungerer strukturen og viser et godt samarbejde. Samtidig med at man får tre historier, sørger de for, at elementer går igen og trækker læseren med – ligesom deres forrige projekt (serien Genstart) virker det inspireret af moderne tv-serier, og det er en opbygning, der virker. “Ordenen” er en effektiv og stemningsfuld ungdomsgyser, der spænder bredt.

Hovedpersonen er forfatteren og læreren Dale Stewart, men fortælleren er hans barndomsven, Duane. Duane er død, men han er ikke et spøgelse, snarere Dales traumatiske minde om personen.

Og det er det trauma, der knytter sig til dødsfaldet, der er baggrunden for “A Winter Haunting”. For hvad skete der egentlig dengang i barndommen, da vennen døde i et grotesk uheld?

Dale har mere eller mindre smidt sit liv ud af vinduet. Konen har forladt ham med børnene, det litterære arbejde går ikke særligt godt, og han har døjet med depression. Nu vender han tilbage til byen, hvor han voksede op, for at få styr på tingene – og han får naturligvis mere, end han regnede med. For de døde har ikke tænkt sig at forblive helt døde, og fortiden vender bogstaveligt talt tilbage for at hjemsøge ham.

Det er en ganske velkendt historie, Simmons fortæller, men han gør det stilsikkert og med yderst velfungerende horrorelementer. Det er muligvis ikke en klassiker indenfor genren, men den er svær at lægge fra sig.

Jeg var halvvejs gennem bogen, før det gik op for mig, at “A Winter Haunting” er en fortsættelse af Simmons’ “Sommernattens rædsel” – et faktum, der intetsteds fortælles i den udgave, jeg læste. Men den fungerer fint som enkeltstående historie – måske endda bedre, fordi Simmons tillader sig ikke at fortælle alting. Der er en usikkerhed i historien, som der er i hovedpersonen, og det er med til at lægge til stemningen. Dertil kommer, at han leger med et af de elementer ved den oprindelige bog, der irriterede mig for så mange år siden (og er en af de få detaljer, jeg kan huske fra den): drengen, der beslutter sig for at blive forfatter. Det får en del kommentarer med i et næsten legende metalag her, der giver så mange ekstra point til bogen. Og lyst til at genlæse “Sommernattens rædsel”.

Som næsten altid med Simmons er “A Winter Haunting” god læsning. Spændende, fascinerende og foruroligende.

Grundlæggende er “Operation: Operation 2012” en ganske almindelig spændings-/flugtroman med ønske om at være en technothriller og en god, gammeldags MacGuffin. Her er det nogle kodede oplysninger, som forfatteren Christian Bang kommer i besiddelse af – og som en hel masse mennesker højt oppe i hierarkiet gerne vil have fat i. Blandt andet en dansk betjent, der gerne lader sin næver tale, og en amerikansk agent, som synes at kommunikere med bandeord. Bang ender (naturligvis) på flugt og må forsøge at afsløre, hvad de hemmelige oplysninger betyder, og jagten bringer ham vidt omkring.

Beklageligvis bliver det aldrig særligt spændende, hvilket må siges at være pinedød nødvendigt i en spændingsroman.

Lou bruger en del tid på at vise os, hvordan alting hænger sammen (blandt andet ved at forlade den primære synsvinkel på Christian Bang), hvor en sådan historie gerne har behov for lidt forvirring. Det trækker simpelthen historien ned i omdrejninger, så man sjosker igennem den. Dernæst plages historien af utroværdige personer (vi får at vide, at hovedpersonen er noget af en charmør, men den når vi ser ham i action, opfører han sig hovedsageligt som en liderlig abe) og lige så utroværdige sammentræf.

Forfatteren har også begået sig inden for filmverdenen, og man fornemmer måske, at bogen her ville have gjort sig bedre som et manuskript. Forsiden virker da også lidt inspireret af billeder fra Lars von Triers “Melancholia”. Men ærligt talt: som roman er den ikke specielt vellykket.

Jeg har tilladt mig at placere den i kategorien science fiction, da den lige lister over stregen. Men man skal altså ikke forvente den store omvæltning, som der ellers lægges op til.

FORPUTTET FANTASY

Ikke alene støder han på Saxony, der nærer samme forhold til Frances historier og med stor ihærdighed gør sig selv til en del af bogen og af hans liv; men da de to sammen drager til den lille by Galen, hvor forfatteren udførte sit arbejde, viser det sig også snart, at hele befolkningen der bekymrer sig meget om, hvordan deres koryfæ bliver behandlet.

Faktisk er forholdet mellem forfatter og by så tæt, at figurer fra fiktionen snart synes at presse sig på virkeligheden.

“The Land of Laughs” var Carrolls debut tilbage i 1980 og rummer den spænding, man gerne ser i en debut fra en forfatter med potentiale. Sproget er ikke helt så poleret som senere hen i forfatterskabet, og ikke alle elementer balancerer lige fint – men historien rummer så meget saft og kraft, at det egentlig blot er med til at give den noget kant.

På trods af, at den er genudgivet i serien “Fantasy Masterworks”, virker fantasy-delen faktisk lidt gemt væk. Det er den mere realistiske del af historien, der fylder mest – Thomas og Saxonys møde med hinanden, researchen på bogen og Thomas’ møde med Frances datter, der ligesom han selv er vokset op i skyggen af sin faders rygte. De fantastiske elementer bliver holdt tilbage til langt henne i historien, og det virker lidt, som om Carroll ikke er sikker på, om ideen holder – men netop den solide baggrund gør, at en ellers lidt overskruet ide fungerer uden problemer. Der er (naturligvis, fristes man til at sige) et vist metaelement i “The Land of Laughs”, og mange vil nok gennemskue intrigen – men der bliver alligevel serveret nogle solide overraskelser og især en god drejning til sidst.

Alt i alt en bog, der kan anbefales på det varmeste – og virker som en god introduktion til et forfatterskab, jeg afgjort skal have kigget p nærmere på.

UNDER JORDEN EFTER UNDERGANGEN.

Set-uppet er klassisk – atombomberne har fløjet, og verden ligger øde hen. Menneskeheden – eller måske blot en lille del af den, for vi kender ikke til resten af klodens skæbne – overlever i Moskvas metrosystem. Der er tale om nogle få tusinder, men de har skabt en lang række små samfund omkring de enkelte metrostationer, der har ordnet sig efter forskellige principper – kommunisme, nazisme og så videre og så videre.

Vor helt, den unge Artjom, bor på stationen VDNKh, der er under stadige angreb fra mutanter – enten fra tunnellerne hinsides de menneskelige beboelser eller fra verden udenfor. Det bliver værre, og en omstrejfende stalker (hatten af til Strugatskij-brødrene) giver Artjom til opgave at drage til metroens hjerte, byen Polis, for at advare dem om truslen.

Så der er dømt dyster odysse gennem metroen.

Og dyster er ordet, for ikke blot er der det allestedsnærværende mørke – Glukhovsky fremstår heller ikke ligefrem som lalleglad optimist. Han holder sig ikke tilbage for at uddele øretæver til sin helt og diverse bipersoner, og der er bogstaveligt talt ikke meget solskin i historien. Når folk endelig stikker hovedet op fra metroen, er det hovedsageligt for at få øje på noget, der vil slå dem ihjel. Den del fungerer med andre ord upåklageligt. Og på trods af, at “Metro 2033” ærligt talt bliver lidt lang i det, formår han at holde gryden i kog, så man læser videre.

Glukhovskys roman er en international succes, der startede som en blog og siden også er udkommet som konsolspil. Det sidste er ikke svært at forestille sig, for opbygningen minder allerede meget om et spil – Rejsen, der skifter mellem tunneller og stationer, hele tiden med delmål og et overordnet mål (menneskehedens overlevelse for dem, som skulle have glemt det). Det er et velfungerende plot og gameplay på samme tid.

Alt i alt en velfungerende science fiction med kæmperotter, mutanter og alt det, der ellers hører verdens undergang til.

HISTORIE MED ET TWIST.

Vi befinder os i det 15. århundredes Venedig med alt, hvad det indebærer af snigmordere, intriger og generelt fornemmelsen af, at politik blot er krig med andre midler. Men det er ikke Venedig, helt som Shakespeare så byen, for i mørket lurer andet og mere end mennesker.

Byens hemmelige korps af assassinere bliver næsten udryddet i en natlig kamp med tyske Kriegshunde. Snart efter ser deres leder, Atilo, dog muligheden for at føre sin arv videre, da den mystiske dreng Tycho undslipper fra et brændende skib. Med sig bærer han blot svage minder om ild og is og en sult, der truer med at fortære alt omkring ham.

Tycho er ikke menneskelig, og hans tilstedeværelse i byen kan betyde dens fald eller overlevelse overfor de fjender, der samler sig.

“Assassinernes hemmelighed” er en art alternate history med magi – noget, vi vist ikke har set på dansk udover Susanna Clarkes “Jonathan Strange & Mr. Norrell”. Og den er en superb blanding af historisk roman og fantasy. Romanens setting bliver fremkaldt så stilrent og sikkert, at man får stemningen uden at fortabe sig i beskrivelser, og så lister Grimwood det overnaturlige element ind i historien, så man ikke opdager det, førend det ånder én i nakken.

Man kunne få mistanke om, at forfatteren har kigget på tidens trend – overnaturligt væsen med en dyster fortid, som får ungmøerne til at dåne – og sagt: “Det der kan jeg gøre 1000 gange bedre og på en måde, så voksne gider læse det.” Og det løfte har han så indfriet med “Assassinernes hemmelighed.” En klar anbefaling.

Nyligt uddannet fra universitetet så jeg frem til en beskidt tur igennem sandet med William og Athena ved min side. Godtnok var mine forventninger noget beskæmmet af første bind i serien, men alligevel satte jeg min lid til at toeren skulle blive bedre. Vi møder Athena og William netop som de ankommer til Egypten. Her har man fundet et mystisk lig i et gravkammer. Eller rettere, liget er faktisk ikke særligt mystisk, men omstændighederne er forunderlige og Athenas far bliver tilkaldt i hans funktion som retsantropolog. William følger med som det spørgsmålstegn en teenagedreng er og Athena er tvunget med, som den sure teenagepige hun nu engang er. Det bliver en jagt på… ja, på hvad. Det blev jeg aldrig helt klar over, men det er vidst meningen.

Stilen er nøjagtig den samme som i etteren. Kapitlerne skifter mellem at have fortællestemme hos hhv. Willam og Athena. På skift får vi deres teenageopfattelse af verden og de begivenheder der udfolder sig for de to måbende opkomlinge. Det er lidt trivielt og ensformigt, og det bliver enormt forudsigeligt til sidst. Athena er konstant sur, og William er konstant overrasket eller bange. Det er følelsesliv på det allermest basale niveau og det er ærlig talt ikke særligt sindsoprivende.

Efter 100 siders kedelige teenagenykker sker der pludselig en hel masse. Blandt andet er der overraskende meget vold mod og med børn. Snart bliver den ene, snart den anden truet på livet eller bortført. Alt sammen er kogt sammen med et noget klodset forsøg på at “forberede piger til at blive kvinder”. Det betyder at vi, midt i et af de mere spændende øjeblikket, skal igennem en meget udpenslet menstruationssekvens, som jeg ikke forestiller mig at ret mange vil finde interessant – slet ikke de enkelte teenage-piger der måtte driste sig til at læse bogen.

Kit Rasmussen skriver stereotyper, og det er endda kun for hovedpersonerne. Bifigurene er reduceret til at have ét eller to særkender som adskiller deres snak en mikroskopisk smule fra de andre. Faktisk er det kun én af bifigurenes brug af den engelskklingende glose “Gobshite”, der giver hende nogen form for personlighed. Det er sikkert et resultat af bogens længde (150 sider), men så kunne man overveje at bringe færre karakterer ind i plottet. Det ville i al fald give den noget ensemble-prægede historie en mindre klaustrofobisk fornemmelse.

Jeg ved ikke hvem bogen henvender sig til, men det er tilsyneladende det yngre publikum. Jeg vil ikke anbefale den, for historien er alt for overfladisk – faktisk plot-løs. Karakterene er håbløst underudviklede og handlingen er, på trods af det korte format, langsommelig. Mit råd er dette: læs noget andet!