NØRDER I KRIG.

Det er ved at være noget tid tid, jeg læste Pontifex, så jeg havde ikke helt styr på alle historiens plotlinier, men det er ærligt talt lige meget. Ikke forstået på den måde, at man kan starte med bind tre, for der er tale om ét værk splittet op i tre bøger, men snarere, at man hurtigt får fat i de store linier igen. Og fordi Stephenson skriver, så det er svært at stoppe igen.

Cryptonomicon handler om kodebrydning – både under anden verdenskrig og i nutiden. På tværs af årenes skel bindes en lang række personer og historier sammen på fornemmeste vis: i krigens sidste dage kæmper japanerne for at fjerne og skjule så meget guld som muligt, førend de allierede vinder krigen. Japanerne ved godt, at slaget er tabt, men deres tilgang til verden tillader dem ikke at stoppe, og mens folk dør i store mængder, er der et overvældende ingeniørarbejde i gang dybt inde i junglen.

I nutiden (eller retteligen den nærmeste fortid) arbejder nogle af vore andre hovedpersoner på at skabe fremtiden. Fremtiden er muligvis et ukendt land, men det er sikkert, at den er digital, og hvis de vil sætte deres flag der før diverse nationale regeringer, skal de være hurtigt ude. Men de er ikke de eneste med planer.

Planer er der generelt bunker af i Cryptonomicon, og det kan være ret kompliceret at følge med i, hvem der står bag hvad. Heldigvis er langt størstedelen af personerne intelligente, gerne grænsende til det uhyggelige. For det handler om kryptografi, men mindst lige så meget om de mennesker, der dyrker det. Og Stephenson forstår at beskrive (for nu at bruge en genvej) nørder, så man både griner og græder med dem. Deres samtaler er ikke small talk, men en komprimeret blanding af Wikipedia, Shakespeare og tekniske manualer – det lyder måske underligt, men det skal opleves for at forstås. Og opleves bør det, for det er både spændende, fascinerende og uendeligt underholdende.

Stephenson har i mine øjne frembragt noget af et paradoks – jeg cirklede selv om “Arethusa” i et stykke tid, før jeg kunne tage mig sammen til at gå i gang, men næsten med det samme havnede jeg i den situation, hvor man gerne lige vil tage en side til. Jeg forestiller mig, at det er som at ryge en mægtig joint og blive anbragt foran et bord proppet med dyr mad – man har lyst til at indtage det hele med det samme, men det er ganske enkelt umuligt at rumme det altsammen på én gang. Så man griber alt det, man kan, og sidder tilbage med et snurrende hovede og en lykkelig fornemmelse i hele kroppen.

Det er mig en kilde til stadig undren, at det er det lille forlag Hexameter, der har landet Stephensons værk, men der er blevet gjort et flot stykke arbejde. Oversættelsen er vellykket, og jeg håber, at hele serien er havnet hos så mange som muligt – i al fald bør man læse den, hvis man har den slags hjerne, der stadig kan forundres. For glæden over det nye stråler fra hver en side.

KODER OG GULDSKATTE.

Stephenson fortsætter med at væve en historie, der krydser mellem anden verdenskrig og 90erne. Den tråd, der binder det hele sammen, er altings underlæggende mangel på tilfældigheder – det er information og evnen til at skjule denne for de forkerte øjne og ører, det handler om. Kryptografi er kodeordet. I 1940erne handler det om at skabe koder, så man kan kommunikere uden fjendens viden – i 90erne handler det om at flytte penge og information over nettet. Viden er magt, og viden, man har for sig selv, er endnu mere magtfuld.

”Cryptonomicon” er et af de værker, som får mig til at tænke på, hvordan andre mennesker oplever bøger. For jeg tror, der er mange tilgange til Stephensons mesterværk (hvor nogle sikkert vil være uenige i at kalde den dette).

For mig er er historien her så tæt sammenvævet af de enkelte tråde, at jeg til tider opgiver at følge den enkelte tråd og være bevidst om om, hvordan den hænger sammen med resten. Det hele har det med at flyde lidt sammen – men det er ganske ligegyldigt. For det er også en af de bøger, hvor jeg grådigt indtager den kapitel for kapitel, ganske uden at tænke på, om jeg får alle detaljerne og de store sammenhænge med. Den er ganske enkelt berusende på en måde, jeg sjældent har mødt. Stephenson skriver på én gang tørt og humoristisk, som en lyrisk reparationsmanual. Der er nørdpoesi, der kan give en fremtidschok over den nærmeste fortid.

Men jeg tvivler ikke på, at der kan findes mange tilgange til bogen: som technothriller, som historisk spændingsroman, hvad enten man vil minutiøst følge alle de spor, der udlægges, eller man vil lade sig rive med af strømmen. For mig er det en af de bøger, der bliver liggende i bevidsthed og endda med det sjældne prædikat: en historie, man kan vende tilbage til. Og uden tvivl få noget nyt ud af hver gang.

Første bind nåede at udkomme i to udgaver – forhåbentlig overgår det også ”Pontifex”, og forhåbentlig giver det forlaget en mulighed for at løbe teksten igennem endnu en gang. Det lader til at være gået lidt hurtigere denne gang, der har sneget sig lidt trykfejl ind, og den ellers upåklagelige oversættelse har endda et par enkelte fejl (en haj bekymrer en mand til døde). Det er ikke i ødelæggende grad, men en sådan bog fortjener det ekstra hensyn. Og så ser vi ellers frem til den tredje bog.

Stephenson har før skrevet science fiction, og jeg har flere gange set Cryptonomicon henvist til samme genre – det er dog ikke helt rigtigt, om end den har sin portion science, og genrelæsere vil nyde den for dens tilgang til stoffet. Det eneste fantastiske element (i al fald i første bind) er for så vidt, at Stephenson har tilladt sig at opfinde en stat, Kinakuta, hvor en af romanens plotlinier udspiller sig. Derudover er den vel nærmest at sammenligne med en blanding af historisk roman og technothriller. Der er med andre ord tale om en roman, der burde fange både mainstream- og genrelæsere – og jeg mener burde, for den fortjener et bekendtskab.

Historien følger en stor del personer, men forløber hovedsageligt i to spor. En del af bogen foregår omkring anden verdenskrig og følger folk involveret i kampen mod aksemagterne – hovedsageligt igennem kryptografi; især ved at afkode fjendens koder og sørge for, at fjenden ikke opdager, at dette er sket. Historiens anden del foregår i slutningen af halvfemserne, hvor internettet endnu ikke er blevet så allestedsnærværende, som vi kender det i dag – nogle har selvfølgelig forudset denne udvikling (eller i al fald en del af den betydning, som nettet vil få) og arbejder på at opbygge en datafrihavn. Der er både liv og store penge på spil, så meget desto mere når fortiden begynder at spille ind, og forskellige konspirationer bliver tydelige.

Enigma, første del af Cryptonomicon, er en intelligent og kompleks bog – på den ene side bruger forfatteren gerne tunge koncepter (og forklarer dem også gerne), på den anden væver han historierne ind imellem hinanden i til tider sære mønstre. Indrømmet, det var ikke altid, at jeg havde fuldstændig styr på, hvor i fortællingen jeg befandt mig, fordi Stephenson jonglerer så intrikat med så mange bolde, men det gjorde faktisk ikke noget; for han fortæller så eminent, at det er en nydelse at læse. Siderne er fyldt med ord og ideer som fyrværkeri. At gå i gang med Enigma er som at anbringe sig selv midt i en ufattelig informationsstrøm, med forfatteren som den slentrende guide, der udpeger alle de interessante detaljer. Og man sidder tilbage næsten frustreret, da man når til det afsluttende Fortsættes. Det kan ikke gå hurtigt nok med at få andet bind på gaden.

Enigma er udgivet af et lille, nystartet forlag ved navn Hexameter, en opgave, der klares til UG. Forsiden er måske ikke helt så fængende, man kunne ønske, og der er nogle sære orddelinger rundt omkring i teksten, men oversættelsen flyder let og ubesværet, og rent fysisk er der tale om godt, gedigent håndværk. Det eneste, der er at udsætte, er faktisk, at Stephenson ikke er blevet oversat til dansk for længe siden – og at andet bind ikke allerede ligger klar hos boghandlerne. På den gode side har forlaget dog meldt ud, at hvis salget af Cryptonomicon går godt, kan vi forvente at se flere af forfatterens værker i oversættelse.