UNDERVERDEN ELLER ILLUSIONER.

IJIW er det sidste bind som Rob MacGregor har skrevet i serien om Indiana Jones. Det ses! For det første er det den korteste hidtil. Derudover er det også som om MacGregor forsøger, at samle alle løse ender fra sine fem andre bøger. Det resulterer i at der nu pludselig er en sagnverden, som måske er virkelig, der kan forklarer alle okkulte, mystiske og mytiske hændelser som vores helt har været ude for i de sidste seks-otte år af sit liv.

MacGregor har i dette bind også taget et spring, og er gået over i en mere fantasypræget skrivestil. Således møder vi igen enhjørninger, men også drager, kæmper og monsterhunde. Vi introduceres også til magiske drikke, troldmænd, konger, hekse og mystiske skove. Det hele bliver dækket ind under “at  vi jo er i en anden verden – som måske ikke er der”. Man kan næsten fornemme MacGregor stå i baggrunden og nynne temaet fra “X-files” eller “Tales og the Unexpected”.

Jeg sagde godt nok om ”Indiana Jones and the Unicorn’s Legacy”, at det var det svageste bind hidtil. Det er stadig rigtigt, men IJIW er godt med på den front. MacGregor går i gang med mere end han kan gabe over, og hans forklaringer på visse ting, er ikke helt i samme boldgade som vi helst vil se Indy.

Jeg tror bare man skal glemme dette bind, og se frem til det næste i rækken: ”Indiana Jones and the Sky Pirates”, hvor det er Martin Caidin der fører pennen. 

I ØVRIGT

Denne anmeldelse har tidligere været publiceret på Emiliussens Reviderede Hyggekrog

Rob MacGregor på fantastisklitteratur.dk

Der er selvsagt action og mystik i luften når Indy begiver sig ud i vildnisset. Desværre for denne bog, er der lagt alt for stor vægt på det spirituelle og shammanisme. Kraftdyr og personer der forvandler sig til forskellige væsner, spiller en stor rolle i denne roman. Formålet er måske at give et indblik i Indy’s personlighed eller hans spirituelle overbevisning. Imidlertid virker det bare plat eller direkte irriterende. Ikke nok med at vi skal have ekspliciteret Indy’s sjæleliv, men vi får det også symboler og prækognitioner stoppet ned i halsen. Intet er overladt til læseren selv, man farer aldrig vild, alt er forklaret – bare rolig.

Jeg ser helt klart dette femte bind som det svageste i rækken. Dels på grund af stridens kerne – enhjørningens horn – falder meget uden for hvad Indy ellers har været efter. Dels fordi at historien flere gange bliver hakket i stykker fordi forfatteren er nød til at gribe tilbage i Indy’s liv, for at kunne forklarer visse hændelser. Således er der pludselig en pige – den føromtalte Mara – der er en gammel bekendt, men som vi intet har hørt om i de fire foregående fortællinger – heller ikke selvom de fire første bøger har dækket den periode i Indy’s liv, hvor Mara første gang kommer ind i billedet. 

Noget godt er der dog at sige om “IJUL” og det er at den er en af de mest selvstændige bøger hidtil – i.e. den kan læses uden af have læst de fire første bind. Derudover har Rob MacGregor tydeligvis lagt sin ide om “en verdensospændende, præhistorisk kultur (druiderne)” på hylden for alvor – det er nu hele to bind siden vi sidst hørte om den.

Jeg skal gerne indrømme at Rob MacGregors Indiana Jones-bøger ikke er stor litteratur. Alt i alt er “IJUL” lidt ligesom en middelgod b-film – man ser den hurtigt, nemt og (næsten) smertefrit, men man har glemmer den lige så hurtigt, nemt og smertefrit.

I ØVRIGT

Denne anmeldelse har tidligere været publiceret på Emiliussens Reviderede Hyggekrog

Rob MacGregor på fantastisklitteratur.dk

IJGD markere en ny begyndelse i serien om Indy. Starten af bogen er derfor afsat til at bryde med alle bånd til de tidligere bøger i serien. Man fornemmer i den grad at Rob Macgregor har villet skifte retning. Visse overnaturlige elementer er da også fjernet, men andre er kommet til. Det er faktisk en smule forfriskende i en serie der ellers var blevet lidt ensformig. Indy sættes på en række hårde/umulige prøver, som han så på bedste beskub skal klarer dig ud af.

IJGD er den hidtil mest ensemble-prægede af Indy-bøgerne. Ideen om den ensomme helt, og hans kamp mod snu fjender, er lagt på hylden. Det giver en lidt anden stemning, men tillader at andre kan være helte engang imellem. Det falder lidt udenfor “den klassiske Indy”, men det virker.

Opskriften til denne bog afviger dog ikke meget fra de klassiske fortællinger om Indy. Det er da også stadig et artefakt der er i centrum. Forskellen ved artefaktet i denne roman, i forhold til de andre i serien, er at der er tale om et kristent artefakt. Dette åbner selvfølgelig op for en hel række af problematikker. Problematikker som selv i dag kan være svære at håndtere.

Ekspeditionen snor sig igennem Tyrkiet, og jo mere vi nærmer os målet, jo mere tillader vi os at tvivle. For hvad er det egentligt Ararat-bjerget gemmer – arken eller bare en myte? Hvis arken faktisk findes, hvad kan det så betyde at finde den? Skal man grave dybt i alle myter?

I ØVRIGT

Denne anmeldelse har tidligere være publiceret på Emiliussens Reviderede Hyggekrog.

Rob MacGregor på fantastisklitteratur.dk.

Bogen er den hidtil mest “mystiske” i serien. Vi introduceres både for magi, usynlighed og mytiske indianerstammer. Alt sammen noget der hører hjemme i Indiana Jones. Derudover er bindet her, også det hidtil mest dystre – folk bliver dræbt på kryds og tværs, og nogle gange nærmest uden grund. Magi og virkelighed bliver spundet sammen i et netværk som vores helt skal forsøge at manøvrere sig igennem. Slutningen er overraskende, men passende.

Der er klart tale om Rob MacGregors hidtil bedste Indiana Jones bog. Dette er dog ikke uden problemer. Problemer i det omfang, at man stort set ikke kan læse denne bog, uden også at have læst de to forudgående bøger i serien.

Ikke desto mindre er den klart værd at læse, om ikke andet så for at bekræfte overfor sig selv at filmen “Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull”, måske egentligt ikke er så nyskabende i Indiana Jones sammenhænge.

I ØVRIGT

Denne anmeldelse har tidligere været publiceret på Emiliussens Reviderede Hyggekrog

Rob MacGregor på fantastisklitteratur.dk

DET GRÆSKE EVENTYR. I “Indiana Jones and the Peril at Delphi” (IJPD)møder vi Indy umiddelbart efter han har fået sin bachelor. En spøg der får et uheldigt udfald tvinger vores kære (kommende) arkæolog til at rejse til Paris. Her møder han professor Belecamus. Det viser sig at Belecamus umiddelbart står og skal til Grækenland, for at undersøge templet i Delphi. Hun mangler en assistent og overtaler derfor Indy til at udfylde den rolle.

Der går dog ikke længe førend vi begynder at tvivle på hvad Belecamus egentligt er ud på. Derudover opfører folk omkring udgravningen ved Delphi sig underligt, og det lader til at ikke alle har helt de samme motiver, når det vil restaurerer templet.

Som sagt er IJPD den første i den skrevne serie om Indiana Jones. Skal man tage denne bog som et tegn på hvad der er at vente, kan man kun glæde sig til de andre. Rob MacGregor er en udmærket fortæller. Han formår at genfinde noget af ånden fra de tre første film – noget der ellers nok kan være svært at omsætte til tekst. Tempoet er højt, men der er også plads til at få lidt karakteropbygning med. Vi kan sagtens genkende Indy, men det er tydeligt at han stadig er en ung mand.

Slutteligt skal en kommentar falde omkring humoren i bogen. Det har altid været filmenes store force, at kæde humor og action sammen. Imidlertid udebliver den samme form for humor i det meste af bogen, og det er først hen mod slutningen at de gode “Indy-moments” begynder at dukke op.

Alt i alt er der tale om en god og spændende eventyrroman med visse fantastiske elementer. Er man til hårdtslående action og arkæologisk spænding, så er denne bog klart værd at bladre igennem. Træk fedoraen godt ned over ørene og lyn læderjakken op i halsen, det er tid til “Indiana Jones and the Peril at Delphi”.

I ØVRIGT

Denne anmeldelse har tidligere været publiceret på Emiliussens Reviderede Hyggekrog

Rob MacGregor på fantastisklitteratur.dk