Apokalyptisk Jesus Trip

Superinfluenzaen spreder sig med enorm hast gennem samfundet, smitter alle og slår i løbet af 19 dage, 99,4% af befolkningen ihjel. Mens civilisationen kollapser følger vi en håndfuld overlevere håndtere krisen og livet bagefter.

Der danner sig to samfund. Et i Las Vegas og et i Boulder. De onde, egoistiske og nederdrægtige mennesker drages mod Las Vegas, mens de gode og retfærdige drages mod Boulder.
Det sker fordi der udspiller sig en konflikt mellem det gode og det onde. I Las Vegas holder Randoll Flagg hof, og han er den personificerede ondskab. I Boulder bor Abigail Freemantle, og hun er Guds profet og menneskehedens sidste håb.

Jeg har det lidt svært med Stephen King. Han er vældig god til at få spændende og interessante ideer – men jeg synes ofte han er rigtig dårlig til at afslutte dem ordentligt. Det Mørke Tårn serien startede fantastisk, men slutningen var forfærdelig skuffende.
På samme måde er The Stand en rigtig fin roman, lige indtil rammehistorien med Randoll Flagg, Moder Abigail og apokalypsen dukker op. Der begynder historien at blive sær og underlig. Det virker ikke troværdigt og minder mest af alt om religiøs fanservice, helt på linje med Left Behind serien. Romanens budskab lader til at være: højteknologi er ondt og stol på Gud.

The Stand blev trykt i 1978 og genoptrykt i en 2. udgave i 1990, med lidt mere materiale og opdateret til 90’erne. Den er udkommet på dansk i to udgaver: trebindsudgaven Slutspil fra 1989 og etbindsudgaven Opgøret fra 1994. Den er kommet som en tv miniserie i 1994 og som tegneserie fra Marvel Comics i 2008. Warner Bross er ved at udvikle en filmtrilogi med Ben Affleck som instruktør.

Den centrale historie i bindet, er uden tvivl den der strækker sig over fire blade. I “Raptor Hijack” får vi historien om hvordan endnu en pengegrisk og magtbegærlig pengemand, forsøger at tilrane sig magten over de frygtindgydende velociraptore. I denne omgang er det dog ikke ved hjælp af magt og totur, men ved den snedige brug af en dyreadfærdsekspert. Vores gamle kendinge Dr. Allan Grant, Ellie Statler, Robert Muldoon og Ian Malcom er også på jagt efter de eftertragtede raptors. Deres mål er imidlertid et andet – at redde verden (eller i al fald denne sydamerikanske jungle), fra de dødbringende raptors klør. Alt imens vores kendinge og dyreeksperten farter rundt i den sydamerikanske jungle, forsøger andre og ligeså griske pengemænd at få fat i de nu så omtalte dinosaurer.

De to andre historier er korte og faktisk ret uinteressante, derfor går denne anmelder udenom dem i denne anmeldelse. Ikke dermed sagt at bindets hovedhistorie er særligt interessant – det er den i virkeligheden ikke. Det er imidlertid den længste og alene af den grund, den der fortjener mest opmærksomhed. Men nej, det er ikke nogen særlig interessant historie. Det er faktisk en lidt kedelig, uinspireret gang merchandise der er pakket ind i et flot papir – bindets omslag, forstås. Plottet er papirtyndt og karakterene er flade og utroligt ensidige. Den eneste der skiller sig ligt ud er Ian Malcom. En udskillelse der hovedsageligt skyldes et psykotisk sammenbrud midt i fortællingen. Det er lidt tåbeligt, lidt unødvendigt og i det hele taget bare underligt.

Derudover er tegneseriens grundpræmis – Jurassic Park, nu helt og aldeles forsvundet ud af de historier der bliver fortalt. Men undtagelse af den sidste og korteste (og absolut dummeste) historie. Det er lidt synd. Parken er og var meget central for, at dinosaurerne ikke bare bliver til endnu et monster. De centrale temaer fra filmen – legen gud, at holde vilde dyr i fangeskab etc. findes stadig, men er så til gengæld også det eneste historien drejer sig om.

Tegningerne er til gengæld også ret ringe. De er meget tidstypiske (1990′erne). Dette kunne være godt, da de kunne have en nostalgisk værdi. Imidlertid er de tidstypiske på en rigtig kedelig måde. De forhastede, grimme og der er lagt et minimum af sjæl i dem. Det er faktisk lidt som om der ikke rigtig er nogen der ville have noget med projektet at gøre. Til gengæld har der været nogen der har været interesseret i at lave penge…. og pludselig bliver bindets centrale historie måske mere en parodi eller karikatur, end en egentlig fortælling.

Desværre har de fleste af Jurassic Park tegneserierne vist sig, som denne, at være noget værre bras. Der er meget får faktorer der gør dem til et must-read, og uden at skulle falde i en Jakob Stegelman-kliche, så vil jeg sige, at dette bind kun er til de absolut mest dedikerede fans. Andre bør holde sig til den første film.

STØRRE, BEDRE, VILDERE.

Heldigvis er der andre, som er mere bevidste om hans forfatterskab – i dette tilfælde Niels Dalgaard, som har samlet og oversat “Vejen mellem stjernerne” og forsynet den med et informativt efterord. Med sine 200 sider er den et noget mere overskuelig værk end de andre mursten, men det er stadig Reynolds, og det er stadig science fiction af bedste skuffe.

“Vejen mellem stjernerne” samler tre lange noveller/kortromaner, der følger hovedpersonen Merlin fra vugge til grav. De enkelte historier kan sagtens læses uafhængigt af hinanden, men bindes sammen af en rød tråd: jagten på et våben.
Vi befinder os langt ude i fremtiden, og menneskeheden er i krig med de mystiske Skrællere – slagene bølger over lysår, men krigens udfald virker klart: menneske taber, også selv om det resultat ligger adskillige årtusinder ude i fremtiden. Den første af historierne, “Skjul”, følger en gruppe mennesker på flugt, men også underlagt fysikkens begrænsninger – de ved, at de vil blive indhentet af Skrællerne, men det er deres egne børn, som kommer til at tage det opgør. Pludselig sker der dog noget, som ændrer situationen og stiller dem overfor et valg.

Merlin mener, at de skal forsøge at udnytte det uudgrundelige Vejnet, en højteknologisk infrastruktur efterladt af en tidligere race, men indtil nu komplet utilgængelig.

Vejnettet kommer til at spille en stor rolle gennem hele bogen, mens vi følger Merlins jagt på tværs af årtusinderne. Han ønsker at finde et våben, der kan besejre fjenden, men inden han (måske) kommer så langt, bevæger han sig vidt i tid og rum.

Alastair Reynolds skriver new space opera – historier, der jonglerer med de helt store koncepter og afstande. Og han gør det ekstremt godt. “Vejen mellem stjernerne” er lettere i tonen end “Revelation Space”-serien, men ideerne virker endnu vildere og endnu mere spændende. Universet er interessant, men selvfølgelig malet med den meget store pensel, for vi får præsenteret tre udsnit af det over et stort tidsrum – heldigvis fortæller Dalgaard i efterordet, at Reynolds planlægger flere historier med Merlin.

Er man til moderne science fiction, skal man afgjort have fat i “Vejen mellem stjernerne” – det er den type historier, der sprudler med ideer, både store og små, og det er svært at lægge fra sig. De varmeste anbefalinger herfra.

Jeg har læst (og været vild med) Oskarssons tidligere bøger: En hund, en kat og en mus, Kødbenet og Poul, en cool giraf; så det var med en vis kriblen i fingrene, at jeg fik fat i hans fjerde danske udgivelse på Bogforum. Og dernæst sad med et stort grin malet på ansigtet, mens jeg læste den på vej hjem i toget.

Som i Oskarssons andre bøger er udgangspunktet enkelt og persongalleriet småt: en hund, en rotte og en kanin (som er flad). Kaninen ligger på gaden, da de to andre dyr får øje på den og begynder at diskutere, hvad man bør foretage sig i en sådan situation. For de ved godt, hvor kaninen hører til, men hvad vil menneskene ikke tænke, hvis en hund og en rotte møder op ved havelågen med deres kanin i flad udgave?

Der må tænkes. Så det knager. Og svaret forudser man nok ikke, men det rummer sin egen poesi.

Oskarsson fortæller med en næsten zenagtig ro. Hvert opslag rummer et stort billede på den ene side og en minimal tekst med et mindre baggrundsikon på den modsatte. Og historien bevæger sig fremad med sin helt egen logik – og sødme. For selv om der grundlæggende er tale om en grum historie (flade kaniner er ikke ligefrem sprællevende kaniner), så ulmer både tekst og billeder af lune. Oskarsson bevæger sig i et besynderligt grænseland, hvor bedsteborgere møder fabler møder tilværelsens svære spørgsmål, og han får den blanding til at fremstå som noget helt naturligt.

Det slår mig, at det må være sådan, det ville være at høre Thomas Winding læse højt af Frankenstein. Den bløde stemme med dens konnotationer af barndom og tryghed får én til at slappe af, så man næsten glemmer den dystre historie, der gemmer sig inde bagved.

Men først og fremmest er det altså sjovt. I samtlige af forfatterens bøger er jeg faldet over mindst ét billede, der har ramt mig lige i lattermusklen, og “Den flade kanin” er heller ingen undtagelse. Faktisk er der flere, men jeg vil anbefale folk at finde deres eget. For selv om man måske ikke har børn, bør man unde sig selv at stifte bekendtskab med Bardur Oskarsson. “Den flade kanin” er (som forventet) en lille perle.

EN GANSKE SÆRLIG BÅD.

Jensen har skrevet både børne- og voksenbøger, fra minimalistisk firkantede historier til fabulerende og flagrende fortællinger. “Kejserinden” har den til tider næsten åndeløse tekst, hvor meget kan beskrives i en enkelt sætning, og en historie, der rækker fra den ene ende af verden til den yderste.

Drengen, vi følger, har intet navn (som vi får at vide, i al fald). En mor har han heller ikke, og hans far er sjældent hjemme, da han rejser rundt i verden og sælger ost. Så ofte sidder drengen ved motorvejen, ser på bilerne og drømmer om, at de skal tage ham med ud i verden. Indtil en aften det sker.

Den ene ting griber den anden, og snart befinder han sig midt på havet, siddende på en tredive meter lang kvinde, der svømmer afsted mod ukendte rejsemål. Der er et mål, han skal nå, men han ved ikke, hvad det er. Heldigvis er verden også fyldt med magi og sære eksistenser, der kan hjælpe ham på hans vej.

En svingtur var “Kejserinden” på flere måder, blandt andet fordi den fik mig som læser til at oscillere mellem at være opslugt og irriteret. Jensen skaber magi, når han bryder med virkeligheden på det ene punkt, at kæmpekvinden – titlens Kejserinde – eksisterer, og hvad deraf følger. Samtidig befolker han sin verden med mennesker, der balancerer på skæringspunktet mellem realisme, magi og populærkulturel fællesbevidsthed, når f.eks. en cowboy, der grangiveligt ligner Marlboro-manden, optræder sammen med en ung kvinde, der er besat af skønhedskonkurrencer.

Men der er også tider, hvor Jensen ødelægger den fine illusion, han ellers har opbygget – som når vor hovedpersons far kommer farende forbi i en helikopter og må skynde sig videre. Og så trykker forklaringen på det hele ret hårdt på min personlige irritationsknap.

Men når Louis Jensen rammer magien præcist, er “Kejserinden” en fascinerende og opslugende bog. Han har et øje for uvirkeligheden og forstår at ramme en logik der, som drager én gennem fortællingen.

“Kejserinden” er i øvrigt første udgivelse fra det nystartede forlag Replikant og kan også fås som ebog.

NEPOTISME

“Men så kan du ikke udtale dig fordomsfrit om bogen,” vil nogle sige, og det vil de have ret i, men det skal nu ikke være en forhindring. Dem er der nemlig nok af i “Hunden der ikke troede på OP”, især for vor firbenede hovedperson. Flæske hedder han, og han er noget af en pølsehund. Og som mange andre hunde har han et problem med den tredie dimension – der findes jorden under hans snude og alle de interessante ting, som eksisterer der.

Ejeren, en sorthåret lille pige, forsøger ihærdigt at bibringe hunden en forståelse af alle de fascinerende ting, der ellers forefindes oppe: lykkedrager, rumvæsener og så videre. Men mod selvvalgt uvidenhed kæmper selv flyvende grise forgæves. Lige indtil…

Teksten er skrevet med et fint øje for de små detaljer – og et godt glimt i selvsamme øje. Det er den lille pige, der fortæller, med Flæske som logrende glad deltager og uvidende centrum. Nu har jeg siddet som tilskuer til bogens tilblivelse og har også overværet, hvordan sætninger, ord og bogstaver langsomt er kogt ind til det endelige resultat, og alligevel kan jeg trække på smilebåndet, når jeg bladrer igennem den.
Men grundet min personlige involvering vil jeg hellere rette spotlyset mod Kamila Slocinska, der har stået for tegningerne (hende er jeg nemlig ikke gift med, ja, jeg har faktisk aldrig mødt hende). Hun debuterede tidligere på året med billedsiden til Kim Fupz Aakesons “Paradis” og har en vidunderligt levende streg – udtrykket er barnligt, men med masser af finurlige detaljer, som kan vække læserens interesse. Hendes illustrationer er en meget stor del af, at “Hunden der ikke troede på OP” er blevet så levende, som den er. Som tilskuer til hele processen har en meget stor del af magien været at se, hvordan hendes billeder (ganske anderledes fra, hvad jeg selv havde forestillet mig) er opstået.

“Hunden der ikke troede på OP” får naturligvis min varmeste anbefaling – men for at dette ikke blot skal være et rent reklameindslag, vil jeg henvise til de par anmeldelser, der ellers er kommer frem: Æseløre og Bogvægten.

Man kan følge forfatteren på Zenia.dk og illustratoren på Slocinska.com.

GOTISK ÅRHUNDREDE.

Historien er ganske praktisk i tre kapitler: i årene 1915, 1952 og 2011 – og som det sig hør og bør, er centrum for historien de bygninger, der skifter formål gennem tiden, men altid bærer på de samme spøgelser og danner fortællingens dystre baggrund: først et tuberkulose-sanatorium, siden et sindssygehospital og afsluttende et hotel.
I første del møder vi den unge mand Erik, der af sin fader, som selv er læge, tvinges til at uddanne sig indenfor samme profession. Eriks dagbogsoptegnelser fortæller om hans oplevelser på Fjordsanatoriet, hvor stemningen domineres af de for manges vedkommende døende børn. Men snart indser han også, at faderen har skjulte og dunkle motiver med opholdet der, og han må træffe et valg, der får dybe konsekvenser.

I 1952 bliver Inger indlagt på Fjordhospitalet – tvangsindlagt, fordi man mener, hun er sindssyg. Selv er hun overbevist om sin egen sundhed, men der er ting i natten, som forsøger at komme i kontakt med hende, og fortiden rækker ind i hendes nutid. Hendes breve hjem beskriver, hvordan hun trækkes ind i en spiral af frygt, for sig selv og for de gerninger, der sker på stedet.

Historien afsluttes med Gil, 17 år og lidt af et problembarn. Han bliver dumpet hos sin farfar, der driver Fjordhotellet, efter han har mistet sin bestalling som læge. Gils historie fortælles fornemt i en række mails til kæresten, som både beskriver hans oplevelser på hotellet og fint tegner omridset af deres personlige historie – samtidig med at der sættes et endeligt punktum for de hændelser, der har præget stedet.

“Ordenen” fungerer overraskende godt. De tre dele har hver deres stemning – første del slipper godt fra at fremmane den tunge, gotiske stemning uden at blive for tung læsning, hvilket er noget af en balancegang. Midterste del er mere lige ud ad landevejen, men formår at fortælle en afsluttet historie, samtidig med at den leverer faklen videre. Afslutningen bærer tydeligst præg af, at forfatteren skriver til unge læsere, men tonen passer til nutiden, og det er fermt og professionelt fortalt. De tre akter med hver deres tone giver et velfungerende flow til bogen.

Selv om det er tre forfattere, der har skrevet hver deres del af bogen, fungerer strukturen og viser et godt samarbejde. Samtidig med at man får tre historier, sørger de for, at elementer går igen og trækker læseren med – ligesom deres forrige projekt (serien Genstart) virker det inspireret af moderne tv-serier, og det er en opbygning, der virker. “Ordenen” er en effektiv og stemningsfuld ungdomsgyser, der spænder bredt.

Vi starter med en kliche. Kvæget omkring den lille by bliver dræbt på mystisk vis. Den lokale sheriff og hans medhjælper tager ud og ser på sagen. De finder hurtigt ud af at der er noget mærkværdigt ved det dræbte kvæg. Ikke bar er det udenfor sæsonen i forhold til ulve og ræve, men der er også meget mærkværdige spor knyttet til gerningsstederne. Inden længe er lokale eksperter tilkaldt, og det ser ud til at sporene stammer fra et dyr. Et dyr der har været uddød i 65 millioner år. Selvsagt går der ikke længe førend vores gamle kending – InGen, bliver involveret i sagen. Og så tager tingene fart. Men, hvordan er de uddøde dyr kommet fra øen med dyreparken til fastlandet, og hvordan finder man og fanger noget, man ikke ved hvor mange der er af?

Historien er okay, men en kende forudsigelig. Dog med enkelte og lidt pudsige overraskelser. Det er ikke stor litteratur, men det forsøger til gengæld heller ikke at være det. Historien passer til mediet – den er let, ligetil og actionpræget. Vi skal ikke læse mange sider førend vi før det første spændende møde med det, det hele handler om, nemlig dinosaurerne. For det er desværre hvad “Jurassic Park” efterhånden er blevet reduceret til – en undskyldning for at have dinosaurer trampende rundt i et moderne metropolis eller landsby. “Parken” er væk, og tilbage står de “muterede forlystelsespark-monstre”. Og det bliver lidt tyndt. Som sagt er historien fin, men tilknytningen til Jurassic Park er papirstynd. Okay, I Michael Chrichtons originale “Den Forsvundne Verden”, dukkede dinosaurerne også op på fastlandet…. Men den bog havde, efter min mening, også utroligt lidt med Jurassic Park at gøre.

Tegningerne er også pæne, uden at være prangende. De er effektive og det er ganske få der er dårlige eller er præget af hastværk. Man må sige at John Byrne’s indtræden i franchiset helt klart er et skridt i den rigtige retning. I stedet for de noget tåbeligt udseende dinosaurer i “Jurassic Park – Redemption”, får vi her veltegnede og (formegentligt) vellignende øgler. Det er en lettelse uden lige. Hvorfor historien i dette bind så ikke har noget som helst at gøre med “Redemption” aner jeg ikke. Selvom historien var tåbelig og usammenhængende i “Redemption”, kunne man i dette bind godt lige have kastet et nik eller en anerkendelse i retning af det tidligere. Men sådan er det ikke.

Der er ikke så meget mere at sige om bindet. Historien og tegningerne er helt okay, det er ikke prangende men det virker. Det er god underholdning, og det kræver ikke alt for meget af læseren. Tilknytningen til Jurassic Park er, som sagt og desværre, papirstynd. Det er lidt ærgerligt. For fans af dinoer, er det selvfølgelig helt okay, men for fans af Jurassic Park, er udeladelsen af alt det der gjorde Jurassic Park til det den var, lidt af en skuffelse. Men, læs og bedøm selv – dinoerne er løs igen.

OG PLUDSELIG: GUDS ANSIGT.

“Eksil” er samlingens længste tekst og et vellykket forsøg med en lidt altmodisch struktur og tone, der stadig er let at gå til og værd at læse. Lunøe holder en fin balance her og i resten af samlingen, og “En dag uden sol” er i det hele taget velskrevet. Sproget er fint og holder læseren kørende.

En klassiske baggrund kommer også frem i “Isabella”, der er en opdatering af en fortælling fra “Decameron”, og “Vraggods”, der ad snørklede veje tager udgangspunkt i HC Andersen. Og så en af mine favoritter: “Manden og maskerne”, der af Lunøe selv betegnes som Sherlock Holmes udsat for Oscar Wilde. Her kontaktes vor hovedperson af sin kunstneriske ven, der er blevet grebet af sit seneste projekt: at planlægge det perfekte mord. Desværre kommer nogen ham i forkøbet – måske; for det perfekte mord er svært at genkende som et mord. Her skriver Lunøe med glimt i øjet og en god sans for stemning.

Sammen med “Manden og maskerne” står især titelnovellen tilbage efter endt læsning. Den omtalte dag (en mandag i maj) er uden sol, fordi det er Guds ansigt, som stiger op af havet den morgen. Forventeligt nok skaber det en del omvæltninger i verden, men især for Jimmy, der egentlig bare gerne ville overnatte i telt i sin have. I stedet bliver han udpeget som Guds sendebud og må stå for kontakten til resten af menneskeheden, som gerne vil vide, hvordan tingene skal foregå fra nu af.

Generelt for samlingen gælder, at Lunøe kommer vidt omkring. Han falder ikke til ro i én form, men afprøver adskillige, så vi får alt fra en drømmende kærlighedshistorie til en lidt gammeldags science fiction-novelle med filosofisk tilsnit. Det var ikke alle historier, der ramte mig som læser (hvad man da heller ikke kan forvente), men den store bredde var forfriskende. Og så er det tydeligt, at Lunøe har både ambition og noget på hjerte med sit forfatterskab.

Hovedpersonen er forfatteren og læreren Dale Stewart, men fortælleren er hans barndomsven, Duane. Duane er død, men han er ikke et spøgelse, snarere Dales traumatiske minde om personen.

Og det er det trauma, der knytter sig til dødsfaldet, der er baggrunden for “A Winter Haunting”. For hvad skete der egentlig dengang i barndommen, da vennen døde i et grotesk uheld?

Dale har mere eller mindre smidt sit liv ud af vinduet. Konen har forladt ham med børnene, det litterære arbejde går ikke særligt godt, og han har døjet med depression. Nu vender han tilbage til byen, hvor han voksede op, for at få styr på tingene – og han får naturligvis mere, end han regnede med. For de døde har ikke tænkt sig at forblive helt døde, og fortiden vender bogstaveligt talt tilbage for at hjemsøge ham.

Det er en ganske velkendt historie, Simmons fortæller, men han gør det stilsikkert og med yderst velfungerende horrorelementer. Det er muligvis ikke en klassiker indenfor genren, men den er svær at lægge fra sig.

Jeg var halvvejs gennem bogen, før det gik op for mig, at “A Winter Haunting” er en fortsættelse af Simmons’ “Sommernattens rædsel” – et faktum, der intetsteds fortælles i den udgave, jeg læste. Men den fungerer fint som enkeltstående historie – måske endda bedre, fordi Simmons tillader sig ikke at fortælle alting. Der er en usikkerhed i historien, som der er i hovedpersonen, og det er med til at lægge til stemningen. Dertil kommer, at han leger med et af de elementer ved den oprindelige bog, der irriterede mig for så mange år siden (og er en af de få detaljer, jeg kan huske fra den): drengen, der beslutter sig for at blive forfatter. Det får en del kommentarer med i et næsten legende metalag her, der giver så mange ekstra point til bogen. Og lyst til at genlæse “Sommernattens rædsel”.

Som næsten altid med Simmons er “A Winter Haunting” god læsning. Spændende, fascinerende og foruroligende.