Grundlæggende er “Operation: Operation 2012” en ganske almindelig spændings-/flugtroman med ønske om at være en technothriller og en god, gammeldags MacGuffin. Her er det nogle kodede oplysninger, som forfatteren Christian Bang kommer i besiddelse af – og som en hel masse mennesker højt oppe i hierarkiet gerne vil have fat i. Blandt andet en dansk betjent, der gerne lader sin næver tale, og en amerikansk agent, som synes at kommunikere med bandeord. Bang ender (naturligvis) på flugt og må forsøge at afsløre, hvad de hemmelige oplysninger betyder, og jagten bringer ham vidt omkring.

Beklageligvis bliver det aldrig særligt spændende, hvilket må siges at være pinedød nødvendigt i en spændingsroman.

Lou bruger en del tid på at vise os, hvordan alting hænger sammen (blandt andet ved at forlade den primære synsvinkel på Christian Bang), hvor en sådan historie gerne har behov for lidt forvirring. Det trækker simpelthen historien ned i omdrejninger, så man sjosker igennem den. Dernæst plages historien af utroværdige personer (vi får at vide, at hovedpersonen er noget af en charmør, men den når vi ser ham i action, opfører han sig hovedsageligt som en liderlig abe) og lige så utroværdige sammentræf.

Forfatteren har også begået sig inden for filmverdenen, og man fornemmer måske, at bogen her ville have gjort sig bedre som et manuskript. Forsiden virker da også lidt inspireret af billeder fra Lars von Triers “Melancholia”. Men ærligt talt: som roman er den ikke specielt vellykket.

Jeg har tilladt mig at placere den i kategorien science fiction, da den lige lister over stregen. Men man skal altså ikke forvente den store omvæltning, som der ellers lægges op til.

SCIENCE FANTASY THRILLER

Nina er på flugt og har været det længe. Og hun kan høre forfølgerens skridt komme nærmere, da hun endelig finder det, hun har søgt efter så længe: et apparat, der kan rive hende fri af den verden, hun er vokset op i, og flytte hende til et bedre sted.

Lægen Anni er også ved at være ved vejs ende – hun befinder sig hos en døende patient, da noget rækker på tværs af verdener og flår hende væk. I hendes sted står den bevæbnede Nina.

De er to udgaver af samme person og kommer fra vidt forskellige verdener. Anni er læge i vor tids USA og kæmper stadig med et traume fra sin tid som soldat i Irak; Nina er vokset op i en verden, der er at sammenligne med vore tanker om helvede – for hende har det ene og alene handlet om at overleve. Ingen af dem passer særligt godt ind i den verden, hvor de nu skal forsøge at overleve. Nina bliver snart fokus for en intens politijagt, men får hjælp af Annis mand, mens Anni selv må kæmpe for at holde sig i live i en dødbringende ørken, hvor selv vandet kan slå ihjel. Ingen af dem har megen tid.

To mennesker, der skifter plads – sådan en historie kunne sagtens stoppe lige der: de er havnet i en ny verden, og hvad så? Men noget af det første, man opdager ved Reslows roman, er, at han styrer sin fortælling ganske stramt; der er ingen tøven eller tvivl om, hvor vi skal hen – begge havner de straks i en situation, der bringer dem videre, og begge får de snart et mål, der holder dem kørende gennem hele bogens længde. Han skruer godt op for hastigheden fra første færd og holder den så der. Og det fungerer i en sådan grad, at man nærmest sidder med tilbageholdt åndedræt over de sidste sider – omstændighederne bliver strammet mere og mere omkring vore hovedpersoner, til det er svært at se, hvordan forfatteren skal få det hele forløst. “Miraklets fald” er med andre ord godt gammeldags spændende.

Kapitlerne skifter mellem vores og Ninas verden, og krydsklipningen er filmisk på en ganske underholdende måde, uden der dog forfaldes til Hollywood-tjubang (udgangsreplikken i det ene kapitel har det med at spejle sig i indgangsbønnen i det næste). Til tider bliver denne sammenhæng mellem to adskilte verdener lidt konstrueret (som når det antydes, at alle har en modpart), men som fortælleteknisk greb fungerer det altså ganske godt.

“Miraklets fald” er en debut, men en bemærkelsesværdigt helstøbt en af slagsen. Reslow har et godt greb om sine virkemidler, sproget flyder, og handlingen er flot sat sammen. Der er tale om en yderst læseværdig bog, hvis man trænger til noget spænding med overraskelser smidt ind – og et løfte om, at det er et forfatterskab, man bør holde øje med.

PSEUDO-SCIENCE FICTION MED TJUBANG.

Anders Kloder er vor helt – en dansker, der drog til det store udland i en ung alder og siden har kæmpet en konstant kamp for at holde sig på forkant med den elektroniske udvikling. Han lever som freelancer med at programmere eller hacke, hvis det er det, som jobbet kræver.

En sen nat ringes han op af en arbejdsgiver, der dingler et fristende tilbud for næsen af ham: en million dollars for et ikke nærmere specificeret stykke arbejde. Kloder, der altid har haft svært ved at afvise et eventyr, siger naturligvis ja og sendes snart halvdelen af kloden rundt for til sidst at havne på et forskningsskib over Marianergraven.

Der har man fundet en mystisk stentavle med skrift, der ikke er på noget kendt sprog. Sammen med tre andre eksperter inden for hver deres områder skal Kloder nu afdække de hemmeligheder, som er skjult i dybet – og de er mange, for snart begynder de også at stille spørgsmål ved, hvem deres arbejdsgiver er, og hvad formålet med hele missionen kan være. Stentavlen rummer en gåde, der kan føre én til noget meget, meget stort. Så stort, at menneskeheden måske ikke er klar til det.

Steffen Nohr flirter lidt med science fiction-genren i sin romandebut, hvilket egentlig passer meget godt i tidens strømninger af spændingsromaner, der bygger på ældgamle hemmeligheder. Han går dog noget længere ud i den præmis, han bygger det hele op, omend det så i høj grad sker på basis af pseudovidenskab (hvilket han heldigvis selv er godt bevidst om). Fokus er dog på spændingselementet.

Historien foregår hovedsageligt om bord på skibet, og der arbejdes op til det store klimaks, hvor hemmeligheder skal afsløres. Nohr har til en vis grad undladt at falde for fristelsen til at kaste sig ud i undervandsaction, hvilket ville have placeret bogen helt ovre i kategorien ”film som bog”. Som det er, kan man dog godt mærke inspirationen fra de levende billeder. Personerne og hele atmosfæren af mandigt sammenhold virker som taget ud af en dyr Hollywood-produktion – god popcornunderholdning, der ikke stiller for mange krav. Og så smides der en del popkulturelle referencer ind i teksten. Det er lidt overflødigt, men såmænd også ganske fornøjeligt.

Alt i alt er ”Det 14. punkt” en underholdende lille snack. Den skal nok finde sine læsere hos folk, der kan lide deres historier med en tydelig fascination af våben og maskiner og et plot, der kører derudad. Der er angiveligt flere bind på vej med den samme hovedperson – det kan man følge med i på forfatterens hjemmeside.

LØSSLUPPEN TEKNOLOGI.

For det starter ærligt talt som noget af en parodi. Det første stykke af bogen virker nemlig som Crichtons forsøg på at tackle ligestillingsproblematikken, med fynd og klem. Forestil dig en klassisk kvindeskildring, sandsynligvis skrevet i 50erne, hvor subjektet tænker mange tanker om sin position i samfundet, om sit forhold til ægtefælle og børn, mens huset holdes, og ægteskabet knirker. Twisten er naturligvis, at personen i fokus er en mand. Og det, der så får historien ud af de lettere forældede starthuller er, at konen, som opfører sig mærkeligt (har hun mon en elsker?), arbejder på et tophemmeligt projekt ude i ørkenen.

Den hjemmegående husfar, Jack, er programmør – ganske succesfuld, egentlig, men han opsagde sit job, fordi ledelsen begik ulovligheder. Nu er han uansættelig. Men hans programmer er blevet brugt i det projekt, som konen arbejder på, og nu er noget gået galt ude i ørkenen. Han bliver derfor trukket ind i som konsulent, og det viser sig at blive et job, der handler om liv og død.

Projektet handler nemlig om nanoteknologi, robotter i cellestørrelse, der kan arbejde sammen, og en stor del af dem er sluppet ud fra laboratoriet. De er ikke længere under kontrol, og de er begyndt at udvikle sig med rivende hast. Sammen med en lille flok forskere og teknikere bliver Jack isoleret i laboratoriet, omringet af en aggressiv teknologi, hvis funktion de ikke kan sætte sig ind i.

Crichton forstår at skrive videnskabshelte – intelligente mennesker, der forstår at bruge deres hjerne til at overleve (og som gerne stopper op for at forklare andre mennesker og læseren en masse baggrundsviden). Og samtidig er han god til at opbygge stemning, så ”Sværmen” er såmænd en bog, der kan være svær at lægge fra sig, når man er kommet over de indledende, vaklende trin. Derfor kan det også være lettere irriterende, når han så åbenlyst går efter de lette point (teknikforskrækkelsen), følger spændingskurven slavisk og i det hele taget leverer et produkt, der er lidt for renpudset – slutningen går over gevind, fra at være klaustrofobisk spænding til at være Hollywood og eksplosioner. Alt i alt ender ”Sværmen” som lufthavnslitteratur – spændende og hurtigt læst, men også hurtigt glemt. Den kunne sagtens være blevet til noget mere, i mine øjne.

Efter en hårrejsende prolog, sætter det rigtige eventyr ind. Indy bliver kontaktet af sin gamle ven Marcus Brody. Nogen har stjålet Voynich Manuskriptet. En italiensk, fascistisk storforbryder, der netop har været på besøg i Amerika, er under mistanke, og Indy sætter efter ham. Det udvikler sig hurtigt til en international jagt, hvor jægeren med ét går hen og bliver den jagede – men hvem er hvem?

Mac McCoy er klart et frisk pust til serien. Han er hverken luftingeniør eller mystiker han er journalist, og det ses. Der er lagt vægt på fart og sensationsjagt igennem hele romanen. Til tider går tingene så stærkt, at man slet ikke når, at bliver klar over hvor mange huller der faktisk er i historien. Hjælpsomme personer der dukker op ud af ingenting, for derefter at forsvinde uden videre, er en stor bestanddel af IJPS. Det er imidlertid med til at give historien al den fart den har brug for. McCoy lader Indy være Indy, magi være magi, og et eventyr være et eventyr – det er spændende, beskidt og til tider klodset, men det fungerer fordi det er Indy.

IJPS er helt klart den bog i serien der har vækket flest tankebilleder hos mig. Beskrivelserne er gode og præcise og man føler, at det hele falder meget naturligt for både Indy og de andre bærende karakterer. Hvis man kun vil læse én bog ud af de første ni, er det helt klart IJPS man bør give sig i kast med.

I ØVRIGT:

Denne anmeldelse har tidligere være publiceret på Emiliussens Reviderede Hyggekrog.