Vi befinder os i 2060. Nicholas er en tidligere soldat, der nu arbejder som sikkerhedsvagt og er gift med advokaten Liza. En dag kommer han hjem og finder hende død – myrdet – og før han ved af det, er han blevet dømt for mordet.

Nicholas bliver smidt i fængsel, hvor han ender som deltager i det populære FuldMetal. Et spil hvor fanger, som er dømt for alvorlige forbrydelser, kæmper i hold mod hinanden i en enorm arena. Målet er at vinde – midlet er ligegyldigt, og mange fanger dør under kampene.

FuldMetal er sponseret af GigaMedia, en kæmpe mediekoncern for hvem profit er alt. De giver seerne, hvad seerne vil have – og de vil have porno, død og vold ligesom de gamle romere. Medierne sender 24/7, og Gud og religion er reduceret til tv-programmer, der må kæmpe for deres sendetid.

Historien er som sådan set før. Bl.a. har Stephen King skrevet den absolut fremragende ”Den løbende mand” i 1982, som også introducerer et tv-show, hvor du enten vinder en masse penge eller dør i forsøget. Bogen blev filmatiseret i 1987 med Arnold Schwarzenegger, om end næsten alt andet end titlen og idéen om tv-showet blev Schwarzeneg-iseret.

Freddy E. Silva forener i sin roman elementer fra de to udgaver af Kings fortælling: den sociale indignation og advarslen om mediernes stigende magt fra romanen; og soldaten der kæmper mod en uretfærdig dom og søger sandheden i et hæsblæsende action-drama fra filmen.

Førstnævnte er det, som fungerer bedst hos Silva, og jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet, når han introducerer programmer som ”Amandas celle”, med en dum blondine der har begået mord for at få sit eget reality-show sendt fra sin fængselscelle, hvor hun underholder masserne med kommentarer som ”Der er både gode og dårlige ulemper” og mener, at Cæsar var præsident for Europa i gamle dage. Men Silvas tanker om mediernes magt i dag, hvor hjernetomme reality-shows tiltrækker flere og flere seere, og hvor børn er fans af Paradise Hotel og ser op til Amalie Szigethy, er tankevækkende og bør få læseren til at gribe i egen barm.

Desværre virker det til, at Silva ikke helt stoler på, at læseren fanger hans pointer, og det irriterer mig lidt, når han udpensler sit budskab alt for grundigt. F.eks. side 86: ”Jeg kommer, var [Caines] halvt hviskende kommentar. Nicholas gættede på, at truslens seksuelle undertone var tilsigtet. Caines mest liderlige øjeblikke måtte nødvendigvis bunde i død og ødelæggelse.” Der er ingen grund til at være så udførlig beskrivende, for det nedsætter læserens fantasi og stopper dermed historiens flow.

Hvad angår action-delen, er plottet sammenhængende og veludført. Til tider syntes jeg, det blev lidt langsommeligt at læse om selve FuldMetal kampene, men trådene med Nicholas kone, drømmen om flugt og hævn og ikke mindst forbindelsen til sikkerhedsvagten Sam, der via Nicholas skæbne får øjnene op for sin egen, er vellykkede.

Silva kender sine klassikere, og jeg kom til at tænke på både ”1984” og ”Bladerunner” i det fremtidssamfund, han ser for sig. Stemningen i storbyen er dyster, og blandt befolkningen synes ingen at interessere sig særligt for hinanden. Menneskeligheden smuldrer, og laveste fællesnævner råder. Det beskriver Silva rigtig godt.

”Mediatropolis” er måske ikke lige så vellykket som ”Stumt vanvid”, og jeg skulle også lidt hen i bogen, før jeg helt blev grebet. Men mod slutningen accelererer spændingen, samtidig med at de bagvedliggende lag kommer mere frem, og det lykkes for Freddy E. Silva at samle alle tråde på tilfredsstillende og overbevisende facon.

Alt i alt er her tale om en vellykket debut, og er man til fremtids-thrillere fyldt med action, så er Freddy E. Silvas ”Mediatropolis” et godt bud.

Også omtalt på Litteratursiden og Bogrummet

En navnkunding, men pensioneret, filminstruktør hjemsøges af en greve i sort, og Spøgelseslinien bliver bedt om at tage affære. Inden længe befinder de sig i en lille by i det Nordsjællandske, hvor der lurer mange underlige forklaringer, mystiske fænomener og pudsige mærkværdigheder. Men det bliver også til en smule teenage-romantik midt i opklaringen af den mystiske sag.

Historien er ligetil. Selvom det er en krimiinspireret horror-roman (eller måske en horrorinspireret krimi), er der ikke så mange finurligheder at det ikke er til at gennemskue. Faktisk ligner historien meget de klassiske Scooby-Doo tegnefilm. En gruppe unge mennesker bliver bedt om at efterforske det, der i første omgang ligner noget overnaturligt, men som i sidste ende viser sig at… nåh ja, læs det selv.

Det korte af det lange er, at der i virkeligheden ikke er så meget nyt under solen. Jürgensen skriver upåklageligt – stilen er umiskendelig, men hans “touch” med de unge mennesker der ved at være passé. Og så er Jürgensens opfattelse af teknologi underlig forældet. Et godt eksempel er, da han skriver “Den transportable computer” – det virker underligt gammeldags. Derudover er de fire hovedpersoner også nogle ualmindeligt velopdragne størrelser – der er meget få bandeord eller slangudtryk. Til gengæld er karakterene let genkendelige, og de fungerer godt som den fire-bande de nu engang er.

Det er langt fra Jürgensens bedste bog, men det er god underholdning, og den egner sig godt til højtlæsning. Den er nok for det lidt yngre publikum, men det kan skam også være helt spændende for de lidt ældre. Bogen – og serien som helhed, vil nok egne sig fremragende til sommerferielæsning for den mysteriehungrende læsehest!

Handlingen er omstændelig at forklarer, og i bedste fald svær at resumere. I korte træk følger vi et kloster engang i fremtiden. Bomben er faldet, og al moderne viden er gået tabt. Munkene bruger deres tid på at genopdage glemt teknologi og videnskab. Dette fører selvsagt til en del forviklinger og misforståelser, til megen morskab for læseren. Som bogen skrider frem, gør tiden det også, og vi får lov at følge klosteret og dets iboende gejstlige helt frem til… ja, til hvad?

Det tog mig knap et halvt år at få læst “En Messe for Leibowitz”. Om det hovedsageligt skyldes personlige dispositioner, problemer eller bare ugidelighed, eller om det kan henlægges til romanen, skal være usagt for denne anmelder. Dog kan det konkluderes, at det er de færreste bøger undertegnede er så længe om at kæmpe sig igennem. Og jeg skriver udtrykkeligt “kæmpe”, for det var en kamp.

Historien er faktisk interessant. Præmissen er god, omend gammelkendt. Beretningen om klosteret og dens munke, deres historier, forviklinger og generelle tilbøjeligheder, er faktisk helt god, og til tider enormt sjov. Hvad der imidlertid slår romanen halvt ihjel er det knortede sprog. Om det skyldes en dårlig oversættelse, eller om det faktisk er sådan Miller skiver, aner jeg ikke. Faktum er dog, at der er fyldt med taste- og slåfejl i bogen, og man må igen og igen gætte sig til handlingen da hele sætninger (muligvis afsnit) beklageligvis mangler. Jeg aner ikke hvad de har haft gang i på Notabene tilbage i 1986, men det her i al fald ikke gavnet denne bog. Det er trist at en ellers fin fortælling drukner i tekniske detaljer.

Men, er bogen god eller er den dårlig? Det kan være svært at sige. Visse science fiction-læsere vil utvivlsomt påkalde sig bogens klassiker-status og kalde den et must-read. Selv er jeg dog af en lidt anden overbevisning. Det er ikke så meget et must, som det er en prøvelse. En prøvelse som man skal igennem for at kunne kalde sig “rigtig” science fiction-fan? Kort og godt er historien interessant, til tider sjov og generelt underholdende. Udførslen er imidlertid noget makværk – hvis skyld det så end er. Jeg anbefaler at man finder sig en anden science fiction-klassiker til forårslæseriet.

Hvad nu hvis du kunne rejse tilbage i tiden og slå Hitler ihjel? Spørgsmålet er blevet stillet før, og nu giver Patrick Leis sit bud på svaret i kortromanen ”Bødlen”.

I en ikke nærmere defineret fremtid er det lykkes for israelske videnskabsmænd at opfinde en tidsmaskine, som kan sende en mand tilbage til fortiden. Efter mange etiske overvejelser beslutter Knesset at sende en mand, der skal dræbe Hitler for at forhindre Holocaust. For at sikre sig at de efterfølgende vil vide, at fortiden er blevet ændret, laver de på forhånd et interview med en amerikansk journalist, som bliver optaget og sendt i kredsløb for at blive offentliggjort igen senere. Og da det sker, stiller det nye spørgsmål til Israels regering.

Der er skrevet mange romaner, som stiller samme spørgsmål, som Patrick Leis gør her. Hvis man kunne rejse tilbage i tiden og ved at slå én mand ihjel redde millioner – ville man så gøre det, og hvilke konsekvenser ville det få for fremtiden? Det er et interessant dilemma, og i en blanding af videnskabelige udredninger og etiske overvejelser giver Leis sit bud, som både er velskrevet og spændende.

Historien blev oprindelig indsendt som novelle til en konkurrence fra Science Fiction Cirklen, men blev afvist pga. længden. Nu er den så udkommet på Forlaget Kandor med et faktuelt efterord, hvor begreber som zionisme og teleportering forklares samtidig med at man kan læse om staten Israels opståen, koncentrationslejrene og Adolf Hitlers vej til magten. Formen tyder på, at udgivelsen primært er rettet mod ungdomsuddannelserne, men den voksne læser kan dog sagtens læse med.

Jeg holder generelt meget af science fiction, som jeg synes er en interessant måde at udforske etiske dilemmaer og videnskabelige fremskridt på, og Patrick Leis er god til at kombinere disse to elementer. Min eneste anke er sådan set, at jeg synes, historien er for kort. Det kunne have været spændende, hvis Leis havde udforsket sin slutning lidt mere, for der lægges op til flere spændende veje. Og selvom 50 sider måske er for langt til en novelle, så er det lige lidt nok til at stå alene.

Også omtalt på Bogrummet og Litteratursiden

Apokalyptisk Jesus Trip

Superinfluenzaen spreder sig med enorm hast gennem samfundet, smitter alle og slår i løbet af 19 dage, 99,4% af befolkningen ihjel. Mens civilisationen kollapser følger vi en håndfuld overlevere håndtere krisen og livet bagefter.

Der danner sig to samfund. Et i Las Vegas og et i Boulder. De onde, egoistiske og nederdrægtige mennesker drages mod Las Vegas, mens de gode og retfærdige drages mod Boulder.
Det sker fordi der udspiller sig en konflikt mellem det gode og det onde. I Las Vegas holder Randoll Flagg hof, og han er den personificerede ondskab. I Boulder bor Abigail Freemantle, og hun er Guds profet og menneskehedens sidste håb.

Jeg har det lidt svært med Stephen King. Han er vældig god til at få spændende og interessante ideer – men jeg synes ofte han er rigtig dårlig til at afslutte dem ordentligt. Det Mørke Tårn serien startede fantastisk, men slutningen var forfærdelig skuffende.
På samme måde er The Stand en rigtig fin roman, lige indtil rammehistorien med Randoll Flagg, Moder Abigail og apokalypsen dukker op. Der begynder historien at blive sær og underlig. Det virker ikke troværdigt og minder mest af alt om religiøs fanservice, helt på linje med Left Behind serien. Romanens budskab lader til at være: højteknologi er ondt og stol på Gud.

The Stand blev trykt i 1978 og genoptrykt i en 2. udgave i 1990, med lidt mere materiale og opdateret til 90’erne. Den er udkommet på dansk i to udgaver: trebindsudgaven Slutspil fra 1989 og etbindsudgaven Opgøret fra 1994. Den er kommet som en tv miniserie i 1994 og som tegneserie fra Marvel Comics i 2008. Warner Bross er ved at udvikle en filmtrilogi med Ben Affleck som instruktør.

EN GANSKE SÆRLIG BÅD.

Jensen har skrevet både børne- og voksenbøger, fra minimalistisk firkantede historier til fabulerende og flagrende fortællinger. “Kejserinden” har den til tider næsten åndeløse tekst, hvor meget kan beskrives i en enkelt sætning, og en historie, der rækker fra den ene ende af verden til den yderste.

Drengen, vi følger, har intet navn (som vi får at vide, i al fald). En mor har han heller ikke, og hans far er sjældent hjemme, da han rejser rundt i verden og sælger ost. Så ofte sidder drengen ved motorvejen, ser på bilerne og drømmer om, at de skal tage ham med ud i verden. Indtil en aften det sker.

Den ene ting griber den anden, og snart befinder han sig midt på havet, siddende på en tredive meter lang kvinde, der svømmer afsted mod ukendte rejsemål. Der er et mål, han skal nå, men han ved ikke, hvad det er. Heldigvis er verden også fyldt med magi og sære eksistenser, der kan hjælpe ham på hans vej.

En svingtur var “Kejserinden” på flere måder, blandt andet fordi den fik mig som læser til at oscillere mellem at være opslugt og irriteret. Jensen skaber magi, når han bryder med virkeligheden på det ene punkt, at kæmpekvinden – titlens Kejserinde – eksisterer, og hvad deraf følger. Samtidig befolker han sin verden med mennesker, der balancerer på skæringspunktet mellem realisme, magi og populærkulturel fællesbevidsthed, når f.eks. en cowboy, der grangiveligt ligner Marlboro-manden, optræder sammen med en ung kvinde, der er besat af skønhedskonkurrencer.

Men der er også tider, hvor Jensen ødelægger den fine illusion, han ellers har opbygget – som når vor hovedpersons far kommer farende forbi i en helikopter og må skynde sig videre. Og så trykker forklaringen på det hele ret hårdt på min personlige irritationsknap.

Men når Louis Jensen rammer magien præcist, er “Kejserinden” en fascinerende og opslugende bog. Han har et øje for uvirkeligheden og forstår at ramme en logik der, som drager én gennem fortællingen.

“Kejserinden” er i øvrigt første udgivelse fra det nystartede forlag Replikant og kan også fås som ebog.

NEPOTISME

“Men så kan du ikke udtale dig fordomsfrit om bogen,” vil nogle sige, og det vil de have ret i, men det skal nu ikke være en forhindring. Dem er der nemlig nok af i “Hunden der ikke troede på OP”, især for vor firbenede hovedperson. Flæske hedder han, og han er noget af en pølsehund. Og som mange andre hunde har han et problem med den tredie dimension – der findes jorden under hans snude og alle de interessante ting, som eksisterer der.

Ejeren, en sorthåret lille pige, forsøger ihærdigt at bibringe hunden en forståelse af alle de fascinerende ting, der ellers forefindes oppe: lykkedrager, rumvæsener og så videre. Men mod selvvalgt uvidenhed kæmper selv flyvende grise forgæves. Lige indtil…

Teksten er skrevet med et fint øje for de små detaljer – og et godt glimt i selvsamme øje. Det er den lille pige, der fortæller, med Flæske som logrende glad deltager og uvidende centrum. Nu har jeg siddet som tilskuer til bogens tilblivelse og har også overværet, hvordan sætninger, ord og bogstaver langsomt er kogt ind til det endelige resultat, og alligevel kan jeg trække på smilebåndet, når jeg bladrer igennem den.
Men grundet min personlige involvering vil jeg hellere rette spotlyset mod Kamila Slocinska, der har stået for tegningerne (hende er jeg nemlig ikke gift med, ja, jeg har faktisk aldrig mødt hende). Hun debuterede tidligere på året med billedsiden til Kim Fupz Aakesons “Paradis” og har en vidunderligt levende streg – udtrykket er barnligt, men med masser af finurlige detaljer, som kan vække læserens interesse. Hendes illustrationer er en meget stor del af, at “Hunden der ikke troede på OP” er blevet så levende, som den er. Som tilskuer til hele processen har en meget stor del af magien været at se, hvordan hendes billeder (ganske anderledes fra, hvad jeg selv havde forestillet mig) er opstået.

“Hunden der ikke troede på OP” får naturligvis min varmeste anbefaling – men for at dette ikke blot skal være et rent reklameindslag, vil jeg henvise til de par anmeldelser, der ellers er kommer frem: Æseløre og Bogvægten.

Man kan følge forfatteren på Zenia.dk og illustratoren på Slocinska.com.

GOTISK ÅRHUNDREDE.

Historien er ganske praktisk i tre kapitler: i årene 1915, 1952 og 2011 – og som det sig hør og bør, er centrum for historien de bygninger, der skifter formål gennem tiden, men altid bærer på de samme spøgelser og danner fortællingens dystre baggrund: først et tuberkulose-sanatorium, siden et sindssygehospital og afsluttende et hotel.
I første del møder vi den unge mand Erik, der af sin fader, som selv er læge, tvinges til at uddanne sig indenfor samme profession. Eriks dagbogsoptegnelser fortæller om hans oplevelser på Fjordsanatoriet, hvor stemningen domineres af de for manges vedkommende døende børn. Men snart indser han også, at faderen har skjulte og dunkle motiver med opholdet der, og han må træffe et valg, der får dybe konsekvenser.

I 1952 bliver Inger indlagt på Fjordhospitalet – tvangsindlagt, fordi man mener, hun er sindssyg. Selv er hun overbevist om sin egen sundhed, men der er ting i natten, som forsøger at komme i kontakt med hende, og fortiden rækker ind i hendes nutid. Hendes breve hjem beskriver, hvordan hun trækkes ind i en spiral af frygt, for sig selv og for de gerninger, der sker på stedet.

Historien afsluttes med Gil, 17 år og lidt af et problembarn. Han bliver dumpet hos sin farfar, der driver Fjordhotellet, efter han har mistet sin bestalling som læge. Gils historie fortælles fornemt i en række mails til kæresten, som både beskriver hans oplevelser på hotellet og fint tegner omridset af deres personlige historie – samtidig med at der sættes et endeligt punktum for de hændelser, der har præget stedet.

“Ordenen” fungerer overraskende godt. De tre dele har hver deres stemning – første del slipper godt fra at fremmane den tunge, gotiske stemning uden at blive for tung læsning, hvilket er noget af en balancegang. Midterste del er mere lige ud ad landevejen, men formår at fortælle en afsluttet historie, samtidig med at den leverer faklen videre. Afslutningen bærer tydeligst præg af, at forfatteren skriver til unge læsere, men tonen passer til nutiden, og det er fermt og professionelt fortalt. De tre akter med hver deres tone giver et velfungerende flow til bogen.

Selv om det er tre forfattere, der har skrevet hver deres del af bogen, fungerer strukturen og viser et godt samarbejde. Samtidig med at man får tre historier, sørger de for, at elementer går igen og trækker læseren med – ligesom deres forrige projekt (serien Genstart) virker det inspireret af moderne tv-serier, og det er en opbygning, der virker. “Ordenen” er en effektiv og stemningsfuld ungdomsgyser, der spænder bredt.

Hovedpersonen er forfatteren og læreren Dale Stewart, men fortælleren er hans barndomsven, Duane. Duane er død, men han er ikke et spøgelse, snarere Dales traumatiske minde om personen.

Og det er det trauma, der knytter sig til dødsfaldet, der er baggrunden for “A Winter Haunting”. For hvad skete der egentlig dengang i barndommen, da vennen døde i et grotesk uheld?

Dale har mere eller mindre smidt sit liv ud af vinduet. Konen har forladt ham med børnene, det litterære arbejde går ikke særligt godt, og han har døjet med depression. Nu vender han tilbage til byen, hvor han voksede op, for at få styr på tingene – og han får naturligvis mere, end han regnede med. For de døde har ikke tænkt sig at forblive helt døde, og fortiden vender bogstaveligt talt tilbage for at hjemsøge ham.

Det er en ganske velkendt historie, Simmons fortæller, men han gør det stilsikkert og med yderst velfungerende horrorelementer. Det er muligvis ikke en klassiker indenfor genren, men den er svær at lægge fra sig.

Jeg var halvvejs gennem bogen, før det gik op for mig, at “A Winter Haunting” er en fortsættelse af Simmons’ “Sommernattens rædsel” – et faktum, der intetsteds fortælles i den udgave, jeg læste. Men den fungerer fint som enkeltstående historie – måske endda bedre, fordi Simmons tillader sig ikke at fortælle alting. Der er en usikkerhed i historien, som der er i hovedpersonen, og det er med til at lægge til stemningen. Dertil kommer, at han leger med et af de elementer ved den oprindelige bog, der irriterede mig for så mange år siden (og er en af de få detaljer, jeg kan huske fra den): drengen, der beslutter sig for at blive forfatter. Det får en del kommentarer med i et næsten legende metalag her, der giver så mange ekstra point til bogen. Og lyst til at genlæse “Sommernattens rædsel”.

Som næsten altid med Simmons er “A Winter Haunting” god læsning. Spændende, fascinerende og foruroligende.

Grundlæggende er “Operation: Operation 2012” en ganske almindelig spændings-/flugtroman med ønske om at være en technothriller og en god, gammeldags MacGuffin. Her er det nogle kodede oplysninger, som forfatteren Christian Bang kommer i besiddelse af – og som en hel masse mennesker højt oppe i hierarkiet gerne vil have fat i. Blandt andet en dansk betjent, der gerne lader sin næver tale, og en amerikansk agent, som synes at kommunikere med bandeord. Bang ender (naturligvis) på flugt og må forsøge at afsløre, hvad de hemmelige oplysninger betyder, og jagten bringer ham vidt omkring.

Beklageligvis bliver det aldrig særligt spændende, hvilket må siges at være pinedød nødvendigt i en spændingsroman.

Lou bruger en del tid på at vise os, hvordan alting hænger sammen (blandt andet ved at forlade den primære synsvinkel på Christian Bang), hvor en sådan historie gerne har behov for lidt forvirring. Det trækker simpelthen historien ned i omdrejninger, så man sjosker igennem den. Dernæst plages historien af utroværdige personer (vi får at vide, at hovedpersonen er noget af en charmør, men den når vi ser ham i action, opfører han sig hovedsageligt som en liderlig abe) og lige så utroværdige sammentræf.

Forfatteren har også begået sig inden for filmverdenen, og man fornemmer måske, at bogen her ville have gjort sig bedre som et manuskript. Forsiden virker da også lidt inspireret af billeder fra Lars von Triers “Melancholia”. Men ærligt talt: som roman er den ikke specielt vellykket.

Jeg har tilladt mig at placere den i kategorien science fiction, da den lige lister over stregen. Men man skal altså ikke forvente den store omvæltning, som der ellers lægges op til.