Bret Easton Ellis er blevet hyldet for denne roman, og for det uhyggelige indblik i en sindssyg mands hjerne. Imidlertid er der flere måder at læse bogen på. For det første er den ikke en dokumentar på nogen måde, og man kan derfor ikke regne med at psykopater (eller mennesker med en dyssocial personlighedsstruktur, som det hedder i dag) er som Ellis fremstiller Bateman. Ellis forsøger at underholde, og man kan vælge at læse bogen som en bidende satire over 1980′ernes yuppiemiljø. Eller man kan vælge at læse den som en noget sløv splatter-gyser.

Selvom Ellis ikke er noget sandhedsvidende i forhold til psykopati og psykopatisk tankegang, så forestiller jeg mig at han med sin skrivestil, fanger essensen af den fragmentering som visse sindslidende oplever. Dette kommer til udtryk i lange passager som består af usammenhængende sætninger, der ikke giver mening i sig selv. Faktisk er skrivestilen i denne bog så afgjort det der gør den til den klassiker den er blevet. Derudover formår Ellis også at skrive en række meget mindeværdige scener. Blandt andet er en scene der involverer business-card-misundelse helt fantastisk.

Men bogen er ulækker. Selvom den ikke er hverken horror eller gys (og derfor faktisk slet ikke fantastik), så er det flere gange så ulækker at man ikke har lyst til at læse det. Disse passager er skrevet med så megen detaljerigdom, at jeg forestiller mig at Ellis selv har måttet tage en pause engang imellem. Det helt store diskussionsemne i denne sammenhæng er selvfølgelig hvor Ellis har fået ideerne fra. Hvordan kan han skrive noget så usandsynligt ulækkert? Her må jeg hendlede opmærksomheden på bogens samtid. Originaludgivelsen er fra 1991. Seriemordere var meget oppe i tiden og har sådan set været det lige siden. Bare se på vores egen Peter Lundin og alle de mennesker der interesserer sig for hans sag. Caseeksempler er der og har der været rigelige af – Ellis er forfatter, ikke seriemorder. 

Bogen er god. Den fortjener lidt mere end at man bare læser lidt i den inden man skal sove. En god lænestol, en solnedgang, en jordbærsorbet, en Trimbach riesling – og måske en parade af kreditkort (helst american express i platin eller noir). Så er du forberedt på den ekstravagance, dekadence og hedonisme som fylder bogen fra ende til anden.

VELLYKKET TOER.

Første bog fulgte Todd og Viola, mens de flygtede – over halvdelen af planeten, føltes det som, skarpt forfulgt af mændene fra Todds landsby, anført af den skræmmende borgmester Prentiss. Viola var den eneste overlevende fra et spejderskib, mens Todd var den eneste dreng i en verden, hvor alle kvinder var døde, og alle levende væsener udsendte Støj – en slags konstant, psykisk radioudsendelse af alle deres tanker og følelser.

Under deres flugt opdagede de, at Todd var vokset op med et utal af løgne, men det var desværre ikke en indsigt, som førte til nogen happy end. Da “The Ask and the Answer” begynder, har borgmester Prentiss taget magten over de overlevende mennesker, deriblandt vore to hovedpersoner.

Prentiss er kort sagt en udspekuleret satan, og han manipulerer alt og alle, som var det den naturligste ting i verden. Men ikke alle falder for hans PR, og snart udbryder der krig – en lille flok kvinder, kendt som The Answer fra dengang, hvor de kæmpede mod planetens indfødte befolkning, flygter fra byen og begynder en guerillakrig mod Prentiss’ herredømme. Vore hovedpersoner havner på hver deres side af konflikten, men må konstant kæmpe med spørgsmålet: er der overhovedet nogen af de kæmpende parter, som har ret? Intet er sort/hvid her.

Jeg opdagede først Chaos Walking-serien via Bogsider, hvor “The Ask and the Answer” ikke får den bedste medfart – et stykke kan jeg såmænd godt følge kritikken. “The Knife of Never Letting Go” var så gennemført og intens, at det er svært at forestille sig en opfølger. Men jeg synes, at Ness har valgt rigtigt i at fortælle en helt anden type historie her – den er lidt langsomt i starten, og det psykologiske spil mellem især Todd og borgmester (nu præsident) Prentiss kan virke lidt konstrueret, men efter lidt tid kommer det under huden på én, og jeg åd mig gennem bogen med den utålmodighed, der kendetegner en rigtig god læseoplevelse. Den midterste del af en trilogi er ufatteligt svær at skrive, men Ness slipper afsted med det – og da slutningen lægger op til at blive lidt for pæn, får kniven lige en ekstra drejning. Prentiss er en superb skurk, og Viola og Todd er et fascinerende par – det er en fryd at læse.

KLASSIKER, 2. DEL

Planeten Hyperion er det eneste element i det kendte univers, der ikke lader sig kvantificere – det vil sige, at den er en ukendt faktor i alle forudsigelser for fremtiden. Og det betyder meget, når en af spillerne i det galaktiske skakspil er Teknokernen, en umådeligt stor samling kunstige intelligenser, der mener at have lagt hele fremtiden på formel og ved, hvordan alting skal gå. Så alle har opmærksomheden rettet mod den lille udkantsverden: den centrale menneskehed, som er bosat på et utal af verdener bundet sammen af fjernsendere, og ytterne, den del af menneskeheden, som har fjernet sig fra det såkaldte Væv.

Da “Hyperions fald” starter, er en lille gruppe pilgrimme på vej til det mystiske væsen Tornskaden, som hærger planeten, samtidig med at krig er brudt ud på himlen over dem. En krig, der snart spreder sig til hele Vævet.

Det er selve menneskehedens skæbne, der står på spil, og alle har deres egne planer, for ikke at sige planer i planer. Frem og tilbage i tiden bølger anstrengelserne for at få den lille fordel, der vil afgøre, om racen lever eller dør eller det, der er værre.

“Hyperion” satte brikkerne på plads, mens meget af historien var tilbageblik fortalt af pilgrimmene. Denne gang fortælles historien af en ny John Keats-kybrid – en menneskekrop skabt af Teknokernen til at være en kopi af den afdøde digter. Han befinder sig ikke på Hyperion, men drømmer om pilgrimmenes færd (gennem en mystisk kontakt til den første Keats-kybrid), mens han overværer det politiske spil i Vævet. Det er en lidt omstændelig konstruktion af handlingen, men én, som det lykkes Simmons at slippe godt af sted med – man trækkes ind i historien og bliver hængende der, som i et edderkoppespind. Og netop det er, hvad Hyperion-sagaen minder om: et kompleks væv af spinkle tråde, der viser sig at være forbløffende stærke, når man først begynder at trække i dem.

Både “Hyperion” og “Hyperions fald” er en fryd at læse og genlæse. Episk er for lille et ord i mine øjne.

WAKE UP TO REALITY!

 Historien lyder måske triviel, men den er utroligt vellykket. Selvom vi får alle klicheerne serveret med sky på, så har “The Walking Dead” en helt særlig stemning, som ikke lader sig affeje. Det er første gang jeg har mærket en klaustrofobisk gysen ved at læse en tegneserie. Det er ikke fordi det er særligt uhyggeligt, men mere fordi billedernes gråtoner og historiens tryggede atmosfære går op i en højere enhed.

Det er helt tydelige at denne tegenserie er den første i en længere række. Vi får introduceret en del karakterer, som alle har deres narrative funktion som stereotyp. Vi har den gamle omsorgsfulde mand, veninderne, veteranen der undslap, den unge, uskyldige og idealistiske mand, helten med familie og hans nemesis. Der er i sandhed en perlerække af gode muligheder for udvikling i historien. Vi får da også til dels præsenteret alle personerne på passende vis i en lejerbålsscene der, naturligvis, ikke kan vare evigt.

Der er to hovedemner for tegneserien – action og relationer. Action kommer i mange skikkelser i denne tegneserie. Lige fra de klassiske “lige-ved-og-næsten” øjeblikke, til de mere overraskende X skyder Y på grund af Z. Relationerne ser vi især imellem vores hovedperson og hans omgivelser. I en livsfarlig situation opstår der nye og helt uventede problematikker. Disse problematikker er, muligvis, lige så meget en kommentar til vores samtid (og isæt USAs samtid), som det er et værktøj der driver historien. For eksempel får vi introduceret problematikken omkring børn og våben på en meget relevant måde.

Jeg har kort være inde på billederne, men vil omkring dem igen. Farver er der ikke nogen af, de er holdt i grå/blå/hvid. Det er meget stemningsfuldt og virker rigtig godt, men er en pudsig mellemting mellem fuldt farvelagt og sorthvid – det er ikke rigtig nogen af delene. Tegnestilen er meget tegnefilmsagtig, til tider nærmest (moderne) Disneysk. Alligevel er de overdænget med en uhyggelig realisme som gør at tegneserien fungerer rigtig godt. Tony Moore har en god sans for detaljer, især de detaljer som er med til at understrege realisme og funktionalitet.

Hvis dette første bind i serien “The Walking Dead” er et varsel om de næste bind, så bliver det ulideligt svært at holde sig fra serien. På trods af alle klicheerne og stereotyperne, er det faktisk en utrolig velfortalt og interessant historie, som trods alt bringer en smule nyt til genren.

KLASSIKER.

Der er bogstaveligt talt et væld af elementer på spil, som snor sig ind mellem hinanden. Vi befinder os et godt stykke ude i fremtiden, og menneskeheden er drevet væk fra den Gamle Jord og bebor nu et utal af planeter. Side om side med dem lever Teknokernen, det hav af kunstige intelligenser, der er opstået af internet og andre kommunikationsformer, og som nu råder menneskeheden og hjælper blandt andet med de fjernsendere, der er med til at binde samfundet sammen.

Uden for Vævet, som betegner de planeter, fjernsenderne har bundet sammen på kryds og tværs i en sådan grad, at enkelte huse kan have udgange lysår fra hinanden, ligger planeten Hyperion, et uudgrundeligt mysterium. Her ligger Tidsgravene, som angiveligt bevæger sig baglæns gennem tiden og er tomme nu, men ikke vil blive ved med at være det; og her huserer Tornskaden, et overmenneskeligt væsen, der tilbedes som en hævnende engel, men bevæger sig efter sin helt egen og uforståeligt logik. Alle interesserer sig for Hyperion: KIerne, menneskene og de menneskelige outsidere ytterne. Og mens en krig, der kan afgøre den menneskelige races skæbne, langsomt nærmer sig planeten, bliver 7 pilgrimme landsat og begiver sig mod Tidsgravene og Tornskaden.

“Hyperion” består hovedsageligt af de syv personers forhistorie, som de fortæller hinanden under rejsen. Det er så tydeligt en litterær konstruktion (thumbs up, Geoffrey Chaucer, du er ikke helt glemt), men Simmons formår kunststykket at gøre de enkelt historier spændende og varierede, samtidig med at de bidrager til den samlede historie. Han springer mellem forskellige typer fortællinger med legende lethed, fra cyberpunk-inspireret fremtidsnoir til digterens flyvske skrøner, og det er mildest talt en fryd at læse.

Det er kun første del af historien, man får her, men alligevel formår Simmons at væve noget, der får en afslutning, samtidig med at det lader mange åbne døre stå til næste bind – mysterierne står næsten i kø.

“Hyperion” er en af de sjældne bøger, hvor man drives fremad gennem teksten, men hvor alting som i en drøm synes at gå langsomt. Fiktionen fortættes omkring én, indtil den synes at blive friktion mod ens hjerne, og det bliver ganske fysisk umuligt for en at indtage mere. Det er et forbløffende værk, der er både spændende, gribende, overraskende og fyld med wow-effekt. Tilmed er det et af de bøger, hvor jeg efter endt læsning har været forundret over den danske oversættelse – Poul Buchwald Andersen har begået en fordanskning, der understøtter teksten og ikke får læseren til stoppe op. Det er noget af en bedrift, synes jeg – men det er også, hvad værket fortjener.

Har man ikke allerede stiftet bekendskab med “Hyperion”, kan det kun gå for langsomt med at komme i gang – historien afsluttes i “Hyperions fald”, men har så to yderligere fortsættelser. Det er den største fryd.

SUPERMETA.

De første billeder i “Secret Identity” er klassiske, næsten naivistiske billeder af Superman, som han så ud i sine tidligste år – lyse farver, raster, heltehage og hele baduljen. Og min første tanke var: Åh nej, ikke endnu en genfortælling af en kendt (til døde) oprindelseshistorie, spækket med in-jokes og legen med de forskellige stile, som vor helt har været tegnet i.

Et par sider senere var de forbehold glemt, og Stuart Immonens tegninger havde hevet mig dybt ind i Busieks historie.

“Superman: Secret Identity” er nemlig ikke, hvad man forventer (selv når man mener, at man ikke forventer noget): det er en meta-Superman-historie med hjerte. Det er Clark Kent, det er Superman, det er Lois, men intet er, som historien siger, det burde være.

Clark Kent er teenager, og han er træt af Superman. Den spagfærdige reporter og slagkraftige superhelt har påvirket hele hans liv – han kan ikke holde en fødselsdag, uden gaverne bærer det ikoniske S. For i denne verden er Superman kun en tegneseriefigur – og Clarks identitet præget af forældrenes noget aparte sans for humor i navngivningen. Det er ikke noget godt navn at have i puberteten, hvor folk bare leder efter sådan en svaghed at gribe fat i. Sportsidioterne er efter ham, fordi han ikke har superkræfter, mens nørderne ignorerer ham, fordi han ikke går op i tegneserier.

Og så en dag vågner Clark op med evner, der tilsvarer… Supermans.

Han kan åbenbart ikke flygte fra sin arv, så der er blot ét naturligt valg: at iklæde sig en Supermandragt (diverse fødselsdage har givet ham rigeligt at tage af) og begå superheltegerninger.

Busiek snupper med kræsen hånd en række velkendte elementer og sætter dem så ind i en helt ny sammenhæng. Og så skaber han en levnedsskildring, der følger vor helt gennem hele livet – et trick, der ikke ville kunne lade sig gøre med den “rigtige” Superman uden et væld af irriterende påfund, men fungerer ganske godt her. Så vi får både historien om, hvordan han stifter familien, hvordan han redder folk i smug, og hvordan han bliver involveret med regeringen, der hovedsageligt gerne vil skære ham op og finde ud af, hvordan han fungerer.

Det er med andre ord et helt andet billede af den kendte helt, men det er godt skrevet, utroligt godt illustreret og både spændende og medrivende. Skulle man endelig være lidt kritisk, burde man måske påpege, at Busiek har hjertet lidt for meget med i affæren – han holder for meget af sine personer, og som læser mærker man tydeligt, at der ikke kommer til at overgå dem de helt grumme ting. Der er lidt for megen betragtning af solnedgangen og for lidt smerte, hvis man skulle sætte det på spidsen. Men det ændrer ikke ved, at “Superman: Secret Identity” er god læsning – et forbløffende frisk take på en velkendt figur og en god historie uden for de klassiske superhelteklicheer.

BLAXPLOITATION?

I “Brothers & Other Strangers” møder vi brødrene Charles og Royal i 1970′ernes Astro City. Begge er de vokset op i Astro City, men de er endt på hver deres side af loven. Charles er politimand og Royal er småforbryder. Ingen af dem har den store succes med det de laver, og de formår ikke engang at tage sig af hinanden som familie. I Astro City er superhelten “The Silver Agent” blevet anklaget for mordet på maharajaen af Maga-Dhor, og har med et skud bragt verdensfreden i fare. Nixon forsøger med alle midler at dække over Watergate-skandalen, og The Silver Agent’s retssag bliver til et internationalt anliggende. Imens kæmper de to brødre med deres problemer – nutidige som fortidige. Charles er blevet gift, men er ægteskabet lykkeligt? Royal er i live, på trods af at være jagtet af en superhelt, men er det et liv det er værd at leve?

Det imponerende ved Astro City som hele, er at Buseik med meget få virkemidler har fået opbygget en mytologi som virker meget troværdig. Serien med undertitlen “The Dark Age” foregår i 1970′erne  og 1980′erne, hvor almindelige mennesker igen og igen må stille spørgsmålstegn ved superheltenes funktion. Denne pointe understeges helt fantastisk af Buseiks måde at lade hændelser, der i enhver anden superheltetegneserie ville være velunderbygget og forklaret, være mystisk og uforståelig. Dette skyldes hovedsageligt det faktum at vi, som regel, følger de almindelige mennesker i Astro City, som naturligvis ikke kan vide alt.

Historien i “Brothers & Other Strangers” er okay. Den bliver meget langtrukken, men til gengæld er der mange detaljer og sidehistorier. Det bliver ikke bedre af at op mod 80 % af teksten findes i tankebobler. Således bliver vi ledt igennem det meste af albummet ved hjælp af Royal eller Charles’ indre monolog. Det er meget ensrettet, men giver et godt indblik i hvad almindelige mennesker må tænke i en by som Astro City.

Brent Eric Anderson har gjort en fint stykke arbejde. Tegningerne er meget stemningsfulde.  De er meget farverige og der er virkeligt noget at kigge på. Superheltedesignet er også godt. Selvom vi kun ser meget lidt til enkelte helte, så er de så karakteristisk tegnet, at man ikke er i tvivl om hvem der er hvem. Skal man sætte fingeren på noget angående tegningerne, så må det være den overdrevne brug af 5cm x 20cm billeder. Det bliver meget sammenklemt og man mister hurtigt interessen for billeder man ikke kan se noget på. Jeg tog flere gange mig selv i bare at læse teksten, uden at se på billederne.

Jeg kan, som med alt andet Astro City, anbefale albummet “Brothers & Other Strangers” til enhver. Er man kørt død i Marvel og DC er der desuden en guldgrube af nye helte og velkonstrueret mytologi at tage fat på. Selvom historien under tiden bliver meget langsommelig, så er slutningen inspirerende omend en smule forudsigelig, og efterlader en med en higen efter mere.

NØRDER I KRIG.

Det er ved at være noget tid tid, jeg læste Pontifex, så jeg havde ikke helt styr på alle historiens plotlinier, men det er ærligt talt lige meget. Ikke forstået på den måde, at man kan starte med bind tre, for der er tale om ét værk splittet op i tre bøger, men snarere, at man hurtigt får fat i de store linier igen. Og fordi Stephenson skriver, så det er svært at stoppe igen.

Cryptonomicon handler om kodebrydning – både under anden verdenskrig og i nutiden. På tværs af årenes skel bindes en lang række personer og historier sammen på fornemmeste vis: i krigens sidste dage kæmper japanerne for at fjerne og skjule så meget guld som muligt, førend de allierede vinder krigen. Japanerne ved godt, at slaget er tabt, men deres tilgang til verden tillader dem ikke at stoppe, og mens folk dør i store mængder, er der et overvældende ingeniørarbejde i gang dybt inde i junglen.

I nutiden (eller retteligen den nærmeste fortid) arbejder nogle af vore andre hovedpersoner på at skabe fremtiden. Fremtiden er muligvis et ukendt land, men det er sikkert, at den er digital, og hvis de vil sætte deres flag der før diverse nationale regeringer, skal de være hurtigt ude. Men de er ikke de eneste med planer.

Planer er der generelt bunker af i Cryptonomicon, og det kan være ret kompliceret at følge med i, hvem der står bag hvad. Heldigvis er langt størstedelen af personerne intelligente, gerne grænsende til det uhyggelige. For det handler om kryptografi, men mindst lige så meget om de mennesker, der dyrker det. Og Stephenson forstår at beskrive (for nu at bruge en genvej) nørder, så man både griner og græder med dem. Deres samtaler er ikke small talk, men en komprimeret blanding af Wikipedia, Shakespeare og tekniske manualer – det lyder måske underligt, men det skal opleves for at forstås. Og opleves bør det, for det er både spændende, fascinerende og uendeligt underholdende.

Stephenson har i mine øjne frembragt noget af et paradoks – jeg cirklede selv om “Arethusa” i et stykke tid, før jeg kunne tage mig sammen til at gå i gang, men næsten med det samme havnede jeg i den situation, hvor man gerne lige vil tage en side til. Jeg forestiller mig, at det er som at ryge en mægtig joint og blive anbragt foran et bord proppet med dyr mad – man har lyst til at indtage det hele med det samme, men det er ganske enkelt umuligt at rumme det altsammen på én gang. Så man griber alt det, man kan, og sidder tilbage med et snurrende hovede og en lykkelig fornemmelse i hele kroppen.

Det er mig en kilde til stadig undren, at det er det lille forlag Hexameter, der har landet Stephensons værk, men der er blevet gjort et flot stykke arbejde. Oversættelsen er vellykket, og jeg håber, at hele serien er havnet hos så mange som muligt – i al fald bør man læse den, hvis man har den slags hjerne, der stadig kan forundres. For glæden over det nye stråler fra hver en side.

Félix J. Palmas første roman på dansk starter med en falskhed, noget der ikke helt passer overens med vores version af historien – og den fortsætter i samme spor: med løgne, fortielser, dunkle motiver, intriger og masser af historier. Det er en indviklet kærlighedshistorie, en tidsrejseroman, en victoriana-pastiche, en meta-roman for science fiction-elskere og meget mere. Den er også til tider lidt et rod at finde rundt i, men på intet tidspunkt en historie, man har lyst til at give slip på.

Det starter med Andrew Harrington, en ung mand ud af en rig familie, som får øjnene op for verden, da han bevæger sig ned i dens mere skyggefulde afkroge. Han finder kærligheden og måske endda en mening med livet der, men det sætter en vis Jack en brat stopper for. De næste år i Harringtons liv er én lang nedtur ned i mørket og selvhadet – indtil en dag han bliver gjort bekendt med et nyt firma: Murrays Tidsrejser arrangerer bekvemmelige rejser til fremtiden, nærmere bestemt år 2000 (forestil dig en steampunk-udgave af Bradburys “Tordenøglen/A Sound of Thunder”, hvor folk rejser i togvogn og på sikker afstand betragter det afgørende slag i menneskehedens største krig). De må kunne give ham mulighed for at rejse til fortiden – og ændre det skrækkelige, der skete der.

Claire Haggerty er en ung kvinde i det bedre borgerskab, men modsat Harrington møder hun først kærligheden, da hun rejser til fremtiden – og hun vil gøre alt for at holde fast i den, på tværs af tid og rum.

Ind i alt dette bliver den navnkyndige science fiction-genrens fader (vil nogle sige), H.G. Wells, indblandet. Han har netop udgivet “Tidsmaskinen”, hvilket har været med til at starte den bølge af tidsrejse-interesse i det victorianske samfund, som bl.a. har ført til Murrays Tidsrejser, men han må se virkeligheden udvikle sig til en række historier, som kan stå side om side med noget, hans egen fantasi har udtænkt – og han må bruge alle sine kreative evner for at redde liv.

“Tidskortet” er en kulørt roman, der spreder sig over et stort område – et væld af personer vandrer igennem den på kryds og tværs og i overraskende sammenhænge, og det formelig sprudler. Som en blanding af H.G. Wells, Jules Verne, H. Rider Haggard, Arthur Conan Doyle og lidt Alan Moore til at modernisere det hele og binde det sammen. Det serveres i en vellykket brug af samtidens fortællemåde, som giver en helt eminent stemning – og med en lidt bedrevidende fortæller, der svæver over vandene og til tider stikker hovedet ind i historien for lige at kommentere. Det er ganske underholdende, omend jeg måske ikke synes, at det udnyttes nok i historien til at have sin berettigelse. Skidt med det – “Tidskortet” lever i høj grad af forfatterens evne til at fremkalde den tid, historien foregår i uden at gøre det så omstændeligt, at historien drukner. Dermed ikke være sagt, at det er en bog, man blæser igennem, for det langsomme tempo og de mildest talt indviklede relationer er ligesom en del af pakken, og har de først få krogene godt ind i éns øjenæbler, kan det være svært at give slip igen, også selv om man måske forudser en del af plottet. Det er en af de bøger, der opleves, og hvor ordene synes at flyde sammen på ganske særlig vis mellem fingrene på en. Det er også en oplevelse, der kan være svært at genfortælle, men let anbefale.

Selv var jeg særligt vild med de dele af romanen, der fulgte den unge Wells, og når Palma tydeligvis leger med læseren, og der er et glimt i øjet. Henimod slutningen er det, som om den kommer ud af balance, men indtil da er det en roman, der både forvirrer, forfører og forundrer. Helt klart en bog, der bør læses af mange.

TRANS-HUMANISTISK FILM NOIR

Politiet mener multimilliardæren Laurens Bancroft har begået selvmord, men det tror han ikke selv på. Alting tyder på at det var Bancroft selv, der satte en blaster til sit hoved, trykkede af, og brændte både hovedet, skuldrene og sin cortical memory stack af. Men Bancroft har ikke meget til overs for den teori. Hvorfor slå sig selv ihjel, når man har sig selv oploadet på fjernlager? Han vil blot vågne igen på download klinikken i en ny klon. Han sender bud efter den tidligere Envoy soldat Takashi Kovacs for at finde ud af, hvem der vil ham til livs.

I Altered Carbon universet er den store teknologiske udvikling, digitaliseringen af sindet. Kødet bliver noget man kan skifte rundt med som man har lyst. Døden er ikke længere noget problem, man bliver bare downloadet i en ny krop. Og skulle man blive træt af ens krop, så hav en ekstra på lager, så man kan skifte lidt.
Hvis man altså har råd. For selv i den fagre nye dødløse verden, er der ingen tvivl om at menneskeheden har medbragt sine mange fejl og mangler. Grådighed, magtbegær og sjælens mørke drifter huserer stadigt. De rige lever potentielt evigt, mens middelklassen og de fattige må nøjes med en enkelt krop. Altered Carbon er i høj grad en dystopi, men en underholdende en af slagsen.

Altered Carbon er helt sikkert ikke en bog for de yngste læsere. Den er barsk, voldelig og meget eksplicit. For at citere mig selv, ”Hvis det her var en film, ville den blive sendt sent, meget sent, om aftenen”. Mord, vold, grusomme tortur og meget udpenslede sexscener befolker siderne, men aldrig på en måde der virker påklistret eller uberettiget.

Takashi Kovacs fortællerstemme er i ledtog med de klassiske voice overs i genren, Philip Marlowe, Mike Hammer og Rick Deckard. Han er kynisk, cool og antiautoritær. Han afbryder nogle gange handlinger for at fortælle hvordan en bestemt situation er opstået eller et stykke teknologi fungerer. Det virker rigtigt godt og er bestemt en lækker måde at få flettet verdensopbygningen ind i romanen. Ikke så bastant eller påtrængende, som når visse etablerede SF forfattere (Arthur C. Clarke, jeg holder øje dig!), rykker et kapitel ud af handlingen for at fortælle om en ny ide de har fundet på.

Jeg har læst Altered Carbon adskillige gange og hver eneste gang har det være en fornøjelse. Det er absolut en af mine yndlingsbøger. Skulle man falde over lydbogsudgaven fra Tantor Media, er den heller ikke at foragte.

Der er to andre bind i serien om Takashi Kovacs, Broken Angel og Woken Furies. Derudover har Morgan skrevet Marcet Forces, Black Man og fantasy romanen The Steel Remains, der er første del i serien A Land fit for Heroes.

Altered Carbon vandt Phillip K. Dick Award 2003 for bedste roman.