ANDERLEDES KRIG.

Det virker ofte, som om der findes to tilgange til altenative history: den storladne og den underspillede. Den første fokuserer på de store begivenheder og afgørende slag, mens den anden fokuserer på menneskene. Sheers hører afgjort til i sidste kategori (sammen med f.eks. Philip Roths “Komplottet mod Amerika”), endda næsten så meget, at man længes efter lidt patos.

“Modstand” foregår i en dal i Wales. Historien starter i 1944, da den tyske invasion begynder – og samtlige mænd i dalen forsvinder uden varsel. De er en del af den hemmelige modstandsbevægelse og er draget ud for at gøre deres pligt. Tilbage er kvinderne, som pludselig står med den hårde opgave at føre livet videre i dalen.

En lille patrulje tyske soldater indtager området, men det viser sig snart, at de ligesom de efterladte kvinder hovedsageligt stræber efter et normalt liv. Og langsomt opbygges der et vaklende forhold de to grupper imellem – de er fjender, men de kan ikke overleve den barske natur uden hinandens hjælp.

Det er en meget underspillet historie, Sheers leverer. Vi får ikke de store optrin eller de store følelser, for den sags skyld. I stedet får man et langsomt opbygget portræt af dalen og de mennesker, der bebor den. Det er ikke historien, der trækker læseren ind, men derimod stemningen og de små spændinger.

“Modstand” efterlod mig lidt splittet – på den ene side er den så afdæmpet, at det næsten er frustrerende og gør det til en lidt tung bog at komme igennem, men på den anden side kommer man også under huden på personerne, så Sheers kan få en klump frem i halsen på læseren, når han vælger det. Jeg var ikke helt overbevist om behovet for at skrive den som en alternate history (kunne den ikke have fundet sted i det besatte Europa?) – den fascinerende baggrund med modstandsbevægelsen udnyttes ikke, som den kunne, men samspillet mellem personerne fungerer. I den slags situationer plejer min kvalitetsmåler at være, om historien bliver hos mig efter endt læsning, og det gør “Modstand” – det er en af den type bøger, der kan blive ved med at kaste historier af sig i læserens hjerne.

Historien centrerer sig (for en gangs skyld) omkring Nazizternes jagt på magiske artefakter, som kan hjælpe dem i deres kamp for at blive verdensherskere. I denne fortælling går der imidlertid meget lang tid førend vi finder ud af, hvad det faktisk er de leder efter. Mystikken breder sig, og man undres fortsat. Lige indtil en gammel mand (faktisk en gammel kending) viser sig at vide det hele. Naturligvis bliver Indy jagtet af Nazisterne. Det er, naturligvis, blevet hans opgave at forsøge at forhindre Nazisterne i at finde artefaktet. Denne opgave bliver imidlertid besværliggjort af at Indy både skal have Bert (en dame) og to børn på slæb, der ikke har nogen narrativ funktion i øvrigt.

Hvis det hele virker meget usammenhængende, skyldes det bogen. Jeg kan simpelthen ikke afgøre om det skyldes narrative huller, eller min stedvise døsighed, der er skyld i at bogen virker usammenhæng. I al fald er den ikke noget litterært mesterværk. Faktisk er der tale om en gang copy-paste arbejde af værste skuffe.

Hele historien er, som sådan, en tro kopi af Indiana Jones and the Raiders of the Lost Ark (filmen). Det kan for så vidt være godt, men det er det bare ikke. Rintzler har ellers god erfaring med franchiset, idet han skrev den utroligt flotte, interessante og gennemillustrerede ”The Complete Making of Indiana Jones”. Han formår imidlertid ikke at omsætte sin viden til en god historie. Han er meget tro franchiset, mod stemningen og mod detaljerne, men historien som hele falder på gulvet.

Hele fejlen ved bogen er, at den kun er 155 sider lang. Den er simpelthen for kort. Der er så mange vinkler og sideplots der aldrig bliver udfoldet helt. Det er synd og skam. Derudover er artefaktet (det som hele jagten drejer sig om) uendelige tåbeligt, kunstigt og meget u-indysk.

Til slut skal der lige falde en kommentar om forsiden. Magen til photoshoppet rædsel skal man lede længe efter. Det er rent forfærdeligt. Det står helt klar at forsidens to personer, aldrig har stået så tæt på den/de originale tegninger. Det står også helt klart at figurerne ikke kigger på hinanden… og…. og…. og…. Det korte af det lange er, at det ikke er Drew Struzan der har tegnet den, og så fungerer det bare ikke.

Nej, jeg kan ikke anbefale bogen. Hvis man alligevel beslutter sig for at læse den, kan man trøste sig med at den er hurtigt overstået!

Det første bind i denne serie er “Indiana Jones and the Pyramid of the Sorcerer”. Bogen starter i 1941. Vi møder Dr. Jones ved en udgravning i junglen, der lader til at være helt almindeligt. Imidlertid er udgravningen truet af den sydamerikanske borgerkrig. Der går da også kun ganske få sider inden Dr. Jones må flygte. Efter flugten bliver han kontaktet af det amerikanske militær der ønsker hans hjælp. Nazisterne er endnu engang i færd med at finde et sagnomspundenet artefakt, nemlig “The hall of records” – et “arkiv” over alt der er sket og alt der kommer til at ske. Det er selvsagt et problem og Indy indvilliger i at hjælpe militæret.

Man har forsøgt at rette læseoplevelsen mod et ungt publikum. Det betyder at bogen er kort (kun 138 sider) og har meget lidt tekst på siderne. Det gør at bogen er letlæst og meget tempofyldt. Tempoet opstår imidlertid på en billig baggrund. Det er ikke den hæsbælsende action der driver historien fremad, men det faktum at historien ikke er ret lang.

Historien minder også meget om noget vi har set før (hvis man har set filmene eller læst andre bøger med Indiana Jones). Det er lidt trivielt. Imidlertid er der en hel række klassiske scener som fungerer enormt godt – især når man har set filmene.

Jeg kan anbefale bogen til de lidt yngre læsere og til Indyfans generelt. Der er action fra side ét, og den holder ikke op førend historien er færdig.

I ØVRIGT:

Denne anmeldelse har tidligere været publiceret på Emiliussens Reviderede Hyggekrog.

En kendt og farverig polarforsker bliver “slået ihjel i en bilulykke”. Indy modtager en mystisk kasse og en krystal, fra selv samme polarforsker. Med et er Indy en jaget mand. Hans flugt leder ham i armene på den danske huleforsker Ulla Tornaes. Sammen drager de ud for at finde ud af hvor den mystiske krystal kommer fra. Det bliver en pudsig og sammentræfsfyldt jagt på tværs af de arktiske ismasser.

Max McCoy har nu for alvor fundet fodfæste i Indiana Jones universet. Historien er velfortalt og velopbygget. Imidlertid virker plottet som en gentagelse, når man har læst “Indiana Jones and the Interior World” af Rob MacGregor. Det er dog en helt anden historie vi bliver præsenteret for i dette bind, men man kan ikke lade være med, at undre sig over hvorfor man vælger emnet “den hule jord” to gange i samme serie.

Max McCoy har åbenbart også fundet ud af, at man skal lave en eller anden form for rød tråd igennem de bøger man skriver, når man skriver Indy-romaner (en tendens jeg er meget imod). Der bliver derfor trukket en del på den foregående bog i serien, og lagt op til den tolvte, og sidste, bog i serien. Det er en smule irriterende og faktisk overflødigt.

For alle Indy-fans er den selvfølgelig et must-read. Imidlertid vil jeg foreslå, at man tager fat i filmene hvis man skal have et skud Indy.

I ØVRIGT:

Denne anmeldelse har tidligere været publiceret på Emiliussens Reviderede Hyggekrog.

Vor helt er Michael Gallatin, og som om det ikke var nok, at han er varulv (dog en, som selv styrer sine transformationer), så er han også russer, hemmelig agent (for de allierede, forstås), gentleman og ganske uimodståelig for damerne. ”The Wolf’s Hour” er historien om, hvordan han mere eller mindre egenhændigt sørger for, at D-dag kan gennemføres.

Gallatin har egentlig trukket sig tilbage, men trækkes tilbage i krigen, da man finder oplysninger om, at tyskerne har forberedt en ubehagelig overraskelse til de styrker, som de forventer at se bragt til Europas kyster. Det er bydende nødvendigt at finde ud af, hvad truslen er, og om nødvendigt neutralisere den. Han indvilliger, men har også personlige grunde: storvildtsjægeren Harry Sandler er involveret, og de to har et gammel opgør. Hævn er en tyk motivation gennem bogen (nåja, og så kvinder).

Ind i det besatte område drager Gallatin, og over de næste 600 sider bliver han udsat for tæsk, beskydning, mordforsøg på assorterede måder, sex, tortur og meget andet. Sideløbende får vi historien om hans opvækst med et varulvekobbel i de russiske skove, i en blanding af blod og Shakespeare. Der er med andre ord gange i den, og man får ikke lov at kede sig. ”The Wolf’s Hour” er ren underholdning, men det gør den så til gengæld også godt.

McCammon maler med den store pensel her, og klicheerne flyder ærligt talt ned over siderne (dette er en verden, hvor naziofficerer konsekvent bruger monokel og gerne tiltaler folk som ”Swine”). Men samtidig er det også så voldsomt underholdende, at det er svært ikke at kunne lide det. Det er ikke varulven som horror-element, men snarere som romantisk og lettere tragisk actionhelt – med streg under action.