STØRRE, BEDRE, VILDERE.

Heldigvis er der andre, som er mere bevidste om hans forfatterskab – i dette tilfælde Niels Dalgaard, som har samlet og oversat “Vejen mellem stjernerne” og forsynet den med et informativt efterord. Med sine 200 sider er den et noget mere overskuelig værk end de andre mursten, men det er stadig Reynolds, og det er stadig science fiction af bedste skuffe.

“Vejen mellem stjernerne” samler tre lange noveller/kortromaner, der følger hovedpersonen Merlin fra vugge til grav. De enkelte historier kan sagtens læses uafhængigt af hinanden, men bindes sammen af en rød tråd: jagten på et våben.
Vi befinder os langt ude i fremtiden, og menneskeheden er i krig med de mystiske Skrællere – slagene bølger over lysår, men krigens udfald virker klart: menneske taber, også selv om det resultat ligger adskillige årtusinder ude i fremtiden. Den første af historierne, “Skjul”, følger en gruppe mennesker på flugt, men også underlagt fysikkens begrænsninger – de ved, at de vil blive indhentet af Skrællerne, men det er deres egne børn, som kommer til at tage det opgør. Pludselig sker der dog noget, som ændrer situationen og stiller dem overfor et valg.

Merlin mener, at de skal forsøge at udnytte det uudgrundelige Vejnet, en højteknologisk infrastruktur efterladt af en tidligere race, men indtil nu komplet utilgængelig.

Vejnettet kommer til at spille en stor rolle gennem hele bogen, mens vi følger Merlins jagt på tværs af årtusinderne. Han ønsker at finde et våben, der kan besejre fjenden, men inden han (måske) kommer så langt, bevæger han sig vidt i tid og rum.

Alastair Reynolds skriver new space opera – historier, der jonglerer med de helt store koncepter og afstande. Og han gør det ekstremt godt. “Vejen mellem stjernerne” er lettere i tonen end “Revelation Space”-serien, men ideerne virker endnu vildere og endnu mere spændende. Universet er interessant, men selvfølgelig malet med den meget store pensel, for vi får præsenteret tre udsnit af det over et stort tidsrum – heldigvis fortæller Dalgaard i efterordet, at Reynolds planlægger flere historier med Merlin.

Er man til moderne science fiction, skal man afgjort have fat i “Vejen mellem stjernerne” – det er den type historier, der sprudler med ideer, både store og små, og det er svært at lægge fra sig. De varmeste anbefalinger herfra.

Hovedpersonen er forfatteren og læreren Dale Stewart, men fortælleren er hans barndomsven, Duane. Duane er død, men han er ikke et spøgelse, snarere Dales traumatiske minde om personen.

Og det er det trauma, der knytter sig til dødsfaldet, der er baggrunden for “A Winter Haunting”. For hvad skete der egentlig dengang i barndommen, da vennen døde i et grotesk uheld?

Dale har mere eller mindre smidt sit liv ud af vinduet. Konen har forladt ham med børnene, det litterære arbejde går ikke særligt godt, og han har døjet med depression. Nu vender han tilbage til byen, hvor han voksede op, for at få styr på tingene – og han får naturligvis mere, end han regnede med. For de døde har ikke tænkt sig at forblive helt døde, og fortiden vender bogstaveligt talt tilbage for at hjemsøge ham.

Det er en ganske velkendt historie, Simmons fortæller, men han gør det stilsikkert og med yderst velfungerende horrorelementer. Det er muligvis ikke en klassiker indenfor genren, men den er svær at lægge fra sig.

Jeg var halvvejs gennem bogen, før det gik op for mig, at “A Winter Haunting” er en fortsættelse af Simmons’ “Sommernattens rædsel” – et faktum, der intetsteds fortælles i den udgave, jeg læste. Men den fungerer fint som enkeltstående historie – måske endda bedre, fordi Simmons tillader sig ikke at fortælle alting. Der er en usikkerhed i historien, som der er i hovedpersonen, og det er med til at lægge til stemningen. Dertil kommer, at han leger med et af de elementer ved den oprindelige bog, der irriterede mig for så mange år siden (og er en af de få detaljer, jeg kan huske fra den): drengen, der beslutter sig for at blive forfatter. Det får en del kommentarer med i et næsten legende metalag her, der giver så mange ekstra point til bogen. Og lyst til at genlæse “Sommernattens rædsel”.

Som næsten altid med Simmons er “A Winter Haunting” god læsning. Spændende, fascinerende og foruroligende.

FORPUTTET FANTASY

Ikke alene støder han på Saxony, der nærer samme forhold til Frances historier og med stor ihærdighed gør sig selv til en del af bogen og af hans liv; men da de to sammen drager til den lille by Galen, hvor forfatteren udførte sit arbejde, viser det sig også snart, at hele befolkningen der bekymrer sig meget om, hvordan deres koryfæ bliver behandlet.

Faktisk er forholdet mellem forfatter og by så tæt, at figurer fra fiktionen snart synes at presse sig på virkeligheden.

“The Land of Laughs” var Carrolls debut tilbage i 1980 og rummer den spænding, man gerne ser i en debut fra en forfatter med potentiale. Sproget er ikke helt så poleret som senere hen i forfatterskabet, og ikke alle elementer balancerer lige fint – men historien rummer så meget saft og kraft, at det egentlig blot er med til at give den noget kant.

På trods af, at den er genudgivet i serien “Fantasy Masterworks”, virker fantasy-delen faktisk lidt gemt væk. Det er den mere realistiske del af historien, der fylder mest – Thomas og Saxonys møde med hinanden, researchen på bogen og Thomas’ møde med Frances datter, der ligesom han selv er vokset op i skyggen af sin faders rygte. De fantastiske elementer bliver holdt tilbage til langt henne i historien, og det virker lidt, som om Carroll ikke er sikker på, om ideen holder – men netop den solide baggrund gør, at en ellers lidt overskruet ide fungerer uden problemer. Der er (naturligvis, fristes man til at sige) et vist metaelement i “The Land of Laughs”, og mange vil nok gennemskue intrigen – men der bliver alligevel serveret nogle solide overraskelser og især en god drejning til sidst.

Alt i alt en bog, der kan anbefales på det varmeste – og virker som en god introduktion til et forfatterskab, jeg afgjort skal have kigget p nærmere på.

Rasch indleder samlingen med et kort forord, hvor han bl.a. skriver om science fiction, at det er en misforstået genre af flere forskellige grunde: ”… Bøger skal handle om virkelige ting, alvorlige ting. Så som mord, krig og kærlighed. Men de store filosofiske spørgsmål, teknologiens muligheder og videnskabens store problemer er for mig og mange andre science fiction fans lige så virkelige og alvorlige. Og til at behandle dem er science fiction en ganske velegnet genre …” Hvilket jeg kun kan være helt enig i!

Herefter følger 27 noveller af forskellig længde og forskellig stil. Det er måske ikke alle novellerne, der er helt vellykkede, men til gengæld er der nogen, som rammer lige på kornet – især hvis man er til den lidt crazy science fiction á la Douglas Adams, så er novellerne om Janus Rumghoul II simpelthen i top.

Andre favoritter er ”Lastrum 24”, hvor to astronauter får en overraskelse, da de finder noget uforudset i et aflukket lastrum i deres rumskib. Også ”Andersens aske” hører til i toppen. Her kommer et dansk rumskib ud for en alvorlig ulykke undervejs til Mars, og det fører til en diskussion om, hvorvidt rumrejser er et Babelstårn, der gør Gud vred, eller om de er Noahs Ark, som Gud sendte for at redde de bedste.

Rasch skriver med humor og vid og har sin helt egen stil. Den er måske ikke lige for alle, men jeg kan nu godt lide den, og kan derfor sagtens anbefale ”Minerne på Orthomyx” trods enkelte fejlskud.

Læs mere på Science Fiction Cirklens hjemmeside

Også omtalt på Litteratursiden.dk

HISTORIE MED ET TWIST.

Vi befinder os i det 15. århundredes Venedig med alt, hvad det indebærer af snigmordere, intriger og generelt fornemmelsen af, at politik blot er krig med andre midler. Men det er ikke Venedig, helt som Shakespeare så byen, for i mørket lurer andet og mere end mennesker.

Byens hemmelige korps af assassinere bliver næsten udryddet i en natlig kamp med tyske Kriegshunde. Snart efter ser deres leder, Atilo, dog muligheden for at føre sin arv videre, da den mystiske dreng Tycho undslipper fra et brændende skib. Med sig bærer han blot svage minder om ild og is og en sult, der truer med at fortære alt omkring ham.

Tycho er ikke menneskelig, og hans tilstedeværelse i byen kan betyde dens fald eller overlevelse overfor de fjender, der samler sig.

“Assassinernes hemmelighed” er en art alternate history med magi – noget, vi vist ikke har set på dansk udover Susanna Clarkes “Jonathan Strange & Mr. Norrell”. Og den er en superb blanding af historisk roman og fantasy. Romanens setting bliver fremkaldt så stilrent og sikkert, at man får stemningen uden at fortabe sig i beskrivelser, og så lister Grimwood det overnaturlige element ind i historien, så man ikke opdager det, førend det ånder én i nakken.

Man kunne få mistanke om, at forfatteren har kigget på tidens trend – overnaturligt væsen med en dyster fortid, som får ungmøerne til at dåne – og sagt: “Det der kan jeg gøre 1000 gange bedre og på en måde, så voksne gider læse det.” Og det løfte har han så indfriet med “Assassinernes hemmelighed.” En klar anbefaling.

DET HORRIBLE HOTEL.

Jack Torrance er en forfejlet lærer – hans problemer med alkohol og kontrollen over sin vrede har efterladt ham uden job og uden de store muligheder. Sidste chance er at tage jobbet med at passe det gamle hotel Overlook i Colorado, en statelig gammel bygning, der bliver fuldstændig isoleret fra omverdenen, når sneen begynder at falde. Med sig bringer han sin kone og søn og et ægteskab, der vakler under deres fælles historie.

Men allerede før afrejsen til det afsidesliggende hotel melder der sig faretruende skygger ud over de ægteskabelige problemer. Sønnen Danny “skinner”, en folkelig måde at sige, at han har visse overnaturlige kræfter, såsom at skimte fremtiden. Og fremtiden er dyster og skræmmende.

Familien Torrance og hotel Overlook er en dårlig cocktail. Historien lever lige under overfladen i bygningernes lange gange, men Dannys evner bringer den op i lyset. Og dens mål bringer mindelser om Shirley Jacksons “The Haunting of Hill House”.

Det er mange år siden, at jeg læste “Ondskabens hotel”, og dens gennemslagskraft dengang er svært at overvurdere. Det er en af de bøger, jeg husker som ægte skræmmende, og jeg har holdt fra mig den for ikke at få ødelagt den opfattelse. Heldigvis holder den stadig – i høj grad. På sin vis er der tale om en moderne gotisk spøgelseshistorie, hvor vi tidligt får at vide, at Overlook er et slemt sted – men både personer og læser trækkes uafvendeligt afsted, mens begivenhederne ruller omkring dem. King bygger langsom, men metodisk op, og det skaber en skæbnetung stemning, der bare bliver mere og mere dyster. Samtidig holder han historien så enkel og nede på horden i sin grundsubstans, at man ikke hives ud af historien af hans vildere påfund (som det er sket i nogle af hans senere bøger).

Kings personer har en tendens til at have en “kosmetisk fejl” – et traume eller noget, du har gjort, som kan udnyttes til forløsningen til sidst i historien – men noget af det, der løfter “Ondskabens hotel”, er, at Jacks fejl løber dybere end som så. Man forstår ham, men man har også svært ved at se, hvordan han skal slippe ud af hotellets greb. King er god til at beskrive behagelige personer, men her lykkes det ham også at beskrive Jack dybere end som så.

Alt i alt er “Ondskabens hotel” stadig lidt af en perle inden for genren. Det er stemningsfuld horror med fokus på personerne, og uhyggen er af den vidunderligt snigende slags. Den kan klart anbefales.

Rumrejser, kolonier på månen, satiriske fremtidsscenarier og spekulativ fiktion er blot nogle af ingredienserne i den nye antologi fra Science Fiction Cirklen med nyskrevne danske science fiction noveller.

Forestil dig en verden hvor døden er udryddet. Du bliver bare ved og ved med at leve, og skulle du komme alvorligt til skade i en ulykke, så bliver du uden problemer reloaded og kan leve videre. For Piet er livet dog blevet for indholdsløst, og nu ønsker han at dø for alvor. Men det kræver tilladelse – og hjælp fra et særligt firma.

Det er udgangspunktet for Lars Ahn Pedersens ”En helt almindelig død”, der indleder femte novelleantologi fra Science Fiction Cirklen med nyskrevet dansk science fiction. Pressemeddelelsen lover, at samlingen er endnu bedre end i de foregående år, og jeg er tilbøjelig til at være enig, for fra Ahns fremragende start holdes niveauet så, at det dels var svært for mig at fremhæve nogle få noveller her i omtalen, og dels havde jeg bare lyst til at starte forfra med at læse da jeg var færdig.

Blandt bidragene vil jeg dog nævne. Michael Kamps ”Homo Aracnida”. Her har menneskene fået en helt ny forestilling om Gud og familiekonstellationer, og novellen er grum med en spændende pointe, hvor Kamp på nydelig vis fletter sin horror-baggrund ind i science fiction universet.

I en helt anden retning bevæger Klaus Æ. Mogensens novelle ”Palins projekt” sig. Den udspiller sig i en fremtid, hvor Sarah Palin er blevet USA’s præsident. Hun er ikke tilfreds med nattehimlens hyldest til halvmåne-seglet, så en ingeniør bliver sat på en anderledes opgave. Historien er et af de gode eksempler på, hvordan science fiction både kan give stof til grin og til eftertanke.

Titelnovellen ”Den nye koloni” af Palle Hellemann er en af de længere i samlingen. Her følger vi en arbejdsgruppe, som skal undersøge havbunden på en ny planet, som man planlægger at kolonisere. Planeten styres af en magtbegærlig guvernør, som ikke tager nej for et svar. Med sin åbne slutning lader novellen læseren sidde tilbage med muligheden for at fortsætte sin helt egen historie, og det synes jeg er utrolig godt lavet.

Men der er som sagt masser af andre noveller, som bør fremhæves. A. Silvestri giver et utraditionelt bud på en science fiction historie med ”Glemmer du så husker jeg alt”; Steen Knudsens ”Ad Astra” lader fremtidens rumrejser blive foretaget af munke; Gudrun Østergaards ”Den sidste markør” bliver endnu mere aktuel pga. det nyligt udskrevne valg; Flemming R. P. Rasch ”Lige efter bogen” er både interessant og skræmmende; Glen Stihmøe ”Grimpeur” giver os noget at tænke over i forhold til aliens og cykelløb; og ikke mindst Oliver Rubys ”Kærlighedens gyldne ord” der nærmest er ren poesi.

Jeg holder meget af science fiction og i særdeleshed i novelleformen, hvor forfatteren skærer helt ind til benet af sin historie. I samlingen her er det lykkes at samle en lang række spændende og meget forskellige historier, som hver især giver sit bud på, hvad en science fiction novelle kan være. Her er både rumrejser og alternative religiøse samfund; her er aliens og robotter og ikke mindst mennesket kastet ud i forskellige fremtidsscenarier. Det er underholdende, spændende, morsomt og til tider rørende. Det er med andre ord god litteratur for alle.

Indhold:

En helt almindelig død af Lars Ahn Pedersen
Ingen plads til superhelte af Christian Holger Pedersen
Ad Astra af Steen Knudsen
Homo Arachnida af Michael Kamp
Mellem liv og død af Maria Kjær-Madsen
Ex Terra af Nikolaj Johansen
Hvis løver kunne tale af Jesper Rugård
Himmelflugt af Camilla Wandahl
Eon af Jeppe Bisbjerg
Palins projekt af Klaus Æ. Mogensen
Den sidste markør af Gudrun Østergaard
En mand ved navn Quinn af Mogens Hansen
Bedre oplevelser til salg af Manfred Christiansen
Den nye koloni af Palle Hellemann
Ananke af Henning Andersen
Loops af Patrick Leis
Grimpeur af Glen Stimøe
Lige efter bogen af Flemming R. P. Rasch
Sort Messias af Ellen Miriam Pedersen
Glemmer du så husker jeg alt af A. Silvestri
Kærlighedens gyldne ord af Oliver Ruby
Lysets by af Richard Ipsen
Istid af Anders Weitze Pedersen
Tænke på silke under invasionen af Kenneth Krabat

Også omtalt på Litteratursiden.dk

Læs mere på Scicence Fiction Cirklens hjemmeside

Hobbitten Frodo, får til opgave at bære den mægtige herskerring, og tvinges til at forlade hans hjemstavn – Herredet. Frodo får i første omgang følgeskab af en flok andre Hobbitter som sværger troskab til deres gode ven. Sammen indlader de sig på en rejse der indeholder mange usete vanskeligheder og farer. Med tiden ender de fire hobbitter i elvernes land, og Frodos mission ændres drastisk efter et rådsmøde med elverne. Ringfølget øges til hele ni medlemmer og her møder vi nogle af eventyr-genrens absolutte arketyper – Dværgen Gimli, Elveren Legolas, Den vandrende Aragon “Traver”, Troldmanden Gandalf og Menneskekrigeren Boromir. Sammen må de begive sig ud på en rejse der bringer dem igennem Morias miner og elvernes skove. Målet er at ødelægge ringen så de onde i Mordor ikke får fat i den, men det er ikke så lige til og rejsen bliver lang og udmattende

Det ovenstående resume er ekstremt mangelfuldt. Der er tusinder af små sidehistorier og underplots som slet ikke kan udfoldes i en anmeldelse som denne. Tolkien har sigtet på at skabe en mytologi for en fantasiverden, lige så meget som han har sigtet på at skrive en god historie. Det betyder blandt andet er der er mange historier i historien. Ikke bare indlejrede plots og underhistorier. Der er også utrolig mange historier der bliver fortalt af personerne i historien. Således kan der ikke holdes et hvil, spises et måltid eller mødes et nyt væsen, uden vi skal have en lang og navnefyldt fortælling om hvem, hvad og hvorfor væsnet er som det er. Hvis man kan lide den slags, så er Tolkiens skrivestil lige i skabet. Han fanger den mytologiske – saga-lignende – stil ret godt, og man kan næsten fornemme at der lige så godt kunne være tale om Islanske sagaer eller folkeeventyr. Det fungerer på sin egen underfundige måde, men er med til at sætte tempoet i hovedhandlingen helt ned i laveste gear. Hvis man har tålmodighed og er kan bevare overblikket, så er der mange rigtig spændende og interessante historier i dette første bind af trilogien.

Jeg er selvfølgelig nødt til at anbefale bogen. Alligevel er det med en vis pligtfølelse det sker. Der er ingen tvivl om at Tolkien i 1937-1949 skabte den absolutte og fuldkomne high-fantasy klassiker og det aftvinger respekt og får enhver anmelder til at træde varsomt. Imidlertid gør bogens tempo og gammeldags skrivestil at den bliver ret tung at have med at gøre. Det er så absolut ikke en bog man bare lige bladre igennem på en eftermiddag (nogen gør måske, jeg gør ikke). Den er ret kompliceret med alle de steder og navne der bliver nævnt hele tiden, og det er ikke altid lige let at adskille hvad der er vigtigt og hvad der ikke er vigtigt i forhold til hovedhistorien.

Men bogen ER god. Selvom den er tung og kompliceret, så er den fyldt med fantastiske finurlige figurer, interessante mytologiske fortællinger og storslåede kampe mellem det gode og det onde. Har man overvejet bare en halv gang at gå i gang med serien, så skal man gøre det. Der er ingen grund til ikke at læse en klassiker som denne. Tolkien er måske død, men eventyret lever i bedste velgående. God fornøjelse.

ZOMBIER

For måske 25 år siden forsvandt civilisationen. Zombierne åd og hærgede sig igennem den og efterlod verden som et halvtomt og usikkert sted. Tempest på 15 år har aldrig kendt USA, som det var engang – før zombieinvasionen. Hele sit liv har hun været tvunget til at overleve og finde mad uden selv at ende som nogens snack.
Virkeligheden er brutal og barsk, og Tempest slår og tæsker sig igennem sydstaterne. Altid videre. Altid på vej væk. Altid på vej mod noget andet.

Tempest kommer forbi byer, der er så døde, at de døde ikke engang gider være der, og hun møder grupper af mennesker der forsøger at etablere små samfund med varierende succes. Livet fungerer egentlig bedst for Tempest, når hun er alene, men selv i en dystopisk affolket verden får hun rodet sig ind i komplicerede sociale konflikter, der får pænt skæbnesvangre konsekvenser. Snart er hun på flugt fra en hævn, og mens hun prøver at forsvinde i den verden, der er væk, martres hun af smertefulde erindringer, ligesom hun møder nye benspænd som  fx en ucharmerende hillbilly-mutantfamilie, som er overbevist om, at netop de er Guds udvalgte.

The Reapers Are The Angels er en fremragende, meget velskrevet og uhyre velkomponeret post-apokalyptisk roman, der er langt mere effektiv og helstøbt end fx. Cormac McCarthys Vejen. Historien er barsk og uforudsigelig. Sørgelig men usentimental. Uanset om menneskeheden er helt i knæ og ædt af zombier, er vi, som vi er. Ensomheden kryber langt ind i læseren og hvisker om skrøbelighed, forgængelighed og sorg.

Bogen består af 10 noveller, hvoraf det fleste har et magisk eller fantastisk islæt. Nogle, og måske endda forfatteren selv, vil mene at alle fortællingerne er af fantastisk karakter, men denne anmelder mener i al fald at to falder udenfor. Men det gør for så vidt ikke alverden. Det er dog de historier som ikke har fantastiske elementer, som er klart de svageste i bogen. Blandt andet den børneporno og pædofili-centrerede “Bingo” falder igennem. Såre simpelt fordi den ikke har det samme magiske touch som de andre noveller.

Det betyder dog ikke at bogen er dårlig. Absolut ikke. Bogen er god! Punktum. Bindet starter stærkt med fortællingen om en kunstner der får bestilling på en ikon. Det udvikler sig hurtigt til en fortælling om savn, flugt og forvandling. Derudover er bogens stærkeste fortællinger blandt andet “Skatten”, om den lille pige der forsvinder på stranden, og “Mørke cyklister”, om det farlige ved at gå igennem mosen efter mørkets frembrud.

Weitze skriver i en lidt pudsig, men velfungerende stil, der dels fjerner læseren fra den intime oplevelse af hovedpersonens gøre og laden, men samtidig sætter os i en helt fantastisk stemning. For det er stemningen der er bogens bedste våben. Man føler sig hensat til en tid med folkeeventyr og myter, selvom historierne så afgjort har et moderne strejf. Helt hvordan denne stemning opnås og skyller ind over læseren er lidt af et mysterium for mig. Men sandt at sige er man fra første side opslugt i en stemning af lugte, temperaturer og fabler. Det er diskret, underspillet men det virker helt fantastisk.

Hovedtemaerne for bogen er helt klart forvandlinger. Alle historierne har et overliggende tema der går ud på at hovedpersonerne går fra en tilstand til en anden. Det er blandt andet her det er de mest tydelige bånd til den magiske realisme viser sig. Forvandlingerne sker nemlig ikke kun på det mentale eller personlige plan, men også i høj grad på det fysiske plan. Således er der personer der “mærker noget grønt vokse under huden” og har fornemmelser af at blive til dyr. Det er dog aldrig så direkte beskrevet, men det er det vi sidder tilbage med som læser. Og det er vel også her en af bogens styrker ligger. Ved at benytte sig af begrænsninger og indskrænkninger lader Weitze så uendeligt meget være op til læseren selv. Derfor lader hun vores fantasi styre bogen, og udnytter derfor en af menneskets iboende egenskaber, til at skabe en uforglemmelig rejse ud i mørkets egne.

Bogen kan kun anbefales. Især vil den gøre sig godt på en kølig sommeraften med tæpper og et kraftigt regnvejr under opsejling. Lyn og torden er ikke nødvendigt, men duften af regn hjælper en del. God læselyst.