HISTORIE MED ET TWIST.

Vi befinder os i det 15. århundredes Venedig med alt, hvad det indebærer af snigmordere, intriger og generelt fornemmelsen af, at politik blot er krig med andre midler. Men det er ikke Venedig, helt som Shakespeare så byen, for i mørket lurer andet og mere end mennesker.

Byens hemmelige korps af assassinere bliver næsten udryddet i en natlig kamp med tyske Kriegshunde. Snart efter ser deres leder, Atilo, dog muligheden for at føre sin arv videre, da den mystiske dreng Tycho undslipper fra et brændende skib. Med sig bærer han blot svage minder om ild og is og en sult, der truer med at fortære alt omkring ham.

Tycho er ikke menneskelig, og hans tilstedeværelse i byen kan betyde dens fald eller overlevelse overfor de fjender, der samler sig.

“Assassinernes hemmelighed” er en art alternate history med magi – noget, vi vist ikke har set på dansk udover Susanna Clarkes “Jonathan Strange & Mr. Norrell”. Og den er en superb blanding af historisk roman og fantasy. Romanens setting bliver fremkaldt så stilrent og sikkert, at man får stemningen uden at fortabe sig i beskrivelser, og så lister Grimwood det overnaturlige element ind i historien, så man ikke opdager det, førend det ånder én i nakken.

Man kunne få mistanke om, at forfatteren har kigget på tidens trend – overnaturligt væsen med en dyster fortid, som får ungmøerne til at dåne – og sagt: “Det der kan jeg gøre 1000 gange bedre og på en måde, så voksne gider læse det.” Og det løfte har han så indfriet med “Assassinernes hemmelighed.” En klar anbefaling.

Helt så enkelt går det naturligvis ikke. Marlowe har folk på sin side, men samtidig er han ikke sikker på, at han overhovedet gider at kæmpe for at holde sig i live. Og der er flere med i spillet, end han tror, og han er ikke den eneste, der har interesse i at holde varulven i live.

“Den sidste varulv” er en ganske vellykket blanding af overnaturlig spænding og koldkrigsthriller – ikke at den foregår under den kolde krig, men den rammer stemningen alligevel: hovedpersonen, der er ude i kulden og stræbes efter livet; stærke kræfter med uigennemskuelige interesser; og hemmelige agenter på kryds og tværs. Og varulvedelen er ganske godt skruet sammen med lidt nytænkning især på ulven/mandens forhold til de ofre, som transformationen uværgerligt kræver.

Jeg kunne godt lide “Den sidste varulv” – men ønskede desværre uden held at være vild med den. På trods af de gode toner var der simpelthen nogle elementer, som skar i min læseoplevelse. For det første var der tendensen til at blive lidt henført (næsten selvsmagende) i sit sprog – men erfaringen siger mig, at den slags som regel læner sig op ad at være litterært i den almindelige forståelse, så det vil sandsynligvis tiltale flere læsere, end det vil irritere. Blod og sex-delen fungerer egentlig ganske godt som en integreret del af historien, men bliver et kort, der spilles lidt for ofte. Og gerne i formen: pludselig erektion efterfulgt af faldende erektion ved tanken om den situation, vor helt befinder sig i.

Desuden kobler Ducan et meta-element på historien – Marlowe er yderst bevidst om, de historier, der styrer folks liv, fordi han har haft så længe til at overvære det. Det er godt udtænkt, men bliver i mine øjne aldrig rigtigt en del af historien. Det  virker ganske enkelt lidt postuleret – men det er forhåbentlig noget, som udvikles videre i de følgende bind. “Den sidste varulv” er nemlig første del i en trilogi – og selv om jeg havde mine forbehold mod den, er der ingent tvivl om, at jeg vil læse med fremover. Stemningen alene er det værd, og hvis Duncan kan blive ved med at nytænke, blilver resultatet rigtig godt.

 Arnold og Catharina tror sig sikrer for en stund. Men inden længe dukker vampyrtroldene op i byen og så går den vilde jagt. I Kvæhl leder Knusum Kranium stadig efter en udødelighedsdrik og det lader til at lykkes. Selvom vapyrtroldene er noget så inkompetente og kæmper med at skaffe de nødvendige ingredienser, lader det til at gå op i højere enhed. Altimens forsøger kongen i Cinnober at udvide hans magt vha. en hård indsats overfor varulveproblemet. Men hans hofsnog har sine helt egne planer. Forholdet mellem Sylegård og Cinnober lader til at nå et nyt lavpunkt, og det kommer da også til åben kamp mellem de to.

Bogen er, som alle de andre i serien, velfortalt. Stilen er helt typisk Jürgensen. Han er formidabel udi sjove optrin og har efterhånden perfektioneret balancen mellem bandeord og sjov. Der er ikke mange sider hvor vampyrtroldene ikke bander og svovler sig deres vej igennem livet. Det er faktisk uendeligt morsomt og skubber til grænserne for kreativt sprogbrug. Karakterudviklingen i dette bind er også interessant. En del af de faste karakterer gennemgår nogle ret drastiske forandringer, og det er med til at gøre bindet ekstra interessant.

Men ikke en anmeldelse af “Heksens Ansigt” uden at nævne dens forside. Som nævnt i en tidligere anmeldelse, så bruger jeg de gamle forsider til anmeldelserne. Dette skyldes ikke at de nye ikke er gode eller tilgængelige, men kun det faktum at de gamle er bedre. Især forsiden på dette bind er helt fantastisk. Stemningen er helt i top og den fanger ummiddelbart og virkningsfuldt essensen af historien. Det er, efter min mening, den bedste forside i serien idet den, uden at virke alt for påtrængende, alligevel gør én nysgerrig.

Jeg kan kun anbefale dette sjette bind i serien, men vil påpege at det ikke giver ret meget mening at læse det, førend man har læst de fire forudgående. Så herfra er der bare at sige: “God læselyst”.

BANDER OG SVOVLER

“Vampyrtroldene” er en spændende fortsættelse af Jürgensens fantasy-serie. Historien bliver udviklet en del mere, og der kommer endnu flere forviklinger og løben-om-hjørner i spil. Dette skyldes til dels også, at der ikke skal bruges mange sider på at introducere karaktererne – i hvert fald ikke lige så mange som i det sidste bind. Derudover for de faste karakterer også lov til at udvikle sig, og vi kommer efterhånden til at holde af vampyrtroldene – selvom de er de onde, og deres skænderier og interne ¨slås- og magtkampe. Det er faktisk rigtig underholdende, og denne anmelder kan da heller ikke lade være med at trække på smilebåndet ind imellem.

Seriens svaghed, indtil nu, er helt klart de meget korte bind. Tilsammen er serien kun lidt over 600 sider, fordelt på fem bind. Det er ikke helt nok, når man både skal begynde, fylde og afslutte en historie som er så omfattende som denne. Der er flere ting jeg godt kunne tænke mig blev spillet mere ud, men det er selvfølgelig et valg man har gjort i sin tid. Det er måske både et resultat af, at være møntet på yngre læsere, og samtidig en del af Jürgensens korte-romaner modus.

Har man læst det første bind i serien og hungrer man efter mere, så er “Vampyrtroldene” en god dosis Jürgensen inden sengetid. Der er plads til grin og spænding, og så er den fremragende til højtlæsning.

Arnold og Catharina er almindelige børn i en almindelig by. Imidlertid har de ualmindelige problemer. Arnold er overbevist om at hans forældre vil slå ham ihjel, og Catharina har nogle tilsvarende ideer om hendes forældre. De to mødes (tilfældigt?) og finder ud af at de har særlige evner. Ved at lægge håndfladerne mod hinanden, kan de gå ind i en anden verden – Kvæhl. En verden hvor skræmmende væsner hersker, og hvor det onde har overtaget og det gode må gemme sig i skoven. Men magtbalancen er i fare. Knusum Kranikum, vampyrtroldenes hersker, vil rokke ved Kvæhls magtbalance ved at tilrane sig udødelighed. Til det skal han bruge to særlige menneskebørns knuste kranier, og hvem andre end Arnold og Catharina bliver udset til at få den tvivlsomme ære.

Bogen er kort. Den er beregnet på et yngre publikum og har grundlæggende en karakter af at være et “vi skal have sat denne her serie i gang” bind. Det betyder at der skal præsenteres enormt mange… hmmm… væsner, i løbet af meget kort tid. Men udover en simpel navnerunde, er det også nødvendigt at vi får alle personernes motiver og dagsordner bleyst. Eller. Det mener i al fald forfatteren. Og så ikke et ord om at der er en del centrale figurer i serien, som overhovedet ikke er blevet introduceret endnu.

Historien er underholdende. Den byder ikke på så meget ny rent plotmæssigt. I bund og grund minder den en del om J. H. Brennans “Barmy” serie (som dog er nyere, og faktisk også udgivet af Tellerup!?). Det nye og interessante i denne bog, er den verden som findes på den anden side af den virkelige verden. Der er fyldt med spændende væsner, og der er et interessant sammenkædning mellem den anden verden og den ”normale” verden. Jürgensen er ret god til “world building”, og vi får hurtigt (omend kortfattet) indsigt i hele den fantastiske verden og de politiske magtspil der gemmer sig her.

Kan man lide fantasy, eller Dennis Jürgensen i det hele taget. Så er der ingen grund til at gå udenom “Knusum Kranikum”, bare pas på at de grønne hvepse ikke kommer efter dig!

Der går ikke mange sider før Freddy igen, af pudsige omveje, er forenet med de hyggelige monstre. Heldigvis har Freddy tid (og alibi overfor sine forældre) til at tage med monstrene til Kina for, at hjælpe Nitand. Det bliver en sælsom rejse fyldt med mange udfordringer der tester Freddy og monstrenes evner.

Formlen er efterhånden velkendt når man har læst de to første bøger i serien. Alligevel formår Jürgensen at overraske. Fortællestilen er god og appelerer til de fleste – med eller uden interesser for monstre. Selvom forfatterens karakteristik af det kinesiske samfund nok lader etnologer og antropologer en masse tilbage at ønske får man, som læser, præsenteret en herlig karikatur som passer fantastisk ind i seriens stil.

Jeg tror måske at “Bøvsedragernes Hemmelighed” er den bog af Dennis Jürgensen jeg selv har læst flest gange. Det er en fantastisk opfølger på de to andre, og man begynder efterhånden af savne monstrene når man ikke har tid til at læse.

Grev Draculas kiste er blevet ædt op af termitter. Selvsagt lidt af en katastrofe da kisten også er grevens seng. Endnu værre er det, at man ikke bare kan bygge en ny kiste af en hvilken som helst slags brædder. Kisten SKAL være lavet af træ fra den vampyrtakkede blodbøg. Der går ikke længe førend monstrene igen må tage kontakt til menneskedrengen Freddy for, at han kan hjælpe dem ud af kniben.

Der er lagt op til en træ-jagt der går til egne der er langt fra lille Danmark. Historien er fyldt med spændende forviklinger og sjove optrin som efterhånden er blevet karakteristisk for serien. Den er helt klart en værdig efterfølger til den første og er med til, at uddybe karaktererne og gøre historien mere komplet.

Man kan sagtens læse denne bog uden at have læst den første. Der er dog en række referencer til den første historie, men de er ikke vigtige for fortællingen. Kunne man lide den første, vil man være lige så vild (måske endda vildere) med denne.

I dette første bind af serien får vi historien om hvordan Freddy møder de seks monstre. Monstrenes eksentriske mumie “Mummy”, er taget på besøg hos en onkel på byens museum. Imidlertid er han ikke vendt tilbage, og de fem andre monstre ser sig nødsaget til at lede efter ham. Imidlertid må de “låne” Freddy til at hjælpe dem da de ikke selv kan finde rundt i byen.

Det er Jürgensen i topform. Bogen er sprængfyldt med sjove optrin og spændingsfyldte momenter. Det er underholdende og herligt nostalgisk. Man kan ikke lade være med, at føle sig hensat til perioden i danske film og bøger der indeholder klassikere som “Zappa” og “Når Snerlen Blomstre”.

Bogen er nok beregnet til et yngre publikum, men det gør det faktisk ikke mindre sjov. Desuden kan Jürgensen, som alle gode forfattere formå, at skrive til alle aldersgrupper i samme bog. Jeg kan kun anbefale bogen – ja hele serien, jeg har selv læst den flere gange.

Vor helt er Michael Gallatin, og som om det ikke var nok, at han er varulv (dog en, som selv styrer sine transformationer), så er han også russer, hemmelig agent (for de allierede, forstås), gentleman og ganske uimodståelig for damerne. ”The Wolf’s Hour” er historien om, hvordan han mere eller mindre egenhændigt sørger for, at D-dag kan gennemføres.

Gallatin har egentlig trukket sig tilbage, men trækkes tilbage i krigen, da man finder oplysninger om, at tyskerne har forberedt en ubehagelig overraskelse til de styrker, som de forventer at se bragt til Europas kyster. Det er bydende nødvendigt at finde ud af, hvad truslen er, og om nødvendigt neutralisere den. Han indvilliger, men har også personlige grunde: storvildtsjægeren Harry Sandler er involveret, og de to har et gammel opgør. Hævn er en tyk motivation gennem bogen (nåja, og så kvinder).

Ind i det besatte område drager Gallatin, og over de næste 600 sider bliver han udsat for tæsk, beskydning, mordforsøg på assorterede måder, sex, tortur og meget andet. Sideløbende får vi historien om hans opvækst med et varulvekobbel i de russiske skove, i en blanding af blod og Shakespeare. Der er med andre ord gange i den, og man får ikke lov at kede sig. ”The Wolf’s Hour” er ren underholdning, men det gør den så til gengæld også godt.

McCammon maler med den store pensel her, og klicheerne flyder ærligt talt ned over siderne (dette er en verden, hvor naziofficerer konsekvent bruger monokel og gerne tiltaler folk som ”Swine”). Men samtidig er det også så voldsomt underholdende, at det er svært ikke at kunne lide det. Det er ikke varulven som horror-element, men snarere som romantisk og lettere tragisk actionhelt – med streg under action.

Advokaten Lola Galley er en glatryg – dvs. en af de resterende 2 % – og arbejder for DIRLA, Departementet for Igangværende Regulering af Lycantropisk Aktivitet. Deres primære job er at patruljere på fuldmånenætter og indfange de strejfere og uheldige, som bliver fanget udendørs under månens skær. Det er ikke noget taknemmeligt job: de er underbetalte og underbemandede og i konstant fare på de nætter. Modsat lycanterne gennemgår de ikke en jævnlig transformationsproces, som har den bivirkning, at alle mindre sår og ar forsvinder, så de er letgenkendelige i gadebilledet. Og tag ikke fejl, det er lycanterne, som er de almindelige, de normale – glatryggene er måske uundværlige, men de er også samfundets bund.

Romanen starter med en rutinehændelse: en lycants bil bryder sammen, og han er udendørs, da forvandlingen starter. Under indfangningen flår han hånden af en fanger, og det bliver Galleys job at forsvare ham, også selv om hun ikke bryder sig om ham. Men det er kun begyndelsen – snart bliver den sårede fanger slået ihjel, hvilket bliver starten på flere mord og et personligt mareridt for vor heltinde.

”Fuldmånens magt” er Kit Whitfields debut – og hun ankommer på scenen med et brag, for det er en af de mest behagelige læseoplevelser, jeg har haft længe, samtidig med at det er en eminent gennemført roman.

Galley er en typisk krimi-heltinde af den mere hårdkogte slags – hun har levet et liv i en ubehagelig verden, og hun går ingen steder uden at have paraderne oppe. Og det får hun brug for, mens mysterierne tårner sig op omkring hende. Folk – hendes venner og kolleger – dør, og hun kan på intet tidspunkt vide sig sikker, for hun er næste navn på listen, og hvis hun vil overleve, skal hun finde ud af hvorfor. Men alt klares på personens niveau, hvilket ofte kan være svært i en roman af denne type: Galley bryder ikke pludselig ud af sin plads i samfundet eller viser sig at være en superadvokat, der kan klare selv de hårdeste lycanter – ofte kastes hun uforstående rundt og forsøger at uddele lige så mange tæv, som hun får.

”Fudmånens magt” lever i høj grad på beskrivelsen af Galley, som også fortæller historien. Men mest ros skal Whitfield dog have for at beskrive sin verden så gennemført – vi får på intet tidspunkt en forklaring, det er blot sådan, tingene er: hver måned bliver størstedelen af verdens befolkning til varulve, og det er op til de resterende at bevare roen og sørge for, at der er en verden at vende tilbage til. Det drager Whitfield en lang række logiske konsekvenser af, også selv om det kommer til at gå hårdt ud over hendes personer – hun har en god fornemmelse for, hvordan det er at være så ekstrem en minoritet.

Der er, som nævnt, tale om en debut og forfatterens eneste bog indtil videre. ”Fuldmånens magt” bør læses, hvis man er til genrelitteratur – næsten lige meget hvilken genre, for man finder spor af krimi, horror, science fiction, kærlighedsroman og andet blandt dens sider. Det eneste negative, jeg kunne sige om den, angår nok Aschehougs valg af forside, der er komplet ligegyldig. Måske er den et forsøg på at ramme så bredt som muligt, men en konsekvens af det, er, at man ingen rammer. Ignorer den og gå direkte til indholdet. Det kan betale sig.

Bogen er også anmeldt af Jette på Gyseren.dk