I sit forord skriver Silvestri at han bl.a. holder meget af science fiction, fordi genren behandler nogle af livets helt store spørgsmål og måske er den eneste genre, der med fuld ret kan kalde sig spekulativ. I de 14 noveller tager han læseren med vidt omkring, lige fra multinationale selskabers grådighed og de konsekvenser, det har, over rumrejser og menneskets møde med aliens, til tiden efter bomben.

Allerede den første novelle vandt mit hjerte. Historien om danske Dennis som sammen med sin dradoranske navigatør rejser som bud mellem stjernerne og ved et tilfælde bliver de første, som hører en besked fra et hidtil ukendt folk, er en glimrende blanding af tjubang action og humor på overfladen, mens alvoren ligger lige under.

Jeg vil også fremhæve ”Træk!”, som jeg hørte Silvestri læse op under Bogforum. Her stoppede han dog lige før slutningen, som jeg nu endelig har fået læst. Og den var naturligvis ikke helt som forventet.

Titelnovellen ”Faderens sønner” fortæller gennem generationer, hvordan jorden en dag får et ultimatum fra en fremmed intelligens. Om 250 år vil jorden blive taget fra os. Målet er dog ikke at udrydde os, så vi får en anden planet i stedet for. Men hvordan vi vil komme dertil, må vi selv finde ud af. Novellen viser grusomt tydeligt menneskets egoisme, og slutningen er ikke just optimistisk.

I det hele taget er der en lidt dyster stemning over de fleste af novellerne, som om Silvestri ikke har den helt store tiltro til menneskeheden. Lidt optimistisk tolker jeg dog ”Sidesporet”, hvor Eigil opfinder en maskine, der kan rejse mellem dimensionerne og ender på Sidesporet, hvor han får at vide at mangfoldige verdener-teorien ikke helt holder vand – der er nemlig kun 17 ifølge Ecclias.

I ”Stævnemøde” har kvinderne overtaget magten i samfundet, og mændene konkurrere om at blive valgt som ægtefælle af selv de grimmeste og dummeste kvinder, mens vi i ”Mens vi venter” er gæster i et intergalaktisk tv-program, der har jorden som tema.

Generelt er kvaliteten af novellerne høj, både sprogligt og plotmæssigt. Mange af historierne tager overraskende drejninger undervejs, og selvom stemningen hovedsageligt er til den dystre side, så er problemstillingerne interessante, og A. Silvestri er god til at udforske spændende tanker.

”Faderens sønner” er med andre ord velskrevet, interessant og med mere end et lag i alle historierne. En klar anbefaling herfra.

Indhold:

Signal
Om lidt bliver her stille
Det lille billede
Træk!
Dejlig er jorden
Forræder
Faderens sønner
Simulation
Stævnemøde
Mens vi venter
Evolutionært
Sidesporet
Vi der skummer fløden
Eternity is for everyone (første gang trykt i Proxima 87)

Udgivelsesår: 2011

Også omtalt på Bogrummet og Litteratursiden

STØRRE, BEDRE, VILDERE.

Heldigvis er der andre, som er mere bevidste om hans forfatterskab – i dette tilfælde Niels Dalgaard, som har samlet og oversat “Vejen mellem stjernerne” og forsynet den med et informativt efterord. Med sine 200 sider er den et noget mere overskuelig værk end de andre mursten, men det er stadig Reynolds, og det er stadig science fiction af bedste skuffe.

“Vejen mellem stjernerne” samler tre lange noveller/kortromaner, der følger hovedpersonen Merlin fra vugge til grav. De enkelte historier kan sagtens læses uafhængigt af hinanden, men bindes sammen af en rød tråd: jagten på et våben.
Vi befinder os langt ude i fremtiden, og menneskeheden er i krig med de mystiske Skrællere – slagene bølger over lysår, men krigens udfald virker klart: menneske taber, også selv om det resultat ligger adskillige årtusinder ude i fremtiden. Den første af historierne, “Skjul”, følger en gruppe mennesker på flugt, men også underlagt fysikkens begrænsninger – de ved, at de vil blive indhentet af Skrællerne, men det er deres egne børn, som kommer til at tage det opgør. Pludselig sker der dog noget, som ændrer situationen og stiller dem overfor et valg.

Merlin mener, at de skal forsøge at udnytte det uudgrundelige Vejnet, en højteknologisk infrastruktur efterladt af en tidligere race, men indtil nu komplet utilgængelig.

Vejnettet kommer til at spille en stor rolle gennem hele bogen, mens vi følger Merlins jagt på tværs af årtusinderne. Han ønsker at finde et våben, der kan besejre fjenden, men inden han (måske) kommer så langt, bevæger han sig vidt i tid og rum.

Alastair Reynolds skriver new space opera – historier, der jonglerer med de helt store koncepter og afstande. Og han gør det ekstremt godt. “Vejen mellem stjernerne” er lettere i tonen end “Revelation Space”-serien, men ideerne virker endnu vildere og endnu mere spændende. Universet er interessant, men selvfølgelig malet med den meget store pensel, for vi får præsenteret tre udsnit af det over et stort tidsrum – heldigvis fortæller Dalgaard i efterordet, at Reynolds planlægger flere historier med Merlin.

Er man til moderne science fiction, skal man afgjort have fat i “Vejen mellem stjernerne” – det er den type historier, der sprudler med ideer, både store og små, og det er svært at lægge fra sig. De varmeste anbefalinger herfra.

OG PLUDSELIG: GUDS ANSIGT.

“Eksil” er samlingens længste tekst og et vellykket forsøg med en lidt altmodisch struktur og tone, der stadig er let at gå til og værd at læse. Lunøe holder en fin balance her og i resten af samlingen, og “En dag uden sol” er i det hele taget velskrevet. Sproget er fint og holder læseren kørende.

En klassiske baggrund kommer også frem i “Isabella”, der er en opdatering af en fortælling fra “Decameron”, og “Vraggods”, der ad snørklede veje tager udgangspunkt i HC Andersen. Og så en af mine favoritter: “Manden og maskerne”, der af Lunøe selv betegnes som Sherlock Holmes udsat for Oscar Wilde. Her kontaktes vor hovedperson af sin kunstneriske ven, der er blevet grebet af sit seneste projekt: at planlægge det perfekte mord. Desværre kommer nogen ham i forkøbet – måske; for det perfekte mord er svært at genkende som et mord. Her skriver Lunøe med glimt i øjet og en god sans for stemning.

Sammen med “Manden og maskerne” står især titelnovellen tilbage efter endt læsning. Den omtalte dag (en mandag i maj) er uden sol, fordi det er Guds ansigt, som stiger op af havet den morgen. Forventeligt nok skaber det en del omvæltninger i verden, men især for Jimmy, der egentlig bare gerne ville overnatte i telt i sin have. I stedet bliver han udpeget som Guds sendebud og må stå for kontakten til resten af menneskeheden, som gerne vil vide, hvordan tingene skal foregå fra nu af.

Generelt for samlingen gælder, at Lunøe kommer vidt omkring. Han falder ikke til ro i én form, men afprøver adskillige, så vi får alt fra en drømmende kærlighedshistorie til en lidt gammeldags science fiction-novelle med filosofisk tilsnit. Det var ikke alle historier, der ramte mig som læser (hvad man da heller ikke kan forvente), men den store bredde var forfriskende. Og så er det tydeligt, at Lunøe har både ambition og noget på hjerte med sit forfatterskab.

I 2003, da filmen “Paycheck” udkom, så forlaget Rosenkilde sit snit til at sende denne samling på gaden. Det er svært at være andet end overvældende positivt indstillet, når et forlag tager initiativ til at udgive en så klassisk forfatter som PKD, der ellers ikke har set udgivelse på dansk i bogform siden firserne. Og så er udgivelsen endda kombineret med et godt salgsargument – den indeholder de af Dicks noveller, der er blevet overført til det store lærred (selvfølgelig med større eller mindre held).

Så udgivelsen er god, og det er indholdet også, for der er en grund til at PKD regnes for en af genrens store.

Samlingen indledes med et forord af Bo Tao Michaëlis, hvor der trækkes paralleller Kafka, Proust, Lenny Bruce og andre – det er en smule højtravende, men sikkert et forsøg på at legitimere genren. SF er jo desværre ikke blevet lukket ind i det gode, litterære selskab endnu, og det råder han da også ganske godt bod på. Derudover rummer bogen seks nyoversatte noveller, hvis filmtitler alle pryder forsiden.

Først har vi Løncheck (Paycheck), hvor hovedpersonen Jennings vågner op efter to års arbejde for den mystiske Rethrick – som en del af hans kontrakt er hele perioden blevet slettet fra hans hukommelse, men det er dog lykkedes den fortidige Jennings at overdrage en række genstande til sit fremtidige jeg. Den håndfuld ting hjælper ham nu i en jagt på at finde ud af præcis, hvad der skete i de to år, han ikke længere husker. Og allerede her fremvises et af de temaer, der går igennem samlingen: de usynlige kræfter (i dette tilfælde det Jeg, som Jennings ikke længere husker), der styrer os.

Dernæst ”Stedfortræder” (Impostor), hvor videnskabsmanden Olham beskyldes og jagtes for at være en uvidende spion og bombe for en angribende styrke fra rummet. Ikke nok med, at regeringen jagter ham – Olham skal også bevise over for sig selv, at han er den, han tror, han er (endnu et tema her: mistilliden til sig selv).

”Minoritetsrapporten” (Minority Report), synes jeg selv, er samlingens stærkeste. Her blandes alle Dicks kendte temaer sammen i et paranoidt plot, som man blæser frydefuldt igennem.

Den efterfølges af bogens svageste novelle: ”Erindringer en gros” (Total Recall). Her er nogle gode variationer over hukommelsen og selve virkelighedens utroværdighed, men det kan dog ikke redde, at historien er… nåja, lidt fjollet. Det rådes der dog god bod på med ”Den anden variant” (Screamers), en mere action-præget og samtidig kuldegysende historie, der udspiller sig på en næste uddød jord. Tilbage er kun de russiske og amerikanske soldater – og så de oprindeligt amerikanske robotter, kløerne, som bliver mere og mere avancerede, og som ingen længere kan stole på.

Til sidst får vi ”Den lille sorte kasse”, som angiveligt skulle have lagt grunden til ”Drømmer androider om elektriske får”, der jo blev filmatiseret som ”Blade Runner”. Jeg kan ikke umiddelbart se sammenhængen, men det ville nok have været dumt at forspilde chancen for at have ”Blade Runner” stående på forsiden. Men ingen androider her, derimod en muligvis ekstra-terrestriel Jesus-figur, hvis tilhængere står i direkte kontakt med hans pinsler gennem empati-kasser. En god afslutning på en god novellesamling.

Sammenfattende kan man sige, at jo, PKDs noveller er lidt gamle i det – teknologien er lidt usandsynlig med nutidige øjne, kvindesynet er forældet. Men det er alt sammen mindre skønhedsfejl, og det drukner i Dicks medrivende skrivestil. Han er økonomisk med ordene, plottet er som regel stramt, og det river én med i en sådan grad, at samlingen er alt for hurtigt overstået – havde de dog blot kunnet finde på et påskud for at oversætte et par ekstra noveller.

Til gengæld er det dog svært ikke at sidde tilbage med en ubehagelig fornemmelse af, at alt ikke er, hvad det ser ud til at være.

Rasch indleder samlingen med et kort forord, hvor han bl.a. skriver om science fiction, at det er en misforstået genre af flere forskellige grunde: ”… Bøger skal handle om virkelige ting, alvorlige ting. Så som mord, krig og kærlighed. Men de store filosofiske spørgsmål, teknologiens muligheder og videnskabens store problemer er for mig og mange andre science fiction fans lige så virkelige og alvorlige. Og til at behandle dem er science fiction en ganske velegnet genre …” Hvilket jeg kun kan være helt enig i!

Herefter følger 27 noveller af forskellig længde og forskellig stil. Det er måske ikke alle novellerne, der er helt vellykkede, men til gengæld er der nogen, som rammer lige på kornet – især hvis man er til den lidt crazy science fiction á la Douglas Adams, så er novellerne om Janus Rumghoul II simpelthen i top.

Andre favoritter er ”Lastrum 24”, hvor to astronauter får en overraskelse, da de finder noget uforudset i et aflukket lastrum i deres rumskib. Også ”Andersens aske” hører til i toppen. Her kommer et dansk rumskib ud for en alvorlig ulykke undervejs til Mars, og det fører til en diskussion om, hvorvidt rumrejser er et Babelstårn, der gør Gud vred, eller om de er Noahs Ark, som Gud sendte for at redde de bedste.

Rasch skriver med humor og vid og har sin helt egen stil. Den er måske ikke lige for alle, men jeg kan nu godt lide den, og kan derfor sagtens anbefale ”Minerne på Orthomyx” trods enkelte fejlskud.

Læs mere på Science Fiction Cirklens hjemmeside

Også omtalt på Litteratursiden.dk

EVENTYR & ALMINDELIGE MENNESKER.

Indholdet er 10 noveller, hvor jeg vil kalde de fleste af dem rendyrkede kunsteventyr. Det er personligt en genre, jeg har et ambivalent forhold til – når de fungerer for mig, rammer de en tidløs og mytisk stemning, der kan løfte en historie op fra ingenting; men andre gange frigør de sig fra gængs historiefortælling i en sådan grad, at jeg har svært ved at se pointen.

Hennebergs historie bevæger sig bredt inden for dette spektrum – og i overraskende retninger tillige.

Enkelte tekster – som f.eks. “Det blå barn” – skaber sin egen lille verden isoleret fra alt andet og dermed en historie, der kun følger sine egne præmisser. Kort sagt handler den om en lille, svigtet pige, der får besøg af en engel og lærer noget om livet – og jeg må indrømme, at jeg havde svært ved at relatere til den, fordi den ikke rakte ud over historiens rammer.

I den anden anden af spekret findes tekster som min personlige favorit: “Manden der kiggede ned i brødristeren”. Her kombinerer Henneberg stemningen fra eventyrene med en fin, socialrealistiske historie, og de to ting spiller overraskende godt sammen. Det er den type historie, der kan leve videre efter endt læsning og give et glimt i læserens øjne.

Henneberg håndterer sproget fint. Enkelte gange føles det, som om disciplinen svigter, men når det flyder, fungerer det godt. Generelt er der tale om eventyr til voksne, der gerne rundes af med en indsigt om livet og verden. Situationerne er gerne grumme, men målet er positivt, for i dette univers er selv døden ikke nødvendigvis af det onde. “I Paradis får man ikke bank” er nok en bog til læsere, der gerne vil tro på, at der er mere bag hverdagens kedelig slør, og at det rummer en mening. For disse læsere vil “I Paradis får man ikke bank” sikkert være som en æske chokolade og nydes derefter.

SÆRT & MÆRKELIGT.

Som forsiden måske også signalerer, befinder vi os på det surreelle overdrev, hvor historierne gerne skydes i gang med et lille, overraskende udgangspunkt. I “Vandanna” sidder hovedpersonen i sin skoleklasse og indser, at hun er lavet af vand; i “Fars og mit træ” forsvinder fortællerens far, mens hans ansigt dukker op i det træ, de plantede sammen, og som nu vokser med utrolig hast; i “Som en ræv” må hovedpersonen lide under eftervirkningerne af at have forvandlet sig til en ræv.

Fælles for historierne er, at der ikke forklares – tingene er, som de nu engang er, og herfra tager Mogensen sit udspring. Og med en sær form for drømmeagtig logik fører han læseren gennem historien. Sproget er enkelt og lettilgængeligt, men ideerne er overraskende, og stemningen kan svinge mellem det legende og det gruopvækkende. Til tider føler man sig endda hensat til en form for eksistensialistisk horror.

“Virkeligheden er ikke virkelig” fik mig til tider til at tænke på Jim Woodrings tegneserier – Mogensen kommer ikke nær så langt ud, men han formår på samme måde at kombinere den absurde baggrund med en klart fortalt historie. Det er muligt, man ikke kan se meningen med løjerne, men man lader sig stadig trække ind i fortællingen. Det fungerer, især fordi forfatteren har en evne til at ramme ideer, der kan gro i læserens hjerne. Såsom Anna, der er blevet til vand – og mere vigtigt: klassekammeraternes reaktion. Det er halvvejs mellem drøm og mareridt.

Når novellerne i “Virkeligheden er ikke virkelig” rammer rigtig, har de power og kan fostre nye historier. Når de ikke helt rammer plet, forbliver man upåvirket og glemmer dem hurtigt. Heldigvis er der flest, der fungerer.

Mogensen skulle have en roman på vej fra Fahrenheit – hvis han kan kombinere stemningen fra denne samling med et længere handlingsforløb, skal man helt klart holde øje med “Kødet”.

Bogen består af 10 noveller, hvoraf det fleste har et magisk eller fantastisk islæt. Nogle, og måske endda forfatteren selv, vil mene at alle fortællingerne er af fantastisk karakter, men denne anmelder mener i al fald at to falder udenfor. Men det gør for så vidt ikke alverden. Det er dog de historier som ikke har fantastiske elementer, som er klart de svageste i bogen. Blandt andet den børneporno og pædofili-centrerede “Bingo” falder igennem. Såre simpelt fordi den ikke har det samme magiske touch som de andre noveller.

Det betyder dog ikke at bogen er dårlig. Absolut ikke. Bogen er god! Punktum. Bindet starter stærkt med fortællingen om en kunstner der får bestilling på en ikon. Det udvikler sig hurtigt til en fortælling om savn, flugt og forvandling. Derudover er bogens stærkeste fortællinger blandt andet “Skatten”, om den lille pige der forsvinder på stranden, og “Mørke cyklister”, om det farlige ved at gå igennem mosen efter mørkets frembrud.

Weitze skriver i en lidt pudsig, men velfungerende stil, der dels fjerner læseren fra den intime oplevelse af hovedpersonens gøre og laden, men samtidig sætter os i en helt fantastisk stemning. For det er stemningen der er bogens bedste våben. Man føler sig hensat til en tid med folkeeventyr og myter, selvom historierne så afgjort har et moderne strejf. Helt hvordan denne stemning opnås og skyller ind over læseren er lidt af et mysterium for mig. Men sandt at sige er man fra første side opslugt i en stemning af lugte, temperaturer og fabler. Det er diskret, underspillet men det virker helt fantastisk.

Hovedtemaerne for bogen er helt klart forvandlinger. Alle historierne har et overliggende tema der går ud på at hovedpersonerne går fra en tilstand til en anden. Det er blandt andet her det er de mest tydelige bånd til den magiske realisme viser sig. Forvandlingerne sker nemlig ikke kun på det mentale eller personlige plan, men også i høj grad på det fysiske plan. Således er der personer der “mærker noget grønt vokse under huden” og har fornemmelser af at blive til dyr. Det er dog aldrig så direkte beskrevet, men det er det vi sidder tilbage med som læser. Og det er vel også her en af bogens styrker ligger. Ved at benytte sig af begrænsninger og indskrænkninger lader Weitze så uendeligt meget være op til læseren selv. Derfor lader hun vores fantasi styre bogen, og udnytter derfor en af menneskets iboende egenskaber, til at skabe en uforglemmelig rejse ud i mørkets egne.

Bogen kan kun anbefales. Især vil den gøre sig godt på en kølig sommeraften med tæpper og et kraftigt regnvejr under opsejling. Lyn og torden er ikke nødvendigt, men duften af regn hjælper en del. God læselyst.

Om tyve år er der, tvivler jeg ikke på, mennesker, der vil have det på samme måde med Michael Kamps nyeste udgivelse.

“Moln – jorden husker” er ikke en antologi, men Kamp bevæger sig inden for flere forskellige typer horror, og det holder novellesamlingen frisk og spændende hele vejen igennem. 9 noveller er der på bogens henved 220 sider – og en stemningssættende indledning, der bringer mindelser om Lars von Triers “Riget”, men tilsætter en god ekstra portion alder og mytologisk mørke som en forklaring på de ting, der sker i bogen. Kamp tager det alvorligt, og han ødelægger ikke stemningen ved at være selvbevidst og humoristisk.

Titlen er navnet på den by, hvor alle historierne foregår. Og Moln har en lang og dyster historie – mange mennesker er døde der, og jorden husker. En af novellerne, Cornelia, har været udgivet før og virker også som den mest enkeltstående historie –de andre kan sagtens læses hver for sig, men de lægger i større grad spor ud til den store fortælling om byen og dens mørke underside.

Kamps styrke her er, at han holder øjnene lige på målet – han fortæller flere forskellige slags historier, men går direkte efter gyset, om så det er gennem de visuelle antydninger, langsom opbygning af stemning eller direkte bøh! Ikke noget med at undskylde eller dæmpe effekten med lidt humor. Ja, det er næsten skamløst

Og for fanden, hvor er det godt.

Tellerup er begyndt at sætte ny standard for horrorforsider, og Kamp leverer indhold, der passer og lever op til indpakningen. Hvis du er voksen og til horror, så læs “Moln” – men er du en yngre læser, så forbered dig på at få minder. Grumme, dystre minder.

I første novelle præsenteres vi for en verden, hvor varanlignende væsener er begyndt at hærge – “Veras vaskedag” er en grum lille skæbnefortælling om pensionisten Vera, der møder tre unge mænd med grimme hensigter i vaskekælderen – “Sne i juli” er en klassisk spøgelseshistorie – “Middagsgæsten” er en lille socialrealistisk ting med bid.

Fælles for de fleste af novellerne er en underliggende fornemmelse af humor – Rosenkilde har et glimt i øjet, og hun nyder lidt at være efter sine hovedpersoner. Et par enkelte gange betyder det, at vi udsættes for helt korte historier, hvor der sker slemme ting for folk – desværre også uden den dybere pointe. Det kan være meget skægt og fungere som et afbræk mellem de længere historier, men det mangler altså noget kant. Heldigvis er det kun et par enkelte eksempler, og i langt de fleste spiller det godt sammen med historien.

Noget af det første, man studser over, er et par løse tråde i en af de indledende historier, hvilket snart viser sig at være med vilje. Snart begynder personer og hændelser nemlig at optræde på tværs af de enkelte historier – en slags små påskeæg, der er med til at drive læseren frem igennem fortællingerne. Det er generelt det, som Rosenkilde gør bedst – hun skriver, så man læser videre. Historierne står ikke stille, og det får læseren heller ikke lyst til.

En del af historierne er måske forudsigelige, men har så gerne et ekstra lille krydderi, der gør dem værd at læse. Som f.eks. “Middagsgæsten” om en enlig mor, der kæmper med at få det hele til at hænge sammen. Sønnen har en ven med hjem, og man aner måske nok, hvad der skal ske, men der holdes en god undertone, og den afsluttende sætning er en vidunderlig lille drejning med kniven.

Alt i alt er “Legetøj” en yderst lovende debut. Man kommer vidt omkring, og man bliver godt underholdt hele vejen. Men især kan jeg ikke lade være med at bide mærke i potentialet – der er så mange gode detaljer rundt omkring, så jeg ser frem til, hvad hun vil begå fremover.