Om samlingen skriver Christiansen i sit forord, at han egentlig bare vil ønske læseren god fornøjelse. Hans mening har aldrig været at moralisere eller skabe opbyggelig litteratur, og når man alligevel ind i mellem kan ane en ”løftet pegefinger”, så er det kun fordi, at historierne har udviklet sig sådan. Det skal Christiansen ikke høre et ondt ord for, for jeg følte mig underholdt hele vejen igennem.

”Galaktiske forestillinger” består af 14 noveller, hvoraf halvdelen er nyskrevne, mens den anden halvdel har været trykt i diverse antologier, tidsskrifter og medlemsblade.

Blandt mine favoritter er ”Karmacorp”, hvor en kvinde er i gang med at udfylde et spørgeskema. Hun er ikke klar over hvorfor, og i øvrigt heller ikke hvor hun er. Spørgsmålene virker ligegyldige og uforståelige, og kvinden bliver mere og mere frustreret. Men det viser sig naturligvis, at der er en grund til hendes situation – den er bare slet ikke, hvad man havde forventet.

I ”RT2200-DragonFly TM – transpeeding er en livsstil” forestiller Christiansen sig, hvad der kan ske, hvis befolkningen fik adgang til et ultimativt produkt, i dette tilfælde en 2-personers transpeeder med Userhappiness installeret.

Privathospitaler er på dagsordenen i ”BetaLife TM”, hvor et privathospital er blevet fjendtligt overtaget af en konkurrent, som nu vil tjene på at udskille dele af hospitalet og fyre personalet. De fleste patienter er komatøse langtidspatienter (op til 593 år!), og så er en del af de ansatte delvis maskiner.

Reklamefinansiering får en hel ny betydning i ”Sundgatan”, hvor en fast forbindelse mellem Helsingør og Helsingborg bliver en realitet, mens titelnovellen ”Galaktiske forestillinger” giver os Christiansens forestilling om mødet med en fremmed civilisation.

Endelig vil jeg også fremhæve ”Second Contact”, hvor vigtigheden af kommunikation uden misforståelser bliver udpenslet.

Manfred Christiansen skriver godt. Selvom hans mål har været at underholde (hvilket han bestemt gør), og de fleste noveller har en humoristisk undertone, så er der dog også alvor at spore i samlingen, når Christiansen f.eks. diskuterer etikken i at genoplive mordere, mens deres ofre ikke får chancen.

Der udgives ikke så meget dansk science fiction. Science Fiction Cirklen gør dog en stor indsats for at ændre på det, og Manfred Christiansens ”Galaktiske forestillinger” understreger, at man både kan finde kvalitet og underholdning i genren.

Læs mere på Science Fiction Cirklen eller besøg Manfred Christiansens blog 

Også omtalt på Litteratursiden.dk

Fremragende novellesamling fra en af dansk science fictions mest interessante forfattere.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg længe har været lidt smålun på Lars Ahn Pedersen. Hver gang jeg har læst en antologi, hvor han har bidraget, har jeg stort set hver gang kunne fremhæve hans historie som en af samlingens bedste. Derfor er det en stor fornøjelse, at Lars Ahn nu udgiver sin helt egen novellesamling fyldt med både nye fortællinger og de bedste af de tidligere udgivne.

Samlingens temaer spænder lige fra tidsrejser, besøg på fremmede planeter, menneskelignende robotter, havfruer og varulve. Her er med andre ord ikke tale om en helt almindelig science fiction forfatter. Lars Ahn begrænser sig nemlig ikke til kun at skrive science fiction, men blander glad og gerne med de øvrige fantastiske genrer og vender alle konventioner på hovedet i sine fortællinger.

I forordet skriver han om sin passion for at skrive i de fantastiske genrer: ”… når vi mennesker nu er blevet udstyret med en fantasi, hvorfor så ikke udnytte den? Hvorfor lade sig begrænse af virkeligheden, af hvad der er realistisk? Det svarer til at sige til billedkunstnerne, at de kun må male ”noget der ligner”, men alligevel er det de færreste kunstkritikere, som affærdiger kunstretninger som impressionismen og surrealismen på samme måde, som science fiction, fantasy og horror bliver behandlet af store dele af den skønlitterære verden.”

Og jeg må jo give ham så inderligt ret. Science fiction bliver ikke læst af særligt mange, og de fleste af dem, der vælger det fra, gør det ud fra en fordom om, at det er dårlig litteratur. Selvfølgelig er der dårlig science fiction ligeså vel som f.eks. Klaus Rifbjerg heller ikke imponerer lige meget hver gang. Men det gør vel ikke al science fiction til dårlig litteratur?

Det gælder i hvert fald ikke ”Månebase Rødhætte”, hvor Lars Ahn leverer 10 noveller af høj kvalitet. Jeg kunne fremhæve dem alle, men vil nøjes med at omtale ”Kongens nytårstale”, som er et strålende eksempel på, hvordan Lars Ahn leger med både form og genre, og samtidig på humoristisk vis sætter fingeren på mere betændte emner.

”Kongens nytårstale” fortælles som en tale tilføjet fodnoter. Her fraviger Danmarks konge det aftalte manuskript, idet han fortæller befolkningen, at en dansker vil opfinde tidsmaskinen næste år. De øvrige nationer er ivrige efter at få fingre i opfindelsen, men ingen ved noget om det udover, at man har fundet nogle uforklarlige spor i fortiden efter en Hans-Georg Brøns (en cadeau til H. G. Wells). Blandt forskerne er der stor uenighed om Brøns’ aktiviteter – er de til skade eller til gavn for Danmark, og hvad er hans motiv?

Efterhånden som talen skrider frem, går det op for læseren, at selvom verden umiddelbart virker, som den plejer, så har Danmark f.eks. IKKE tabt slaget på Reden i 1801; tyskerne invaderede os ikke i 1940; vi har været udsat for et terrorangreb med den smitsomme virus Reptilicus-varianten; der findes en skånsk separatistbevægelse ved navn Snaphanerne osv. Det er både morsomt, men samtidig også tankevækkende, fordi læseren pludselig ser, hvor lidt der skal til for at ændre historiens gang.

Lars Ahn er en dygtig fortæller med en fantastisk evne til at gribe en idé og så tage den hele vejen. Det er underholdende på alle planer, så giv ”Månebase Rødhætte” en chance hvis du har lyst til en velskrevet og anderledes samling noveller.

Indhold:

Turisterne
Afhøring af offer nr. 5 (tidligere bragt i ”I overfladen – Lige under overfladen 2”)
Mordene på Katrina (tidligere bragt i ”Dystre Danmark”)
Kongens nytårstale (tidligere bragt i Science Fiction nr. 17)
Månebase Rødhætte
Har du hørt havfruerne synge? (tidligere bragt i ”Himmelskibet” nr. 18)
Rudolf (tidligere bragt i ”Himmelskibet” nr. 26)
Havfruens himmelfærd (tidligere bragt i ”Himmelskibet” nr. 21)
Alien Ghost Ballet (tidligere bragt i ”Den hemmelige dal – Lige under overfladen 3”)
Arthur Solo (tidligere bragt i ”Himmelskibet” nr. 32)

Udgivelsesår: 2012
Omslag: Manfred Christiansen

Læs mere på Science Fiction Cirklens hjemmeside eller besøg Lars Ahn Pedersens hjemmeside, hvor han fortæller om arbejdet med alle novellerne i “Månebase Rødhætte”

Også omtalt på Litteratursiden.dk

Temaerne i antologien dækker både tidsrejser, satiriske fremtidsscenarier og alternative virkeligheder, aliens og meget mere, mens forfatterne spænder fra debutanter til garvede skribenter.

Blandt mine favoritter er Sofie Boysens novelle ”Savner du din far?”, som foregår i en verden i krig. Hver aften skal hovedpersonen, en lille dreng, svare på et langt spørgeskema, som altid indledes med spørgsmålet: Savner du din far? En fin lille novelle som fik mig til at tænke på Orson Scott Cards roman ”Enders strategi”.

En anden perle er Beatrix Miranda Ginn Nielsens ”Orm”. I en fremtidig verden er følelser ilde set. Hvis man ikke selv kan kontrollere dem, kan man få en ”orm” indopereret, og herefter er man sikker. Hovedpersonen Rikke er dog sikker på, at hun aldrig vil få brug for en orm, men så falder hendes fars rumsonde ned. Tanken om et fremtidssamfund, hvor følelser ikke længere er tilladte, virker skræmmende på mig, og måske derfor står denne novelle stærkt efter endt læsning.

I Richard Ipsens novelle ”Jeg husker alt” er vesten blevet stedet med den billige arbejdskraft, og kineserne har overtaget stort set alle arbejdspladser i Danmark. Hovedpersonen er uddannet akademiker, men kalder sig selv for dataslave. Hans job går ud på at behandle forskningsdata i små bidder og sende resultaterne videre. Hovedpersonen hader kineserne og det, de står for, og han har en plan, som skal gøre ham rig og samtidig ødelægge kinesernes monopol på vigtige opdagelser. Jeg synes tanken om en verden, hvor vi i vesten er reduceret til lønslaver under usle forhold er rigtig interessant. Scenariet henleder læserens tanker på, hvordan virkeligheden er for mange millioner mennesker i dag, men som vi sjældent interessere os for.

Også Jesper Rugård Jensen har med ”Fredag formiddag” skrevet en yderst vellykket fortælling. Miklas arbejder for politiet, og en fredag formiddag bliver han bedt om at tage til Dragør med en kollega for at undersøge et mord. Og hvad har det så med science fiction at gøre? Jo, Dragør var udsat for en uforklarlig hændelse nogen tid før, hvor alle indbyggerne blev kopieret. Nu er byen kontrolleret af militæret, som altså har brug for Miklas hjælp. En rigtig skræmmende og velfortalt novelle om identitet og menneskelighed.

Jeg er også vild med Lars Ahn Pedersens novelle ”Zoo”. Fortælleren har aldrig troet på ”galningene”, som fortalte, at de havde været kidnappet af rumvæsner. Stor er derfor hans fortrydelse, da han selv oplever det – og endnu større bliver fortrydelsen, da det går op for ham, hvad formålet med kidnapningen har været. Lars Ahn Pedersen har en sjælden evne til at sige ”hvad nu hvis?” og så løbe tanken helt ud. Denne gang fortæller han humoristisk om manden, der ender som udstillingsobjekt i en intergalaktisk zoologisk have, men samtidig rummer fortællingen en dyb alvor, og som i Richard Ipsens novelle viser han os skyggesiderne i vores egen verden.

Naturligvis – kunne jeg næste skrive – er også A. Silvestris novelle ”Højdepunkt” blandt samlingens bedste. Her følger vi en ung mand, som lever under jorden. Han drømmer om at blive voksen, så han kan komme i gang med at arbejde og få sig en kæreste – gerne Maria med de store bryster. Novellen virker umiddelbart som en fortælling om en fremtidig verden, der har måttet forskanse sig under jorden pga. en ukendt katastrofe, men i A. Silvestris univers er sandheden aldrig simpel.

Til slut skal også Gudrun Østergaards ”Sidst på eftermiddagen, først på aftenen” fremhæves for sin smukke og grumme fortælling, samt Michael Kamp for titelnovellen ”Fremmed stjerne” som i den grad maner til eftertænksomhed.

Som sagt er kvaliteten af novellerne dog generelt højt, og jeg kunne sagtens have fremhævet endnu flere fortællinger. Jeg glæder mig allerede til næste års udgivelse.

Indhold:

Flemming R.P. Rasch: Hotellet ved verdens ende
Sofie Boysen: Savner du din far?
Hanne Rump: At bede en stille bøn
Mogens Graae Hansen: Hvad man ønsker
Beatrix Miranda Ginn Nielsen: Orm.
Maria Kjær-Madsen: Aldrig mere svag
Lise Andreasen & Glen Stihmøe: Samtaler på bryllupsdagen
Nicole Boyle Rødtnes: Koden under huden
Mikkel Harris Carlsen: Dette er mit legeme
Richard Ipsen: Jeg husker alt
Kenneth Krabat: Genopfindelsen af sorg
Gry Pil Lund Ranfelt: Den lykkelige slutning
Oliver Ruby: Hvis dette var science-fiction (digt)
Jesper Rugård Jensen: Fredag formiddag
Maik Jensen: Museumsinspektøren
Lars Ahn Pedersen: Zoo
Klaus Æ. Mogensen: Julemandens store nat
Bjarke Sølverbæk: Maskinen der skrev
A. Silvestri: Højdepunkt
Manfred Christiansen: Peblingesøen
Michael Kamp: Fremmed stjerne
Simon Christiansen: Roboethius de Dacia
Lonni Krause: Slagelse versus Kuiperbæltet
Patrick Leis: Utilsigtede bivirkninger
Gudrun Østergaard: Sidst på eftermiddagen, først på aftenen
Nikolaj Johansen: Atomvinter
Henning Andersen: Aldrig skal forlade dig

Omtales også på Litteratursiden og Bogrummet

Sex med aliens, udforskning af havet under Atlantis, en by uden moderne teknologi og nedfrysning som middel til udødelighed er nogle af ingredienserne i antologien ”Andre verdener”, som består af 10 noveller skrevet af 10 danske forfattere, der ikke normalt skriver science fiction.

Niels Dalgaard skriver i sit glimrende forord til samlingen: ”Det er klart, at verden forandrer sig rasende hurtigt, lige for næsen af én, og det uanset om man er på den seneste trend eller halser fortvivlet bagefter. På samme måde står det klart, at teknologien både rummer stærke positive sider og et ukendt antal risici … Science fiction har i flere hundrede år diskuteret problemer af denne slags, og den har udviklet en lang række ikoniske billeder og synsvinkler. Mange af disse bruges til at understrege fremmedheden mellem mennesker indbyrdes og mellem mennesker og den teknologi, der skulle være dem redskab. Og gennem de seneste årtier er mange af de begreber og ikoner, der engang udelukkende hørte til i ”det der science fiction-noget”, blevet så udbredte at også forfattere udenfor den egentlige genretradition kan finde noget at bruge dem til. At disse forfattere tager science fiction-teknikkerne med i deres værktøjskasse, betyder selvfølgelig ikke at de har solgt deres sjæl til en snævert defineret genredefinition. Men det betyder, at der er folk, der har forstået at genrens tilgang til fortællingen kan bruges konstruktivt og at de ikke pr. definition gør en historie triviel.”

Min favoritnovelle i samlingen er skrevet af Grete Roulund, som ikke er helt ukendt i science fiction cirkler. Hun har bl.a. skrevet romanen ”Efter år nul” om tiden efter en omfattende atomkatastrofe, men har også skrevet både samfundsskildringer, spændingsbøger, humoristiske fortællinger m.v. ”Case Story” foregår i en fremtid, hvor man har fundet kuren på mange sygdomme, og nu er begyndt at optø de nedfrosne igen. Det er dog ikke uproblematisk, for dels kan ”fryserne” have både fysiske og psykiske skader, og dels bliver der mindre og mindre leverum til nutidens mennesker.

Lidt i samme boldgade befinder novellen ”Downloaded” af Stig Dalager sig, hvis slutning fik mig til at tænke på et af mit livs læseoplevelser: ”Frysepunktet” af Anders Bodelsen. I en fremtidsverden vækkes hovedpersonen til et nyt liv, hvor bevidstheden er overført digitalt. Han sættes i gang med en opgave, hvor han skal undersøge det 20. århundredes familierelationer, og i den forbindelse støder han på en kvinde, han kendte dengang. Men kan forholdet fra dengang leve i denne nye verden? Stig Dalager har skrevet flere historiske romaner, men har også både, skuespil, krimier og noveller med i sit omfattende forfatterskab.

Jan Sonnergaards ” Totusindogtredive, totusindogtredive” er en ganske kort novelle om en mand, der befinder sig i et kompleks, hvor han hele tiden bliver overvåget – måske. Han skal følge reglerne, som dog ændrer sig hele tiden, ellers bliver han skudt op til overfladen. Historien udspiller sig i en fremtid efter en ikke nærmere beskrevet katastrofe, som har udslettet en stor del af menneskeheden, og er trods af sit korte format en skræmmende perle. Jan Sonnergaard slog igennem med novellesamlingen ”Radiator” om ungdommen i 90’erne, og har siden fået udgivet både noveller og romaner.

I ”Akvanauterne” af Charlotte Weitze har mennesket opgivet at udforske rummet efter at have fundet en race, der er os langt overlegne. I stedet udforsker man nu de sidste steder på jorden, bl.a. den underjordiske sø Lake Vostok, som akvanauterne Nicolaisen og Nina skal sendes ned i under stor mediebevågenhed. Charlotte Weitze har skrevet en række noveller og romaner, som udnytter det eventyrlige og magiske, men har også skrevet den historiske roman ”Sværmeri” i serien Slægten.

Samlingens første novelle skal også nævnes. ”Milliardæren” er skrevet af dansk-tyrkiske Leyla Tamer, der har to novellesamlinger og en roman bag sig. Oliemagnaten Michael Glover er på vej for at få udleve en usædvanlig drøm. Glover er del af en lille rig elite, som kan købe sig til alt og derfor eksperimenterer med ekstreme forlystelser for at undgå kedsomheden. Infantilisme, zoofili og nekrofili er allerede afprøvet, og nu er Glover så på vej til den ultimative oplevelse – sex med en alien!

Endeligt vil jeg også fremhæve er Gitte Morsunds ”Zonen”, om et ungt par som tager på besøg i den kuriøse landsby Zonen, hvor moderne teknologi ikke er tilladt. Men besøget får uventet lang varighed, da de opdager, at de ikke kan slippe herfra igen. Gitte Morsund har tidligere udgivet novellesamlingen ”Skammens væg” i 2010.

For mig er noget af det interessante ved science fiction, at selvom den måske foregår i et fremmed univers langt ude i fremtiden, så fortæller den lige så meget om virkeligheden som en realistisk samtidsroman. Her bruges bare andre teknikker. I ”Andre verdener” beviser forfatterne, at science fiction ikke bare er trivial genrelitteratur, men at det kan bruges til at fortælle en relevant og interessant historie. De 10 forfattere bruger meget forskellige midler, men fælles for historierne er at de rammer noget alment menneskeligt midt i al deres fremmedartethed.

En rigtig spændende og velskrevet antologi som klart kan anbefales.

Indhold:
Leyla Tamer: Milliardæren
Stig Dalager: Downloaded
Grete Roulund: Case Story
Charlotte Weitze: Akvanauterne
Jokum Rohde: Ægirsgadesekvenserne
Jan Sonnergaard: Totusindogtredive, totusindogtredive
Ulla Ryum: Dengang engang
Viggo Madsen: Patent på tilværelsen
Gitte Morsund: Zonen
Søren Toft: Hr. Fuptogts dyrehandel

Også omtalt på Litteratursiden.dk

Novellerne er skrevet af en blanding af mere og mindre kendte forfattere. Ikke overraskende er de mest vellykkede historier (efter min mening) skrevet af de mere garvede penneførere, men der er også rigtig gode takter blandt de nyere stemmer, og jeg synes ikke, at nogen af novellerne falder helt ved siden af.

Min favorit er Teddy Vorks ”Mare mare minde”, som bringer Ole Lukøje ind i en ny kontekst. Drengen Peter er alvorlig syg, og denne aften er han alene med babysitteren. Peter kan ikke sove, og selvom han prøver at overbevise sig om, at der ikke gemmer sig noget i skyggerne, så lykkes det ikke helt. Pludselig får han hjælp fra en uventet kant – men er det for sent?

Også A. Silvestri skal fremhæves for sin ”Et horn i siden”, om lykkeridderen Erdengard som fanger en enhjørning ved hjælp af svig. En humoristisk fortælling som sætter spørgsmålstegn ved, om man nu kan stole helt på de gamle myter.

Lars Ahn Pedersen er også altid repræsentant for en læseværdig novelle, og således er ”Til deres dages ende” med sine fortsættelser på kendte eventyr både underholdende og tankevækkende.

Aske Munk-Jørgensen indleder antologien med sin skræmmende og velfortalte ”Seidr”, som tager læseren med tilbage i Danmarkshistorien, før kristendommen helt fordrev de gamle skikke.

Også Richard Ipsen får det til at isne i læseren med novellen ”Bronze” om jalousi og alkymi, og hvad der kan ske, når man ikke helt gennemtænker konsekvenserne af sine handlinger.

Nikolaj Johansens ”Sidste Konda” er en betagende fortælling med rødder i kinesisk folklore, og Martin Schjønnings ”Træ” er actionfyldt underholdning med grønne bagtanker. Endeligt vil jeg også fremhæve ”Cara” af Tina Christensen, som er en alfe-historie med en ny vinkel.

Som sagt er niveauet generelt højt i samlingen, som i bibliotekernes lektørudtalelse også fik følgende beskrivelse med sig: ”Alle novellerne emmer af stor fortælle- og skrivelyst, og bogen er en oplagt mulighed for at få en smagsprøve på, hvad dansk fantasy kan.”

Jeg følte mig som sagt vældigt underholdt, og synes at de mange forskellige noveller viser en bred mangfoldighed indenfor fantasy-genren, som jeg stort set var uvidende om.

Indhold:

Aske Munk-Jørgensen: Seidr
Sven Ørnstrup: Zebraungens jul
Richard Ipsen: Bronze
Nikolaj Johansen: Sidste Konda
Andreas Markert: Eudaimonia
Gudrun Østergaard: Animaxit
Kristoffer J. Andersen: Tale af guld, tavshed af sølv
Lars Ahn Pedersen: Til deres dages ende
Sari Therkelsen Arent: Krystalstemmer
Martin Schjønning: Træ
Tina Christensen: Cara
Mikkel Harris Carlsen: De umætteliges kreds
A. Silvestri: Et horn i siden
Helle Lee Sol Haugaard: Engel eller dæmon?
Teddy Vork: Mare, mare minde

Også omtalt på Gyseren.dk

Vi befinder os i 2060. Nicholas er en tidligere soldat, der nu arbejder som sikkerhedsvagt og er gift med advokaten Liza. En dag kommer han hjem og finder hende død – myrdet – og før han ved af det, er han blevet dømt for mordet.

Nicholas bliver smidt i fængsel, hvor han ender som deltager i det populære FuldMetal. Et spil hvor fanger, som er dømt for alvorlige forbrydelser, kæmper i hold mod hinanden i en enorm arena. Målet er at vinde – midlet er ligegyldigt, og mange fanger dør under kampene.

FuldMetal er sponseret af GigaMedia, en kæmpe mediekoncern for hvem profit er alt. De giver seerne, hvad seerne vil have – og de vil have porno, død og vold ligesom de gamle romere. Medierne sender 24/7, og Gud og religion er reduceret til tv-programmer, der må kæmpe for deres sendetid.

Historien er som sådan set før. Bl.a. har Stephen King skrevet den absolut fremragende ”Den løbende mand” i 1982, som også introducerer et tv-show, hvor du enten vinder en masse penge eller dør i forsøget. Bogen blev filmatiseret i 1987 med Arnold Schwarzenegger, om end næsten alt andet end titlen og idéen om tv-showet blev Schwarzeneg-iseret.

Freddy E. Silva forener i sin roman elementer fra de to udgaver af Kings fortælling: den sociale indignation og advarslen om mediernes stigende magt fra romanen; og soldaten der kæmper mod en uretfærdig dom og søger sandheden i et hæsblæsende action-drama fra filmen.

Førstnævnte er det, som fungerer bedst hos Silva, og jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet, når han introducerer programmer som ”Amandas celle”, med en dum blondine der har begået mord for at få sit eget reality-show sendt fra sin fængselscelle, hvor hun underholder masserne med kommentarer som ”Der er både gode og dårlige ulemper” og mener, at Cæsar var præsident for Europa i gamle dage. Men Silvas tanker om mediernes magt i dag, hvor hjernetomme reality-shows tiltrækker flere og flere seere, og hvor børn er fans af Paradise Hotel og ser op til Amalie Szigethy, er tankevækkende og bør få læseren til at gribe i egen barm.

Desværre virker det til, at Silva ikke helt stoler på, at læseren fanger hans pointer, og det irriterer mig lidt, når han udpensler sit budskab alt for grundigt. F.eks. side 86: ”Jeg kommer, var [Caines] halvt hviskende kommentar. Nicholas gættede på, at truslens seksuelle undertone var tilsigtet. Caines mest liderlige øjeblikke måtte nødvendigvis bunde i død og ødelæggelse.” Der er ingen grund til at være så udførlig beskrivende, for det nedsætter læserens fantasi og stopper dermed historiens flow.

Hvad angår action-delen, er plottet sammenhængende og veludført. Til tider syntes jeg, det blev lidt langsommeligt at læse om selve FuldMetal kampene, men trådene med Nicholas kone, drømmen om flugt og hævn og ikke mindst forbindelsen til sikkerhedsvagten Sam, der via Nicholas skæbne får øjnene op for sin egen, er vellykkede.

Silva kender sine klassikere, og jeg kom til at tænke på både ”1984” og ”Bladerunner” i det fremtidssamfund, han ser for sig. Stemningen i storbyen er dyster, og blandt befolkningen synes ingen at interessere sig særligt for hinanden. Menneskeligheden smuldrer, og laveste fællesnævner råder. Det beskriver Silva rigtig godt.

”Mediatropolis” er måske ikke lige så vellykket som ”Stumt vanvid”, og jeg skulle også lidt hen i bogen, før jeg helt blev grebet. Men mod slutningen accelererer spændingen, samtidig med at de bagvedliggende lag kommer mere frem, og det lykkes for Freddy E. Silva at samle alle tråde på tilfredsstillende og overbevisende facon.

Alt i alt er her tale om en vellykket debut, og er man til fremtids-thrillere fyldt med action, så er Freddy E. Silvas ”Mediatropolis” et godt bud.

Også omtalt på Litteratursiden og Bogrummet

En navnkunding, men pensioneret, filminstruktør hjemsøges af en greve i sort, og Spøgelseslinien bliver bedt om at tage affære. Inden længe befinder de sig i en lille by i det Nordsjællandske, hvor der lurer mange underlige forklaringer, mystiske fænomener og pudsige mærkværdigheder. Men det bliver også til en smule teenage-romantik midt i opklaringen af den mystiske sag.

Historien er ligetil. Selvom det er en krimiinspireret horror-roman (eller måske en horrorinspireret krimi), er der ikke så mange finurligheder at det ikke er til at gennemskue. Faktisk ligner historien meget de klassiske Scooby-Doo tegnefilm. En gruppe unge mennesker bliver bedt om at efterforske det, der i første omgang ligner noget overnaturligt, men som i sidste ende viser sig at… nåh ja, læs det selv.

Det korte af det lange er, at der i virkeligheden ikke er så meget nyt under solen. Jürgensen skriver upåklageligt – stilen er umiskendelig, men hans “touch” med de unge mennesker der ved at være passé. Og så er Jürgensens opfattelse af teknologi underlig forældet. Et godt eksempel er, da han skriver “Den transportable computer” – det virker underligt gammeldags. Derudover er de fire hovedpersoner også nogle ualmindeligt velopdragne størrelser – der er meget få bandeord eller slangudtryk. Til gengæld er karakterene let genkendelige, og de fungerer godt som den fire-bande de nu engang er.

Det er langt fra Jürgensens bedste bog, men det er god underholdning, og den egner sig godt til højtlæsning. Den er nok for det lidt yngre publikum, men det kan skam også være helt spændende for de lidt ældre. Bogen – og serien som helhed, vil nok egne sig fremragende til sommerferielæsning for den mysteriehungrende læsehest!

I sit forord skriver Silvestri at han bl.a. holder meget af science fiction, fordi genren behandler nogle af livets helt store spørgsmål og måske er den eneste genre, der med fuld ret kan kalde sig spekulativ. I de 14 noveller tager han læseren med vidt omkring, lige fra multinationale selskabers grådighed og de konsekvenser, det har, over rumrejser og menneskets møde med aliens, til tiden efter bomben.

Allerede den første novelle vandt mit hjerte. Historien om danske Dennis som sammen med sin dradoranske navigatør rejser som bud mellem stjernerne og ved et tilfælde bliver de første, som hører en besked fra et hidtil ukendt folk, er en glimrende blanding af tjubang action og humor på overfladen, mens alvoren ligger lige under.

Jeg vil også fremhæve ”Træk!”, som jeg hørte Silvestri læse op under Bogforum. Her stoppede han dog lige før slutningen, som jeg nu endelig har fået læst. Og den var naturligvis ikke helt som forventet.

Titelnovellen ”Faderens sønner” fortæller gennem generationer, hvordan jorden en dag får et ultimatum fra en fremmed intelligens. Om 250 år vil jorden blive taget fra os. Målet er dog ikke at udrydde os, så vi får en anden planet i stedet for. Men hvordan vi vil komme dertil, må vi selv finde ud af. Novellen viser grusomt tydeligt menneskets egoisme, og slutningen er ikke just optimistisk.

I det hele taget er der en lidt dyster stemning over de fleste af novellerne, som om Silvestri ikke har den helt store tiltro til menneskeheden. Lidt optimistisk tolker jeg dog ”Sidesporet”, hvor Eigil opfinder en maskine, der kan rejse mellem dimensionerne og ender på Sidesporet, hvor han får at vide at mangfoldige verdener-teorien ikke helt holder vand – der er nemlig kun 17 ifølge Ecclias.

I ”Stævnemøde” har kvinderne overtaget magten i samfundet, og mændene konkurrere om at blive valgt som ægtefælle af selv de grimmeste og dummeste kvinder, mens vi i ”Mens vi venter” er gæster i et intergalaktisk tv-program, der har jorden som tema.

Generelt er kvaliteten af novellerne høj, både sprogligt og plotmæssigt. Mange af historierne tager overraskende drejninger undervejs, og selvom stemningen hovedsageligt er til den dystre side, så er problemstillingerne interessante, og A. Silvestri er god til at udforske spændende tanker.

”Faderens sønner” er med andre ord velskrevet, interessant og med mere end et lag i alle historierne. En klar anbefaling herfra.

Indhold:

Signal
Om lidt bliver her stille
Det lille billede
Træk!
Dejlig er jorden
Forræder
Faderens sønner
Simulation
Stævnemøde
Mens vi venter
Evolutionært
Sidesporet
Vi der skummer fløden
Eternity is for everyone (første gang trykt i Proxima 87)

Udgivelsesår: 2011

Også omtalt på Bogrummet og Litteratursiden

Handlingen er omstændelig at forklarer, og i bedste fald svær at resumere. I korte træk følger vi et kloster engang i fremtiden. Bomben er faldet, og al moderne viden er gået tabt. Munkene bruger deres tid på at genopdage glemt teknologi og videnskab. Dette fører selvsagt til en del forviklinger og misforståelser, til megen morskab for læseren. Som bogen skrider frem, gør tiden det også, og vi får lov at følge klosteret og dets iboende gejstlige helt frem til… ja, til hvad?

Det tog mig knap et halvt år at få læst “En Messe for Leibowitz”. Om det hovedsageligt skyldes personlige dispositioner, problemer eller bare ugidelighed, eller om det kan henlægges til romanen, skal være usagt for denne anmelder. Dog kan det konkluderes, at det er de færreste bøger undertegnede er så længe om at kæmpe sig igennem. Og jeg skriver udtrykkeligt “kæmpe”, for det var en kamp.

Historien er faktisk interessant. Præmissen er god, omend gammelkendt. Beretningen om klosteret og dens munke, deres historier, forviklinger og generelle tilbøjeligheder, er faktisk helt god, og til tider enormt sjov. Hvad der imidlertid slår romanen halvt ihjel er det knortede sprog. Om det skyldes en dårlig oversættelse, eller om det faktisk er sådan Miller skiver, aner jeg ikke. Faktum er dog, at der er fyldt med taste- og slåfejl i bogen, og man må igen og igen gætte sig til handlingen da hele sætninger (muligvis afsnit) beklageligvis mangler. Jeg aner ikke hvad de har haft gang i på Notabene tilbage i 1986, men det her i al fald ikke gavnet denne bog. Det er trist at en ellers fin fortælling drukner i tekniske detaljer.

Men, er bogen god eller er den dårlig? Det kan være svært at sige. Visse science fiction-læsere vil utvivlsomt påkalde sig bogens klassiker-status og kalde den et must-read. Selv er jeg dog af en lidt anden overbevisning. Det er ikke så meget et must, som det er en prøvelse. En prøvelse som man skal igennem for at kunne kalde sig “rigtig” science fiction-fan? Kort og godt er historien interessant, til tider sjov og generelt underholdende. Udførslen er imidlertid noget makværk – hvis skyld det så end er. Jeg anbefaler at man finder sig en anden science fiction-klassiker til forårslæseriet.

Hvad nu hvis du kunne rejse tilbage i tiden og slå Hitler ihjel? Spørgsmålet er blevet stillet før, og nu giver Patrick Leis sit bud på svaret i kortromanen ”Bødlen”.

I en ikke nærmere defineret fremtid er det lykkes for israelske videnskabsmænd at opfinde en tidsmaskine, som kan sende en mand tilbage til fortiden. Efter mange etiske overvejelser beslutter Knesset at sende en mand, der skal dræbe Hitler for at forhindre Holocaust. For at sikre sig at de efterfølgende vil vide, at fortiden er blevet ændret, laver de på forhånd et interview med en amerikansk journalist, som bliver optaget og sendt i kredsløb for at blive offentliggjort igen senere. Og da det sker, stiller det nye spørgsmål til Israels regering.

Der er skrevet mange romaner, som stiller samme spørgsmål, som Patrick Leis gør her. Hvis man kunne rejse tilbage i tiden og ved at slå én mand ihjel redde millioner – ville man så gøre det, og hvilke konsekvenser ville det få for fremtiden? Det er et interessant dilemma, og i en blanding af videnskabelige udredninger og etiske overvejelser giver Leis sit bud, som både er velskrevet og spændende.

Historien blev oprindelig indsendt som novelle til en konkurrence fra Science Fiction Cirklen, men blev afvist pga. længden. Nu er den så udkommet på Forlaget Kandor med et faktuelt efterord, hvor begreber som zionisme og teleportering forklares samtidig med at man kan læse om staten Israels opståen, koncentrationslejrene og Adolf Hitlers vej til magten. Formen tyder på, at udgivelsen primært er rettet mod ungdomsuddannelserne, men den voksne læser kan dog sagtens læse med.

Jeg holder generelt meget af science fiction, som jeg synes er en interessant måde at udforske etiske dilemmaer og videnskabelige fremskridt på, og Patrick Leis er god til at kombinere disse to elementer. Min eneste anke er sådan set, at jeg synes, historien er for kort. Det kunne have været spændende, hvis Leis havde udforsket sin slutning lidt mere, for der lægges op til flere spændende veje. Og selvom 50 sider måske er for langt til en novelle, så er det lige lidt nok til at stå alene.

Også omtalt på Bogrummet og Litteratursiden