Om samlingen skriver Christiansen i sit forord, at han egentlig bare vil ønske læseren god fornøjelse. Hans mening har aldrig været at moralisere eller skabe opbyggelig litteratur, og når man alligevel ind i mellem kan ane en ”løftet pegefinger”, så er det kun fordi, at historierne har udviklet sig sådan. Det skal Christiansen ikke høre et ondt ord for, for jeg følte mig underholdt hele vejen igennem.

”Galaktiske forestillinger” består af 14 noveller, hvoraf halvdelen er nyskrevne, mens den anden halvdel har været trykt i diverse antologier, tidsskrifter og medlemsblade.

Blandt mine favoritter er ”Karmacorp”, hvor en kvinde er i gang med at udfylde et spørgeskema. Hun er ikke klar over hvorfor, og i øvrigt heller ikke hvor hun er. Spørgsmålene virker ligegyldige og uforståelige, og kvinden bliver mere og mere frustreret. Men det viser sig naturligvis, at der er en grund til hendes situation – den er bare slet ikke, hvad man havde forventet.

I ”RT2200-DragonFly TM – transpeeding er en livsstil” forestiller Christiansen sig, hvad der kan ske, hvis befolkningen fik adgang til et ultimativt produkt, i dette tilfælde en 2-personers transpeeder med Userhappiness installeret.

Privathospitaler er på dagsordenen i ”BetaLife TM”, hvor et privathospital er blevet fjendtligt overtaget af en konkurrent, som nu vil tjene på at udskille dele af hospitalet og fyre personalet. De fleste patienter er komatøse langtidspatienter (op til 593 år!), og så er en del af de ansatte delvis maskiner.

Reklamefinansiering får en hel ny betydning i ”Sundgatan”, hvor en fast forbindelse mellem Helsingør og Helsingborg bliver en realitet, mens titelnovellen ”Galaktiske forestillinger” giver os Christiansens forestilling om mødet med en fremmed civilisation.

Endelig vil jeg også fremhæve ”Second Contact”, hvor vigtigheden af kommunikation uden misforståelser bliver udpenslet.

Manfred Christiansen skriver godt. Selvom hans mål har været at underholde (hvilket han bestemt gør), og de fleste noveller har en humoristisk undertone, så er der dog også alvor at spore i samlingen, når Christiansen f.eks. diskuterer etikken i at genoplive mordere, mens deres ofre ikke får chancen.

Der udgives ikke så meget dansk science fiction. Science Fiction Cirklen gør dog en stor indsats for at ændre på det, og Manfred Christiansens ”Galaktiske forestillinger” understreger, at man både kan finde kvalitet og underholdning i genren.

Læs mere på Science Fiction Cirklen eller besøg Manfred Christiansens blog 

Også omtalt på Litteratursiden.dk

Fremragende novellesamling fra en af dansk science fictions mest interessante forfattere.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg længe har været lidt smålun på Lars Ahn Pedersen. Hver gang jeg har læst en antologi, hvor han har bidraget, har jeg stort set hver gang kunne fremhæve hans historie som en af samlingens bedste. Derfor er det en stor fornøjelse, at Lars Ahn nu udgiver sin helt egen novellesamling fyldt med både nye fortællinger og de bedste af de tidligere udgivne.

Samlingens temaer spænder lige fra tidsrejser, besøg på fremmede planeter, menneskelignende robotter, havfruer og varulve. Her er med andre ord ikke tale om en helt almindelig science fiction forfatter. Lars Ahn begrænser sig nemlig ikke til kun at skrive science fiction, men blander glad og gerne med de øvrige fantastiske genrer og vender alle konventioner på hovedet i sine fortællinger.

I forordet skriver han om sin passion for at skrive i de fantastiske genrer: ”… når vi mennesker nu er blevet udstyret med en fantasi, hvorfor så ikke udnytte den? Hvorfor lade sig begrænse af virkeligheden, af hvad der er realistisk? Det svarer til at sige til billedkunstnerne, at de kun må male ”noget der ligner”, men alligevel er det de færreste kunstkritikere, som affærdiger kunstretninger som impressionismen og surrealismen på samme måde, som science fiction, fantasy og horror bliver behandlet af store dele af den skønlitterære verden.”

Og jeg må jo give ham så inderligt ret. Science fiction bliver ikke læst af særligt mange, og de fleste af dem, der vælger det fra, gør det ud fra en fordom om, at det er dårlig litteratur. Selvfølgelig er der dårlig science fiction ligeså vel som f.eks. Klaus Rifbjerg heller ikke imponerer lige meget hver gang. Men det gør vel ikke al science fiction til dårlig litteratur?

Det gælder i hvert fald ikke ”Månebase Rødhætte”, hvor Lars Ahn leverer 10 noveller af høj kvalitet. Jeg kunne fremhæve dem alle, men vil nøjes med at omtale ”Kongens nytårstale”, som er et strålende eksempel på, hvordan Lars Ahn leger med både form og genre, og samtidig på humoristisk vis sætter fingeren på mere betændte emner.

”Kongens nytårstale” fortælles som en tale tilføjet fodnoter. Her fraviger Danmarks konge det aftalte manuskript, idet han fortæller befolkningen, at en dansker vil opfinde tidsmaskinen næste år. De øvrige nationer er ivrige efter at få fingre i opfindelsen, men ingen ved noget om det udover, at man har fundet nogle uforklarlige spor i fortiden efter en Hans-Georg Brøns (en cadeau til H. G. Wells). Blandt forskerne er der stor uenighed om Brøns’ aktiviteter – er de til skade eller til gavn for Danmark, og hvad er hans motiv?

Efterhånden som talen skrider frem, går det op for læseren, at selvom verden umiddelbart virker, som den plejer, så har Danmark f.eks. IKKE tabt slaget på Reden i 1801; tyskerne invaderede os ikke i 1940; vi har været udsat for et terrorangreb med den smitsomme virus Reptilicus-varianten; der findes en skånsk separatistbevægelse ved navn Snaphanerne osv. Det er både morsomt, men samtidig også tankevækkende, fordi læseren pludselig ser, hvor lidt der skal til for at ændre historiens gang.

Lars Ahn er en dygtig fortæller med en fantastisk evne til at gribe en idé og så tage den hele vejen. Det er underholdende på alle planer, så giv ”Månebase Rødhætte” en chance hvis du har lyst til en velskrevet og anderledes samling noveller.

Indhold:

Turisterne
Afhøring af offer nr. 5 (tidligere bragt i ”I overfladen – Lige under overfladen 2”)
Mordene på Katrina (tidligere bragt i ”Dystre Danmark”)
Kongens nytårstale (tidligere bragt i Science Fiction nr. 17)
Månebase Rødhætte
Har du hørt havfruerne synge? (tidligere bragt i ”Himmelskibet” nr. 18)
Rudolf (tidligere bragt i ”Himmelskibet” nr. 26)
Havfruens himmelfærd (tidligere bragt i ”Himmelskibet” nr. 21)
Alien Ghost Ballet (tidligere bragt i ”Den hemmelige dal – Lige under overfladen 3”)
Arthur Solo (tidligere bragt i ”Himmelskibet” nr. 32)

Udgivelsesår: 2012
Omslag: Manfred Christiansen

Læs mere på Science Fiction Cirklens hjemmeside eller besøg Lars Ahn Pedersens hjemmeside, hvor han fortæller om arbejdet med alle novellerne i “Månebase Rødhætte”

Også omtalt på Litteratursiden.dk

Temaerne i antologien dækker både tidsrejser, satiriske fremtidsscenarier og alternative virkeligheder, aliens og meget mere, mens forfatterne spænder fra debutanter til garvede skribenter.

Blandt mine favoritter er Sofie Boysens novelle ”Savner du din far?”, som foregår i en verden i krig. Hver aften skal hovedpersonen, en lille dreng, svare på et langt spørgeskema, som altid indledes med spørgsmålet: Savner du din far? En fin lille novelle som fik mig til at tænke på Orson Scott Cards roman ”Enders strategi”.

En anden perle er Beatrix Miranda Ginn Nielsens ”Orm”. I en fremtidig verden er følelser ilde set. Hvis man ikke selv kan kontrollere dem, kan man få en ”orm” indopereret, og herefter er man sikker. Hovedpersonen Rikke er dog sikker på, at hun aldrig vil få brug for en orm, men så falder hendes fars rumsonde ned. Tanken om et fremtidssamfund, hvor følelser ikke længere er tilladte, virker skræmmende på mig, og måske derfor står denne novelle stærkt efter endt læsning.

I Richard Ipsens novelle ”Jeg husker alt” er vesten blevet stedet med den billige arbejdskraft, og kineserne har overtaget stort set alle arbejdspladser i Danmark. Hovedpersonen er uddannet akademiker, men kalder sig selv for dataslave. Hans job går ud på at behandle forskningsdata i små bidder og sende resultaterne videre. Hovedpersonen hader kineserne og det, de står for, og han har en plan, som skal gøre ham rig og samtidig ødelægge kinesernes monopol på vigtige opdagelser. Jeg synes tanken om en verden, hvor vi i vesten er reduceret til lønslaver under usle forhold er rigtig interessant. Scenariet henleder læserens tanker på, hvordan virkeligheden er for mange millioner mennesker i dag, men som vi sjældent interessere os for.

Også Jesper Rugård Jensen har med ”Fredag formiddag” skrevet en yderst vellykket fortælling. Miklas arbejder for politiet, og en fredag formiddag bliver han bedt om at tage til Dragør med en kollega for at undersøge et mord. Og hvad har det så med science fiction at gøre? Jo, Dragør var udsat for en uforklarlig hændelse nogen tid før, hvor alle indbyggerne blev kopieret. Nu er byen kontrolleret af militæret, som altså har brug for Miklas hjælp. En rigtig skræmmende og velfortalt novelle om identitet og menneskelighed.

Jeg er også vild med Lars Ahn Pedersens novelle ”Zoo”. Fortælleren har aldrig troet på ”galningene”, som fortalte, at de havde været kidnappet af rumvæsner. Stor er derfor hans fortrydelse, da han selv oplever det – og endnu større bliver fortrydelsen, da det går op for ham, hvad formålet med kidnapningen har været. Lars Ahn Pedersen har en sjælden evne til at sige ”hvad nu hvis?” og så løbe tanken helt ud. Denne gang fortæller han humoristisk om manden, der ender som udstillingsobjekt i en intergalaktisk zoologisk have, men samtidig rummer fortællingen en dyb alvor, og som i Richard Ipsens novelle viser han os skyggesiderne i vores egen verden.

Naturligvis – kunne jeg næste skrive – er også A. Silvestris novelle ”Højdepunkt” blandt samlingens bedste. Her følger vi en ung mand, som lever under jorden. Han drømmer om at blive voksen, så han kan komme i gang med at arbejde og få sig en kæreste – gerne Maria med de store bryster. Novellen virker umiddelbart som en fortælling om en fremtidig verden, der har måttet forskanse sig under jorden pga. en ukendt katastrofe, men i A. Silvestris univers er sandheden aldrig simpel.

Til slut skal også Gudrun Østergaards ”Sidst på eftermiddagen, først på aftenen” fremhæves for sin smukke og grumme fortælling, samt Michael Kamp for titelnovellen ”Fremmed stjerne” som i den grad maner til eftertænksomhed.

Som sagt er kvaliteten af novellerne dog generelt højt, og jeg kunne sagtens have fremhævet endnu flere fortællinger. Jeg glæder mig allerede til næste års udgivelse.

Indhold:

Flemming R.P. Rasch: Hotellet ved verdens ende
Sofie Boysen: Savner du din far?
Hanne Rump: At bede en stille bøn
Mogens Graae Hansen: Hvad man ønsker
Beatrix Miranda Ginn Nielsen: Orm.
Maria Kjær-Madsen: Aldrig mere svag
Lise Andreasen & Glen Stihmøe: Samtaler på bryllupsdagen
Nicole Boyle Rødtnes: Koden under huden
Mikkel Harris Carlsen: Dette er mit legeme
Richard Ipsen: Jeg husker alt
Kenneth Krabat: Genopfindelsen af sorg
Gry Pil Lund Ranfelt: Den lykkelige slutning
Oliver Ruby: Hvis dette var science-fiction (digt)
Jesper Rugård Jensen: Fredag formiddag
Maik Jensen: Museumsinspektøren
Lars Ahn Pedersen: Zoo
Klaus Æ. Mogensen: Julemandens store nat
Bjarke Sølverbæk: Maskinen der skrev
A. Silvestri: Højdepunkt
Manfred Christiansen: Peblingesøen
Michael Kamp: Fremmed stjerne
Simon Christiansen: Roboethius de Dacia
Lonni Krause: Slagelse versus Kuiperbæltet
Patrick Leis: Utilsigtede bivirkninger
Gudrun Østergaard: Sidst på eftermiddagen, først på aftenen
Nikolaj Johansen: Atomvinter
Henning Andersen: Aldrig skal forlade dig

Omtales også på Litteratursiden og Bogrummet

Sex med aliens, udforskning af havet under Atlantis, en by uden moderne teknologi og nedfrysning som middel til udødelighed er nogle af ingredienserne i antologien ”Andre verdener”, som består af 10 noveller skrevet af 10 danske forfattere, der ikke normalt skriver science fiction.

Niels Dalgaard skriver i sit glimrende forord til samlingen: ”Det er klart, at verden forandrer sig rasende hurtigt, lige for næsen af én, og det uanset om man er på den seneste trend eller halser fortvivlet bagefter. På samme måde står det klart, at teknologien både rummer stærke positive sider og et ukendt antal risici … Science fiction har i flere hundrede år diskuteret problemer af denne slags, og den har udviklet en lang række ikoniske billeder og synsvinkler. Mange af disse bruges til at understrege fremmedheden mellem mennesker indbyrdes og mellem mennesker og den teknologi, der skulle være dem redskab. Og gennem de seneste årtier er mange af de begreber og ikoner, der engang udelukkende hørte til i ”det der science fiction-noget”, blevet så udbredte at også forfattere udenfor den egentlige genretradition kan finde noget at bruge dem til. At disse forfattere tager science fiction-teknikkerne med i deres værktøjskasse, betyder selvfølgelig ikke at de har solgt deres sjæl til en snævert defineret genredefinition. Men det betyder, at der er folk, der har forstået at genrens tilgang til fortællingen kan bruges konstruktivt og at de ikke pr. definition gør en historie triviel.”

Min favoritnovelle i samlingen er skrevet af Grete Roulund, som ikke er helt ukendt i science fiction cirkler. Hun har bl.a. skrevet romanen ”Efter år nul” om tiden efter en omfattende atomkatastrofe, men har også skrevet både samfundsskildringer, spændingsbøger, humoristiske fortællinger m.v. ”Case Story” foregår i en fremtid, hvor man har fundet kuren på mange sygdomme, og nu er begyndt at optø de nedfrosne igen. Det er dog ikke uproblematisk, for dels kan ”fryserne” have både fysiske og psykiske skader, og dels bliver der mindre og mindre leverum til nutidens mennesker.

Lidt i samme boldgade befinder novellen ”Downloaded” af Stig Dalager sig, hvis slutning fik mig til at tænke på et af mit livs læseoplevelser: ”Frysepunktet” af Anders Bodelsen. I en fremtidsverden vækkes hovedpersonen til et nyt liv, hvor bevidstheden er overført digitalt. Han sættes i gang med en opgave, hvor han skal undersøge det 20. århundredes familierelationer, og i den forbindelse støder han på en kvinde, han kendte dengang. Men kan forholdet fra dengang leve i denne nye verden? Stig Dalager har skrevet flere historiske romaner, men har også både, skuespil, krimier og noveller med i sit omfattende forfatterskab.

Jan Sonnergaards ” Totusindogtredive, totusindogtredive” er en ganske kort novelle om en mand, der befinder sig i et kompleks, hvor han hele tiden bliver overvåget – måske. Han skal følge reglerne, som dog ændrer sig hele tiden, ellers bliver han skudt op til overfladen. Historien udspiller sig i en fremtid efter en ikke nærmere beskrevet katastrofe, som har udslettet en stor del af menneskeheden, og er trods af sit korte format en skræmmende perle. Jan Sonnergaard slog igennem med novellesamlingen ”Radiator” om ungdommen i 90’erne, og har siden fået udgivet både noveller og romaner.

I ”Akvanauterne” af Charlotte Weitze har mennesket opgivet at udforske rummet efter at have fundet en race, der er os langt overlegne. I stedet udforsker man nu de sidste steder på jorden, bl.a. den underjordiske sø Lake Vostok, som akvanauterne Nicolaisen og Nina skal sendes ned i under stor mediebevågenhed. Charlotte Weitze har skrevet en række noveller og romaner, som udnytter det eventyrlige og magiske, men har også skrevet den historiske roman ”Sværmeri” i serien Slægten.

Samlingens første novelle skal også nævnes. ”Milliardæren” er skrevet af dansk-tyrkiske Leyla Tamer, der har to novellesamlinger og en roman bag sig. Oliemagnaten Michael Glover er på vej for at få udleve en usædvanlig drøm. Glover er del af en lille rig elite, som kan købe sig til alt og derfor eksperimenterer med ekstreme forlystelser for at undgå kedsomheden. Infantilisme, zoofili og nekrofili er allerede afprøvet, og nu er Glover så på vej til den ultimative oplevelse – sex med en alien!

Endeligt vil jeg også fremhæve er Gitte Morsunds ”Zonen”, om et ungt par som tager på besøg i den kuriøse landsby Zonen, hvor moderne teknologi ikke er tilladt. Men besøget får uventet lang varighed, da de opdager, at de ikke kan slippe herfra igen. Gitte Morsund har tidligere udgivet novellesamlingen ”Skammens væg” i 2010.

For mig er noget af det interessante ved science fiction, at selvom den måske foregår i et fremmed univers langt ude i fremtiden, så fortæller den lige så meget om virkeligheden som en realistisk samtidsroman. Her bruges bare andre teknikker. I ”Andre verdener” beviser forfatterne, at science fiction ikke bare er trivial genrelitteratur, men at det kan bruges til at fortælle en relevant og interessant historie. De 10 forfattere bruger meget forskellige midler, men fælles for historierne er at de rammer noget alment menneskeligt midt i al deres fremmedartethed.

En rigtig spændende og velskrevet antologi som klart kan anbefales.

Indhold:
Leyla Tamer: Milliardæren
Stig Dalager: Downloaded
Grete Roulund: Case Story
Charlotte Weitze: Akvanauterne
Jokum Rohde: Ægirsgadesekvenserne
Jan Sonnergaard: Totusindogtredive, totusindogtredive
Ulla Ryum: Dengang engang
Viggo Madsen: Patent på tilværelsen
Gitte Morsund: Zonen
Søren Toft: Hr. Fuptogts dyrehandel

Også omtalt på Litteratursiden.dk

Novellerne er skrevet af en blanding af mere og mindre kendte forfattere. Ikke overraskende er de mest vellykkede historier (efter min mening) skrevet af de mere garvede penneførere, men der er også rigtig gode takter blandt de nyere stemmer, og jeg synes ikke, at nogen af novellerne falder helt ved siden af.

Min favorit er Teddy Vorks ”Mare mare minde”, som bringer Ole Lukøje ind i en ny kontekst. Drengen Peter er alvorlig syg, og denne aften er han alene med babysitteren. Peter kan ikke sove, og selvom han prøver at overbevise sig om, at der ikke gemmer sig noget i skyggerne, så lykkes det ikke helt. Pludselig får han hjælp fra en uventet kant – men er det for sent?

Også A. Silvestri skal fremhæves for sin ”Et horn i siden”, om lykkeridderen Erdengard som fanger en enhjørning ved hjælp af svig. En humoristisk fortælling som sætter spørgsmålstegn ved, om man nu kan stole helt på de gamle myter.

Lars Ahn Pedersen er også altid repræsentant for en læseværdig novelle, og således er ”Til deres dages ende” med sine fortsættelser på kendte eventyr både underholdende og tankevækkende.

Aske Munk-Jørgensen indleder antologien med sin skræmmende og velfortalte ”Seidr”, som tager læseren med tilbage i Danmarkshistorien, før kristendommen helt fordrev de gamle skikke.

Også Richard Ipsen får det til at isne i læseren med novellen ”Bronze” om jalousi og alkymi, og hvad der kan ske, når man ikke helt gennemtænker konsekvenserne af sine handlinger.

Nikolaj Johansens ”Sidste Konda” er en betagende fortælling med rødder i kinesisk folklore, og Martin Schjønnings ”Træ” er actionfyldt underholdning med grønne bagtanker. Endeligt vil jeg også fremhæve ”Cara” af Tina Christensen, som er en alfe-historie med en ny vinkel.

Som sagt er niveauet generelt højt i samlingen, som i bibliotekernes lektørudtalelse også fik følgende beskrivelse med sig: ”Alle novellerne emmer af stor fortælle- og skrivelyst, og bogen er en oplagt mulighed for at få en smagsprøve på, hvad dansk fantasy kan.”

Jeg følte mig som sagt vældigt underholdt, og synes at de mange forskellige noveller viser en bred mangfoldighed indenfor fantasy-genren, som jeg stort set var uvidende om.

Indhold:

Aske Munk-Jørgensen: Seidr
Sven Ørnstrup: Zebraungens jul
Richard Ipsen: Bronze
Nikolaj Johansen: Sidste Konda
Andreas Markert: Eudaimonia
Gudrun Østergaard: Animaxit
Kristoffer J. Andersen: Tale af guld, tavshed af sølv
Lars Ahn Pedersen: Til deres dages ende
Sari Therkelsen Arent: Krystalstemmer
Martin Schjønning: Træ
Tina Christensen: Cara
Mikkel Harris Carlsen: De umætteliges kreds
A. Silvestri: Et horn i siden
Helle Lee Sol Haugaard: Engel eller dæmon?
Teddy Vork: Mare, mare minde

Også omtalt på Gyseren.dk

I sit forord skriver Silvestri at han bl.a. holder meget af science fiction, fordi genren behandler nogle af livets helt store spørgsmål og måske er den eneste genre, der med fuld ret kan kalde sig spekulativ. I de 14 noveller tager han læseren med vidt omkring, lige fra multinationale selskabers grådighed og de konsekvenser, det har, over rumrejser og menneskets møde med aliens, til tiden efter bomben.

Allerede den første novelle vandt mit hjerte. Historien om danske Dennis som sammen med sin dradoranske navigatør rejser som bud mellem stjernerne og ved et tilfælde bliver de første, som hører en besked fra et hidtil ukendt folk, er en glimrende blanding af tjubang action og humor på overfladen, mens alvoren ligger lige under.

Jeg vil også fremhæve ”Træk!”, som jeg hørte Silvestri læse op under Bogforum. Her stoppede han dog lige før slutningen, som jeg nu endelig har fået læst. Og den var naturligvis ikke helt som forventet.

Titelnovellen ”Faderens sønner” fortæller gennem generationer, hvordan jorden en dag får et ultimatum fra en fremmed intelligens. Om 250 år vil jorden blive taget fra os. Målet er dog ikke at udrydde os, så vi får en anden planet i stedet for. Men hvordan vi vil komme dertil, må vi selv finde ud af. Novellen viser grusomt tydeligt menneskets egoisme, og slutningen er ikke just optimistisk.

I det hele taget er der en lidt dyster stemning over de fleste af novellerne, som om Silvestri ikke har den helt store tiltro til menneskeheden. Lidt optimistisk tolker jeg dog ”Sidesporet”, hvor Eigil opfinder en maskine, der kan rejse mellem dimensionerne og ender på Sidesporet, hvor han får at vide at mangfoldige verdener-teorien ikke helt holder vand – der er nemlig kun 17 ifølge Ecclias.

I ”Stævnemøde” har kvinderne overtaget magten i samfundet, og mændene konkurrere om at blive valgt som ægtefælle af selv de grimmeste og dummeste kvinder, mens vi i ”Mens vi venter” er gæster i et intergalaktisk tv-program, der har jorden som tema.

Generelt er kvaliteten af novellerne høj, både sprogligt og plotmæssigt. Mange af historierne tager overraskende drejninger undervejs, og selvom stemningen hovedsageligt er til den dystre side, så er problemstillingerne interessante, og A. Silvestri er god til at udforske spændende tanker.

”Faderens sønner” er med andre ord velskrevet, interessant og med mere end et lag i alle historierne. En klar anbefaling herfra.

Indhold:

Signal
Om lidt bliver her stille
Det lille billede
Træk!
Dejlig er jorden
Forræder
Faderens sønner
Simulation
Stævnemøde
Mens vi venter
Evolutionært
Sidesporet
Vi der skummer fløden
Eternity is for everyone (første gang trykt i Proxima 87)

Udgivelsesår: 2011

Også omtalt på Bogrummet og Litteratursiden

STØRRE, BEDRE, VILDERE.

Heldigvis er der andre, som er mere bevidste om hans forfatterskab – i dette tilfælde Niels Dalgaard, som har samlet og oversat “Vejen mellem stjernerne” og forsynet den med et informativt efterord. Med sine 200 sider er den et noget mere overskuelig værk end de andre mursten, men det er stadig Reynolds, og det er stadig science fiction af bedste skuffe.

“Vejen mellem stjernerne” samler tre lange noveller/kortromaner, der følger hovedpersonen Merlin fra vugge til grav. De enkelte historier kan sagtens læses uafhængigt af hinanden, men bindes sammen af en rød tråd: jagten på et våben.
Vi befinder os langt ude i fremtiden, og menneskeheden er i krig med de mystiske Skrællere – slagene bølger over lysår, men krigens udfald virker klart: menneske taber, også selv om det resultat ligger adskillige årtusinder ude i fremtiden. Den første af historierne, “Skjul”, følger en gruppe mennesker på flugt, men også underlagt fysikkens begrænsninger – de ved, at de vil blive indhentet af Skrællerne, men det er deres egne børn, som kommer til at tage det opgør. Pludselig sker der dog noget, som ændrer situationen og stiller dem overfor et valg.

Merlin mener, at de skal forsøge at udnytte det uudgrundelige Vejnet, en højteknologisk infrastruktur efterladt af en tidligere race, men indtil nu komplet utilgængelig.

Vejnettet kommer til at spille en stor rolle gennem hele bogen, mens vi følger Merlins jagt på tværs af årtusinderne. Han ønsker at finde et våben, der kan besejre fjenden, men inden han (måske) kommer så langt, bevæger han sig vidt i tid og rum.

Alastair Reynolds skriver new space opera – historier, der jonglerer med de helt store koncepter og afstande. Og han gør det ekstremt godt. “Vejen mellem stjernerne” er lettere i tonen end “Revelation Space”-serien, men ideerne virker endnu vildere og endnu mere spændende. Universet er interessant, men selvfølgelig malet med den meget store pensel, for vi får præsenteret tre udsnit af det over et stort tidsrum – heldigvis fortæller Dalgaard i efterordet, at Reynolds planlægger flere historier med Merlin.

Er man til moderne science fiction, skal man afgjort have fat i “Vejen mellem stjernerne” – det er den type historier, der sprudler med ideer, både store og små, og det er svært at lægge fra sig. De varmeste anbefalinger herfra.

OG PLUDSELIG: GUDS ANSIGT.

“Eksil” er samlingens længste tekst og et vellykket forsøg med en lidt altmodisch struktur og tone, der stadig er let at gå til og værd at læse. Lunøe holder en fin balance her og i resten af samlingen, og “En dag uden sol” er i det hele taget velskrevet. Sproget er fint og holder læseren kørende.

En klassiske baggrund kommer også frem i “Isabella”, der er en opdatering af en fortælling fra “Decameron”, og “Vraggods”, der ad snørklede veje tager udgangspunkt i HC Andersen. Og så en af mine favoritter: “Manden og maskerne”, der af Lunøe selv betegnes som Sherlock Holmes udsat for Oscar Wilde. Her kontaktes vor hovedperson af sin kunstneriske ven, der er blevet grebet af sit seneste projekt: at planlægge det perfekte mord. Desværre kommer nogen ham i forkøbet – måske; for det perfekte mord er svært at genkende som et mord. Her skriver Lunøe med glimt i øjet og en god sans for stemning.

Sammen med “Manden og maskerne” står især titelnovellen tilbage efter endt læsning. Den omtalte dag (en mandag i maj) er uden sol, fordi det er Guds ansigt, som stiger op af havet den morgen. Forventeligt nok skaber det en del omvæltninger i verden, men især for Jimmy, der egentlig bare gerne ville overnatte i telt i sin have. I stedet bliver han udpeget som Guds sendebud og må stå for kontakten til resten af menneskeheden, som gerne vil vide, hvordan tingene skal foregå fra nu af.

Generelt for samlingen gælder, at Lunøe kommer vidt omkring. Han falder ikke til ro i én form, men afprøver adskillige, så vi får alt fra en drømmende kærlighedshistorie til en lidt gammeldags science fiction-novelle med filosofisk tilsnit. Det var ikke alle historier, der ramte mig som læser (hvad man da heller ikke kan forvente), men den store bredde var forfriskende. Og så er det tydeligt, at Lunøe har både ambition og noget på hjerte med sit forfatterskab.

I 2003, da filmen “Paycheck” udkom, så forlaget Rosenkilde sit snit til at sende denne samling på gaden. Det er svært at være andet end overvældende positivt indstillet, når et forlag tager initiativ til at udgive en så klassisk forfatter som PKD, der ellers ikke har set udgivelse på dansk i bogform siden firserne. Og så er udgivelsen endda kombineret med et godt salgsargument – den indeholder de af Dicks noveller, der er blevet overført til det store lærred (selvfølgelig med større eller mindre held).

Så udgivelsen er god, og det er indholdet også, for der er en grund til at PKD regnes for en af genrens store.

Samlingen indledes med et forord af Bo Tao Michaëlis, hvor der trækkes paralleller Kafka, Proust, Lenny Bruce og andre – det er en smule højtravende, men sikkert et forsøg på at legitimere genren. SF er jo desværre ikke blevet lukket ind i det gode, litterære selskab endnu, og det råder han da også ganske godt bod på. Derudover rummer bogen seks nyoversatte noveller, hvis filmtitler alle pryder forsiden.

Først har vi Løncheck (Paycheck), hvor hovedpersonen Jennings vågner op efter to års arbejde for den mystiske Rethrick – som en del af hans kontrakt er hele perioden blevet slettet fra hans hukommelse, men det er dog lykkedes den fortidige Jennings at overdrage en række genstande til sit fremtidige jeg. Den håndfuld ting hjælper ham nu i en jagt på at finde ud af præcis, hvad der skete i de to år, han ikke længere husker. Og allerede her fremvises et af de temaer, der går igennem samlingen: de usynlige kræfter (i dette tilfælde det Jeg, som Jennings ikke længere husker), der styrer os.

Dernæst ”Stedfortræder” (Impostor), hvor videnskabsmanden Olham beskyldes og jagtes for at være en uvidende spion og bombe for en angribende styrke fra rummet. Ikke nok med, at regeringen jagter ham – Olham skal også bevise over for sig selv, at han er den, han tror, han er (endnu et tema her: mistilliden til sig selv).

”Minoritetsrapporten” (Minority Report), synes jeg selv, er samlingens stærkeste. Her blandes alle Dicks kendte temaer sammen i et paranoidt plot, som man blæser frydefuldt igennem.

Den efterfølges af bogens svageste novelle: ”Erindringer en gros” (Total Recall). Her er nogle gode variationer over hukommelsen og selve virkelighedens utroværdighed, men det kan dog ikke redde, at historien er… nåja, lidt fjollet. Det rådes der dog god bod på med ”Den anden variant” (Screamers), en mere action-præget og samtidig kuldegysende historie, der udspiller sig på en næste uddød jord. Tilbage er kun de russiske og amerikanske soldater – og så de oprindeligt amerikanske robotter, kløerne, som bliver mere og mere avancerede, og som ingen længere kan stole på.

Til sidst får vi ”Den lille sorte kasse”, som angiveligt skulle have lagt grunden til ”Drømmer androider om elektriske får”, der jo blev filmatiseret som ”Blade Runner”. Jeg kan ikke umiddelbart se sammenhængen, men det ville nok have været dumt at forspilde chancen for at have ”Blade Runner” stående på forsiden. Men ingen androider her, derimod en muligvis ekstra-terrestriel Jesus-figur, hvis tilhængere står i direkte kontakt med hans pinsler gennem empati-kasser. En god afslutning på en god novellesamling.

Sammenfattende kan man sige, at jo, PKDs noveller er lidt gamle i det – teknologien er lidt usandsynlig med nutidige øjne, kvindesynet er forældet. Men det er alt sammen mindre skønhedsfejl, og det drukner i Dicks medrivende skrivestil. Han er økonomisk med ordene, plottet er som regel stramt, og det river én med i en sådan grad, at samlingen er alt for hurtigt overstået – havde de dog blot kunnet finde på et påskud for at oversætte et par ekstra noveller.

Til gengæld er det dog svært ikke at sidde tilbage med en ubehagelig fornemmelse af, at alt ikke er, hvad det ser ud til at være.

Rasch indleder samlingen med et kort forord, hvor han bl.a. skriver om science fiction, at det er en misforstået genre af flere forskellige grunde: ”… Bøger skal handle om virkelige ting, alvorlige ting. Så som mord, krig og kærlighed. Men de store filosofiske spørgsmål, teknologiens muligheder og videnskabens store problemer er for mig og mange andre science fiction fans lige så virkelige og alvorlige. Og til at behandle dem er science fiction en ganske velegnet genre …” Hvilket jeg kun kan være helt enig i!

Herefter følger 27 noveller af forskellig længde og forskellig stil. Det er måske ikke alle novellerne, der er helt vellykkede, men til gengæld er der nogen, som rammer lige på kornet – især hvis man er til den lidt crazy science fiction á la Douglas Adams, så er novellerne om Janus Rumghoul II simpelthen i top.

Andre favoritter er ”Lastrum 24”, hvor to astronauter får en overraskelse, da de finder noget uforudset i et aflukket lastrum i deres rumskib. Også ”Andersens aske” hører til i toppen. Her kommer et dansk rumskib ud for en alvorlig ulykke undervejs til Mars, og det fører til en diskussion om, hvorvidt rumrejser er et Babelstårn, der gør Gud vred, eller om de er Noahs Ark, som Gud sendte for at redde de bedste.

Rasch skriver med humor og vid og har sin helt egen stil. Den er måske ikke lige for alle, men jeg kan nu godt lide den, og kan derfor sagtens anbefale ”Minerne på Orthomyx” trods enkelte fejlskud.

Læs mere på Science Fiction Cirklens hjemmeside

Også omtalt på Litteratursiden.dk