MAGT, MAGI & MORD.

Dresden introduceres som den typiske privatdetektiv siden Chandler – han har ingen penge, bliver ikke taget alvorligt af politiet og klarer sig igennem på sin kyniske humor. Og en dame i nød vandrer ind gennem døren og giver ham en sag, der virker enkel (en forsvundet ægtemand), men snart bliver mere og mere kompliceret. Da Harry er den eneste troldmand i telefonbogen, er hun kommet til ham, fordi ægtemanden var begyndt at eksperimentere med magi – af den sorte slags.

Det er dog ikke den eneste overnaturlige kriminelle hændelse i Chicago. Et par – midt i en vis intim affære – er blevet slået ihjel ved, at deres hjerter er blevet flået ud af kroppene; der er tydeligvis magi med i spillet, og Dresdens kontakt i politiet får ham trukket ind i sagen. Og samtidig bryder der krig ud i gaderne mellem de lokale narkohandlere – og også her viser magien sit ansigt.

Harry Dresden går en travl tid i møde.

Dresden-bøgerne er vist, hvad man kalder en ”guilty pleasure” – de er på ingen måde stor litteratur, men de er svære at lægge fra sig. Dresden er et underholdende bekendtskab – den sædvanlige hårdkogte helt, som her iblandes en stivnakket moral, der kommer af omgangen med magi. Magi dannes af livet – selve ideen om, at den kan bruges til at slå ham ihjel, er forbudt ved dødsstraf af The White Council, et ultrahemmelig troldmandsråd, som ikke alle er lige glade for Dresden; men det rører ham mindre end hans egen afsky ved tanken om at dræbe på denne måde. Det er ham inderligt imod, og selve imod de største odds går han til opgaven i et forsøg på at redde alt og alle. Det lægger op til masser af gode cliffhangere og situationer, der virker umulige at overleve. Og Dresden går selvfølgelig mere eller mindre oprejst fra dem alle, mere og mere medtaget – i en noget slingrende kurs mod det klimaks, som vi ved må komme, hvor alle bogens detaljer falder sammen med et brag.

Og et brag får man. Butcher forstår at hælde på lige til kanten, så man lige snupper et par sider til. De kan klart anbefales, hvis man trænger til gedigen underholdning.

ACTIONLADET

Nathan har arbejdet sig op på regeringsplan og opererer direkte under sikkerhedsministeren – han udpeges derfor til at opklare og optrevle de konflikter, der truer troldmændene, og fremkalder Bartimæus, som egentlig havde indstillet sig på aldrig at være underlagt Nathan igen. For den uhøjtidelige Bartimæus syntes ikke, at der er megen spas ved Nathan, og rent objektivt har Nathan faktisk udviklet sig til en køligt distanceret og meget fokuseret, ambitiøs troldmand.

Pigen Kitty er et aktivt medlem af Modbevægelsen, en samling mennesker med særlige evner og et regnskab at gøre op med den herskende klasse. Kitty er drevet til modstand af et dybt personligt, bittert had til de regerende troldmænd, som lever under andre og mere favorable vilkår end almindelig lægfolk. Sammen med resten af bevægelsen arbejder hun på at udføre en plan, hvis endelige mål de ikke kender – de stjæler magiske genstande og bruger dem i kampen. Men snart skal de ud på deres hidtil største opgave, og deres succes eller fiasko kommer til at påvirke hele London.

Imens jagter Nathan og Bartimæus sandheden bag Modbevægelsens handlinger og den mystiske golem, og det er en jagt, der bringer dem vidt omkring: bl.a. til Prag, hvor britisk magi ikke er velset. Snart går det op for dem, at der er mere på spil, end man umiddelbart aner. Der spindes intriger bag scenen, og der er flere fraktioner, end de stærkt optrukne grænser umiddelbart lægger op til. Og måske er verdens magtbalance slet ikke så sort/hvid, for deres loyaliteter sættes på prøve.

Selvfølgelig bindes de respektive handlingstråde sammen i et klimaks, og det viser sig, at Kitty og Nathan allerede stiftede bekendtskab med hinanden i Amuletten fra Samarkand

Ligesom det foregående bind fortælles handlingen igennem skiftende synsvinkler. Udover Bartimæus’ og Nathans perspektiver møder vi i Golems øje også Kittys. De skiftende synsvinkler er ikke forvirrende, men beriger, nuancerer og tilfører handlingen flere lag, der tilsammen skaber og understøtter dynamikken og spændingen mellem romanens personer.

Efterhånden som konflikterne mellem Modbevægelsen og Troldmandsvældet optrappes, bliver mytologien i denne fantasyhistorie mere helstøbt. Og personerne syntes også ordentligt udbyggede. Jeg synes f.eks., at det fungerer vældig godt med Nathans udvikling hen imod en tilsyneladende forhærdet og måske ligefrem skruppelløs troldmand. Nathan er ikke en af romanens helte, men han måske dens mest interessante person. Bartimæus udfolder sig fjollet gennem fodnoter og kommentarer, der til tider kan kategoriseres som slapstick. På sin vis er det lidt irriterende – men jeg vælger at tro, at det er helt efter forfatterens hensigt.

Skæbnetrådene for hovedpersonerne i Bartimæus-trilogien er spundet og strikket sammen til et farverigt stykke fantasy. Trilogien om Bartimæus er en konstant spændende historie med masser af lag.

Merlin-komplottet er en lidt forvirrende fantasyfortælling med en smule humor, dog mest i oversættelsen f.eks. synger en af karakterne Brødrene Olsens Fly on the Wings of Love som vuggevise.
Desuden er det hyggeligt og en klar adspredelse med fraser som : “din beskidte kanut”

Diana Wynne Jones har bestemt en frodig fantasi – alene i denne roman er der stof til adskillige fantasy-historier. Jeg havde ønsket, at det var sådan, hun havde vægtet sit materiale.