På et museum for selvmord i Tyskland bor en gammel mand med lange grå fingre. Han er musemskurator, og har til opgave at holde øje med museets udstilling og de få gæster. Ind imellem bliver udstillingen benyttet af triste eksistenser, og så er den gamle mand nødt til at kontakte doktor Ernst Fröhlicher. Doktoren handler med autoritet og diskretion. Og netop diskretion er nøgleordet for museets ejer Hr. og Fru Pavarotti. I Portugal fødes et par smukke børn. De vokser op i en lille landsby og virker uadskillelige. Men en dag tager de ind til byen, og tingene tager fart. Hvordan de to ting hænger sammen, er ikke lige til at gennemskue, men det gør de. Altimens venter den gamle mand på hans museum og doktoren…. ja, doktoren…. han venter også!

Historien er ikke særligt indviklet, men måden den er skrevet på gør den uigennemskuelig til det sidste. Det er ret godt klaret. Selvom vi ved hvem der er hvem og hvad de laver, er vi aldrig helt sikrer på hvordan det kommer til at hænge sammen. Personerne i historien er velbeskrevet. Vi får mere eller mindre en fuld levnedsbeskrivelse for samtlige bogens figurer. Det påfaldende i disse historier er hvor upåfaldende de er. Selvom der sker interessante ting og til tider frygtelige ting, formår Dan Rhodes at få det hele til at lyde som enhver anden livshistorie – det er absolut ikke kedeligt, men det giver læseren mulighed for at acceptere alt.

At bogen er kategoriseret som fantasy her på siden, vil muligvis blive anfægtet af kendere. Ikke desto mindre er der et lille dryp af magi. Her og der dukker der noget uforklarligt og fortryllende op, men det er ikke ret meget. Når sandheden skal frem er det mest fantasyprægede nok bogens forside. Imidlertid er skrivestilen absolut eventyrinspireret. Stilen henleder tankerne på alle de eventyr man hørte som barn – især Grimms. På hver side har man en fornemmelse af at en drage, trold eller kæmpe pludselig kan dukke op. Det er måske i virkeligheden Dan Rhodes største præstation med bogen.

Selvom den starter lidt langsom, bliver det hele meget interessant og tempofyldt hen i mod slutningen. Der er en næsten uendelig række af cliffhangers, og man bladrer ivrigt videre. Dermed kan jeg godt anbefale bogen, men kun hvis man har lidt tålmodighed. Historien skal lige have lov til at komme i gang, men så er den også ret underholdende.

Bret Easton Ellis er blevet hyldet for denne roman, og for det uhyggelige indblik i en sindssyg mands hjerne. Imidlertid er der flere måder at læse bogen på. For det første er den ikke en dokumentar på nogen måde, og man kan derfor ikke regne med at psykopater (eller mennesker med en dyssocial personlighedsstruktur, som det hedder i dag) er som Ellis fremstiller Bateman. Ellis forsøger at underholde, og man kan vælge at læse bogen som en bidende satire over 1980′ernes yuppiemiljø. Eller man kan vælge at læse den som en noget sløv splatter-gyser.

Selvom Ellis ikke er noget sandhedsvidende i forhold til psykopati og psykopatisk tankegang, så forestiller jeg mig at han med sin skrivestil, fanger essensen af den fragmentering som visse sindslidende oplever. Dette kommer til udtryk i lange passager som består af usammenhængende sætninger, der ikke giver mening i sig selv. Faktisk er skrivestilen i denne bog så afgjort det der gør den til den klassiker den er blevet. Derudover formår Ellis også at skrive en række meget mindeværdige scener. Blandt andet er en scene der involverer business-card-misundelse helt fantastisk.

Men bogen er ulækker. Selvom den ikke er hverken horror eller gys (og derfor faktisk slet ikke fantastik), så er det flere gange så ulækker at man ikke har lyst til at læse det. Disse passager er skrevet med så megen detaljerigdom, at jeg forestiller mig at Ellis selv har måttet tage en pause engang imellem. Det helt store diskussionsemne i denne sammenhæng er selvfølgelig hvor Ellis har fået ideerne fra. Hvordan kan han skrive noget så usandsynligt ulækkert? Her må jeg hendlede opmærksomheden på bogens samtid. Originaludgivelsen er fra 1991. Seriemordere var meget oppe i tiden og har sådan set været det lige siden. Bare se på vores egen Peter Lundin og alle de mennesker der interesserer sig for hans sag. Caseeksempler er der og har der været rigelige af – Ellis er forfatter, ikke seriemorder. 

Bogen er god. Den fortjener lidt mere end at man bare læser lidt i den inden man skal sove. En god lænestol, en solnedgang, en jordbærsorbet, en Trimbach riesling – og måske en parade af kreditkort (helst american express i platin eller noir). Så er du forberedt på den ekstravagance, dekadence og hedonisme som fylder bogen fra ende til anden.

Det starter i det små – med en peruviansk fiskers dødsfald. Men stille og roligt eskalerer det, som om noget uafvendeligt er blevet sat i bevægelse. Giftige gopler flokkes ved badekysterne, hajer begynder at angribe mennesker, nye og dødbringende arter synes at dukke op overalt, og en mystisk ny type orme bliver fundet på havets bund, hvor de indleder den største katastrofe.

Der er noget under bølgen blå, og det er fjendtligt indstillet over for menneskeheden.

“Den femte dag” er en klassisk omgang undergangs-science fiction, næsten ovre i technothriller-genren. Vi befinder os i samtiden (med en smule minimal fremskrivning af teknologi, hvor det er nødvendigt), og forfatteren vil gerne formidle en god del af sin research, mens han fortæller sin historie. Så det er en bog for folk, der gerne vil have baggrunden med, og vi får oceanologi, biologi og andet serveret. Det kan virke lidt som en ørkenvandring til tider, men til gengæld betyder det, at hans spekulationer virker flot underbyggede, og han udvikler langsomt og metodisk sin ide. Det er som at følge et godt og logisk underbygget argument – måske ikke medrivende, men så dog spændende.

Handlingen spredes på en større flok mennesker, men især “eskimoen, der ikke vil være ved, at han er eskimo” Anawak, der forsker i havdyrs intelligens, og folkene omkring ham. Han er en del af et hold videnskabsmænd, der samles for at forstå og imødekomne undervandstruslen. Det første, der nok falder læseren ind, er en aggresiv version af rumvæsenerne i “The Abyss”, men Schätzing formår med held at holde flere bolde i spil og skabe berettiget tvivl om, præcis hvad det er, der angriber. Og hvorfor. Især hvorfor.

På den lidt mindre vellykkede side er personernes tendens til at henvise til sf-film og derefter bekendtgøre, hvordan genren aldrig har formået at beskrive det ægte fremmede. Det er tåbeligt at gøre nar ad en genre, når man ærligt talt ikke er nyskabende – og det er ikke, fordi forfatteren ikke kender til amerikansk sf. Min eneste rigtige skuffelse i forhold til “Den femte dag” er faktisk, at den ikke er mere tysk – den kunne lige så godt være oversat fra amerikansk i stedet. Det er velkendte troper og persontyper, vi præsenteres for.

Alt i alt tror jeg måske, at der er tale om en af de bøger, der kan finde mange læsere uden for science fictions faste kreds – der er et godt element af Hollywood blockbuster over den, som nok skal fastholde folk over de mange sider. Som fast sf-læser må jeg dog sige, at jeg gerne havde set 3-400 sider skåret af omfanget – den er spændende, og det vil forhåbentlig lykkes at ramme bredt blandt læserne, men de fast sf-nydere har nok set for meget af det før. Kan man forlige sig med at scanne lidt hurtigt over dele af bogen, bør den alligevel læses for at nyde, hvor metodisk og grundigt Schätzing går til sagen. Dertil at han tager livtag med at koble hård science fiction og et vist spirituelt element (som f.eks. også Clarke har gjort) og slipper ganske godt af sted med det. Jeg har forbehold, men vil dog gerne anbefale “Den femte dag” trods dem.

UNG, LITTERÆR & PÅ FLUGT.

Hvordan det er kommet dertil, fortæller Sam Mills i denne spændende science fiction-roman for unge – om et Storbritannien i den nærmeste fremtid, hvor befolkningen holdes på plads med frygt og regler. Og hvor historier er våben.

Det er en letgenkendelig verden, Stefan lever i – ikke langt fra vores egen. Men der er blevet drejet en smule på nogle knapper – angsten er allestedsnærværende, og overvågningen er konstant. Et terroristangreb har givet staten beføjelser udover, hvad vi er vant til, og frygten får borgerne til at gå med på alle tiltag. Undtag de få, der kæmper imod. Det er ikke umiddelbart vores hovedperson, for han er vokset op sammen med disse tiltag – dette er normalt for ham. Men hans far er antikvar, og han mærker på egen hud, hvordan der slås ned på historier, der ses som farlige – klassikere og andre, der ikke lever op til kravet om ubetinget loyalitet: Forbandede ungdom, 1984, Harry Potter og masser af andre titler. De bliver forbudt og siden omskrevet, så de prædiker det rette budskab.

Så Stefans far er med i modstandsbevægelsen, og det er grunden til, at drengens liv pludselig bliver revet fra hinanden. Uden varsel må han se sig selv udpeget som en fjende af staten og på flugt. Historien følger ham, mens han bliver revet frem og tilbage mellem modstridende kræfter og kæmper for at overleve med sin sjæl i behold.

“Blackout” er først og fremmest en spændingsroman, så Stefan får ikke lov at sidde stille i lang tid ad gangen. Det sørger for at fastholde læseren, mens Mills sniger sig til at stille store spørgsmål – om det frie valg, om statens ansvar, om historiernes magt og så videre. Der er et godt blandingsforhold, der gør det til en bog, som kan læses bredt – ung og gammel, dreng og pige. På trods af den til tider lidt rodede handling har den en nerve, der render som en rød tråd og tvinger læseren fremad. Og måske endda vil få folk til at læse mere.

Der er en del mindelser om Doctorows Little Brother, men Blackout er nu sin helt egen.

VELLYKKET TOER.

Første bog fulgte Todd og Viola, mens de flygtede – over halvdelen af planeten, føltes det som, skarpt forfulgt af mændene fra Todds landsby, anført af den skræmmende borgmester Prentiss. Viola var den eneste overlevende fra et spejderskib, mens Todd var den eneste dreng i en verden, hvor alle kvinder var døde, og alle levende væsener udsendte Støj – en slags konstant, psykisk radioudsendelse af alle deres tanker og følelser.

Under deres flugt opdagede de, at Todd var vokset op med et utal af løgne, men det var desværre ikke en indsigt, som førte til nogen happy end. Da “The Ask and the Answer” begynder, har borgmester Prentiss taget magten over de overlevende mennesker, deriblandt vore to hovedpersoner.

Prentiss er kort sagt en udspekuleret satan, og han manipulerer alt og alle, som var det den naturligste ting i verden. Men ikke alle falder for hans PR, og snart udbryder der krig – en lille flok kvinder, kendt som The Answer fra dengang, hvor de kæmpede mod planetens indfødte befolkning, flygter fra byen og begynder en guerillakrig mod Prentiss’ herredømme. Vore hovedpersoner havner på hver deres side af konflikten, men må konstant kæmpe med spørgsmålet: er der overhovedet nogen af de kæmpende parter, som har ret? Intet er sort/hvid her.

Jeg opdagede først Chaos Walking-serien via Bogsider, hvor “The Ask and the Answer” ikke får den bedste medfart – et stykke kan jeg såmænd godt følge kritikken. “The Knife of Never Letting Go” var så gennemført og intens, at det er svært at forestille sig en opfølger. Men jeg synes, at Ness har valgt rigtigt i at fortælle en helt anden type historie her – den er lidt langsomt i starten, og det psykologiske spil mellem især Todd og borgmester (nu præsident) Prentiss kan virke lidt konstrueret, men efter lidt tid kommer det under huden på én, og jeg åd mig gennem bogen med den utålmodighed, der kendetegner en rigtig god læseoplevelse. Den midterste del af en trilogi er ufatteligt svær at skrive, men Ness slipper afsted med det – og da slutningen lægger op til at blive lidt for pæn, får kniven lige en ekstra drejning. Prentiss er en superb skurk, og Viola og Todd er et fascinerende par – det er en fryd at læse.

KLASSIKER, 2. DEL

Planeten Hyperion er det eneste element i det kendte univers, der ikke lader sig kvantificere – det vil sige, at den er en ukendt faktor i alle forudsigelser for fremtiden. Og det betyder meget, når en af spillerne i det galaktiske skakspil er Teknokernen, en umådeligt stor samling kunstige intelligenser, der mener at have lagt hele fremtiden på formel og ved, hvordan alting skal gå. Så alle har opmærksomheden rettet mod den lille udkantsverden: den centrale menneskehed, som er bosat på et utal af verdener bundet sammen af fjernsendere, og ytterne, den del af menneskeheden, som har fjernet sig fra det såkaldte Væv.

Da “Hyperions fald” starter, er en lille gruppe pilgrimme på vej til det mystiske væsen Tornskaden, som hærger planeten, samtidig med at krig er brudt ud på himlen over dem. En krig, der snart spreder sig til hele Vævet.

Det er selve menneskehedens skæbne, der står på spil, og alle har deres egne planer, for ikke at sige planer i planer. Frem og tilbage i tiden bølger anstrengelserne for at få den lille fordel, der vil afgøre, om racen lever eller dør eller det, der er værre.

“Hyperion” satte brikkerne på plads, mens meget af historien var tilbageblik fortalt af pilgrimmene. Denne gang fortælles historien af en ny John Keats-kybrid – en menneskekrop skabt af Teknokernen til at være en kopi af den afdøde digter. Han befinder sig ikke på Hyperion, men drømmer om pilgrimmenes færd (gennem en mystisk kontakt til den første Keats-kybrid), mens han overværer det politiske spil i Vævet. Det er en lidt omstændelig konstruktion af handlingen, men én, som det lykkes Simmons at slippe godt af sted med – man trækkes ind i historien og bliver hængende der, som i et edderkoppespind. Og netop det er, hvad Hyperion-sagaen minder om: et kompleks væv af spinkle tråde, der viser sig at være forbløffende stærke, når man først begynder at trække i dem.

Både “Hyperion” og “Hyperions fald” er en fryd at læse og genlæse. Episk er for lille et ord i mine øjne.

ANDERLEDES KRIG.

Det virker ofte, som om der findes to tilgange til altenative history: den storladne og den underspillede. Den første fokuserer på de store begivenheder og afgørende slag, mens den anden fokuserer på menneskene. Sheers hører afgjort til i sidste kategori (sammen med f.eks. Philip Roths “Komplottet mod Amerika”), endda næsten så meget, at man længes efter lidt patos.

“Modstand” foregår i en dal i Wales. Historien starter i 1944, da den tyske invasion begynder – og samtlige mænd i dalen forsvinder uden varsel. De er en del af den hemmelige modstandsbevægelse og er draget ud for at gøre deres pligt. Tilbage er kvinderne, som pludselig står med den hårde opgave at føre livet videre i dalen.

En lille patrulje tyske soldater indtager området, men det viser sig snart, at de ligesom de efterladte kvinder hovedsageligt stræber efter et normalt liv. Og langsomt opbygges der et vaklende forhold de to grupper imellem – de er fjender, men de kan ikke overleve den barske natur uden hinandens hjælp.

Det er en meget underspillet historie, Sheers leverer. Vi får ikke de store optrin eller de store følelser, for den sags skyld. I stedet får man et langsomt opbygget portræt af dalen og de mennesker, der bebor den. Det er ikke historien, der trækker læseren ind, men derimod stemningen og de små spændinger.

“Modstand” efterlod mig lidt splittet – på den ene side er den så afdæmpet, at det næsten er frustrerende og gør det til en lidt tung bog at komme igennem, men på den anden side kommer man også under huden på personerne, så Sheers kan få en klump frem i halsen på læseren, når han vælger det. Jeg var ikke helt overbevist om behovet for at skrive den som en alternate history (kunne den ikke have fundet sted i det besatte Europa?) – den fascinerende baggrund med modstandsbevægelsen udnyttes ikke, som den kunne, men samspillet mellem personerne fungerer. I den slags situationer plejer min kvalitetsmåler at være, om historien bliver hos mig efter endt læsning, og det gør “Modstand” – det er en af den type bøger, der kan blive ved med at kaste historier af sig i læserens hjerne.

KLASSIKER.

Der er bogstaveligt talt et væld af elementer på spil, som snor sig ind mellem hinanden. Vi befinder os et godt stykke ude i fremtiden, og menneskeheden er drevet væk fra den Gamle Jord og bebor nu et utal af planeter. Side om side med dem lever Teknokernen, det hav af kunstige intelligenser, der er opstået af internet og andre kommunikationsformer, og som nu råder menneskeheden og hjælper blandt andet med de fjernsendere, der er med til at binde samfundet sammen.

Uden for Vævet, som betegner de planeter, fjernsenderne har bundet sammen på kryds og tværs i en sådan grad, at enkelte huse kan have udgange lysår fra hinanden, ligger planeten Hyperion, et uudgrundeligt mysterium. Her ligger Tidsgravene, som angiveligt bevæger sig baglæns gennem tiden og er tomme nu, men ikke vil blive ved med at være det; og her huserer Tornskaden, et overmenneskeligt væsen, der tilbedes som en hævnende engel, men bevæger sig efter sin helt egen og uforståeligt logik. Alle interesserer sig for Hyperion: KIerne, menneskene og de menneskelige outsidere ytterne. Og mens en krig, der kan afgøre den menneskelige races skæbne, langsomt nærmer sig planeten, bliver 7 pilgrimme landsat og begiver sig mod Tidsgravene og Tornskaden.

“Hyperion” består hovedsageligt af de syv personers forhistorie, som de fortæller hinanden under rejsen. Det er så tydeligt en litterær konstruktion (thumbs up, Geoffrey Chaucer, du er ikke helt glemt), men Simmons formår kunststykket at gøre de enkelt historier spændende og varierede, samtidig med at de bidrager til den samlede historie. Han springer mellem forskellige typer fortællinger med legende lethed, fra cyberpunk-inspireret fremtidsnoir til digterens flyvske skrøner, og det er mildest talt en fryd at læse.

Det er kun første del af historien, man får her, men alligevel formår Simmons at væve noget, der får en afslutning, samtidig med at det lader mange åbne døre stå til næste bind – mysterierne står næsten i kø.

“Hyperion” er en af de sjældne bøger, hvor man drives fremad gennem teksten, men hvor alting som i en drøm synes at gå langsomt. Fiktionen fortættes omkring én, indtil den synes at blive friktion mod ens hjerne, og det bliver ganske fysisk umuligt for en at indtage mere. Det er et forbløffende værk, der er både spændende, gribende, overraskende og fyld med wow-effekt. Tilmed er det et af de bøger, hvor jeg efter endt læsning har været forundret over den danske oversættelse – Poul Buchwald Andersen har begået en fordanskning, der understøtter teksten og ikke får læseren til stoppe op. Det er noget af en bedrift, synes jeg – men det er også, hvad værket fortjener.

Har man ikke allerede stiftet bekendskab med “Hyperion”, kan det kun gå for langsomt med at komme i gang – historien afsluttes i “Hyperions fald”, men har så to yderligere fortsættelser. Det er den største fryd.

PULP-PJAT.

Burroughs er nok bedst kendt for sine Tarzan-bøger og historierne om John Carter, der farer til Mars og uddeler øretæver til de indfødte (bl.a. adapteret til nogle tegneserier, der også udkom på dansk i min ungdom, og som jeg af uransagelige grunde var vild med, og sidst set i Moores Det Hemmelighedsfulde Selskab). Men han skrev også syv bøger i Pellucidar-serien (en af dem er en croosover, hvor vor allesammens yndlings-abemand drager på eventyr i kloden), hvor “At the Earth’s Core” er den første i serien.

Vor heldigvis muskeludsmykkede helt hedder David Innes, mens hans sidekick er den noget mere intelligente opfinder Abner Perry. Perry har opfundet en mekanisk muldvarp, og de to sætter sig for at afprøve den. Noget går galt, og snart har de kurs mod Jordens indre og døden, enten ved kogning eller kvælning. Heldigvis har videnskaben taget grumme fejl, og netop da de tror, det er ved at være slut, bryder de igennem den sidste hindring og havner i Pellucidar.

Jorden er hul, og i kernen svæver en lille sol, som oplyser den verden, der findes derinde. Der er naturligvis mindre overflade, end der er udenpå jordkloden, men til gengæld er havene mindre, så landjorden faktisk er større. Det giver masser af plads til eventyr, hvilket da også er, hvad vore hovedpersoner kommer ud på. Det her er klassisk pulp med masser af forhistoriske dyr, der generelt set har udviklet sig til at være større og/eller mere intelligent end deres ovenjordsmodstykker. Der er flokke af abemennesker og hulemænd, for ikke at nævne de grusomme mahars, der ikke er telepatiske, men “i stand til at flytte deres tanker ind i den fjerde dimension”. Eller noget nonsens i den dur. Nonsens er der i det hele taget nok af – fordi der er dagslys konstant, og der ikke findes en måde at måle tiden på, går tiden anderledes. Vor helt gemmer sig under vandet, og da han kommer op, er han ikke sikker på, om der er gået en måned eller et minut.

Den slags må man tage med. Pointen her er naturligvis, at der er en smuk ungmø, der skal reddes, og med den undskyldning går vor helt ellers i gang med at fare fra den ene livstruende situation til den næste. Heldigvis er han en intelligent, hvid mand, så han klarer sig, omringet som han er af disse prægtige vilde (ja, der er en vis undertone af racisme i historien).

“At the Earth’s Core” er meget, meget let underholdning – af den type, der nok er bedst, hvis man oplever den i sine unge år. Men underholdning er det, ganske fjollet til tider, men stadig ganske sjovt. Man ved nok, hvad man går ind til, hvis man samler den op.

STØRRE OG VILDERE

Kapitel 2 handler om den ene af drengene, nu voksen og med endnu større teknologi. Det går naturligvis galt og med usandsynligt større konsekvenser: nanobotter æder Mars og omdanner den til en kæmpecomputer. Derefter æder de Jorden med det formål at overflytte alle mennesker til virtual reality, hvor de kan leve lykkeligt. Processen er næsten færdig, da en videnskabsmand og hans autistiske søn kommer i vejen, og vor klode bliver spyttet ud igen, med indbyggere og hele baduljen.

Resten af bogen handler om Rudy Rucker, der forsøger at overgå disse indledende optrin.

Snart bliver en anden art mindre aggressive nanoer, orphids, sluppet løs, og de giver menneskeheden adgang til hele kloden samtidig – for ikke at nævne ekstra hukommelse og en stadig voksende bunke kunstige intelligenser i the orphidnet. Men drengen fra kapitel et er stadig i gang og helt overbevist om, at fremtiden skal være virtuel, og nogle af orphidnettets beboere har deres egne planer. Og så er der de transdimensionelle besøgende. Og så er der… og så er der.. og så er der…

“Postsingular” er som at se Rucker jonglere med en større samling motorsave: det er underholdende, overvældende og imponerende, selv når det fejler.

Historien handler hovedsageligt om meget intelligente mennesker, der træffer beslutninger for hele kloden, altimens de lider under romantisk forviklinger og diverse teknologiske trusler. Og det er tydeligvis en bog, hvor ideerne er i hovedsædet – den del af spektaklet fungerer ganske upåklageligt, og det er en fornøjelse, hvordan Rucker igen og igen trækker et nyt koncept eller udvikling ud af ærmet. De store ord hvirvler gennem luften.

Helt anderledes går det desværre, når han beskæftiger sig med mennesker – for der smutter motorsavene til tider, så publikum flygter skrigende fra teltet. Til tider kommer “Postsingular” til at virke som en af de barnedetektiv-serier, man læste i sine unge dage – De Fem tilsat kvantefysik. Resten af verden er stort set reduceret til passive tilskuere (på trods af, at stort set alle er connected og online), mens vore helte render rundt som papfigurer og udfører deres eventyr. Det gør den til en besynderlig blanding – masser af wow-effekt og så nogle sex-scener, der er lige til en Bad Sex in Fiction Award.

Ikke desto mindre er det en bog, man farer igennem, hvis man er villig til at overse ridserne fra de tabte motorsave. Det er tydeligt, at Rucker befinder sig bedst, når han logger sig ind på idenettet, og når han er god, er han rigtig god.

“Postsingular” er i øvrigt senere blevet frigivet under en Creative Commons Licens og kan læses her.