GANG I DEN UNDER GADEN.

For Richard – som for mange andre mænd – er det en ung pige, der skaber forandringerne. Forskellen er her, at han finder hende blødende på gaden og beslutter sig for at hjælpe hende, for Richard Mayhew er inderst inde et ganske godt menneske. Det er en egenskab, der vil bringe ham længere og dybere, end han kunne drømme om.

Pigen hedder Door, og hun har evnen til at åbne døre. Da Richard hjælper hende, trænger han også selv gennem en usynlig dør ind i en verden, der eksisterer uset side om side med vores egen. Under byens gader og i skyggerne udspilles en helt særegen mytologi, og da Richard kommer i kontakt med den, begynder han langsomt at blegne i vores verden. Da han vågner næste morgen, er alle stille og roligt ved at glemme ham. Han må drage på jagt efter Door for at få sit liv tilbage.

Man han er ikke den eneste, som eftersøger pigen. Et par skumle, altid glubende og delvist veltalende lejemordere er efter hende, og bag dem står den person, der fik hele hendes familie slået ihjel. Sammen må Richard og Door besejre det, der lurer i mørket.

”Neverwhere” er vintage Gaiman. Den kombinerer en behagelig hovedperson med et flot udbygget univers, der har masser af dystre skyggesider. Magi er allestedsnærværende, men den synes at flyde naturligt gennem fortællingen.

Det springende punkt er, tror jeg, fortællestemmen. For Gaiman fortæller, og han gør det roligt og velovervejet med masser af lune. ”Neverwhere” ligner ved første øjekast en luftig konstruktion, en forudsigelig litterær knaldhytte, men når man kommer nærmere på, opdager man, at der er tale om et solidt bygningsværk med fundamentet sunket dybt ned i historien og folketroen. Og det, der åh så let kunne blive forudsigeligt og kedeligt i andre hænder, gør Gaiman funklende og nyt – han holder hele tiden blikket rettet mod vor helt, så selv om han måske ikke er hovedpersonen i eventyret, så er han hovedpersonen i historien, og hans meget jordbundne tilgang til tingene driver næsten bogen over i en slags magisk realisme, hvor man måske ikke tænker ”Dette kunne godt ske…” men snarere ”Gid det kunne.”

”Neverwhere” er urban fantasy, når det er bedst, en sammensmeltning af vores verden og den underlæggende magi. Det er dybe skygger og gnistrende lys. Det er, kort sagt, en rigtig god historie fortalt på den helt rigtige måde.

Gaiman tager os endnu engang med ud på en tur i et univers hvor guder er menneskelige, dyriske og aldeles virkelige. Hans mytologi er efterhånden veletableret og Anansi Boys kan da også opfattes som et “spin-off” på bestselleren “American Gods”.

Neil er en rutineret og dreven forfatter. Det er meget tydeligt i denne bog. Igen og igen overrasker han. Små finurligheder og det der synes irrelevant bliver med ét bragt frem og bliver virkeligt interessant. Hvordar er det f.eks. at være spøgelse – Gaiman giver os svaret.

“Anansi Boys” minder helt enormt om “American Gods”. Og så alligevel ikke. Selvom universet er det samme, har historien absolut intet med begivenhederne i “American Gods” at gøre. Det er svært at sige om den ene er bedre end den anden. Anansi Boys er slet og ret sin egen.

Jeg kan kun anbefale den. Både til de der kan lide fantasy, men også til de der bare kan lide en god historie. Husk på, at til syvende og sidst, så er alle historier,  Anansi-historier!

I Djævelens Kvint (2002) havde Seth et opgør med guderne Osiris og Isis, som til lejligheden havde indtaget menneskekroppene Gabriel og Héloise. Alt dette er der kommet et barn ud af – Horace – eller horusbarnet, som har magten og kraften til at udslette Seth.
Parret Gabriel og Héloise er begge medlem af den tophemmelige organisation Trismegistoen hvis formål er at holde orden på verdenen. Set fra et synspunkt, der ikke tilhører en kaosgud, er Trismegistoen summen af alle gode kræfter. Organisationens medlemmer er vogtere af viden uden censur. Alle har hver deres speciale, som f.eks. konservatoren Katarina, som rodes ind i plottet om et maleri af Brueghel forestillende elementer fra myten omkring Ikaros. Der findes to malerier, der ikke er meget forskellige fra at være ens. Og så er der et til. Tilsyneladende er der således et maleri for meget, og det er det, Katarina prøver at opklare ægtheden af. Imidlertid dør hun på tragisk vis, og andre fra Trismegistoen må tage over.

Langsomt hvirvles læseren ind i et mystisk net af tynde tråde, der har forbindelse til både en terrorcelle og den tilsyneladende generelle kamp mellem kaos og orden.
Seth køber det ukendte maleri af Ikaros, og plottet samler sig, og spændingen udløses, myter virkeliggøres men en rigtig afslutning belønnes læseren vist ikke helt med.

Tredje Ikaros er en meget kompakt roman. Den er ikke svær at læse eller forstå men er spækket med intertekstuelle referencer til myterne, historien, musikken og litteraturen. Som læser er man strengt taget ikke sikker på, at man får det hele med. Romanen er godt skrevet, og bevares, forfatteren har lavet et flot og enormt researcharbejde for at kunne få Ikaros til at lette. Men det falder lidt på jorden.

Jeg syntes kort sagt, at romanen har flere spændende komponenter for den rigtige gode historie, end den strengt taget udlever. F.eks. syntes jeg godt, at man kunne vente sig lidt mere af et vildt gammelt urvæsen af en kaosgud. Seth hærger ikke og bringer ikke kaos i verdenen (måske fordi der er nok). Jeg er lidt skuffet over denne trendy gud, som er mere selvgod end decideret ond.
Jeg ville også gerne have hørt meget mere om Trismegistoen og deres eventyrligt spændende arbejde. Jeg kunne således sagtens forestille mig en bog kun med dem.
Men hvorom alting, synes jeg dog alligevel, at romanen besidder mange andre interessante og spændende elementer, som gør den læseværdig. Om ikke andet har den en stille filosofisk nerve, som stiller spørgsmål og vækker nysgerrighed.