Enden er nær! Som det er forudsagt af Agnes Nutter, går jorden under på lørdag. Og der er ikke noget vi kan gøre – overhovedet! Sådan er det, basta! Alligevel handler historien om hvordan tre-fire forskellige grupper af mennesker, engle og dæmoner forsøger at stoppe det uundgåelige. Imidlertid er det gode og det onde begyndt at opruste til den endelige konfrontation, og alt lader til at gå efter den guddommelige plan. Og så alligevel ikke. Nogen har forvekslet den spæde antikrist med et almindeligt spædbarn og tingene begynder med, at gå sin helt egen Murphy-gang.

Bogen har ikke kapitler. I stedet er der dage. Hver dag begynder om morgnen og slutter om aftnen – logisk nok. Derimellem bliver vi som læsere slæbt rundt til alle de forskellige grupperinger og deres problemer. Det er om at holde tungen lige i munden, for det skifter fra afsnit til afsnit. Det kan være lidt svært at følge med i, især fordi der er så mange væsner, som alle sammen har noget at sige. Derudover også fordi visse bikarakterer pludselig får en lang forklaring med sig, og selvom det er sjovt, er det med til at trække historien gevaldigt ned i tempo.

Derudover benytter forfatterne sig også af meget glidende overgange og implicitte hændelser. Således skal man nogle gange lægge ekstra mærke til hvad det er karaktererne siger, førend man bliver helt klar over hvad det er der foregår. Det er selvfølgelig et spørgsmål om stil, men i visse tilfælde fornemmer man faktisk at man er gået glip af noget vigtigt, uden man er det, fordi man bliver så fokuseret på at læse mellem linjerne. Det er lidt synd.

Bogens styrke er helt klart forfatternes evne til at lave fantastiske karakterer og skrive dem. Hver evig eneste karakter har sit særkende, og det er enormt vigtigt i en historie hvor der er så mange som i denne. Der hvor det for alvor bliver sjovt er, når to forskellige karakterer møder hinanden. Det skaber nogen af de sjoveste situationer i bogen.

Good Omens er en god bog. Den er sjov og finurlig på den der helt specielle Gaiman & Pratchett måde. Det’ kræs for kendere såvel som nytilkomne. Den kræver meget af læseren, men har man tålmodigheden og lysten så er den anbefalelsesværdig.

Batman er død, han ligger i sin kiste og alle vennerne (og uvennerne) er dukket op for at sige et sidste farvel. I døden viser Batman sig, at være endnu mere mytisk end han var, da han var i live. De tilstedeværende skiftes til at berette om Batman, Batmans sidste dage og hvordan de hver især gjorde det af med ham. Selv butleren, Alfred, hævder at stå bag Batmans alt for tidlige afgang fra denne verden. Men midt i det hele dukker en velkendt stemme op – Batmans egen. Som uhørlig iagttager kommenterer Batman hændelserne. Hvordan kan det nu lade sig gøre?

Faktisk består bindet af fire historier, der alle tager et noget utraditionelt udgangspunkt i Batmanuniverset. Især er bindets anden historie “A Black and White World” ret cool og gennemtænkt. Her får Gaiman virkeligt lov til at strække ben og udfolde hans sære ideer til det maksimale. De to andre historier er, om noget, en hyldest til Gothams forbrydere. De er præget af en næsten barnlig fascination af det farlige, det ukendte, det morderiske. Imidlertid er det, selvsagt, albummets hovedhistorie der render med prisen, for den er god. Ikke bare er det en tour-de-force i genrekendskab, det er også en følelsesladet afsked med selvtægteren der ikke vil give op.

Tegningerne er meget afvekslende mellem de fire historier. Hovedhistoriens tegninger er super gode. Andy Kubert tegner figurerne med en elegance og en troværdighed, som man ikke ser ofte. Samtidig er hans tegninger meget tro mod tidligere udlægninger af figurerne. Der er sågar interessante hyldester til store tegnere som f.eks. Neal Adams og selveste Bob Kane. Det interessante ved hyldesterne, er ikke at Batman pludselig ændrer udseende (det er vel egentligt ret trivielt i sig selv), nej det er måden det bliver brugt på. Efterhånden som personerne til denne makabre lit de parade fortæller deres version, ændrer liget (Batman) i kisten udseende, så det passer med fortællerens udlægning – det er godt tænkt, og det fungerer rigtig godt.

I grunden er “Whatever Happened to the Caped Crusader” en meget fænomenologisk oplevelse. Den understreger hvordan vi alle sammen har forskellige opfattelser, og hvordan vi alle sammen opfatter vores egen opfattelse som sandhed. Derudover er temaet for bindet “de historier der ikke bliver fortalt”. Det er i sig selv lidt af et trademark for Neil Gaiman, og for en gang skyld har han fået det til at fungerer i superheltesammenhænge. Bindet kan varmt anbefales.

Vi starter blandt norske vikinger, hvor det ikke er den bedste ting i verden at være Odd – hans far er død under et vikingetogt, og selv er han lidt af en skrælling. Moderen har måttet finde sig en ny mand, og Odd passer ikke rigtig ind. Så en dag beslutter han sig for at klare sig selv og går ud i vinterskoven.

Men det er heller ikke den letteste tid at være en gud, for i skoven møder han tre af de nordiske af slagsen, aser: Odin, Thor og Loke. Umiddelbart er de dog ikke genkendelige som sådan, for de er alle blevet forvandlet til dyr af en frostjætte.

Som sådanne historier jo gerne gør, så handler det nu for Odd om at bringe de tre tilbage til deres rette plads i Asgård, så han selv kan vende tilbage til sin landsby.

Odd og frostjætterne er en lille bog på blot 85 sider, men en stor historie. Som altid skriver Gaiman med blink i øjet og et godt syn for detaljer – han har en klar og afslappet fortællestemme, som bærer historien roligt mod sit mål, og selv om man ikke tvivler på, at det ender lykkeligt, så læser man gladeligt med. Det er spændende, underholdende og lunt – og dertil flot illustreret af Brett Helquist.

Indrømmet, som voksen læser kan man have en fornemmelse af, at det er Gaiman på frihjul, men selv der er han bedre end de fleste – og jeg tvivler ikke på, at Odd og frostjætterne vil tiltale sine læsere, hvad enten de er 8 eller 100 år. Den er et forfriskende lille bekendtskab.

Neil Gaiman: Odd og frostjætterne. Illustreret af Brett Helquist. Oversat af Camilla Christensen. Høst & Søn, 2010, 85 sider

Det hele starter med at Black Orchid bliver slået ihjel. Imidlertid er det sådan, at Black Orchid er én af mange. Susan, kvinden bag Black Orchid-masken, har ladet sig klone med en plante. Det betyder at der konstant vokser nye versioner af hende frem. Men nu er den originale Black Orchid (Susan) altså død. En af de nye planteversioner vågner op, og ved ikke hvem eller hvad hun er, men har stumper af hukommelse fra den originale Susan. Hun forsøger, med hjælp fra bl.a. en kendt flagermus, at finde ud hvem og hvad hun er. I mellemtiden er ikke alene Lex Luthor, men også Susans eksmand på jagt efter hende. Begge forfølgere har et ønske om at dræbe, men det bliver ikke helt så let.

Black Orchid er mildest talt fragmenteret. På visse tidspunkter bevæger den sig på grænsen mellem “stream of consiousness” og det fuldstændig uforståelige. Der er således passager hvor det kan være meget svært at forstå hvor forfatteren vil hen. Det er muligvis en måde at give læseren en oplevelse af den splittethed hovedpersonen oplever, i så fald er opgaven løst til “UG”.

Jeg kendte ikke figuren “Black Orchid” førend jeg læste dette bind, men efter lidt research står det klart at der er tale om en mere eller mindre veletableret figur. Gaiman har, uden tvivl, forsøgt at give noget nyt til genren, men man må spørge sig selv om det er tvunget ned over figuren uden hensyn. Det er et brud med genren at slå helten ihjel på de første sider. Uden at røbe for meget, kan jeg også sige at slutningen og klimakset så absolut falder udenfor normen. Det er i bund og grund spændende at Gaiman vil brige noget nyt til genren, men Black Orchid er præget af en tendens til bare at ville være modsat.

Dave McKeans tegninger er interessante. De svinger mellem meget klassiske sort-hvide blyantstegninger og over i en mere impressionistisk og farvefuld stil. De sidste er uden tvivl de mest interessante, når de da ikke bliver så stiliseret at de bare bliver til grøn-lilla smørerier der fylder hele og halve sider. Der er bogstaveligt talt hele sider hvor billederne ikke er andet end grøn og lilla der er smurt sammen. Det er lidt billigt, og bidrager i allerhøjste grad til den fornemmelse af fragmentering, der er i albummet.

“Black Orchid” er, som sagt, ikke Gaimans første livtag med genren, og det bliver nok heller ikke de sidste. Den er meget fragmenteret og kræver en del af læseren. Gør man alligevel forsøget, er det om at holde tungen lige i munden, og derudover accepterer at der ikke er tale om en traditionel superhelte-historie. Der er tale om en Gaimansk superhelte-historie, og det er noget ganske andet.

Nocturner er nok beviste for at Gaiman tør at gå vidt med sine kreationer. Har man læst sandman tidligere, vil man vide at Drøm er hovedfiguren. Alligevel får Drøm ikke ret meget plads i Nocturner. Til gengæld møder vi hans søster. Det er hovedsageligt den gale mand og cafegæsterne der er i centrum. Det er lidt af et sats fra Gaimans side, men han kommer omkring det ved at give flere små bidder med Drøm ind imellem.

Nocturner er, ligesom sin forgænger, tegnet af Sam Kieth og Mike Dringenberg. I denne omgang får de imidlertid selskab af Malcolm Jones III. Det ændre dog ikke ved at stilen er meget dyster. Heldigvis er der kommet lidt mere styr på stilen siden den første Sandman. Det er derfor efterhånden til at hold ud at kigge på. Det er ikke nødvendigvis særligt pænt, men det er meget effektfuldt.

Historien er god, tegningerne er bedre end i det sidste bind. Meget taler for at det alt i alt er blevet bedre. Alligevel holder jeg personligt mere af “Sandman – Præludier”. Det er nok nærmest fordi Drøm er pudsigt fraværende. På den anden side er det jo en måde at give os det bedste i passende doser. Man får ikke for meget, og ikke for lidt.

Har man læst det første bind, er man selvsagt nødt til at læse dette bind også. Imidlertid er det ikke mere indviklet end at nye læsere sagtens kan starte her. Historien står ganske udmærket på sine egne fødder, men savner man noget baggrund, er det en god ide at starte med “Præludier”.

Historien er spredt udover en række forskellige kapitler. Alle kapitlerne handler på en eller anden måde om Drøms kamp for, at få hans drømmerige og drømmeværktøjer tilbage fra jordiske og underjordiske væsner. Der er interessante møder med djævle og dæmoner, men også med Drøms søskende og almindelige mennesker.

Tegningerne er udført af de to tegnere Sam Kieth og Mike Dringenberg. Der er ikke den store forskel på den to, men fælles for dem er, at deres tegninger er meget dystre og meget svingende i kvalitet. Det kan gå fra det aldeles fremragende, til det mere ordinære og kantede. Ikke desto mindre er tegningerne meget passende. De er som sagt dystre og supplerer Gaimans tekst rigtigt godt.

Det hele er en del af Gaimans univers. Et univers hvor guder, såvel som kulturelle og sociale begreber, har kropslige manifestationer på jorden. Det er rigtigt interessant og giver en masse spændende muligheder, som Gaiman ikke er sen til at udnytte. Blandt andet er der en rigtig underholdende dialog mellem tre velkendte hekse og Drøm. Det er en meget interessant vinkel, og det virker.

Til slut er der bare at sige, at jeg kun kan anbefale dette mesterværk. Alle burde læse mindst ét Sandman album – alle!

Neil Gaiman er genial. Hans “omskrivning” af Rudyard Kiplings klassiske “Junglebogen” er blevet til denne sublime børnebog.  Universet er fantastisk – stemningsfyldt og finurligt på en helt igennem Gaiman’sk måde. Sprogbruget er gennemført barnligt – på en god og læsevenlig måde. Det er rart, ligetil og meget forfriskende.

Og i dag, d. 31.10.09 udkommer den på dansk fra forlaget Høst & Søn!

I den danske udgave møder vi desuden Chris Riddells eminente illustrationer. Billederne står godt til teksten. De er let dystre og mystiske, men også sjove og underholdende. Man kan få lang tid til at gå med bare at kigge billeder.

Den danske oversættelse af den er generelt set rigtig god. Naturligvis er dansk ikke engelsk, og der er da visse ting som fungerer på en bestemt måde på engelsk, som overhovedet ikke fungerer på dansk. Det er derfor ikke oversætterens skyld hvis visse finurligheder går tabt. Et godt eksempel er “The Man Jack”. I originalen hedder en af skurkene “The Man Jack”, det er blevet oversat til “Manden Jack”. En oversættelse der er fin, men som desværre ikke fanger at en “Manjack” på engelsk også henviser til en ting (en blomst) – noget der går igen for alle skurkenes navne. Af de navne der er oversat, findes der også flere der er gennemtænkte og vellykkede - “Snigen”, er et godt eksempel.

Den opmærksomme læser bemærker, at jeg nu er nede i meget små detaljer for at finde kritikpunkter. Det skyldes at historien bare er rigtig god - også på dansk. Neil Gaiman gør sig godt på dansk, og stemningen i “Nobody” er uforlignelig. Gaimans virkemidler er desuden gode. Han har et helt fantastisk brug af “led-og-snyd” teknikken – at skrive i én retning, for så at skifte over i en helt anden. Det er sjovt og det fungerer godt.

Men det er ikke bare sjov hele vejen igennem. Der er også godt drama, fantastisk action og masser spændingsmomenter i bogen. Jeg kan kun anbefale bogen til store som små - voksne kan også have godt af at læse den.

Vinteren er Gaimans årstid, og bogen udkommer derfor lige til tiden. Træk dynen op til hagen og gør dig klar til et eventyr og en læseoplevelse du sent vil glemme.

I ØVRIGT:

Se anmeldelsen af origninalen her.

GANG I DEN UNDER GADEN.

For Richard – som for mange andre mænd – er det en ung pige, der skaber forandringerne. Forskellen er her, at han finder hende blødende på gaden og beslutter sig for at hjælpe hende, for Richard Mayhew er inderst inde et ganske godt menneske. Det er en egenskab, der vil bringe ham længere og dybere, end han kunne drømme om.

Pigen hedder Door, og hun har evnen til at åbne døre. Da Richard hjælper hende, trænger han også selv gennem en usynlig dør ind i en verden, der eksisterer uset side om side med vores egen. Under byens gader og i skyggerne udspilles en helt særegen mytologi, og da Richard kommer i kontakt med den, begynder han langsomt at blegne i vores verden. Da han vågner næste morgen, er alle stille og roligt ved at glemme ham. Han må drage på jagt efter Door for at få sit liv tilbage.

Man han er ikke den eneste, som eftersøger pigen. Et par skumle, altid glubende og delvist veltalende lejemordere er efter hende, og bag dem står den person, der fik hele hendes familie slået ihjel. Sammen må Richard og Door besejre det, der lurer i mørket.

”Neverwhere” er vintage Gaiman. Den kombinerer en behagelig hovedperson med et flot udbygget univers, der har masser af dystre skyggesider. Magi er allestedsnærværende, men den synes at flyde naturligt gennem fortællingen.

Det springende punkt er, tror jeg, fortællestemmen. For Gaiman fortæller, og han gør det roligt og velovervejet med masser af lune. ”Neverwhere” ligner ved første øjekast en luftig konstruktion, en forudsigelig litterær knaldhytte, men når man kommer nærmere på, opdager man, at der er tale om et solidt bygningsværk med fundamentet sunket dybt ned i historien og folketroen. Og det, der åh så let kunne blive forudsigeligt og kedeligt i andre hænder, gør Gaiman funklende og nyt – han holder hele tiden blikket rettet mod vor helt, så selv om han måske ikke er hovedpersonen i eventyret, så er han hovedpersonen i historien, og hans meget jordbundne tilgang til tingene driver næsten bogen over i en slags magisk realisme, hvor man måske ikke tænker ”Dette kunne godt ske…” men snarere ”Gid det kunne.”

”Neverwhere” er urban fantasy, når det er bedst, en sammensmeltning af vores verden og den underlæggende magi. Det er dybe skygger og gnistrende lys. Det er, kort sagt, en rigtig god historie fortalt på den helt rigtige måde.

Gaiman tager os endnu engang med ud på en tur i et univers hvor guder er menneskelige, dyriske og aldeles virkelige. Hans mytologi er efterhånden veletableret og Anansi Boys kan da også opfattes som et “spin-off” på bestselleren “American Gods”.

Neil er en rutineret og dreven forfatter. Det er meget tydeligt i denne bog. Igen og igen overrasker han. Små finurligheder og det der synes irrelevant bliver med ét bragt frem og bliver virkeligt interessant. Hvordar er det f.eks. at være spøgelse – Gaiman giver os svaret.

“Anansi Boys” minder helt enormt om “American Gods”. Og så alligevel ikke. Selvom universet er det samme, har historien absolut intet med begivenhederne i “American Gods” at gøre. Det er svært at sige om den ene er bedre end den anden. Anansi Boys er slet og ret sin egen.

Jeg kan kun anbefale den. Både til de der kan lide fantasy, men også til de der bare kan lide en god historie. Husk på, at til syvende og sidst, så er alle historier,  Anansi-historier!

Neil Gaiman er i vanlig storform i “The Graveyard Book”. Hans univers er underfundigt, spændende, underholdende og helt igennem Gaiman’sk. De der har læst Gaiman tidligere, vil ikke være i tvivl om at dette også er Gaiman.

At Neil er i “vanlig” storform betyder også, at man efterhånden kender hans virkemidler. Hans typiske lead-and-decive måde at skrive på er i flittigt brug. Det er letgenkendeligt og det virker rigtigt godt.

Man skal være mere end almindeligt god til engelsk for at få fat i alle Gaimans spidsfindigheder, men det betyder ikke alverden for historien hvis man ikke er det. Og lige netop historien er pragtfuld. Uventet på en måde som kun Gaiman kan gøre det. Selvom hans univers er meget lig hans andre bøger, formår han alligevel at favne bredt i forhold til at skrive følelser. Med ganske få ord kan han få læseren i rette stemning. Det er en gave, og det er helt eminent.

Jeg kan på det varmeste anbefale “The Graveyard Book”, men ville nok gennem den til de kolde vinteraftner. Vinteren er, efter min mening, den mest Gaiman’ske årstid.